---------------------------------------------------------------------------------------
En indføring i Bibelen, af Gertrud Yde Iversen og Kirsten Nielsen, Bibelselskabets Forlag 2010, paperback, 240 sider, 249,95 kr.
Anmeldt af Christina Petterson
En indføring i Bibelen består af tre hoveddele: Hvordan Bibelen blev til, hvis er den, og hvad består den af; Hvordan læser vi Bibelen i denne bog; og Læsninger i Gammel og Ny Testamente. Første del tager sig af forskellige indledende spørgsmål, den alt for korte anden del beskriver forfatternes indgangsvinkel, mens tredje del, der også er den længste del, går i lag med egentlige læsninger af de mange forskelligartede tekster i Bibelen. Denne sidste del er opdelt i to underafsnit, nemlig ’Gud’ samt ’Mennesker og levet liv’.
Bogens længde er 233 sider, og er illustreret af billedkunster Mette Winckelmann. Der er desuden to kort: et gammeltestamentligt kort over Palæstina og et nytestamentligt kort over Middelhavsområdet.
Jeg var blevet advaret på forhånd, men synes alligevel at jeg må nævne det: formatet er en udfordring. Skriftstørrelsen ser simpelthen ud til at være på størrelse med fodnoter og det er bestemt ikke en bog for svagtseende. Kan man sætte sig ud over dette indledende problem så forestiller jeg mig, at man som dansk lægperson sidder med en guldgrube af oplysninger om de bibelske tekster samt en række fortolkninger af Bibelen. Forfatterne kommer vidt omkring, især når man tager bogens længde i betragtning.
Der er tre ting som jeg vil fremhæve som særlig positive oplevelser:
- · De grå kasser: Disse er tekstbokse, der er indsat rundt om i bogen og behandler forskellige emner: Messias, Davids hus, fødselsberetninger for at nævne nogle stykker. Temaerne er både velvalgte, grundige og oplysende.
- · Inddragelsen af den danske salmebog: Flere steder i bogen kobler forfatterne bibelteksten til en salme i den danske salmebog, som et eksempel på en fortolkning, fx Lisbeth Smedegaard Andersens udtryk om tvivl og thomaskrav i DDS 248, der afslutter diskussionen om Nikodemus og Thomas i Johannesevangeliet.
- · Fokus på de materielle tekster: Bogen begynder med et afsnit om udgivelser og oversættelser (s. 13-19). Her fremhæves ikke kun forskellige bibeloversættelser, men vi bliver også præsenteret for selve kildeskrifterne og tekstsamlinger. Dette tror jeg er utrolig vigtig information for lægfolk, for hvem det måske ikke altid er lysende klart hvilken tid kildeteksterne egentlig stammer fra og hvor skrøbeligt tekstgrundlaget i virkeligheden er.
Som uddannet teolog er det vanskeligt for mig at læse En indføring ud fra en lægpersons perspektiv. Derfor har jeg fokuseret min anmeldelse på hvilke teologiske synspunkter der præsenteres som indføringsmateriale. Selvom En indføring gang på gang fremhæver, at den lægger vægten på de store linjer og de mange stemmer, er der dog visse steder, hvor et foruroligende konservativt kristent perspektiv luftes. Dette synes jeg skulle mere frem i lyset, således at uerfarne læsere bedre kan gennemskue ideologien.
Det hele begynder og ender med køn. Grundlæggende set forekommer det mig, at En indføring ikke udviser interesse for kønshermeneutiske problemstillinger. Jovist tages det op, lettere overfladisk, i forbindelse med Paulus (s. 201), men jeg tænker på mere strukturelle problemstillinger, som jeg kan bedst beskrive ved at henvise til forskellen mellem bibelen som deskriptiv (beskrivende) eller normativ (retledende) tekst. En indføring svinger mellem disse to poler, idet den til tider anskuer teksterne som rent beskrivende, og andre steder som retgivende for menneskelige fællesskaber. Lad mig give et eksempel: Efter en redegørelse for Højsangen som Guds hensigt med skabelsen, en paradisisk tilstand hvor mand og kvinde står lige, kommer følgende afsnit:
I den kristne tradition har man desværre hæftet sig mere ved, at mand og kvinde ved syndefaldet kom under Guds straf. Og det har uden tvivl medført, at kvindens underordnede rolle meget længe er blevet betragtet som en naturlig orden, ja, nærmest som skabelsesordning. Men det spørgsmål står tilbage: Hvad tæller mest? Skabelsesberetningerns skildring af Guds gode vision for mand og kvinde, eller de sociale vilkår i datiden, som syndefaldsberetningen skulle give en forklaring på? For ordene til Eva, slangen og Adam er ætiologier, der skulle forklare, hvorfor hverdagen var, som den var (s. 153).
Forfatterne ser altså Højsangsmodellen som Guds gode vision (som burde være normativ), og syndefaldsberetningen som ætiologi (som burde være deskriptiv) og spørger så: ’hvad tæller mest?’
Men kan man overhovedet præsentere spørgsmålet på denne måde, uden målestok? Hvad tæller mest for hvem? For den danske teologiske tradition har det altid været vigtigst at se syndefaldstradition som normativ, fordi det er den, der lægger grunden til forestillingen om mennesket som synder (s. 177). Hele gudsforholdet i den lutherske tradition er dybt forankret i syndefaldsberetningen og dennes menneskeforståelse, og derfor kan syndefaldsberetningen og dens kønshierarki aldrig være andet end normativ. Hvor denne problemstilling – desværre – hører til almenteologisk arvegods, bliver det straks værre med de næste to eksempler.
Den ovennævnte fortolkning af Højsangen og ’Guds gode vision’ fremlægger – endda uden at blinke – en dybt heteronormativ fortolkning af teksten (s. 152-153), altså en fortolkning, der går ud fra, at heteroseksualitet, forholdet mellem mand og kvinde, er det som Gud havde tænkt fra begyndelsen og er ’naturligt’. Derved udelukkes homoseksuel kærlighed på forhånd fra Guds skabelsesplan, og hele den aktuelle diskussion om velsignelse af homoseksuelle ægteskaber i kirken ignoreres. Når En indføring andre steder anstrenger sig for at inddrage en folkekirkelig baggrund for at belyse sine pointer, ville det have været klædeligt, om der også havde været en anerkendelse af denne debat og dens betydning for homoseksuelle kristne.
Sidst men ikke mindst har vi i afsnittet om love for menneskelivet (164-170) en diskussion om beskyttelsen af den svage, der har nogle højst ubehagelige undertoner, som jeg her til sidst vil prøve at få frem. Forfatterne argumenterer for, at de gammeltestamentlige arvelove er at sikre -- i datidens samfund -- beskyttelse af den svage. Selve intentionen bag disse love, nemlig beskyttelsen af den svage, er grundlaget for den danske socialforsorg (s. 164). Denne intention gælder også i den gammeltestamentlige lov om voldtægt, hvor voldtageren skal gifte sig med kvinden, give faderen erstatning og mister retten til skilsmisse. Hensigten med denne lov var, at sikre kvinden og barnet ægteskabets socialstatus. Forfatterne noterer sig, at det ville være en ulykke, hvis sådan en lov skulle indføres i dag, fordi det, der var positivt dengang – nemlig genoprettelsen af kvindens sociale status (selvom jeg nu mere tror at det er faderens sociale status, der var sagens kerne) – i dag ville blive set som et overgreb mod kvinden. Derfra bevæger de sig så ud i at bruge loven til at spørge om hvad det moderne samfund gør for et voldtægtsoffer:
Hvordan sikrer moderne lovgivning, at den voldtagne kvinde får sin værdighed igen, og at det barn, der eventuelt er blevet undfanget, bliver en del af en familie? (s. 165)
Her måtte jeg lige gnide mig i øjnene, og læse igen og igen for at være sikker på, at jeg havde læst rigtigt. Spørges der ikke til, i ramme alvor, hvordan lovgivningen, i tilfælde af en voldtægt, der eventuelt resulterer i et barn, sikrer at barnet bliver del af en familie? Hvad blev der egentlig af kvindens ret til fri abort? Det forekommer mig, at En indføring her tager side med konservative kristnes syn på fostre som svage mennesker – hvilket som bekendt er et synspunkt og ikke en sandhed – og ikke anskuer abort som en mulighed for kvinder som er blevet voldtaget.
Mens En indføring i grundlæggende syn på kvinder desværre hører til den danske teologiske tradition, der i sit soteriologiske udgangspunkt er dybt hierarkisk, fremstår En indføring i disse to sidste punkter som nærmest fundamentalistisk, idet der end ikke gives stemme til de, som tænker anderledes. Her er ikke blot tale om spændinger mellem samfundets love (civil ægteskab og kvinders ret til fri abort) og konservativ kristendom, men snarere om et forsøg på at monopolisere den teologiske debat og præsentere en fundamentalistisk holdning under dække af en almen indføring. Da jeg havde læst disse problematiske punkter tænkte jeg, at En indføring burde komme med en advarsel. Dette er en skam, for ser man bort fra disse problemer, som jeg altså synes er temmelig graverende, så er det en glimrende indføring i Bibelen.
---------------------------------------------------------------------------------------
Manga Mosebøger, af Ryo Azumi, oversat fra japansk af Mette Holm, Bibelselskabet, 2011, paperback, 282 sider, 99,95 kr.
Anmeldt af Anne Katrine Gudme
I foråret udkom det tredje bind i Bibelselskabets Manga Bibel føljeton, Manga Mosebøger. Det hele begyndte med Manga Messias i 2008 (se anmeldelse i BEN nr. 10), som fortalte historien om Jesu liv og død ved at kombinere de fire evangelier til en samlet fortælling, og i 2009 kom Manga Metamorfoser (se anmeldelse i BEN nr. 13), der med en kombination af Apostlenes Gerninger og Paulus’ breve fortalte historien om de allerførste kristne. Med treeren er serien gået tilbage til begyndelsen og Manga Mosebøger genfortæller Gammel Testamente fra verdens skabelse i 1 Mosebog til og med udvandringen fra Egypten i 2 Mosebog 15.
Der er sket en del ændringer her i Manga Mosebøger; læseretningen er blevet ’vestlig’ denne gang. Man læser fra venstre mod højre og ikke fra højre mod venstre, som er den rigtige manga stil. Ifølge oversætteren, Mette Holm, skyldes det at Manga biblerne nu er blevet langt mere populære i USA og Europa, end de er i hjemlandet, Japan, og når man henvender sig til et vestligt publikum, ja, så vender man bøgerne om. Spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke tager lidt af charmen fra læseoplevelsen. Desuden er der skiftet tegner. De to tidligere bind var tegnet af Kozumi Shinozawa, som havde en meget levende og ofte humoristisk streg. Ryo Azumi, som har tegnet og fortalt Manga Mosebøger, er også en glimrende tegner, men lidt af humoren er forsvundet og også lidt af fantasien, desværre. Shinozawa havde et særligt talent for at tegne engle, der sted ned fra himlen i stråler af gyldent lys og en brusen af lilla fjer. Scenen med hyrderne på marken i Manga Messias er et godt eksempel på dette. Azumi ’tænder’ tydeligvis ikke i samme grad på engle og eksempelvis Jakobs himmelstige (s. 116-117) er da også derefter og fremstår desværre noget uimponerende. En effekt, som jeg er overbevist om at forfatteren til 1 Mosebog 28 ikke gik efter. En anden ting, der er forsvundet i Manga Mosebøger er farverne. Der er ikke tale om en sort-hvid tegneserie, men hvor Manga Messias og Manga Metamorfosers tegninger var spændende og klare i farverne er Manga Mosebøgers farvepalet langt mere nedtonet og fremstår nærmest falmet. Det kan være en tilfældighed eller en fejl. Det kan også være med vilje, fordi man har tænkt at når nu det drejede sig om Gammel Testamente, så skulle det også se gammelt ud. Hvorom alting er så er det ikke vellykket. Den overvejende afdæmpede farveskala får ikke Manga Mosebøger til at se autentisk ud, snarere kedelig.
En sidste overordnet ting, der er anderledes i Manga Mosebøger er teksten; I Manga Messias og Manga Metamorfoser var fortællingen bygget op omkring bibelteksten og man brugte den hverdagsdanske bibeloversættelse, Den Nye Aftale, i de hyppige direkte citater fra Ny Testamente. Det fungerede udmærket, selvom den meget tekstnære fortælling af og til gjorde historien lidt tung, og Den Nye Aftales sproglige stil passer fint til manga. Nu er der imidlertid ikke nogen oversættelse af Gammel Testamente til hverdagsdansk, så i Manga Mosebøger er det 1992-oversættelsen der er brugt og det fungerer fint. I det hele taget er Manga Mosebøger langt mindre bundet af bibelteksten, end de forrige bind og det er en stor fordel. Fortællingen glider meget bedre. Der er dog ikke så meget spræl i historien. Handlingen bliver fortalt – hverken mere eller mindre – og personerne siger og gør det man kunne forvente af dem. Ligesom med billedsporet er tekstsporet i Manga Mosebøger en lille smule rutinepræget og ikke videre fantasifuldt eller humoristisk. Det går an, men det er synd, når man tænker på hvor flot og farverigt og spændende det kunne have været, hvis man havde valgt at udnytte både de gammeltestamentlige fortællinger og mangagenrens fulde potentiale.
Slangen er i Manga Mosebøgers fortolkning fremstillet som et sammensat væsen med slangehale, arme og vinger og med en hårpragt, der leder tankerne hen på en meget falmet lyserød fjerboa. Det er der ikke noget galt i, men Manga Mosebøger introducerer en dualisme i den gammeltestamentlige fortælling, som der ikke er skriftligt belæg for, ved at lade Slangens fjerprydede og luskede fjæs dukke op i scener, hvor der er ondskab på spil. Således er Slangen (Djævelen) bogstaveligt talt med i billedet i historien om Kain og Abel (s. 24), Syndfloden (s. 28) og Sodoma og Gomorras ødelæggelse (s. 64) og såmænd også i indledningen til 2 Mosebog, hvor Farao dømmer de nyfødte israelitiske drengebørn til døden (s. 213). Slangens udvidede rolle kan undskyldes med henvisning til kunstnerisk frihed, men denne anmelder er ikke begejstret for at Djævelen smugles med ind, hvor han ikke hører hjemme – da slet ikke når det gælder litteratur, der primært henvender sig til store børn.
Alt i alt er Manga Mosebøger både med hensyn til tekst og billeder lidt af en ørkenvandring, men der er dog alligevel højdepunkter. Af og til forekommer Azumis streg inspireret og der er enkelte helsides illustrationer, der virkelig vækker fortællingen til live og giver et lille sus. De allerførste sider af skabelsesretningen er smukke og poetiske (s. 4-7) og det samme er Moses, der skiller det Røde Hav (s. 274-275), men det bedste er faktisk det allersidste billede, hvor folket Israel vandrer mod horisonten og Kanaans land, medens natten sænker sig over Sinai ørkenen.
Hvis du kunne lide Manga Messias og Manga Metamorfose, så giv Manga Mosebøger en chance. Men ligesom toeren var bedre end etteren, så håber jeg på at fireren bliver bedre en treeren og at vi får fantasien og farverne tilbage.
---------------------------------------------------------------------------------------
Med venlig hilsen fra BENs redaktionsgruppe - lagt på nettet af Kasper Dalgaard
