Tidsskriftet Bibliana er siden 2009 udgivet på Bibelselskabets Forlag.
Bibliana er Danmarks eneste populærvidenskabelige tidsskrift om Bibelen.
Det er skrevet af en redaktion af fagfolk, der brænder for formidling af deres viden om Bibelen og den nyeste forskning på området.

mandag den 4. oktober 2010

Redaktionsmedlem Kasper Dalgaard

Redaktionsmedlem Kasper Dalgaard, Cand. Theol., Ph.D.-studerende.

 

Min primære forskningsinteresse er sammenhængene mellem de mange tekster der blev forfattet og benyttet i det andet tempels tid - en tidsperiode der også benævnes den antikke jødedom. I denne periode opstod der et imponerende hav af interessante religiøse og sekulære tekster hvis indbyrdes afhængighed udgør et spændende forskningsfelt. 

Mit igangværende ph.d.-projekt er en belysning af hvorledes en enkelt bibelsk figur, Melchizedek, går fra at være en relativt anonym aktør i Genesis 14 til at blive tildelt betydningsfulde gæsteoptrædener i de fleste skriftgrupper gennem de efterfølgende tusinde år. Disse inkluderer Dødehavsrullerne, Det Nye Testamente, og Nag Hammadi skriftgruppen samt et væld af enkeltstående og enestående skrifter så som Pseudo-Eupolemus og 2 Enoch. I disse optræder (eller genskrives i varierende former for "Rewritten Bible" / "genskrevet bibel") Melchizedek i så varierende roller som ærkeengel og Kristus mens han også tildeles mere negative roller som evnesvag og søn af en prostitueret.

Udover dette Ph.d.-projekt har jeg stor interesse for de øvrige tekster fra denne periode - især de palæstinensiske targumim, hvis sammenhæng med Markusevangeliet jeg skrev mit speciale om ("Guds Fire Nøgler. En undersøgelse af de palæstinensiske targumim og deres mulige indflydelse på Det Nye Testamente, særligt eksemplificeret ved Mark 4,35-6,44"), samt Markusevangeliet som jeg har haft fornøjelsen af at undervise i ved Københavns Universitet, Grønlands Universitet samt Folkeuniversitetet.

Kasper Dalgaard
Department of Biblical Exegesis
Faculty of Theology
University of Copenhagen
+45 353-22622
kda@teol.ku.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar