Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 23

---------------------------------------------------------------------------------------  
Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, der udkommer 3-4 gange om året og primært indeholder  anmeldelser af nyudgivelser på dansk indenfor bibelforskning og religionsvidenskab.
Interesserede kan gratis abonnere på BEN ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Læs alle tidligere numre af BEN i menuen til højre.

---------------------------------------------------------------------------------------

I dette nummer af Nyhedsbrevet byder vi på anmeldelser af

Peter Mouritzens Vædderhornet: Historien om de ti Bud

og

Annika Borgs Bibelen. Sådan har du aldrig set den før

---------------------------------------------------------------------------------------

 

Vædderhornet: Historien om de ti Bud, fortalt af Peter Mouritzen, Illustreret af Oliver Streich, Forlaget Alfa, 2011, 32 farveill. Sider, 218 kr.

Af Anne Gudme

Først og fremmest skal det indrømmes, at denne anmelder altid har været en stor fan af Peter Mouritzens serie, BibelStærk. Særligt bind tre, Kraftkarlen og den dejlige dame, der handler om Samson, med illustrationer af Lasse B. Weinrich, har jeg læst flere gange og med stor fornøjelse. Derfor var det da også med stor tilfredshed og høje forventninger, at jeg satte mig til rette i husets bedste stol, for at læse det tiende bind i serien. Vædderhornet er, ganske som undertitlen siger det, historien om De Ti Bud. 

Mouritzen tager udgangspunkt i 2 Mos 19-20 og 32-34 og fortæller hvordan Gud kaldte folket sammen ved foden af Sinaj bjerget ved at blæse i sit vædderhorn. Moses går op på bjerget, hvor Gud, som er forklædt som en sky, overrækker ham stentavlerne med De Ti Bud. Men da Moses kommer ned igen, danser Israels folk om guldkalven. Moses smadrer stentavlerne i vrede og må op på bjerget igen efter et nyt sæt, som han endnu engang bringer ned til Israels folk. The End. Det er en mærkelig historie og selvom Oliver Streichs illustrationer er skønne og Peter Mouritzen som fortæller er morsom og underfundig, så ændrer det ikke ved, at historien om De Ti Bud helt ærligt lader noget tilbage at ønske mht. plot og persongalleri. Sinajepisoden giver ikke megen mening, når den ikke fortælles i sin rette sammenhæng som en mellemstation mellem trældom i Egypten og det forjættede land, og selvom episoden med guldkalven pirrer fantasien, så er det alligevel svært at blive klog på, hvad meningen er, når hele baggrunden for Gammel Testamentes raseri mod ’afguderne’ udelades. 

Det korte af det lange er, at Vædderhornet slog mig som en temmelig kedelig fortælling, der ikke rigtigt handlede om noget. Der er nogle rigtig sjove passager indimellem, såsom de ti bud på vers: ”Du må ikke sige ting som sgu og Gud fri mig, gør du det, så kan Han ikke li’ dig!” og ideen om at Gud skriver De Ti Bud på budsk, ”og budsk var et sprog som man ku’ husk’.” Samtalen mellem Gud og Moses er også virkelig morsom. Gud er en gnaven og temmelig uforskammet skolemester og Moses spiller rollen som den ikke alt for kløgtige elev. Men når alt kommer til alt kunne de vellykkede detaljer ikke kompensere for, at historien var for tynd. Det var altså en temmelig skuffet BibelStærk-fan, der klappede Vædderhornet i og lagde den på hylden.

Og der lå den så, indtil vi fik besøg af Albert på fire et halvt år, som var overtræt og slemt trængte til at høre en historie. I desperation greb jeg Vædderhornet og begyndte at læse højt, men jeg fortrød hurtigt, for jeg syntes stadig at historien var kedelig. ”Skal vi ikke hellere læse en anden bog, Albert?” Spurgte jeg. ”Hvad med Peter Plys?” Men Albert ville ikke høre tale om at skifte bogen ud og, da vi lidt senere sluttede os til resten af selskabet i stuen, proklamerede han skråsikkert, at Gud er en sky!

Det kunne altså godt se ud til, at Vædderhornet er langt mere vellykket end denne anmeldelse har givet udtryk for. Målgruppen har talt og vendt tommelfingeren opad og derfor vil jeg på trods af min forbeholdne første reaktion anbefale BENs læsere, at give Vædderhornet en chance.

---------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Annika Borgs Bibelen. Sådan har du aldrig fået den før, oversat fra svensk af Jens Vollmer, Frederiksberg: Forlaget Alfa 2009. 241 s. Indbundet. Kr. 248.

Af Frederik Poulsen

”En bibel på min måde” er Annika Borgs ærinde i denne bog, der præsenterer sig lækkert med et pink omslag med gul skrift og silhuetten af et kors. Ønsket er at give ny indsigt og et nyt perspektiv på den samling af litteratur, som er en hjørnesten i den vestlige kulturarv – og ambitionen er yderst sympatisk, nemlig at få mennesker i tale, der ikke ved noget om Bibelen.

                      Svenske Annika Borg må på papiret siges at være kvalificeret til den opgave. Hun er ph.d. på afhandlingen Kön och bibeltolkning (2004), hun har et markant personligt engagement som teolog og præst og har som klummeskribent og forfatter en rig erfaring i at formidle til et bredt publikum. Denne bog er netop blevet til i forlængelse af en række artikler til damebladet amelia.   

Bibelens tilblivelse, baggrund og tolkningshistorie

Efter en personlig indledning formidles i to mindre afsnit en lang række fakta om Bibelen, dens tilblivelse og indhold. Det er et fint vindue ind til en kritisk og videnskabelig omgang med de bibelske skrifter. Bibelen som ”historiebog” og forholdet til arkæologien problematiseres, og det understreges, at der ikke er nogen neutral læsning. Man tolker altid, og der hviler et ansvar på læseren. Navnlig tolkningshistorien er i centrum med den vigtige pointe, at en tolkning ofte kan sige mere om fortolkeren end om teksten.

                      Det tjener Borg til ære, at hun ønsker at formidle klassisk bibelkundskab til et publikum uden forudsætninger. Desværre er dispositionen meget løs og virker til tider tilfældig: Hun springer fra Jesus som myte til arvesyndslæren og hurtigt videre til Nag Hammadi-fundene. Uheldigvis for disse afsnit og for resten af bogen er der en del faktuelle fejl eller kraftige brud med konsensus: Paulus anføres næsten ukritisk som forfatter til 13 breve (s. 30), Maria Magdalenes evangelium dateres til midten af første århundrede, altså før Paulus?! (s. 90), Josef, Jesu papfar, hævdes at optræde i begyndelse af Markusevangeliet (s. 165), på side 178-179 er der fejlagtige bibelhenvisninger, og så videre.

Kanonshopping

I et længere afsnit, ”Min kanon”, udvælger Borg de tekster, der for hende er særligt betydningsfulde. Ikke overraskende er det kendt stof: De grundlæggende fortællinger og visdomslitteraturen i Det Gamle Testamente, udvalgte passager i evangelierne, få Paulustekster, Jakobsbrevet og Johannes’ Åbenbaring. Mere overraskende er inkluderingen af Thomas- og Maria Magdalene-evangeliet, der slet ikke optræder i den bibelske kanon. De er med, fordi de kaster lys over kønskampen i den tidlige kristendom.

                      I klassisk, luthersk teologi er bedømmelse af de bibelske skrifter teologisk, om de driver på Kristus. Borgs kanonkriterium er nærmere æstetisk og etisk: Skønne ord, god poesi og gode gerninger. F.eks. beskrives Højsangen som en inspirationskilde til den ligestillede seksualitet i modsætning til tidens åndløse pornografi, og hun ville placere den først i sin Bibel. Man kan spørge, hvordan hun som luthersk teolog kan undvære Romerbrevet, men netop Paulus er sat i skammekrogen på grund af det, han siger om kvinderne!

Kvinder og køn: Paulus burde gå i terapi!

Efter en fin gennemgang af bibelske gudsbilleder går Borg i hovedafsnittet, ”Tør kvinder godt læse Bibelen?”, i gang med en række tekstanalyser. De kredser primært om kvindefortællinger, og her spores tydeligt Borgs faglige ståsted i kønshermeneutikken (jf. hendes ph.d.-afhandling). De bibelske skrifters kvindesyn og verdensbillede er en tilbagevendende anstødssten. Mottoet for analyserne er, at man ikke skal give en tekst mere respekt, end den giver sin læser. Med den indstilling er der nok at tage fat på, og hendes fokus ligger især på teksternes (mandschauvinistiske) tolkningshistorie. Heltene er kvinderne i evangelierne, mens de ”sorte sider” – tekster, hun vil afvise – er ofringen af Isak, Jeftas datter og den krigeriske Jesus. Helt galt er det med Paulus, der skizofrent både taler om ligestilling mellem kønnene (Gal 3) og kvinders underordning (1 Kor 14). Paulus har skabt mange problemer og er kilden til ”det skæve kvindesyn, vi stadig trækkes med”. Han burde gå i terapi!

                      Borg befinder sig i en ambivalent rolle: På den ene side vil hun ikke have med disse terrortekster at gøre, på den anden side vil hun af respekt for Bibelen og menneskerne i den ikke rive siderne ud. Ofte lader hun sig provokerer af teksternes umiddelbare fremtræden uden en tidshistorisk problematisering og en dybere teologisk fortolkning. Det kunne have været hjælpsomt.

Leksika, prædiken og andagt

Bogens sidste tredjedel består af nogle nyttige opslagskapitler med et minileksikon over centrale og mere perifere bibelpersoner, en liste over ordsprog, der har lejret sig i kulturen, og en hitliste med bibelcitater. Der er et udmærket afsnit om, hvordan man prædiker, samt to holdte prædikener. Det giver et fint indblik i kirkeåret og prædikenforberedelse for mennesker, der intet kendskab har til branchen. Et sidste afsnit appellerer til handling: Borg har med afsæt i klosterets tidebønner lavet fire ugeandagter under forskellige temaer, der ved daglig brug skal give et øjebliks indre ro.

Engageret og overfladisk

Lad det være sagt med det samme: Annika Borg er en dybt engageret skribent med et levende sprog og et godt drive. Dette er dog samtidig en hæmsko. Mange passager fremstår ”snakkende” og overfladiske, og adskillige af hendes tekstanalyser kommer aldrig i dybden. Generelt er bogen sat sammen af små, korte afsnit, der sikkert fungerer godt i et klumme- eller blogformat, men som virker akavet, når de samles i kapitler, f.eks. det rodede afsnit ”På opdagelse i bøgernes Bog”. Måske passer en sådan fremstilling godt til det segment af kvinder, der er vant til at læse livsstilsmagasiner – hvis en sådan målgruppe vel og mærke eksisterer, når det gælder den bibelske litteratur?

                      Borg leverer et nyttigt indblik i en kritisk og akademisk beskæftigelse med Bibelen, men hendes egen fremstilling består til tider af uheldige forsimplinger og dissiderede fejl. Hendes ambition om at mægle til mennesker, som afviser Bibelen som støvet og kvindefjendsk, er fin, men hun er i en konstant risiko for at kamme over i politisk korrekthed. Hun er ikke en frelst feminist, for der er en tydelig selvkritik, men kritikken af det bibelske kvindesyn som et, ”man får hovedpine af”, er trættende i længden. Hun kunne i hvert fald godt have overvejet forholdet mellem tidshistorie og teologi i de bibelske skrifter mere nøje.  

---------------------------------------------------------------------------------------
Med venlig hilsen fra BENs redaktionsgruppe - lagt på nettet af Kasper Dalgaard

Nyt redaktionsmedlem

Redaktionsmedlem Kristian Mejrup

Jeg blev teologisk kandidat i 2010 med en specialeafhandling og prisopgave om teologernes reception af Dostojevskijs værker. Min interesse for eksegese er tæt forbundet med min interesse for receptionshistorie, og for hvordan bibeltekster bruges, læses og inddrages i forskellige og ofte uforenelige sammenhæng. Det gælder ikke kun for bibeltekster, men det gælder dog alligevel særligt for bibeltekster, måske fordi de er kanoniserede og fortsat anvendes rituelt og liturgisk. 

En fagekseget er i stand til at udlægge en bibeltekst så detaljeret, at udenforstående kun vanskeligt forstår det. Men selvsamme tekst kan indgå i kirkens rituelle praksis uden at tekstens vanskeligheder er et problem. De bibelske tekster er kort sagt bredt anvendt, og ud af en bestemt sammenhæng eller praksis opstår gerne traditioner, trends og begreber – i bøger, film, vendinger – som er spændende at efterforske. 

Jeg er medlem af bestyrelsen for Center for Studiet Bibelens Brug, hvor vi netop arbejdet med bibel-brug, fortolkninger og formidling. For tiden er jeg ansat som undervisningsassistent i nytestamentlig eksegese ved Det Teologiske Fakultet.

Tillæg til BEN 22

Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 22a

Kære læsere,
I dette særtillæg til BEN 22 byder vi på en replik fra Ole Bjørn Petersen vedrørende anmeldelsen af bogen Jesus - profet, frelser eller rebel? i BEN 22.
God fornøjelse!

---------------------------------------------------------------------------------------  

Replik til Mogens Müller:

Da jeg så, at Mogens Müller havde anmeldt min bog, var min første tanke: herligt. Jeg respekterer Mogens Müller som en lærd mand og havde derfor også set frem til en rimelig anmeldelse. Og med rimelig mener jeg ikke, Mogens Müller skal være flink eller positiv, for anmelderen er grundlæggende imod projektet, men rimelig set i forhold til, hvad forfatteren gerne vil med sin bog.

Og hvad er det så jeg gerne vil: Forsøge at rekonstruere den historiske Jesus på baggrund af den seneste forskning på en tilgængelig og perspektivrig måde. Lykkes det? Det burde være anmelderens udgangspunkt. Er bogen til at læse for gymnasielever og lærerstuderende? Er den perspektivrig? Og er den et forsøg på at bringe jagten på den historiske Jesus ind i undervisningen som et supplement til den mere traditionelle dialektiske teologisk-historiske tilgang, der præger undervisningen. Ja, har andre anmeldere skrevet.

Jeg vil ikke gøre krav på at have fået en åbenbaring og set lyset, men gerne give eleverne en mulighed for at komme bagom teksterne, så de bliver bedre tekstlæsere. Hvad er det for forskellige roller, Jesus indgår i? Profet, messias, rebel, skriftlærd, eksorcist? Og hvordan hænger disse roller sammen? Er der en udvikling? Hvilke forventninger ligger bag disse roller? Hvad er det for diskussioner Jesus har med farisæerne? Og hvad er baggrunden for deres uenighed. Hvad er det for et samfund Jesus lever i og hvorledes afspejles samfundet og samfundsproblemerne sig i de roller, Jesus indtager og den måde evangelisterne skriver på? Og så videre.

Alt det ved Mogens Müller selvfølgelig alt om, men det gør eleverne ikke.

Og hvordan skal man så formidle ofte svære problemstillinger for læsere på ungdomsuddannelser?

Ja, man skal under ingen omstændigheder gøre som universitetslærere, der i deres opfattelse af videnskabelighed (og den er jo institutionaliseret som et kodex) gerne har rigtig mange sider litteraturhenvisninger, så alle kan se, at alt er læst, gerne har i hundredvis af noter og i teksten gerne henviser til et utal af forfattere – og helst på hver side. Jeg har valgt denne name-dropping fra, fordi de erfaringsmæssigt forstyrrer eleverne, valgt noterne fra fordi ingen læser dem og kun henvist til den litteratur, der er på dansk og som elever har en mulighed for at bruge i deres større projekter. Det er ikke videnskabeligt korrekt. Nej, men det er heller ikke en videnskabelig bog. Det er en bog, der forsøger at give en sammenhængende fremstilling samtidig med at den slår ned på en række kerneproblemer, hvor såvel sammenhæng som problemer gerne skulle kunne bruges konstruktivt i en undervisningssituation.

Så spørgsmålet er for en anmelder: Lykkes det?
Det svarer Mogens Müller ikke på – i stedet kritiseres at visse forskere ikke er nævnt og at deres synspunkter ikke er refereret og at andre forståelser ikke kommer til orde. Det kunne de godt have været, men jeg har bevidst valgt ikke at mudre billedet. Og nu er dele af bogen – som anmelderen også nævner – skrevet sammen med Per Bilde, så selvfølgelig er det i høj grad også Per Bildes forskning, der ligger til grund for bogen. Det er den forskning jeg har villet formidle – ud over at mange andre forskere også er brugt - fordi jeg mener, det er utrolig relevant, at den side af den nytestamentlige læsning også kommer ud i klasserne. Set ud fra en videnskabelig betragtning et forkert valg. Ja, for ”videnskaben” kræver at alle synspunkter og nuancer vendes og drejes, men ud fra en pædagogisk betragtning et godt valg – hvis jeg selv skal sige det ud fra de tilkendegivelser jeg har fået fra læsere.

Det kan vi så være enige eller uenige i – men vi skal videre i anmeldelsen.

Mogens Müller skriver bl.a. at min gennemgang af de fire evangelister er overfladisk. Ja, selvfølgelig, hvordan kan det være anderledes – det er en undervisningsbog, hvor man som forfatter må foretage valg og fravalg, så bogen ikke bliver for voldsom og dermed også for dyr i forhold til, hvad skolerne har råd til. Og set i forhold til modtagergrupperne, så modsvarer et par sider om hver evangelist efter min mening også behovet. 

Mogens Müller skriver, at der i bogen ikke er en kontinuitet mellem Jesus og Jesus-bevægelsen på den ene side og Paulus og evangelisterne på den anden side - det mener jeg ikke holder. Ikke når det gælder evangelisterne. Det mener jeg faktisk, der er gjort en del ud af. Men måske ikke som Mogens Müller gerne vil have det. Det er en anden sag. Angående Paulus, så er behandlingen af Paulus i bogen minimal. Ikke fordi Paulus er uvæsentlig, men fordi Paulus stort set ikke forholder sig til den historiske Jesus.

Desuden skriver Müller at min fremstilling af Jesus ensidigt udmøntes i billedet af en politisk rebel. Det må vist være en svipser. Set i forhold til de mange andre roller Jesus indtager i bogen, fylder ”rebellen” ikke meget eller rettere, den fylder det den skal. Men ensidigt? 

Jeg havde gerne set, at anmelderen havde forholdt sig til bogens hovedsigte og undersøgt om det nu også var lykkedes – for det kan man jo godt, selv om man grundlæggende er uenig i hvorvidt man kan rekonstruere den historiske Jesus – men i stedet finder Mogens Müller luppen frem med henblik på det faktuelle. Og her må jeg lige indskyde, at jeg heller ikke mener, der skal være faktuelle fejl. Og der er nogle stykker – og det ærgrer mig. Men er det så mange igen, at det er værd at bruge så mange linjer på det?

Angående kritikken af min tekstboks om Septuaginta, så må jeg ærligt indrømme, det har jeg ikke forsket i, men brugt de oplysninger, der står i Kirke og Kristendom, redigeret af Carsten Bach-Nielsen og Jan Lindhardt – og der står der 70 lærde og refereres til Aristea’s Brev. Jeg har så desværre skrevet 72 dage – det er 70 dage.  Desuden anfører Müller, at jeg har skrevet, at et skrift kun kunne blive kanonisk, hvis det var skrevet af en apostel. Ja, det blev der lagt vægt på¨, men jeg skriver også, at der blev lagt vægt på, hvor accepteret og udbredt skriftet var.

At den historiske fremstilling skulle være ”ubegribelig” begriber jeg ikke – Müller anfører som grund, at jeg skriver, at ”kejserne i år 40 fvt udnævner Herodes til konge, og helt rigtigt, det er forkert, det var Antonius og Octavian eller måske snarere senatet. Desuden skriver jeg ikke, at Herodes var af idumæisk afstamning, til gengæld nævner jeg mange andre grunde til at han ikke kom så godt ud af det med mange jøder. Og så skriver jeg., at der i Judæa ikke var en stærk konge som Antipas til at overtage tronen. Og straks falder hammeren: man må spørge, hvor sønnen Arkelaos er blevet af? Ja, godt spørgsmål – og det er besvaret på den foregående side, hvor jeg skriver, at han blev afsat efter ti år på grund af modstand mod hans styre. Er det så ikke rimeligt at skrive, som jeg gør: at der manglede en stærk konge til at overtage tronen? Når ham der overtog tronen blev afsat? Men i et forsøg på at gøre det ”ubegribelige” begribeligt har jeg læst det historiske kapitel et par gange – og jeg begriber fortsat ikke Mogens Müllers ”ubegribelighed”.

Desuden mener anmelderen, at jeg går et langt skridt videre end almindeligt, når jeg kalder Maria for ”Kristus’ himmelske brud” – jeg ved ikke, hvad Müller opfatter som almindeligt, men i så fald er vi mange, der går længere end ”almindeligt” – eksempelvis Hans Jørgen Frederiksen i Den katolske kirke i kunstens spejl.

Der kunne nævnes andre eksempler på, at Mogens Müller i sin kritik af mine fakta ligger på grænsen til det anstændige, når han forsøger at gøre det til et spørgsmål om bogen overhovedet er egnet til undervisningsbrug. Ja, måske betyder fakta ikke så meget mere i dag, resignerer Mogens Müller og henviser til en meget positiv anmeldelse. Men der er ingen grund til resignation. Selvfølgelig skal fakta være i orden – men måske den positive anmelder ikke har ladet de faktuelle fejl kaste sine skygger over hele bogen, som Mogens Müller.

Men selvfølgelig kan jeg ikke skrive mig ud af de reelle faktuelle fejl som Mogens Müller berettiget nævner: Elmelunde Kirke ligger ikke ved Roskilde og modellen af Templet står i dag står et andet sted end den stod, da det billede, jeg har brugt, blev taget. Ligeledes kan Mogens Müller have ret i, at min tolkning af et enkelt billede kan være en smagssag, men Müllers tolkning af et andet billede, hvor han ikke er enig i min billedtekst, vil jeg nu også beskrive som en ”smagssag”. Og så burde jeg have nævnt den nye oversættelse af ”rør mig ikke”. Men igen, hvor meget ville det have ændret på grundtekstens beskrivelse af forholdet mellem Jesus og Marie Magdalene – og dermed på min pointe? Men det er klart, ser man petitesser – som jeg opfatter det – under en lup, så bliver de store. Det havde været mere spændende, at nogle af de mange linjer var gået til helt at tilbagevise, at man overhovedet kan tolke forholdet mellem Jesus og Marie Magdalene på den måde. Som jeg skriver andet steds, så er det historiske materiale taknemmeligt at arbejde med, hvis det er tilstrækkeligt tyndt – og det gælder også dette forhold – hvor jeg behørigt tager forbehold og netop anfører, at nogle forskere gerne vil se forholdet som mere end venskabeligt. Og endelig har Mogens Müller ret i, at pantokrator i Hagia Sofia-kirken er i en niche på balkonen (irriterende fejl og jeg har endda selv været der) og sikkert også i at mosaikken er fra 1100-tallet og ikke som skrevet fra 800-tallet, som kunsthistorikeren Hugh Honour skriver i Kunstens verdenshistorie.

Med venlig hilsen

Ole Bjørn

 

  

Bibliana på Bog Forum

Bibliana på Bog Forum: Visdom og visdomslitteratur - med de vise

Kom og hør Finn Damgaard interviewe Leise Christensen om visdom og visdomslitteratur i Bibelen.

Samtalen tager udgangspunkt i seneste nummer af Biblianas tema om visdom og visdomslitteratur i Bibelen og i den antikke verden. 

Tid og Sted: kl. 17.00, Bibelselskabets stand (stand 35) på Bog Forum

Se programmet her: http://www.bogforum.dk/stande/35/

Du kan læse mere om Bibliana 2011:2 her.

Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 22

---------------------------------------------------------------------------------------  
Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, der udkommer 3-4 gange om året og primært indeholder  anmeldelser af nyudgivelser på dansk indenfor bibelforskning og religionsvidenskab.
Interesserede kan gratis abonnere på BEN ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Læs alle tidligere numre af BEN i menuen til højre.

---------------------------------------------------------------------------------------

I dette nummer af Nyhedsbrevet byder vi på:

En anmeldelse af Ole Bjørn Petersens Jesus - profet, frelser eller rebel?

---------------------------------------------------------------------------------------

Jesus – profet, frelser eller rebel? Religionspædagogisk Forlag, Frederiksberg 2011

287 sider, farveillustreret, 279,- kr.

 

Anmeldt af Mogens Müller

Ole Bjørn Petersens Jesus-bog er ifølge forordet skrevet ud fra den intention at ville kaste lys over det historiske udgangspunkt for teksterne i Det Nye Testamente og i anden omgang kirkens brug og fortolkning af dem. Således vil den være et indlæg i ”kampen om Jesus”. ”Men først og fremmest er bogen skrevet for at elever, studerende og den almindeligt interesserede læser skal blive bedre tekstlæsere”, dvs. undgå kun at læse teksterne gennem traditionens og kirkens briller. Dette er således, hvad denne bog sigter på at gøre. Forfatteren fortæller desuden, at den oprindelig var del af et fællesprojekt sammen med Per Bilde, som skulle tjene til at formidle det spændende stof ind i undervisningen. Men på grund af stofmængden måtte deres veje deles op ”af hensyn til vores målgrupper”. Per Bildes del udkom som bogen Den historiske Jesus i 2008 (jf. min anmeldelse i BEN 10 (2008) s. 5-9), og den ligger – med Per Bildes tilladelse – et stykke hen ad vejen til grund også for Ole Bjørn Petersens fremstilling. Således er det i alt væsentligt også den samme ”historiske Jesus”, der optræder i begge fremstillinger.

                      Fremstillingen falder i tre hoveddele: Jesus i historien, Jesus Kristus i Det Nye Testamente og Kristus i Kirken. Første hoveddel omfatter naturligt nok mere end to tredjedele af bogen. Der optræder undervejs længere citater fra Det Nye Testamente og derudover en række faktabokse trykt med rød skrift. En række flotte farvebilleder, med enkelte undtagelser hentet fra kunsten, er med til at gøre bogen indbydende. Endelig er der et kort over Palæstina i 1. årh. e.Kr., et emneregister, en illustrationsfortegnelse og en relativt kort litteraturliste.

Bogen vil altså være en fagbog, beregnet til at være grundlag for undervisning i gymnasieskolen og på læreruddannelsen. Samtidig fremtræder den dog som en monografi, der ikke så meget vil formidle forskellige positioner i den nyere forskning i den historiske Jesus, som den vil sandsynliggøre en ganske bestemt forståelse af, hvem den historiske Jesus var. Det bliver ligesom hos Per Bilde styrende for udvælgelsen af emner. Der er mange gode takter, og der gives også udtryk for – ligesom hos Bilde – at den historiske Jesus er ”en konstruktion, der befinder sig mellem den virkelige Jesus og kildernes skildring af Jesus” (s. 26).

Allerede tidligt slås det dog også fast, ”at den tolkning af Jesus, som vi finder hos Paulus og de kanoniske evangelister ikke er i overensstemmelse med hverken Jesus-bevægelsens opfattelse af Jesus eller Jesus’ egen selvforståelse. Jesus var født jøde og døde som jøde og havde intet ønske om at bryde med jødedommen, men at reformere jødedommen” (s. 29). Og videre senere (s. 45): ”I virkelighedens verden blev Jesus ført for den romerske statholder og anklaget for at gøre krav på at være Messias og dermed det jødiske folks eskatologiske konge.” At denne anklage ifølge forfatteren ikke var fingeret, fremgår af, at han i sin fremstilling har ”lagt vægt på, at Jesus proklamerede det nært forestående gudsrige som et dennesidigt jordisk rige, et genrejst Israel, hvor der var vendt op og ned på magt og goder i forhold til den aktuelle verden” (s. 189).

Udgangspunktet for fremstillingen er med andre ord, at der ikke er nogen væsentlig kontinuitet mellem Jesus og Jesus-bevægelsen på den ene side og Paulus og evangelisternes Kristus-forkyndelse på den anden. For det skal handle om en mislykket, politisk-dennesidig rebel, der er uforenelig med Paulus’ og evangeliernes Kristus-forkyndelse. Forudsætningen for genskabelsen af en sådan historisk Jesus er naturligvis, at evangelieforfatterne trods det, at de vil noget andet, uforvarende eller ligefrem med vilje, fordi de vidste, at det ikke lod sig undertrykke, bringer brudstykker af angiveligt oprindelige erindringer om denne revolutionære Jesus. Der tales her om brudflader og sprækker, og sådanne er der rigtig nok. Skabelonen til det nye billede hentes så ikke mindst i de beretninger om en række mislykkede messiasprætendenter, som vi kender fra Josefus og – mener jeg – afhængig deraf Apostlenes Gerninger, ligesom også det rigtignok modsigelsesfulde forhold til Johannes Døber-skikkelsen i evangelierne giver afsæt til spekulationer. Ganske som Per Bilde viger Ole Bjørn Petersen heller ikke tilbage fra også at rekonstruere en udvikling i Jesu syn på sig selv og sin opgave.

Bogens anden og korteste del om Jesus Kristus i Det Nye Testamente rummer en nødtørftig og noget overfladisk karakteristik af de fire evangelier, underligt nok med Johannesevangeliet anbragt forrest, og med en skitseagtig skildring af ”vejen fra almindeligt menneske til Guds udvalgte og Guds søn”, hvor Paulus selvfølgelig anskues som en afsporing i forhold til den historiske Jesus. Bogens sidste – og efter min mening bedste – afsnit er det om Kristus i Kirken, hvor man mærker den rutinerede underviser, der kan vise, hvad Jesus er blevet brugt til i historiens løb.

Det er påfaldende, at forestillingen om, at Jesus var født jøde og døde som jøde og intet ønske havde om at bryde med jødedommen, men at reformere jødedommen ensidigt udmøntes i billedet af en politisk rebel. Umiddelbart kunne det vel være mindst lige så nærliggende at betragte Jesus og hans gerning som grundlaget for et nyt liv i sand opfyldelse af Guds vilje. At ”reformere jødedommen” kunne jo også være at tolke Moseloven på en helt ny måde ved at accentuere de etiske dele på de kultisk-rituelle bestemmelsers bekostning.

En afstandtagen over for en dennesidig, mere politisk messiasforståelse i fx Lukasskrifterne kunne således ligeså godt tænkes at have sin årsag i, at man til stadighed blev konfronteret med dennesidige forventninger, både af den samtidige jødedom, men da også i menighederne. Og inddragelsen af Josefus’ mislykkede messiasprætendenter rejser jo spørgsmålet om, hvad det så var, der adskilte, siden Jesus-bevægelsen ene af dem alle overlevede og blev til kirken. For hvis det ikke var noget, der havde sit udspring i den historiske Jesus’ forkyndelse og gerning, hvor kom det så fra?  

Jeg er således ikke er enig med forfatteren i hans grundlæggende forståelse af den historiske Jesus og mener desuden, at grundlaget er for smalt, når det gælder en lærebog. For den nyere forskning er faktisk hovedsagelig alene repræsenteret ved Per Bilde, som Ole Bjørn Petersens bog jo også vil være et undervisningsorienteret sidestykke til. Jeg undrer mig over, at forfatteren ikke har inddraget en grundbog som Gerd Theissen og Annette Merz, Der historische Jesus fra 1996 eller Theissens De første kristnes religion. En teori om urkristendommen fra 2004 (opr. tysk udgave 2000). Han nævner heller ikke Sören Wibeck, Jesus – jøde, rebel, Gud, der kom på dansk i 2008 (svensk originaludgave 2007), og som langt hen ad vejen repræsenterer den samme grundlæggende forståelse. I stedet optræder en ellers glemt bog som Joel Carmichael, Jesu død fra 1967 og af Elaine Pagel bl.a. Tabernes evangelier fra 1979 som autoritative reference- og kildeværker. Der er ikke, som omslaget vil have det, tale om, at ”bogen baserer sig på den seneste religionsvidenskabelige forskning om den historiske Jesus.”

                      Læseren præsenteres desuden undervejs for en længere række oplysninger, der fremstår som fakta, men som enten ikke er det eller i bedste fald er udtryk for forfatterens højst egensindige tolkninger. I bogens første faktaboks om Septuaginta dateres tilblivelsen af denne græske oversættelse af Det Gamle Testamente således alt for upræcist, og pseudepigrafen Aristeas refereres for et indhold, den ikke har: Den handler således alene om 72 (ikke 70) lærde jøders oversættelse af Moseloven i løbet af 72 dage og rummer ingen overnaturlige træk. Hos Ole Bjørn Petersen refereres Aristeas imidlertid for de mirakuløse træk, som kom til i kirkefædrenes genskrivninger i det 2., 3. og 4. århundrede, hvor de 72 også kom til at oversætte resten af Det Gamle Testamente. Det var i øvrigt heller ikke en betingelse for, om et skrift kunne blive kanonisk, at det var skrevet af en apostel (s. 21) – det vidste man udmærket, at Markus og Lukas ikke var.

                      Overraskende er det endvidere, når Paulus s. 40 uden videre gøres til forfatter af Hebræerbrevet – et synspunkt som for længst er forladt i forskningen. Og når det s. 41 siges, at selv de største skeptikere accepterer, ”at Jesus blev dømt til døden af romerne og henrettet ved korsfæstelse”, så er det i bedste fald en forkortet udgave af historien, hvor jødernes indsats er forbigået og et eventuelt religiøst aspekt fortonet. Det historiske overblik over Palæstinas historie på s. 62 er tilsvarende skæmmet af ”forkortelser”, der gør fremstillingen næsten ubegribelig. Det fortælles fx ikke, at Herodes (den Store) var af idumæisk og derfor ikke jødisk afstamning, hvad der var en af grundene til, at han aldrig rigtig ”slog an” som jøde, og hans far, Antipater, kommer ind på scenen uden nærmere præsentation. Endelig er det heller ikke almindelig sprogbrug at kalde Antonius og Octavian (den senere Augustus) for kejsere i forbindelse med deres, egentlig vel det romerske senatets, udnævnelse af Herodes til jødernes konge i 40 f.Kr. Og når det s. 66 siges, at Judæa efter Herodes den Stores død manglede en stærk konge som (Herodes) Antipas til at overtage tronen, hvorfor kejseren valgte den næstbedste løsning, en præfekt, så må man spørge, hvor sønnen Arkelaos er blevet af, der dog regerede Judæa, Idumæa og Samaria fra 4. f.Kr. til 6 e.Kr., og som er nævnt i Matt 2,22. En ”forkortelse” af historien er det også, når der med Carmichael som kilde s. 185 berettes om ”den berygtede forfølger af de kristne, Sossianus Hierocles, der var guvernør i Fønikien og Pontius Pilatus’ efterfølger”. Læseren får i hvert fald ingen fornemmelse af, at bemeldte Hierocles hører hjemme omkring 250 år senere end Pilatus og trods flere andre embeder end det i Fønikien intet havde med Palæstina at gøre – derfor har han som hjemmelsmand for de oplysninger, han citeres for, ingen historisk værdi. Det skal retfærdigvis siges, at ”forkortelsen” ikke stammer fra Carmichael.

                      Forfatteren går også et langt skridt videre, end det er almindeligt, når han i rækken af Jesu mor, Marias funktioner s. 136 nævner hende som ”Kristus’ himmelske brud”. Det skriftbånd fra et kalkmaleri, der citeres, handler om kirken, ikke om Maria. Det ville være noget helt andet med Maria Magdalene. Når Thomasevangeliet s. 142 siges at bestå ”dels af Thomas’ barndomsevangelium, der rummer mirakelfortællinger om Jesus’ barndom samt en samling af Jesusord”, så føler man sig kaldet til at adskille, hvad forfatteren her har forenet: Det er to endog meget forskellige skrifter, nemlig dels Thomas’ Barndomsevangelium, dels det gnostiske Thomasevangelium, der udover at være tilskrevet Thomas ikke har noget med hinanden at gøre. Og når det i faktaboksen om templet i Jerusalem s. 182 hedder, at det ikke bare blev ødelagt i år 70 i forbindelse med oprøret, men igen ved det andet store oprør i 134, så var der faktisk ikke noget at ødelægge i anden omgang – i øvrigt befinder Michael Avi-Yonas model af Jerusalem sig ikke længere ved Hotel Holy Land i Jerusalem, men på Israel Museum. Endelig behøver det en grundigere argumentation, når forfatteren s. 258 kommer med en udtalelse om, at Paulus skelner ”tendentielt dualistisk mellem ”denne verdens Gud”, Satan og ”Gud Fader” – med andre ord, denne verden er ikke Jahves skabte verden, men Satans (2 Kor 4,4)”. Her indføres et synspunkt, som først dukker op længe efter Paulus’ død, nemlig med ærkekætteren Markion og gnostikerne i det 2. århundrede.

                      Også i nogle af billedteksterne optræder der misforståelser. Et kalkmaleri på s. 25 af en siddende Maria bliver (s. 24) udlagt om den tronende himmeldronning – hun sidder imidlertid ikke på en trone, men ved en læsepult, og sagkundskaben siger da også, at det gælder bebudelsen. Og så ligger Elmelunde Kirke i øvrigt ikke ved Roskilde, men på Møn. Om nogen kan se, at Johannes Døber bærer en særlig karakteristisk kameluldsklædning på mosaikken på s. 86, er måske en smagssag. Helt galt bliver det s. 148-149, hvor et billede, der uomtvisteligt forestiller den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31), udlægges om Lazarus’ opvækkelse i Joh 11. De hunde, der slikker den fattige Lazarus’ sår, siges således at spise den døde, og den fornemt klædte mand i billedet, der er omgivet af djævle, udlægges følgelig ikke som den rige mand, men tøvende som Lazarus som yngre. Mere harmløst er det, at to kalkmalerier fra Tuse Kirke af Sankt Rasmus (egtl. Erasmus) og Sankt Laurentius bringes i modsat rækkefølge af navnene, hvad læseren alene opdager, hvis hun eller han andetsteds fra ved, hvordan de to martyrer kom ud af dette liv. Endelig gælder det om mosaikken af Kristus som kosmokrator fra Hagia Sofia-kirken i Istanbul (s. 250-251), at den ikke befinder sig i kuplen over højaltret, men i en niche på balkonen, og at den almindeligvis dateres til 1100-tallet og ikke til slutningen af 800-tallet, hvorfor den praktisk taget er samtidig med den mosaik med samme motiv fra katedralen i Cefalu på Sicilien, som bringes s. 261.

                      Af en længere række mindre ting vil jeg til slut kun anholde det uheldige udtryk ”semitisk jøde” (s. 12), og at forfatteren skifter mellem oversættelsen af 1992 og den fra 1948 uden at der tilsyneladende er nogen anden grund, end at 1992-oversættelsen er hentet ind i teksten elektronisk. For eksempel får læseren ikke at vide, at 1992-oversættelsen ikke oversætter Joh 20,17 med ”rør mig ikke” (fx s. 145), selv om der bringes ikke mindre end to billeder af det berømte motiv (s. 135 og 146). I 1992-oversættelsen har man opgivet ”det latinske spor” med noli me tangere for i stedet at holde sig til det græske: ”Hold mig ikke tilbage.”

Jeg synes, at det er et problem, at en undervisningsbog dårligt nok lader andre forståelser af den historiske Jesus komme til orde og så desuden rummer så mange fejl og misforståelser. Nobody is perfect. Men så må man jo konsultere fagfolk. Faktadelen bør i en sådan udgivelse stort set være i orden. Men måske er det en gammeldags holdning. I hvert fald kunne jeg se, at Kristeligt Dagblads teologiske anmelder, Sørine Gotfredsen, i sin omtale den 4. august havde ladet sig rive med af fremstillingen og ikke havde noget at udsætte på det faktuelle, men tværtimod mente, at forfatteren er sluppet godt fra sin rekonstruktion.