Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 19

---------------------------------------------------------------------------------------

Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, der udkommer 3-4 gange om året og primært indeholder  anmeldelser af nyudgivelser på dansk indenfor bibelforskning og religionsvidenskab.

Interesserede kan gratis abonnere på BEN ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.

Læs alle tidligere numre af BEN i menuen til højre.

---------------------------------------------------------------------------------------

I dette nummer af Nyhedsbrevet byder vi på:

Anmeldelse af Merete Engels Bibelen & Koranen. Ligheder og forskelle 


Anmeldelse af Bodil Ejrnæs og Lone Fatum (red.): Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi (Forum for Bibelsk Eksegese, 16)


Desuden en omtale af to kommende arrangementer:  En temaeftermiddag om Manga og Bibel samt Releaseparty for det kommende nummer af Bibliana med tema om Det Fantastiske i Bibelen.

---------------------------------------------------------------------------------------

Merete Engel: Bibelen & Koranen. Ligheder og forskelle 

(Haase og Søns Forlag, 2010, 272 sider, 299 kr.). ISBN 978-559-1240-3

Af Lektor, ph.d. Thomas Hoffmann, Arabisk- og Islamstudier, Kulturvidenskabeligt Fakultet, Aarhus Universitet

Bibelen & Koranen. Ligheder og forskelle er en indføring i jødedommens, kristendommens og islams grundtanker, sådan som de formuleres i de hellige skrifter. Det er ikke et akademisk og kritisk værk, men et værk, der går til sit stof på baggrund af en almen religiøs sympati og håb om ”positiv og konstruktiv dialog” (s. 8). Forfatteren Merete Engel gør i sit forord klart, at uvidenhed og fordomme skaber usikkerhed og angst blandt de forskellige religiøse grupperinger. Det er ganske klart Engels ærinde at yde behjertet og værdineutral oplysning om alle de ”værdier, vi kan være fælles om” (s. 8). Spørgsmålet er nu om det lykkes og om ærindet er så umiddelbart fortjenstfuldt, som det lægger op til. Jeg har nogle reservationer i den henseende, som jeg vil uddybe senere.

Først lidt info om forfatteren: Merete Engel (f. 1931) er fhv. lærer og musikpædagog og fra 1988-98 konsulent for tosprogede børn i hovedstadsområdet. Engel er forfatter og medforfatter til mere end 30 skolebøger og hun modtog i 2008 Undervisningsmiddelprisen for sin indsats som hovedforfatter til materialet Tre religioner – ligheder og forskelle i kristendom, jødedom og islam, et tværfagligt undervisningssystem i firebind beregnet til folkeskolens ældste klasser.

Det første, der møder læseren, er naturligvis bogens forside og titel. Med klare versalløse hvide bogstaver er ordet ’Bibelen’ sat ovenover ’Koranen’ – et stort skriggrønt og slynget ’&’ overlapper og indfanger de to navne: Bibelen & Koranen. Undertitlen står også i skriggrønne fonte: ’Ligheder og forskelle.’ Alt sammen på en skifergrå baggrund. Min umiddelbare reaktion er, at det ikke er noget særlig elegant og indbydende visuelt udstyr.  Når man så til gengæld bladrer bogen igennem, mødes man af noget nær et visuelt overflødighedshorn: der er flotte farvebilleder på næsten hver side – ofte fotografier fra nutiden eller reproduktioner fra verdenskunsten – som illustrerer de enkelte kapitlers emnevalg. Det må have været ganske dyrt.

                      Som undertitlen, ’Ligheder og forskelle’, angiver, er der tale om et komparativt arbejde. De to helligskrifter, der i realiteten er tre helligskrifter, nemlig den jødiske Tanakh, den kristne Bibel, og den muslimske Koran, fungerer som fikspunkter for en række kapitler, der undersøger en række forskellige temaer: baggrund, religionsstiftere, (de mytiske) begyndelser, lov, tro og praksis, kvinder i religion og kultur, ritualer, trossamfund, bedehuse og årets gang i religionerne. Her kommer mit første kritikpunkt ind i billedet, for i realiteten fungerer bogen snarere som en præsentation af de tre religioner (med kultur og det hele) end en egentlig og fokuseret præsentation af de tre helligskrifter. På det sæt ville det have mere præcist at kalde bogen Tre religioner – ligheder og forskelle i kristendom, jødedom og islam, men den titel var jo allerede taget. Helligskrifterne og de respektive tekststeder bliver her brugt som løftestænger for en mere almen kultur- og religionsintro, som samtidig har den uheldige implicitte slagsside, at de tre religioner præsenteres som om, at de alene kan forstås ud fra deres helligtekster. Denne slagside bliver ikke mindre af, at forfatteren afholder sig ”fra tolkninger og lade kildeteksterne stå side om side, så ligheder og forskelle taler for sig selv” (s. 8). Netop her ville kontekstualiseringer, diskussion og forbehold om ikke at tigerspringe fra kildetekst til samtidsreligion være på sin plads.  Når forskelle og ligheder er så centralt et tema, er det lidt skuffende, at Engel ikke udfolder dette tema mere, men blot stiller sig tilfreds med, at overlade det til læseren.

Et andet kritikpunkt drejer sig om Engels syn på forskelle. Forskelle synes at være problematiske for Engel, som begræder, at ”man” efter 11. september 2001 begyndte at ”fokusere mere på religiøse forskelle med en tydelig afvisende og negativ holdning til islam” (s. 7). For det første irriterer det ganske enkelt med sådanne moraliserende ”man”-generaliseringer; tydeligvis inkluderer Engel sig ikke i dette ”man”. Med andre ord etableres en ’man og os’, som i frapperende grad ligner den trivielle ’dem og os-kritik’.  Men det egentlige problem ligger i opfattelse af Forskellen som et problematisk og konfliktgenererende fænomen. Det er som om, at vi læsere primært skal tænke i overlap og fællespunkter og så ellers ae stridspunkterne med hårene. Problemet er bare, at disse tre religioner i høj grad er konstitueret ved deres forskelle fra hinanden – og for kristendom og islams vedkommende ofte i eksplicit polemisk forskel fra deres forgængerreligioner.  Og for at gøre ’ondt’ værre, så forholder det sig jo endnu oftere således, at dét som religionerne er fælles om, bliver forvandlet til en knap ressource og udgangspunkt for stridspunkter. Tænk på Jerusalem/al-Quds eller Abrahams grav i Hebron/al-Khalîl eller Jesus/’Isa. Frænde kan netop være frænde værst. 

Når Engel kommer ind på områder, hvor kulturkrigene raser, f.eks. omskærelse, kommer det sympatiserende sigte til at blænde for virkeligheden. Således side 179, hvor vi læser flg.: ”Kvindelig omskærelse kan hverken begrundes ud fra Koranen og hadith.” Her er virkeligheden, at der er hadith, som begrunder kvindelig omskæring og at disse netop bruges til at legitimere omskærelse. Mange muslimer ønsker ganske naturligt at dømme disse hadith ude af traditionen og den kollektive erindring, men forestillinger om tahara, renhed, og tæmning af kvindelige seksualitet står stadig stærkt i mange islamiske lande. 

I lyset (eller skyggen) af, at Engel i forordet gør en del ud af 9/11 er det overraskende, at hellig krig ikke tildeles et afsnit. Det kunne jo netop bruges til at afmontere nogle af de fordomme, som hersker om dette fænomen og som i særlig grad er blevet skudt islam og muslimer i skoene. Det kommer til at virke som etisk håndskyhed, at dette emne, som om noget har offentlighedens interesse, ikke behandles.

Trods disse kritikpunkter har bogen stadig sine fortjenester og den fortjener en plads på folke- og skolebiblioteker. 

---------------------------------------------------------------------------------------

Bodil Ejrnæs og Lone Fatum (red.): Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi (Forum for Bibelsk Eksegese, 16), København: Museum Tusculanums Forlag, 2010, 169 s., kr. 180

Flemming A.J. Nielsen

Jøder, manikæere og kristne fra Xinjiang til Rom

– godbidder fra et eksegetisk værksted

Serien Forum for Bibelsk Eksegese udkom første gang i 1988 og er nu nået til bind 16. Til ære for den hjemlige offentlighed udsendes heri prøver på hvad forskere tilknyttet Københavns Universitets Afdeling (tidl. Institut) for Bibelsk Eksegese er optagede af. I Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi samler bidragene sig om såkaldte autoritetsfigurer i antikkens jødedom og gryende kristendom, dvs. tekster der blev produceret, brugt, fortolket og genskrevet af forskellige grupperinger for at vise at netop de skilte sig ud fra omverdenen og nød særlig guddommelig opbakning.

Yndlingsdisciplen

Det springer i øjnene at af otte artikler i en bog udgivet af en forskningsinstitution for bibelsk eksegese handler kun tre om decideret bibelske tekster. Redaktørerne har gemt dem til sidst, og de er fængslende læsning: Jesper Tang Nielsen skriver kompetent om en anonym person i Johannesevangeliet som har mystificeret bibellæsere til alle tider, nemlig »den discipel Jesus elskede«, i forskningen kaldt Yndlingsdisciplen. Han udnævnes i Joh 21,24 til Johannesevangeliets forfatter, men Jesper Tang Nielsen finder paralleller til denne figur i den såkaldt gnostiske tradition, skrifter der kort fortalt afspejler varianter af kristendommen der ikke overlevede i det lange løb, og som forudsætter en særligt privilegeret kreds af troende med en guddommelig indsigt som ikke er enhver forundt. Det viser sig at skrifter med kristent åbenbaringsindhold ofte omtaler yndlingsdisciple der står i et særlig intimit forhold til Jesus og derfor får adgang til den specielle åbenbaring som udgør hovedindholdet af det pågældende skrift. En sådan er ikke en historisk person, men en fiktiv skikkelse med to hovedfunktioner: Han er ideal for læserens tro, og han formidler en særlig indsigtsfuld version af Jesu historie. Som litterær type varetager yndlingsdisciplen rollen som autoritetsfigur for en alternativ kristendom der – som i den gnostiske tradition – kan stå i konflikt med den dominerende kirkelige kristendom, men som også blot kan mene at overgå de alment tilgængelige skrifter. Ideen om yndlingsdisciplen etablerer en linje tilbage til Jesus selv uden om den kirkelige tradition og er derfor udtryk for en elitær kristendom.

Paulus, Paulus og Paulus

En autoritetsfigur af en ganske anden karakter er Paulus, som er emnet for de to øvrige nytestamentlige bidrag. I modsætning til Johannesevangeliets Yndlingsdiscipel er han en historisk person, og den tradition han grundlægger, udvikler sig til den dominerende retning inden for kristendommen, det der bliver til kirken. Fra hans hånd stammer de ældste kristne tekster der er bevaret; der kendes i alt syv breve som utvivlsomt har Paulus som forfatter (Første Thessalonikerbrev, Galaterbrevet, Romerbrevet, Første og Andet Korintherbrev, Filipperbrevet og Brevet til Filemon), men Det Nye Testamente indeholder også seks breve i Paulus’ navn hvis ægthed forskningen har draget i tvivl. Efterhånden er få dog i tvivl om at i hvert fald de såkaldte Pastoralbreve (Første og Andet Brev til Timotheus og Titusbrevet) umuligt kan være skrevet af Paulus, først og fremmest fordi de forudsætter en helt anden kirkelig organisationsgrad og derfor også en helt anden tid end de ægte Paulusbreve gør. I den anden ende af »sandsynlighedsspektret« befinder Andet Thessalonikerbrev sig, her er det et accepteret synspunkt at der kan være tale om et ægte Paulusbrev. Omdiskuterede i forskellig grad er Efeserbrevet og Kolosserbrevet.

Geert Hallbäck argumenterer veloplagt og detektivagtigt for at Kolosserbrevet er et udspekuleret falsum og udnævner ligefrem det pseudonyme apostelbrev til en særlig genre blandt andre litterære genrer i Det Nye Testamente. Det var ikke uden risiko at forfatte sådanne tekster, for blev et skrift afsløret som falsum, mistede det enhver anseelse. Langt de fleste pseudonyme skrifter blev faktisk afsløret som sådanne allerede i oldtiden, så spørgsmålet melder sig hvorfor nogen overhovedet løb risikoen. Kolosser­brevet forsøger if. Geert Hallbäck at gribe ind i en bestemt situation i en bestemt menighed: læseren advares mod »filosofi og tomt bedrag der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus« (Kol 2,8). I virkeligheden polemiserer Kolosserbrevet mod en alternativ version af den kristne tradition brevets forfatter selv tilhører, paulinismen. »Filosofferne« har betragtet sig selv som en elite med en visdom og en indsigt i forholdet til englemagterne som de almindelige kristne ikke havde. I en tid hvor der endnu ikke var dannet kirkelige embeder med indehavere der kunne træffe læremæssige afgørelser af forpligtende karakter for hele kristenheden, var der kun traditionen at holde sig til. Når to parter blev uenige om hvad der var sand kristendom, og begge mente at repræsentere den ægte, oprindelige tradition, kunne det være fristende at skrive et brev i den afdøde autoritets navn, lade det dukke op ved en passende lejlighed og dermed få striden afgjort – hvis bedrageriet altså lykkedes, som i tilfældet med Kolosserbrevet der jo blev anerkendt som et ægte Paulusbrev og derfor endte med at blive en del af Det Nye Testamente. Læremæssigt er det i høj grad sammenligneligt med det utvivlsomt ægte Galaterbrev; i en bestemt fase af kristendommens formative periode viste det pseudonyme apostelbrev sig dermed at være det rette middel til at videreføre en oprindelig kristendom og fastholde grundlæggende forestillinger under en ny tids vilkår.

Man kan dermed skelne mellem adskillige nytestamentlige Paulusfigurer: Der er den selvbevidste forfatter til de ægte Paulusbreve; der er de forskellige forfattere til de pseu­do­nyme Paulusbreve; og der er den Paulus som er hovedperson i en stor del af Apostlenes Gerninger, og som dette skrifts forfatter biografiserer. Tre af disse paulinske autoritetsfigurer er emnet for bogens sidste bidrag, Lone Fatums skarpsindige afhandling holdt i forfatterens velkendte komprimerede stil som fordrer dyb koncentration af læseren. Efter en introduktion til begrebet »autofiktion« med afsæt i nyere dansk litteratur – et markant eksempel er hovedpersonen i Peter Høeghs roman De måske egnede – præsenteres Paulus som implicit forfatter. Den rigtige Paulus kender ingen, det nærmeste vi kommer, er en figur i de ægte Paulus-breve som Lone Fatum karakteriserer som en »autofiktiv jeg-forfatter« der er formet af sin egen fortolkning, og som indskriver sig selv i et frelseshistorisk plot med både Gud og Kristus som allierede. Lone Fatum fremhæver to grundtemaer hos Paulus hvormed den implicitte forfatter iscenesætter sig selv: Det frelseshistoriske tema indskriver Paulus i Guds frelsesplan som apostel med særligt ansvar for hedningemissionen og dermed for fuldbyrdelsen af planen. Faktisk afhænger intet mindre end hele frelsesplanens opfyldelse af hvad den autofiktive Paulus udretter blandt hedninger, hvilket »reducerer en jødisk orienteret apostelkollega som Peter til en art pauseklovn«, som det malende udtrykkes. Det »korsteologisk værdiomvendende« tema understreger at Kristus-efterfølgelse er ensbetydende med at man skal efterligne Paulus og fornægte det almindelige, af kød og død begrænsede menneskeliv og dermed foregribe livet efter opstandelsen fra de døde.

Paulus’ breve foreligger som selvstændig skriftsamling i slutningen af første århundrede hvor der har dannet sig en egentlig Paulus-skole med forskellige fløje og divergerende fortolkningsinteresser, hvad jo også Kolosserbrevet er et eksempel på, jf. ovenfor. Det er i hvert fald antagelsen i store dele af Paulus-forskningen. Engang i første halvdel af andet århundrede, 80-90 år efter at Paulus skrev sine breve, genskrev forfatteren til Apostlenes Gerninger Paulus-figuren. De modsætningsforhold og konflikter inden for den ældste kristendom som Paulus’ egne breve vidner om, fortiedes, og en midtsøgende og fordragelig tendens inden for en nu veletableret paulinsk kristendom projiceredes ind i Paulus’ egen levetid. Med Apostlenes Gerninger grundlægges myten om det enige apostolske fællesskab som begyndelsen til den kristne kirke, ja, det er i dette skrift at betegnelsen »kristne« overhovedet forekommer første gang (ApG 11,26), og i denne myte tillægges Paulus en heroisk hovedrolle. Denne Paulus er ikke radikalt forskellig fra den autofiktive Paulus. Anderledes forholder det sig med Pastoralbrevenes genskrivning af Paulus-figuren. Pastoral-forfat­teren viser ingen interesse for grund­temaerne i de ægte Paulusbreve, men bruger Paulusfiguren til at legitimere sin egen version af paulinsk kristendom som gør op med den ældre paulinismes dualistiske tænkning og interesse for askese som jo ligger tættere på den autofiktive Paulus end Pastoralforfatterens kristendom gør. Den pseud­epigrafiske Paulus må altså korrigere den autofiktive Paulus, og Pastoralbrevene blev da heller ikke uden videre accepteret som paulinske breve. Når de alligevel endte i Det Nye Testamente, skyldes det at de viste sig nyttige i bestræbelserne på i det lange løb at sikre menigheden som institution og dens integration i og accept af det omgivende samfund; det interesserede ikke den autofiktive Paulus der så sin generation som den sidste. Det indebærer i Pastoralbrevene bl.a. en gen-seksua­li­sering af den kristne kvinde som, i modsætning til hvad der gjaldt hos den autofiktive Paulus (1 Kor 7), får pligt til at gifte sig, føde børn og styre hus; hendes fødedygtighed bliver ligefrem et frelsesvilkår (1 Tim 2,15). If. Lone Fatum fastholder pseudepigrafiske skrifter som Pastoralbrevene blot i skriftlig form hvad man i menigheden allerede er fælles om. Fortiden tilpasses, genskrives og lægges til rette så den fortsat kan legitimere nutidige forestillinger og en social identitet der har fremtiden for sig. Ingen kan være blevet narret, Pastoralbrevene foregiver i sig selv slet ikke at være ægte, hedder det måske mere overraskende, de skal blot sandsynliggøre at indholdet er ægte Paulus-tradition, et udtryk for hvad der nødvendigvis må være sand paulinsk kristendom i første halvdel af 2. årh. I den traditionsbevidste kontekst er det under alle omstændigheder Helligånden der anses for at være den egentlige forfatter.

En (kosmo)politisk Moses

Emnerne for bindets forudgående fem bidrag kan måske forekomme mindre tilgængelige, men derfor ikke mindre værdifulde, for de udforsker alle markante autoritetsfigurer i den hellenistiske jødedom som kristendommen udsprang af. Finn Damgaard skriver således om Moses som »erindringsfigur« i en Mosesbiografi af Filon (ca. 20 f.Kr. – 50 e.Kr.). I verdens dengang næststørste by Alexandria møder vi i dette værk en politisk engageret jødisk filosof i færd med at promovere den tanke at det stedlige jødiske samfund skal anse sig selv for ligeværdigt med byens græske indbyggere som er overklasse i forhold til egypterne. Men det græske samfund i Alexandria er ikke en absolut målestok for den jødiske selvopfattelse. Filon går skridtet videre og lader sit ideale jødiske samfund overskride alle geografiske grænser. Moses fremhæves derfor som kosmopolit, kun den romerske kejser kommer i nærheden af at matche ham. For det jødiske samfund er han et middel mod glemsel. Filon vil vedligeholde det jødiske minoritetssamfunds særlige identitet og egenart ved at (gen)­ind­skri­ve det i dets grund­fortælling; Moses viser hvad jødisk identitet er. Det gæl­der derfor om at skille sig ud, at gentage exodusvandringen, men billedligt talt, nemlig ved at overholde Mo­ses’ lovbud. Finn Damgaard viser dermed hvordan Filon genbruger exodustraditionen til sine egne formål. Noget fastholdes, andet forties eller modsiges når Filon genskriver Mosesfiguren så han fortsat kan fungere som erindringsfigur under nye vilkår i den alexandrinske diaspora som Filon ingen intentioner har om at bringe til ophør med en bogstavelig exodus.

Enok i himlen og i Kæmpernes Bog

De fire første bidrag i bogen omhandler skrifter der er dukket op blandt Dødehavsteksterne. Søren Holst lægger ud med at introducere et skrift som kun kendes fragmentarisk, Kæmpernes Bog. Rester af hele ni eksemplarer af en aramæisk udgave af dette værk kendes fra Qumran, og fund af brudstykker af middelpersiske, sogdiske og uyguriske versioner så langt væk som i den kinesiske Xinjiang-provins godtgør at det ud over i det hellenistisk-jødiske miljø har været yndet læsning også blandt manikæ­er­ne som først forsvandt fra Kina i det 17. årh. Afhandlingen er lidt uklart disponeret, men når Søren Holst er bedst, viser han sig som en af de mest velskrivende og formidlende repræsentanter for den bibelske eksegese. Udtryk som »snakkesalig« (om den ikke-bibelske jødiske litteratur fra oldtiden), »superstar« og »himmelsk postbud« (om Enok-figuren) løber ham let i pennen. Detaljeret og lærd er selve rekonstruktionen af den aramæiske tekst, den første af sin art i dansk oversættelse. Den jødiske ikke-bibelske litteratur fra antikken viser at de tekster der indgår i det senere Gamle Testa­mente, kun er et udvalg af en teksttradition der har været meget mere omfattende. I Kæmpernes Bog bygger handlingen på traditionen om den illegitime seksuelle forbindelse mellem »gudssønner« og »menneskedøtre« som også omtales i 1 Mos 6,1-4, og interessen samler sig om den skæbne som venter afkommet, »kæmperne«, og anstifterne af denne forbindelse, »vægterne«. Enok spiller en central rolle som formidler mel­lem Gud og vægterne, og det viser sig muligt at drage forbløffende paralleller til ældgamle mesopotamiske religiøse forestillinger. Også Enok kender vi fra nogle få og ganske korte omtaler i Det Gamle Testamente, men om ham fandtes i den antikke jødedom en ganske omfattende litteratur. Så stor var hans popularitet at man ligefrem har foreslået at skelne mellem en mosaisk en og enokisk jødedom: Mosaiske skrifter dominerer i Det Gamle Testamente og dermed også i den jødiske kanon, hvorimod enokiske skrifter aldrig opnåede kanonisk status selv om vi nu kan se at de engang har nydt udbredt popularitet. Moses-traditionen afspejler et verdensbillede hvor verden er god i sig selv, og hvor lydighed mod Loven er et muligt valg for mennesket. Enok-traditionen derimod anser verden for ond i en sådan grad at kun en kosmisk katastrofe kan rense ondskaben bort og gøre det gode liv muligt. Moses og Enok er fundamentalt forskellige skikkelser: Moses medierer fra den menneskelige ende af skellet mellem jordisk og himmelsk og stiger selv op på Sinaj bjerg på israelitternes vegne for at vende tilbage med Loven som kan læses som en anvisning på hvordan man opnår det gode jordiske liv. Enok, derimod, repræsenterer det himmelske. If. 1 Mos 5,24 døde han ikke som andre mennesker, men blev taget bort af Gud. Enok-litteraturen lader med dette ud­gangspunkt Enok foretage deciderede rundrejser i tid og rum hvor han får indblik i himlens og verdensaltets indretning. Selvom han altså ender med at glide ud af den toneangivende jødedom, viser Qumransamlingen at Enok og Moses ikke var skikkelser der udelukkede hinanden. Begge var populære, og Søren Holst argumenterer for at Enok kan læses som en nødvendig proto-Moses: Før Moses kan etablere den legitime forbindelse mellem himmel og jord, må den illegitime forbindelse afmonteres. Det sker på Guds eget initiativ, men med Enok som formidlende figur.

Udvalg af Lovens Gerninger

Qumransamlingen rummer både tekster der i forvejen var velkendte, og hidtil ukendt litteratur. Om et dokument fra sidstnævnte gruppe skriver Jesper Høgenhaven. Af det fragmentarisk bevarede Udvalg af Lovens Gerninger kendes rester af seks eksemplarer, hvilket er ganske meget og viser at der har været tale om en vigtig tekst for Qumransamfundet. I en redelig og saglig tone drøfter Jesper Høgenhaven de væsentligste problemer knyttet til denne ejendommelige komposition hvis nærmere beskaffen­hed er svær at blive klog på. Det falder i tre højst forskellige dele: en festkalender, en række tolkninger af bestemte forskrifter i Moseloven og en opfordring til læserne om at studere fortiden og skrifterne og indse rigtigheden i den tolkning af loven »vi« står for. Teksten kan dermed både fortolkes som et brev – de paulinske breve i Det Nye Testamente er en nærliggende parallel – og som en lovsamling eller en traktat med genretræk der minder om Femte Mosebog. Antallet af kopier i Qumran viser under alle omstændigheder at teksten er blevet behandlet og læst som et litterært dokument. Tekstens »vi«, der har skilt sig ud fra en større gruppe, knytter sin autoritet til et bestemt forhold til en tradition og en bestemt praksis, men henviser i de bevarede dele ikke til en særlig åbenbaring eller til en åbenbaringsmodtager fra Israels fortid. Derimod gøres der udstrakt brug af citater fra tekster der indgår i det nuværende Gamle Testamente, og disse bibelcitater markeres ofte direkte med »der står skrevet«. Med denne citationsformel anføres tekster fra Tredje, Fjerde og Femte Mosebog som en foreliggende, skriftlig autoritet som forudsættes anerkendt også af tekstens modstandere. Med Skriften og Traditionen som autoritetsfigurer vidner Udvalg af Lovens Gerninger om at der på skriftets affattelsestidspunkt – hvorom Jesper Høgenhaven ikke udtaler sig – forelå i hvert fald et antal jødiske tekster af autoritativ karakter, og at en kanoniseringsproces dermed var godt i gang – skønt naturligvis langt fra afsluttet.

Retfærdighedens Lærer

Om denne kanoniseringsproces vidner også en særlig tekstgenre der er dukket op i Qumran, pesher-litteraturen. Der er tale om den ældst bevarede kommentarlitteratur til bibelske tekster. De tekster der kommenteres, er først og fremmest profetbøger som kom til at indgå i det senere Gamle Testamente, men også salmesamlingen. Trine Bjørnung Hasselbalch skriver om Retfærdighedens Lærer, en prominent autoritetsfigur i Qumransamfundets litterære univers, og tager i sin dybt interessante, men ingenlunde letlæste afhandling udgangspunkt i Habakkukkommentaren. Det kan ikke udelukkes at Retfærdighedens Lærer er en historisk person, måske stifter af Qumransamfundets marginaliserede gruppe af jøder et par hundrede år f.Kr., men ingen kan vide det, og hans eventuelle historicitet som individ er da heller ikke en forudsætning for at forstå hans funktioner som litterær figur. I Habakkukkommentaren har han på enestående vis sin autoritet fra Gud som har givet ham indsigt i den fulde betydning af profeternes ord så han kommer til at fremstå som en fortsættelse af den profetiske tradition. Trine Bjørnung Hasselbalch viser hvordan skriftsteder også implicit bruges til at portrættere Retfærdighedens Lærer. Denne implicitte skriftbrug bidrager til at indsætte skriftet i en litterær tradition, forlene det med autoritet og fremkalde et nuanceret og positivt billede af Retfærdighedens Lærer i modsætning til konkurrerende figurer og perspektiver der fremstilles negativt. Ikke mindst Femte Mosebog og Esajas’ Bog er vigtige inspirationskilder for Habakkukkommentarens forfatter. Allusioner til disse bøger væver et billede af Retfærdighedens Lærer som en visionær skikkelse der dels er eksponent for en levende profettradition, dels er forankret i åbenbaringen på Sinaj. Han er den lovede profet der skulle være som Moses, han er Guds stedfortrædende giver af den nye pagt, og Qumransamfundet repræsenterer opfyldelsen af Guds velsignelsesrige løfter til »Israels rest«. Som Moses personificerer den gamle pagt, personificerer Retfærdighedens Lærer i Habakkukkommentaren indgåelsen af den nye pagt.

En pseudepigraf David

Sidst i rækken af Qumran-bidrag står Bodil Ejrnæs’ inciterende afhandling om Salmerullen der normalt da­teres til 1. årh. e.Kr. Den indeholder (dele af) 39 gammeltesta­mentlige salmer, men også andre salmetekster. Der er store forskelle på den gammeltestamentlige salmesamling og Salmerullen fra Qumran. Bl.a. har David en mere fremtrædende plads end i den bibelske salmebog, og nogle af de kompositioner som ikke findes i Det Gamle Tes­tamente, skiller sig ud i kraft af deres (selv)biografiske karakter; tilsammen danner de et lille stykke Davidbiografi koncentreret om afgørende begivenheder i hans livshistorie. Dermed viser det sig at Salmerullen fra Qumran udfylder et hul i den ellers righoldige pseudepigrafe litteratur der opstod i den jødiske verden i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse. Disse mange tekster udviser stor interesse for en lang række gammeltestamentlige per­sonligheder, både centrale og mere perifære skikkelser, men der står meget lidt om David, til trods for at han er en af Det Gamle Testamentes mest prominente figurer. Salmerullens pseud­epigrafe David har meget til fælles med den bibelske David: Han er musikalsk, han er den salvede hersker som Jahve har indgået en pagt med, og han er, som Krønikebøger­nes David, engageret i tempelkulten. Men til forskel fra den bibelske David karakteriseres den pseudepigrafe David også som vismand og forfatter. Alle disse roller som David indtager, er guddommeligt legitimeret, og den pseudepigrafe David overgår dermed den bibelske David. Formålet med at indarbejde dette portræt af ham i Salmerullen er givet­vis at udnytte ham som autoritetsfigur, dvs. understrege at Salmerullen er en samling digte der er skrevet af David, vismanden, salmedigteren osv. Fascinerende er portrættet af den pseudepigrafe David som vismand, heri kommer han til at overgå den bibelske vismand par excellence, kong Salomo. Da den bibelske David jo er far til den bibelske Salomo, bliver David dermed bogstaveligt talt også visdommens far. Den pseudepigrafe Davids visdom sammenlignes med solens lys, og selv naturen må beundre hans digteriske kunnen der overgår selv Salomo. Et af de virkemidler hvormed David karakteriseres som vismand, er et erotisk digt der i dampende vendinger beskriver den unge Davids oplevelser med det modsatte køn. Konteksten og visdomstraditionen i øvrigt – hvor man ofte møder den personificerede visdom i kvindeskikkelse – gør det nærliggende at tolke dette digt metaforisk som den unge Davids møde med og begær efter visdommen. For egen regning kunne jeg fristes til at tilføje at denne tekst måske også kommenterer en bibelsk erotisk scene, nemlig kong Davids illegitime affære med den underskønne, men gifte Batseba (2 Sam 11). Efter en regulær forbrydelse (David skaffer uigenkaldeligt ægtemanden af vejen) bliver David og Batseba med tiden forældre til den bibelske vismand, Salomo. Er det i virkeligheden visdommen David favner også i den bibelske scene? Og hvad betyder det i så fald at hun tilhører en anden mand, og at forholdet dermed er illegitimt?

Dette kalejdoskopiske udvalg af aktuel forskning – man lukker bogen med ordene »Helligånden og vi har besluttet« ringende for det indre øre – gør klogere, og mange læsere vil uden tvivl efterlades med lyst til at vide mere, for i en bog af dette format kan mange interessante problemer naturligvis kun lige strejfes.

---------------------------------------------------------------------------------------

 

Center for Studiet af Bibelens Brug inviterer til en temaeftermiddag om

Bibel & Manga

 

En Mangabibel er Bibelen fortalt med den japanske tegneseriestil manga. På dansk er der i løbet af de sidste par år udkommet en lille håndfuld mangabibler og der er flere på vej.

Manga & Bibel er en introduktion til genren mangabibel og en diskussion af hvad der sker i mødet mellem Bibel og manga.

Foredragsholderne er oversætter og Japan ekspert Mette Holm, generalsekretær for det Danske Bibelselskab Morten Thomsen Højsgaard og leder af animationsuddannelsen ved Den Danske Filmskole Gunnar Wille.

Tid og sted:

Torsdag den 24. marts kl. 13.15-16.00.

Det Teologiske Fakultet, auditorium 7, 1. sal

Købmagergade 44-46, 1150 København K.

Program:

·         Velkomst

·         Mette Holm: Manga Messias, manga-historie og manga meget mere …

·         Morten Thomsen Højsgaard: Et strejf af tro: tegneserien som kristen kommunikation

·         Gunnar Wille: Hvorfor er det så svært at skabe levende og interessante tegneserier eller film på grundlag af bibelens fantastiske tekster

·         Diskussion

Anmeldelser af mangabibler:

http://tidsskriftetbibliana.blogspot.com/2010/12/biblianas-elektroniske-nyhedsbrev-8.html

http://tidsskriftetbibliana.blogspot.com/2010/12/biblianas-elektroniske-nyhedsbrev-10.html

---------------------------------------------------------------------------------------

Tidsskriftet Bibliana, Center for Studiet af Bibelens Brug

og Det Danske Bibelselskab

 inviterer til

Releaseparty

I anledning af udgivelsen af Bibliana 2011:1 om

Det Fantastiske i Bibelen

Tid og sted:

Torsdag den 7. april kl. 16.00 til ca. 17.30

I  Kældercafeen, Det Teologisk Fakultet, Købmagergade 44, 1150 KBH K

Program:

Velkomst

Lektor Søren Holst: "Engle, Kvinder og fiktion"

Lektor Geert Hallbäck: "Er Jesus et monster?" 

Herefter byder Bibelselskabet på et glas vin og der vil være mulighed for at tegne abonnement på Bibliana eller købe Bibliana 2011:1 i løssalg.

Alle er Velkomne!

Bibliana 2011:1

Med dette nummer af Bibliana ønsker vi at sætte fokus på hvordan de fantastiske elementer i de bibelske tekster bruges, og hvad de betyder i et religiøst univers. Det sker for det første ud fra tanken om, at perspektiver fra det litteraturvidenskabelige studium af fantasy kan være med til at synliggøre sider af de religiøse fortællinger, som der – i hvert fald hos den gennemsnitlige Harry Potter-læser eller Dungeons-and-Dragons-spiller – ikke uden videre er opmærksomhed på. For det andet mener vi også, at et mere bredt populærkulturelt fokus på magi, monstre og mirakler også kan udfordre forståelsen af de bibelske tekster. Vi ønsker at inddrage eksempler fra forskellige bibelske skrifter, fra Genesis, Exodus, over Kongebøgerne, Ezekiel og Jeremias Bog til evangelierne, Apostlenes Gerninger og Åbenbaringen, og invitere til analyser af alt fra mirakler og magi i tidlig jødedom og kristendom, i græsk-romersk litteratur, til helgener mellem himmel og jord og Åbenbaringens vilde fabuleren. Vi ser mødet mellem det æstetiske og det religiøse som et muligt afsæt for friske diskussioner af hvad ”religion” overhovedet er for noget. Må religion alene forstås som en nøgtern, autoritær, ikke-legende og ikke-underholdende størrelse? Kan og skal ”det religiøse” befries fra sin overnaturlige indpakning, de fascinerende monstre og den voldsomme retorik, eller er de fantastiske elementer, spændingen og tvivlen, tøven, gyset og gruen ikke en del af selve den religiøse forestilling, det religiøse sprog og den religiøse fortælling?

I forhold til Bibelen er der nok at tage af: skabelsen, pagtens ark, spøgelser, hekse, mænd med fantastiske, overnaturlige evner der opvækker enkers døde børn, fremtryller mad og farer til himmels i ild. Fluer, myg, frøer og græshopper i enorme sværme, og Moses der som en magiker tryller mod Farao og hans troldmænd. Her er skikkelser af enhver slags: monstre, dæmoner, hekse og troldmænd, men også kæmper og helte, gode og onde, og historier om himmelrejser til verdens fantastiske grænser hvor særlige regler gælder. Vi har mirakelberetninger i evangelierne og fantastiske, nogle gange monstrøse, visioner af Gud. Enhver der kender sin horror og sin fantasy kan genkende sådanne fantastiske elementer i både Det Gamle og Ny Testamente så vel som i oldtidens litteratur i bredere forstand.Vi giver hermed license to fantasize og inviterer tusmørkets skabninger ind i lyset.