Ny Hjemmeside for Bibliana!

Kære læsere,

Det er med stor glæde at vi nu kan byde jer velkommen på vores nye hjemmeside: 

http://bibliana.dk/

Det er på den nye hjemmeside at vi vil fortsætte med boganmeldelser, begivenheder samt information om de nye udgaver af Bibliana, Danmarks bedste populærvidenskabelige tidsskrift om bibelen. Og som noget nyt er der nu læseprøver fra tidligere numre.

Mvh,
Biblianas redaktion

Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 25

---------------------------------------------------------------------------------------  

Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, der udkommer 3-4 gange om året og primært indeholder  anmeldelser af nyudgivelser på dansk indenfor bibelforskning og religionsvidenskab.
Interesserede kan gratis abonnere på BEN ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk 

og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Læs alle tidligere numre af BEN i menuen til højre.

 

---------------------------------------------------------------------------------------

 

I dette nummer af Nyhedsbrevet byder vi på anmeldelser af

Svend Bjerg og Søren Holst, Den Gyldne Harpe: Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer

 

og 

 

Henrik Nymann Eriksen, Hvem skabte Bibelen? Da kirken fik sin kanon

---------------------------------------------------------------------------------------

 

Anmeldelse af Svend Bjerg og Søren Holst, Den Gyldne Harpe: Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer, 288 sider, 279 kr., København: Alfa 2011

Af Else K. Holt

Der er bøger, som man ville have ønsket, man selv havde været med til at skrive. Ikke fordi, man kunne skrive den bedre selv. Nej, man ville ønske, man havde været med, fordi det er en god og nyttig bog. En af den slags bøger er Svend Bjerg og Søren Holsts parallellæsninger af Grundtvigs ”gammeltestamentlige” salmer.

Bogen består af en kort indledning om poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer (s. 7-15) og en næsten lige så kort efterskrift om gammeltestamentlig og grundtvigsk teologi (s. 271-282). Ind imellem får vi så solide og veloplagte læsninger af tolv ”gammeltestamentlige” Grundtvig-salmer fra Den Danske Salmebog (DDS, en enkelt fra DDS 1953). Alle er de aftrykt, dels i deres gammeltestamentlige udgave, dels i Grundtvigs. Rækkefølgen, og mere vigtigt, udgaven af Grundtvigsalmerne, følger DDS. Hermed viser forfatterne, at de tager deres eget oplæg alvorligt, at lave en brugsbog om ”menighedens brugsbog”, Salmebogen, som ”i praksis [giver] menigheden adgang til Grundtvigs poetologiske univers ” (s. 15). Det vil en og anden Grundtvigforsker nok rynke på næsen ad; men fra den læge læsers synsvinkel – og denne bog er velgørende rettet netop til den læge læser – gør det bogen langt mere interessant, end hvis man havde insisteret på en historicerende tilgang.

Poetisk teologi, dengang og nu

Forfatterne vil slå et slag for den poetiske teologi, som de mener, er en mangelvare i Danmark (med Erik A. Nielsen som en undtagelse). Det kan man selvfølgelig i al stilfærdighed undre sig over, når man kender fx Kirsten Nielsens omfattende forfatter- og foredragsvirksomhed. Men man kan også bare glæde sig over, at denne bog er blevet til i et samarbejde mellem to teologer med forskelligt speciale, hvilket sjældent sker, fordi universitetsteologien oftere kræver faglig dybde end faglig bredde og samarbejde. At det sidste ikke udelukker det første, er denne bog også et glimrende eksempel på.

Hvad er da en poetisk teologi? Kort fortalt, er det ”en teologi, som springer ud af sproget. Det er summarisk sagt en teologi, hvori billedet styrer begrebet” (s. 13), dvs. en teologi, der ikke indkredser og entydiggør de teologiske overvejelser, men derimod lukker op for billedsprogets mangfoldighed og sansethed. Med sin insisteren på den teologiske vægt i Grundtvigs salmer skriver Svend Bjerg sig, efter min mening, ind i en lang tradition hos salmebrugere, præster og kirkegængere, selv om han ikke finder forståelse for denne bogstaveligt praktisk-teologiske aktivitet i forskerverdenen (jf. diskussionen s. 12). Men han gør det unægtelig på en mere bevidst og kvalificeret måde end de fleste af søndagenes brugere.

Salmer til glæde for nutidige mennesker

I efterskriften slår de to forfattere et slag for netop den praktiske anvendelse af Davids og Grundtvigs salmer. Både Bibelens og Salmebogens tekster tilbyder ikke alene teologisk oplysning, men også ord til brug for den, der gerne vil tale med (og om) Gud.  Salmernes ”ejendommelige blanding af åbenbaring og særdeles jævne menneskeord” udgør ”et sprog, man kan tage på” (s. 280-281), så man bliver noget andet og måske mere end det fortrykte hverdagsmenneske, der skal ud at lede efter sprog for det, der er større end sproget. I salmerne, de gammeltestamentlige og Grundtvigs, finder man ord for klage både til og over Gud. Men endnu vigtigere: ”Selv om lidelsen er en realitet, så er den hverken det første eller det sidste, der er at sige. … Gud som redder livet, giver kraft til livet og lader livet vokse, er den grundlæggende pointe hos Grundtvig som i Det Gamle Testamente” (s. 283).

Fortolkere på slap line

Sjældent har man set så oplagte fortolkninger af gammeltestamentlige tekster, som når de skrives af Søren Holst, fx i hans lille kommentar til 1. Mosebog (Bibelselskabet 2007).  Hans evne til at formidle grundlæggende indsigt i teksterne og overraskende iagttagelser, præsenteret i et billeddannende sprog, der tør gribe fat i nutidens virkelighed uden at blive friskfyragtigt, er ganske enkelt formidabel. Også i denne bog lykkes det ham på én gang at fortolke teksterne og videreformidle de overordnede teologiske problemkomplekser, som afspejles i dem. Det Gamle Testamentes (poetiske) teologier bliver åbnet for mange andre end eksegeterne og vises frem i deres aktualitet, også for en nutidig kristendom.

Svend Bjergs Grundtviganalyser har en lidt anden karakter, men er også øjenåbnende. Stilen er mere konfrontatorisk (og akademisk) end hos Holst; men sagen er velargumenteret. Bjergs analytiske greb er at afdække, hvad han kalder en cirkulær form i Grundtvigsalmerne. Det er en form, hvor salmens vers udgår fra et midterpunkt, enten et vers eller et tomt rum mellem vers. Et eksempel er Højhedens Gud, som kom herned, hvor centrum er i v. 3, ”Hør du os, Guds enbårne Søn, //  al jordens håb.” V. 2 og 4 korresponderer i form af en kontrast og et overbud, mens v. 1 og 5 svarer nøje til hinanden i en såkaldt konvolutstruktur, der lukker sig om salmen. Håbet i Jesus, Guds søn står i centrum for liv og lære (se s. 138-140). Denne cirkulære form efterviser Bjerg i alle salmerne, nogle steder mere overbevisende end andre – det kræver altid stor forsigtighed at argumentere for, at der er helt klare saglige eller sproglige paralleller i en tekst. Men den analytiske stringens er med til at gøre Bjergs læsninger læselige, også for læsere, der ikke er uddannet i litteraturkritik.

Køb den, læs den

Skulle jeg rejse en indvending, så er det de mange litteraturhenvisninger i brødteksten, som forstyrrer læsningen. Man har tydeligvis, for læsbarhedens skyld, villet undgå alt for mange fodnoter, samtidig med, at man har villet øve ret og skel for den akademiske akribi. Men det er og forbliver forstyrrende, og flere fodnoter ville have været at foretrække.

Efter min opfattelse ville det også have styrket bogen, hvis den i mindre grad havde argumenteret fortløbende og i højere grad havde taget højde for, at mange vil bruge den som opslagsbog, når man har brug for at få noget at vide om en bestemt salme, gammeltestamentlig eller af Grundtvig.

Men dette er kun småindvendinger, og alt i alt kan jeg kun anbefale denne fine og veloplagte bog; den er helt oplagt til fx studiekredse. Den gyldne harpe er resultatet af et undervisningsforløb på Københavns Universitet. Det ville jeg gerne have været med på.

---------------------------------------------------------------------------------------

Henrik Nymann Eriksen: Hvem skabte Bibelen? Da kirken fik sin kanon, Hillerød: LogosMedia 2011. 157 s. Indbundet. Kr. 199,95.

Af Frederik Poulsen

Henrik Nymann Eriksen (HNE), der til daglig er forstander på Luthers Missionsforenings Højskole i Hillerød, har udsendt en kortfattet, velskrevet og bredt anlagt introduktion til tilblivelsen af den bibelske kanon. Der er dog nogle væsentlige indvendinger, som jeg tager op i det følgende. 

                      Bogen er overskueligt bygget op. Første hovedafsnit, ”Hvordan kan 66 bøger blive til én hellig bog?”, beskriver kortfattet Biblens mangfoldige bøger og definerer begrebet ”kanon” som både en liste af skrifter og en normsættende regel. Det pointeres, at Biblens tilblivelseshistorie ikke i første omgang har med nedskrivning af litteratur at gøre, men med begivenheder i historien, hvor Gud har givet sig til kende. Det er disse faktiske begivenheder, som de bibelske skrifter troværdigt bevidner. Endeligt præsenteres to ekstremer i tilgangen til kanonhistorie: Dels et sekulært syn, der anser Bibelen og dens autoritet som kulturskabt, dels et troens syn, der forudsætter, at Gud virkeligt har talt til mennesker, og at hans åbenbaring giver skrifterne autoritet. HNE bekender sig til det sidste af de to.

Kanondannelsen af Bibelens to testamenter

Andet hovedafsnit, ”Gammel Testamentes kanon”, introducerer de forskellige udgaver af GT samt de øvrige grupper af antikke skrifter (apokryfer, pseudepigrafer og dødehavsruller). Så følger en fremstilling af den gammeltestamentlige kanonhistorie, først på baggrund af GT’s eget vidnesbyrd (ifølge HNE Guds egen tale, der siden nedskrives af mennesker under inspiration) og dernæst på baggrund af eksterne vidnesbyrd, særligt Siraks Bog, Josefus og NT. HNE afviser udtrykkeligt, at den gammeltestamentlige kanon først blev lukket ved en ”synode” i Jamnia i slutningen af 1. årh. e.Kr., og at der parallelt eksisterede en bredere kanon i Alexandria. I stedet konkluderer han, at den gammeltestamentlige kanon på Jesu tid var en afgrænset og veldefineret størrelse både med hensyn til omfang og kanonisk status.

                      Tredje hovedafsnit, ”Ny Testamentes kanon”, antager, at Guds åbenbaring, der har taget sin begyndelse i Israels historie, når sit højdepunkt i Jesus Kristus. Herom vidner NT, først mundtligt, siden nedskrevet. Ifølge HNE var apostlenes autoritet fra Jesus det altafgørende. Blandt de nytestamentlige kanonkriterier fremhæver han det apostolske princip, nemlig at skrifterne skal kunne føres tilbage til apostlene eller kredsen om dem. På baggrund af disse kriterier gives en righoldig præsentation af de omdiskuterede skrifter, som kom med (Hebræerbrevet, flere af de katolske breve samt Johannes’ Åbenbaring) og dem, som ikke kom med (f.eks. Første Klemensbrev og Hermas’ ”Hyrden”). HNE slutter med Luthers forhold til kanon, som leder op til bogens endelige konklusion: Vi står i dag samme sted som teologerne i Oldkirken, idet vi må vurdere, om hvert enkelt af NT’s omdiskuterede skrifter går tilbage til apostlene, da kun det berettiger til en plads i kanon.

Veldisponeret kildemateriale og blik for teologiske faktorer

Det er fint med en sådan introduktion på dansk. HNE baserer sig især på udenlandske, fortrinsvist ældre sekundærfremstillinger (R. Beckwith, B. Metzger, H. von Campenhausen, F.F. Bruces, O. Skarsaune), men giver god plads til behandling af de (få) primære kilder, vi har. Disse behandles i korte, veldisponerede afsnit. Gennemgangen af kirkefædrenes vidnesbyrd om det fremvoksende NT fylder næsten halvdelen af bogen og er sammen med Appendix 5, der rummer oversættelser af de vigtigste oldkirkelige tekster til NT’s kanonhistorie, særdeles værdifuldt.

                      Dertil er det forfriskende, at HNE har blik for det teologiske element i kanondannelsen. Ofte beskrives tilblivelsen af de bibelske skrifter ud fra rene litterærhistoriske, sociologiske og kulturelle faktorer, hvor man helt glemmer, at disse skrifter – selv i løbet af deres tilblivelse – tjener som helligskrifter. HNE’s teologiske interesse er prisværdig, men det er også her, at indvendingerne begynder at melde sig. Kan man beskrive kanondannelsen teologisk uden at forfalde til bibelfundamentalisme?

Fire indvendinger

For det første tillader HNE’s bibelsyn nemlig ikke den mindste smule tvivl om de bibelske teksters historiske og teologiske sandhed. Tilsyneladende forudsætter han, at de 66 bøger i vores Bibel i dag er de ”rigtige”, hvilket skaber en spøjs vægtning mellem kanoniske og apokryfe skrifter. Det er intet problem, at Baruks Bog og Barnabas’ Brev er fra en anden tid og af en anden forfatter, end skrifterne selv hævder, mens det er magtpålæggende, at Danielsbogen går tilbage til den historiske Daniel i 6. årh. f.Kr. (og ikke i midten af det 2. årh. f. Kr.), og at Judas’ Brev er skrevet af Jakobs og selveste Jesus’ egen bror. Dette syn gør det i gennemgangen af GT’s eget vidnesbyrd uklart, om der refereres til GT’s egen selvforståelse som religiøst skrift eller til nøgternt kildemateriale i en historisk pålidelig rekonstruktion.

                      For det andet er HNE’s konklusion om en velafgrænset GT-kanon på Jesu tid nok for skråsikker. Det er bestemt en mulighed, men HNE skylder læserne at understrege, at det første sikre skriftlige vidnesbyrd om en afgrænset kanon stammer fra ca. 100 e.Kr. Omfang og form af kanon inden da kan kun bero på indirekte bevisførelse. Bag HNE’s klare postulat ligger sikkert en opfattelse af, at vi skal bruge den Bibel, som Jesus brugte, dvs. præcis de 39 bøger i den hebraiske bibel, som er grundtekst i vores Bibel i dag.     

                      For det tredje er HNE’s beskæftigelse med det bredere omfang af skrifter i den græske og latinske version af GT for fattig. Kun seksten linjer på side 44 behandler dette spørgsmål ved at henvise til, at flere skrifter blev betragtet som autoritative af jævne ulærde kirkefolk end af de lærde og strengere kirkefolk. Billedet er helt sikkert mere komplekst. Når man tænker på, at den græske og latinske version i over 1000 år de facto udgjorde kristenhedens første testamente og stadig gør det i de ortodokse og romersk-katolske menigheder, og at kombinationen af et hebraisk GT og et græsk NT først opstod i 1500-tallet (!), så er behandlingen utilstrækkelig.

                      For det fjerde er påstanden om, at vi i forhold til kanon står samme sted som i Oldkirken, problematisk. Gør vi det? Er kanon endnu principielt åbent, eller er det nærmere et vilkår, vi har arvet fra de oldkirkelige og reformatoriske teologer, hvis argumentation vi efter Oplysningstiden ikke længere kan gentage? Hvis det f.eks. viser sig, at det anonyme Lukasevangelium faktisk er fra 120 e.Kr. og derved langt fra apostelkredsen, er HNE så klar til at tage konsekvensen? Det tyder det ikke på, når han opfordrer Luther til at udvide sit apostelbegreb for at kunne rumme de omdiskuterede skrifter. Endelig efterlader den afsluttende bemærkning om, at Guds forsyn og Helligåndens inspiration har sikret, at GT og NT fik præcist det omfang, som udgør vores Bibel i dag, ikke meget håb om, at en sådan kritisk prøvelse reelt vil finde sted. Tværtimod vil HNE fastholde cirkelslutningen, at fordi skrifterne optræder i kanon, er de skrevet af de anførte apostle og deres medarbejdere, og fordi de er skrevet af apostlene og deres medarbejdere, hører de stadig hjemme i kanon! 

Fin, men stærkt ideologisk introduktion

Til trods for kvaliteterne ved denne lettilgængelige introduktion så skal man være varsom med at tage alle HNE’s konklusioner for gode varer. Præsentationen af kildematerialet udover Bibelen selv er fin, mens de overordnede linjer helt åbenlyst er spundet ind i HNE’s klare antagelse af de 66 bibelbøgers historiske og teologiske ufejlbarlighed. En større nuance og selvkritik havde været ønskelig.

                      P.S. Det er dissideret uheldigt, når to af bagsidens tre anbefalere, Peter Olsen og Carsten Vang, i forordet takkes ”for en række meget værdifulde kommentarer til manuskriptet”.

Tænk, at de anbefaler en bog, hvis udseende de selv har haft indflydelse på!

 

---------------------------------------------------------------------------------------
Med venlig hilsen fra BENs redaktionsgruppe - lagt på nettet af Kasper Dalgaard

 

Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 24

---------------------------------------------------------------------------------------  

Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, der udkommer 3-4 gange om året og primært indeholder  anmeldelser af nyudgivelser på dansk indenfor bibelforskning og religionsvidenskab.
Interesserede kan gratis abonnere på BEN ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk 

og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Læs alle tidligere numre af BEN i menuen til højre.

---------------------------------------------------------------------------------------

I dette nummer af Nyhedsbrevet byder vi på anmeldelser af

Anne Ehlers, Påskens kraft: et inspirationskatalog

og

Lene Højholt, At blive menneske. Meditativ fordybelse i den bibelske urfortælling

---------------------------------------------------------------------------------------

 

Anne Ehlers, Påskens kraft: et inspirationskatalog, RPF - Religionspædagogisk Forlag, 2012, 56 sider, illustreret, 125 kr.

 Af Jette Bendixen Rønkilde

Anne Ehlers Påskens kraft skal inspirere til at lave en ”påskeoptakt” mellem Maria Bebudelsesdag og Palmesøndag ved enten at gøre som de har gjort i Langenæskirken i Århus eller ved lade sig inspirere og bruge inspirationskataloget frit til at udvikle lokale liturgier til brug for en påskeoptakt, der skal lede op til påskens store fortælling om Jesu død og opstandelse.  Udgangspunktet for Ehlers projekt er, at der i modsætning til adventstidens forberedelse til julen, der flere steder i landets sogne markeres med ”De ni læsninger”, der i en vekslen mellem læsning og musik fungerer som en optakt til julens højtid, ikke findes en lignende tradition i fastetiden inden påske. Som eksempel på noget, der minder om det, nævner Ehlers dog opførsler af både Matthæus- og Johannespassionen, men der savnes noget andet og mere. Derfor er Ehlers ærinde at præsentere et bud på en sådan tradition, der i ord, musik og kunst forholder sig til påskens temaer som et sidestykke til ”De ni læsninger”.

                      Ehlers håb med Påskens kraft er på den ene side, at den kan fungere som inspiration for menigheder til at udforme en tradition i fastetiden op til påsken, og på den anden side at den kan virke til personlig opbyggelse og refleksion som en art andagtsbog. Og måske fungerer bogen allerbedst som det sidste, som en bog til videre personlig fordybelse i påskens store fortælling, for som liturgiker sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at savne nogle velfunderede liturgiske overvejelser og handlingsanvisninger, da inspirationskataloget ved første øjekast primært består af en samling tekster ledsaget af smukke fotografier. Og en liturgi er mere end en samling tekster.

Liturgier

Inspirationskataloget præsenterer 4 konkrete liturgiforslag, der alle er  afprøvet i Langenæskirken. Forud for liturgierne gives der en kort redegørelse for tankerne bag hver af liturgierne, som er forsynet med overskrifterne Jesu korsvejsstationer, Menneske, kors og forsoning, Golgatha – Stabat Mater – Det nye liv og endelig Kraft.

                      Tilgangen til liturgierne, som Ehlers indledningsvis skitserer, er, at det er gennem elementerne ord, musik og kunst alle påskens temaer skal komme til udtryk. Disse tre elementer udgør selve fundamentet og strukturen for liturgierne, som bliver til i et samarbejde mellem præst, organist og kunstner og kan som sådan derfor også inddrage hænder fra menigheden, dermed bliver det både et folkeligt og et kirkeligt anliggende at holde påskeoptakt.

                      Intentionen med at ville introducere til en ny tradition med 4 liturgiforslag til en påskeoptakt er prisværdig, og jeg ønsker, at flere sogne vil forsøge sig med det som et fælles menighedsanliggende. Men jeg sidder tilbage med et ønske om en dybere refleksion over, hvad de nævnte elementer kan bidrage med i en given kontekst, ligesom jeg savner en dybere redegørelse for udvælgelsen indenfor de enkelte kategorier. Et inspirationskatalog må gerne rumme redegørelser for disse overvejelser, så liturgiernes ”hvordan” ledsages af et ”hvorfor”. Derudover finder jeg det en anelse bemærkelsesværdigt, at der ikke indgår elementer af bøn eller eftertanke.

Teologiske floskler

Katalogets styrke er klart de refleksioner, som kommer frem i den sidste liturgi Kraft på hæftets side 9. Her sætter Ehlers påskens tematik ind i en almenmenneskelig kontekst, hvor vi gennem dens fortællinger berører den menneskelige tilværelses mest fundamentale erfaringer; kærlighed, sorg, svigt, utilstrækkelighed, dødsangst, selvforagt, udstødelse, oplevelsen af at være elsket og at elske. Disse erfaringer sættes i perspektiv af, at i påsken møder vi samtidig den jublende forventning til Jesus som Messias palmesøndag, det intime bordfællesskab skærtorsdag og påskemorgens levende håb, der er stærkere end døden. Ehlers viser på eminent vis, hvordan påsken er en fortælling om nye relationer og håb på trods. Helt afgørende for disse nye relationer og håb, som alt centrerer sig om, er Jesus Kristus, og det er gennem ham, at alle påskens temaer udfoldes. Derfor kan Ehlers nærmest helt poetisk sige, at ”dermed spejler påsken ethvert vilkår for at være menneske, vel at mærke sådan at vores livsvilkår spændes ud i modsætninger… det drejer sig om endegyldige temaer: Liv og død, glæde og sorg, håb og mismod, trofasthed og forræderi, nærvær og fravær, fylde og tab, fællesskab og ensomhed, tryghed og angst, lys og mørke.” Men påsken fortæller os hele tiden, at ”Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden”. Det afsnit har fået en stor fed understegning i min læsning, for her ligger kimen gemt til mange gudstjenester, og det må være enhver gudstjenestes mål at møde menneskets grundvilkår og fundamentale erfaring og lade det genbeskrives i lyset af evangeliets fortælling om Kristus.

                      Desværre forbliver de gode refleksioner om påskens temaer ved teologiske floskler, pakket ind i et layout, der til tider vanskeliggør læsningen. I de konkrete liturgier, som Ehlers har samlet teksterne til, og som gengiver nogle af hendes egne refleksioner holdt i forbindelse med optakterne, vover hun desværre ikke at tage livtag med de temaer, som hun så præcist formulerer på side 9. Hun vover ikke at sætte livet på spil og komme med konkretioner på, hvordan og hvor i det menneskelige liv vi erfarer, at livet er større end døden. Det skal ikke kun fortælles, det skal også kunne mærkes, at det forholder sig sådan. I stedet indhylles refleksionerne i ord som fx kærlighed, kærlighedens kraft, barmhjertighed og nåde, vi går ikke fortabt. Alle gode ord og teologisk korrekte, men en legen med og fornyelse af sproget kunne være tiltrængt, så det bliver tydeligt og kvalificeres, hvad barmhjertighed og nåde er i påsken 2012.

                      Hæftets ærinde er al ære værd og det rummer elementer af stor styrke, som med rette bringes på banen, men de ovennævnte kritikpunkter gør, at jeg vil være varsom med at anbefale det som konkrete liturgier. Dertil er der for få overvejelser om, ”hvordan” hænger sammen med ”hvorfor” i liturgierne.

---------------------------------------------------------------------------------------

Lene Højholt, At blive menneske. Meditativ fordybelse i den bibelske urfortælling. Borgens Forlag 2011. 199 s. Pris: 250,- kr.

 Af Geert Hallbäck

Meditativ bibellæsning

For et års tid siden var jeg sammen med en gruppe præster. Talen faldt på meditativ bibellæsning, som jeg troede var noget, der hørte middelalderens klosterliv til, men det viste sig, at alle de tilstedeværende præster enten selv praktiserede det eller kendte nogen, som gjorde. Det er åbenbart en trend i Folkekirken; det foregår i særlige grupper, på bibelvandringer og retræter. Og det centrale navn i denne sammenhæng er Lene Højholt, der er sognepræst i Grenå, men derudover meget aktiv som forfatter, foredragsholder, leder af pilgrimsrejser m.m.

                      Lene Højholt har tidligere skrevet ’Vejen – meditativ fordybelse i Johannesevangeliet’ (Borgen 2006), hvor hendes meditative teknik forklares. Jeg har desværre ikke læst den bog, og det er en skam, for bogen om urfortællingen forudsætter denne meditative teknik uden at behøve forklare den. Som læser af den nye bog er jeg altså ikke indviet. På den anden side bør den nye bog jo kunne læses uden forkundskaber. Det kan den også. 

                      I indledningen får man straks at vide, at de bibelske tekster ”rummer en viden om det menneskelige sind, som næppe findes andre steder”. Derfor henvender bogen sig ”især til personer, der har brug for et bevidsthedslandkort, for at finde vejen ud af jeg’ets lukkede virkelighed og ind i sindets mere åbne landskab, hvor mødet med Gud kan finde sted.” (s. 9). Det er et sprog, der klart indikerer, at her er en universitetsteolog som mig på udebane. At de bibelske tekster – og ikke mindst urhistorien – rummer en viden om det menneskelige sind, kan jeg måske godt forstå. Men sådan en som mig ville så spørge, hvor den viden kommer fra. Kommer den fra en særlig veludviklet indsigt hos de mennesker, der har skrevet Bibelen? Eller skyldes den ekstraordinære viden Guds åbenbaring?  Den slags spørgsmål stiller Lene Højholt ikke, men jeg tror, hun ville svare, at den kommer fra Gud.

En psykologisk læsning af urhistorien

Urhistorien er betegnelsen for de første 11 kapitler i 1 Mosebog, som handler om verdens skabelse og menneskehedens tidligste historie. Her møder vi de grundlæggende skikkelser som Adam og Eva, Kain og Abel, Noa osv. Urhistorien slutter med fortællingen om Babelstårnet, hvor Gud giver menneskene forskellige sprog, så de ikke længere kan samarbejde om tårnbyggeriet. Herefter spaltes menneskeheden i de forskellige folk og deres selvstændige historier. Lene Højholt foretager, hvad man med et blik udefra ville kalde en psykologiserende læsning af disse kapitler. Det kalder hun det ikke selv, men hun inddrager både Freud og Jung med tilslutning og for den sags skyld også Kierkegaard. At de ikke lige mener det samme – og at Freud bestemt ikke ville tages til indtægt for en religiøs fortolkning af menneskelivet, bringer ikke Lene Højholt ud af kurs. Hendes bog er ganske upolemisk, og hun bruger, hvad der passer i hendes kram.

                      Nu kalder hun ikke selv sin læsning for psykologisk. I stedet tager hun udgangspunkt i den middelalderlige firdobbelte skriftfortolkning, der omfatter den bogstavelige, den allegoriske, den tropologiske og den anagogiske tydning af Bibelen. Lene Højholt vælger i sin bog entydigt en tropologisk tydning, der også somme tider kaldes den moralske læsning. Den læser de bibelske fortællinger med henblik på menneskelivet og dets moralske spørgsmål – eller altså, den læser psykologisk.

Urhistorien – en personlig udviklingshistorie

Når Højholt foretrækker at kalde sin læsning tropologisk, er det nok, fordi en psykologiserende læsning lyder reducerende i teologiske ører, men nok også, fordi hun gerne vil have Gud med som en aktiv størrelse i den formning af menneskelivet, som urhistorien lægger op til. I Højholts univers er Gud reel virkelighed, og menneskers forhold til Gud er helt afgørende for deres personlighedsudvikling. Det er nemlig det, urhistorien handler om, når man læser den tropologisk. Adam og Eva, Kain og Abel osv. skal ikke forstås som selvstændige figurer, men som dele af hvert menneskes personlighed. Figurerne repræsenterer forskellige grundlæggende erfaringer og følelsesreaktioner, som hvert menneske skal igennem. Urhistorien er en personlig udviklingshistorie, samtidig med, at hver af figurerne repræsenterer sider af mennesket, som vedbliver med at være der. Ikke mindst er det de negative erfaringer og følelser af skam og skyld, angst og misundelse, vrede og omvæltende kriser (vandfloden!), der fokuseres på, og som altså er nødvendige i et menneskes udvikling.

                      Lene Højholt mener især, at opdagelsen af, at disse negative følelser og erfaringer er almenmenneskelige, kan være en stor befrielse for mennesker, der tumler med disse følelser og tror, at de er ene om dem. Hvis der virkelig er mennesker, der tror, at skyld og skam osv. er noget, de er ene om, er det utvivlsomt en stor lettelse at finde ud af, at det ikke er tilfældet. Men hvis det er det, der skal være meningen med bibellæsningen, er Højholt i hvert fald ikke sluppet uden om reduktionen. Der er da også et langt mere specifikt teologisk projekt på spil. Højholt tager udgangspunkt i den første skabelsesfortællings tanke om menneskets gudbilledlighed. Mennesket rummer Guds billede. Det glider helt i baggrunden i forbindelse med syndefaldet, men Guds endelige mål med mennesket er, at det realiserer denne gudbilledlighed. Derfor nøjes hun ikke med at fortolke urhistorien. Hun fører perspektivet op til Kristus, der netop realiserer Guds billede i mennesket og gjorde det muligt for alle andre også at gøre det. Dermed er vejen tilbage til Paradiset åbnet, blot nu er det ikke en have, men den himmelske by Jerusalem. Det sidste er der så meget stof i, at det kunne fortjene en helt ny bog. Men det er logisk nok at føre perspektivet frem til den afsluttende frelse, som Højholt ser indskrevet allerede i skabelsen. Derimod kan det undre, at der efter urhistorien kommer et langt afsnit om Abraham som figur for det individuelle forhold til Gud. Selv om læsningen skal være tropologisk, må det undre, at hun kan inddrage Abraham uden overhovedet at komme ind på, at han i den gammeltestamentlige sammenhæng ikke er en individuel figur, men det jødiske folks repræsentant.

En øjenåbner

Hvis man har sporet en vis skepsis i det, jeg hidtil har skrevet, er det for så vidt uretfærdigt, for Højholt gør det i bogen, hun lægger op til, og hun gør det, så vidt jeg kan bedømme, godt. Den skeptiske tone skyldes, at jeg føler mig som udenforstående. Jeg er ikke en naturlig del af den læserskare, Højholt henvender sig til. Jeg har svært ved at frigøre mig fra, at jeg kender Bibelen på en anden måde. Det betyder på ingen måde, at Højholt lader hånt om eksegesen. Hun er tydeligvis en velorienteret bibellæser, der har gjort sit eksegetiske hjemmearbejde. Men hendes fokus ligger et andet sted. Det ligger i den personlige brug af Bibelen, dels i et personligt fromhedsprojekt, dels i en eksistentiel personlighedsafklaring. At denne måde at bruge Bibelen på for tiden har en stor udbredelse, er naturligvis stof til eftertanke for os, der arbejder professionelt med Bibelen. Det er et felt, som vi bør bestræbe os for at blive mere informerede om. Her kan Højholts bog tjene som en øjenåbner.

                      Jeg skal i øvrigt tilføje, at bogen ud over gennemgangen af de bibelske tekster også rummer en række billedanalyser, der supplerer den tekstlige udlægning (selv om billederne efter min vurdering oftere forstår urhistorien kosmologisk end tropologisk). Endelig afsluttes bogen med en række eksempler på teksternes brug i forbindelse med bibelvandringer, således at der er en helt konkret brugbarhed knyttet til bogen.

---------------------------------------------------------------------------------------
Med venlig hilsen fra BENs redaktionsgruppe - lagt på nettet af Kasper Dalgaard

Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 23

---------------------------------------------------------------------------------------  
Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, der udkommer 3-4 gange om året og primært indeholder  anmeldelser af nyudgivelser på dansk indenfor bibelforskning og religionsvidenskab.
Interesserede kan gratis abonnere på BEN ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Læs alle tidligere numre af BEN i menuen til højre.

---------------------------------------------------------------------------------------

I dette nummer af Nyhedsbrevet byder vi på anmeldelser af

Peter Mouritzens Vædderhornet: Historien om de ti Bud

og

Annika Borgs Bibelen. Sådan har du aldrig set den før

---------------------------------------------------------------------------------------

 

Vædderhornet: Historien om de ti Bud, fortalt af Peter Mouritzen, Illustreret af Oliver Streich, Forlaget Alfa, 2011, 32 farveill. Sider, 218 kr.

Af Anne Gudme

Først og fremmest skal det indrømmes, at denne anmelder altid har været en stor fan af Peter Mouritzens serie, BibelStærk. Særligt bind tre, Kraftkarlen og den dejlige dame, der handler om Samson, med illustrationer af Lasse B. Weinrich, har jeg læst flere gange og med stor fornøjelse. Derfor var det da også med stor tilfredshed og høje forventninger, at jeg satte mig til rette i husets bedste stol, for at læse det tiende bind i serien. Vædderhornet er, ganske som undertitlen siger det, historien om De Ti Bud. 

Mouritzen tager udgangspunkt i 2 Mos 19-20 og 32-34 og fortæller hvordan Gud kaldte folket sammen ved foden af Sinaj bjerget ved at blæse i sit vædderhorn. Moses går op på bjerget, hvor Gud, som er forklædt som en sky, overrækker ham stentavlerne med De Ti Bud. Men da Moses kommer ned igen, danser Israels folk om guldkalven. Moses smadrer stentavlerne i vrede og må op på bjerget igen efter et nyt sæt, som han endnu engang bringer ned til Israels folk. The End. Det er en mærkelig historie og selvom Oliver Streichs illustrationer er skønne og Peter Mouritzen som fortæller er morsom og underfundig, så ændrer det ikke ved, at historien om De Ti Bud helt ærligt lader noget tilbage at ønske mht. plot og persongalleri. Sinajepisoden giver ikke megen mening, når den ikke fortælles i sin rette sammenhæng som en mellemstation mellem trældom i Egypten og det forjættede land, og selvom episoden med guldkalven pirrer fantasien, så er det alligevel svært at blive klog på, hvad meningen er, når hele baggrunden for Gammel Testamentes raseri mod ’afguderne’ udelades. 

Det korte af det lange er, at Vædderhornet slog mig som en temmelig kedelig fortælling, der ikke rigtigt handlede om noget. Der er nogle rigtig sjove passager indimellem, såsom de ti bud på vers: ”Du må ikke sige ting som sgu og Gud fri mig, gør du det, så kan Han ikke li’ dig!” og ideen om at Gud skriver De Ti Bud på budsk, ”og budsk var et sprog som man ku’ husk’.” Samtalen mellem Gud og Moses er også virkelig morsom. Gud er en gnaven og temmelig uforskammet skolemester og Moses spiller rollen som den ikke alt for kløgtige elev. Men når alt kommer til alt kunne de vellykkede detaljer ikke kompensere for, at historien var for tynd. Det var altså en temmelig skuffet BibelStærk-fan, der klappede Vædderhornet i og lagde den på hylden.

Og der lå den så, indtil vi fik besøg af Albert på fire et halvt år, som var overtræt og slemt trængte til at høre en historie. I desperation greb jeg Vædderhornet og begyndte at læse højt, men jeg fortrød hurtigt, for jeg syntes stadig at historien var kedelig. ”Skal vi ikke hellere læse en anden bog, Albert?” Spurgte jeg. ”Hvad med Peter Plys?” Men Albert ville ikke høre tale om at skifte bogen ud og, da vi lidt senere sluttede os til resten af selskabet i stuen, proklamerede han skråsikkert, at Gud er en sky!

Det kunne altså godt se ud til, at Vædderhornet er langt mere vellykket end denne anmeldelse har givet udtryk for. Målgruppen har talt og vendt tommelfingeren opad og derfor vil jeg på trods af min forbeholdne første reaktion anbefale BENs læsere, at give Vædderhornet en chance.

---------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Annika Borgs Bibelen. Sådan har du aldrig fået den før, oversat fra svensk af Jens Vollmer, Frederiksberg: Forlaget Alfa 2009. 241 s. Indbundet. Kr. 248.

Af Frederik Poulsen

”En bibel på min måde” er Annika Borgs ærinde i denne bog, der præsenterer sig lækkert med et pink omslag med gul skrift og silhuetten af et kors. Ønsket er at give ny indsigt og et nyt perspektiv på den samling af litteratur, som er en hjørnesten i den vestlige kulturarv – og ambitionen er yderst sympatisk, nemlig at få mennesker i tale, der ikke ved noget om Bibelen.

                      Svenske Annika Borg må på papiret siges at være kvalificeret til den opgave. Hun er ph.d. på afhandlingen Kön och bibeltolkning (2004), hun har et markant personligt engagement som teolog og præst og har som klummeskribent og forfatter en rig erfaring i at formidle til et bredt publikum. Denne bog er netop blevet til i forlængelse af en række artikler til damebladet amelia.   

Bibelens tilblivelse, baggrund og tolkningshistorie

Efter en personlig indledning formidles i to mindre afsnit en lang række fakta om Bibelen, dens tilblivelse og indhold. Det er et fint vindue ind til en kritisk og videnskabelig omgang med de bibelske skrifter. Bibelen som ”historiebog” og forholdet til arkæologien problematiseres, og det understreges, at der ikke er nogen neutral læsning. Man tolker altid, og der hviler et ansvar på læseren. Navnlig tolkningshistorien er i centrum med den vigtige pointe, at en tolkning ofte kan sige mere om fortolkeren end om teksten.

                      Det tjener Borg til ære, at hun ønsker at formidle klassisk bibelkundskab til et publikum uden forudsætninger. Desværre er dispositionen meget løs og virker til tider tilfældig: Hun springer fra Jesus som myte til arvesyndslæren og hurtigt videre til Nag Hammadi-fundene. Uheldigvis for disse afsnit og for resten af bogen er der en del faktuelle fejl eller kraftige brud med konsensus: Paulus anføres næsten ukritisk som forfatter til 13 breve (s. 30), Maria Magdalenes evangelium dateres til midten af første århundrede, altså før Paulus?! (s. 90), Josef, Jesu papfar, hævdes at optræde i begyndelse af Markusevangeliet (s. 165), på side 178-179 er der fejlagtige bibelhenvisninger, og så videre.

Kanonshopping

I et længere afsnit, ”Min kanon”, udvælger Borg de tekster, der for hende er særligt betydningsfulde. Ikke overraskende er det kendt stof: De grundlæggende fortællinger og visdomslitteraturen i Det Gamle Testamente, udvalgte passager i evangelierne, få Paulustekster, Jakobsbrevet og Johannes’ Åbenbaring. Mere overraskende er inkluderingen af Thomas- og Maria Magdalene-evangeliet, der slet ikke optræder i den bibelske kanon. De er med, fordi de kaster lys over kønskampen i den tidlige kristendom.

                      I klassisk, luthersk teologi er bedømmelse af de bibelske skrifter teologisk, om de driver på Kristus. Borgs kanonkriterium er nærmere æstetisk og etisk: Skønne ord, god poesi og gode gerninger. F.eks. beskrives Højsangen som en inspirationskilde til den ligestillede seksualitet i modsætning til tidens åndløse pornografi, og hun ville placere den først i sin Bibel. Man kan spørge, hvordan hun som luthersk teolog kan undvære Romerbrevet, men netop Paulus er sat i skammekrogen på grund af det, han siger om kvinderne!

Kvinder og køn: Paulus burde gå i terapi!

Efter en fin gennemgang af bibelske gudsbilleder går Borg i hovedafsnittet, ”Tør kvinder godt læse Bibelen?”, i gang med en række tekstanalyser. De kredser primært om kvindefortællinger, og her spores tydeligt Borgs faglige ståsted i kønshermeneutikken (jf. hendes ph.d.-afhandling). De bibelske skrifters kvindesyn og verdensbillede er en tilbagevendende anstødssten. Mottoet for analyserne er, at man ikke skal give en tekst mere respekt, end den giver sin læser. Med den indstilling er der nok at tage fat på, og hendes fokus ligger især på teksternes (mandschauvinistiske) tolkningshistorie. Heltene er kvinderne i evangelierne, mens de ”sorte sider” – tekster, hun vil afvise – er ofringen af Isak, Jeftas datter og den krigeriske Jesus. Helt galt er det med Paulus, der skizofrent både taler om ligestilling mellem kønnene (Gal 3) og kvinders underordning (1 Kor 14). Paulus har skabt mange problemer og er kilden til ”det skæve kvindesyn, vi stadig trækkes med”. Han burde gå i terapi!

                      Borg befinder sig i en ambivalent rolle: På den ene side vil hun ikke have med disse terrortekster at gøre, på den anden side vil hun af respekt for Bibelen og menneskerne i den ikke rive siderne ud. Ofte lader hun sig provokerer af teksternes umiddelbare fremtræden uden en tidshistorisk problematisering og en dybere teologisk fortolkning. Det kunne have været hjælpsomt.

Leksika, prædiken og andagt

Bogens sidste tredjedel består af nogle nyttige opslagskapitler med et minileksikon over centrale og mere perifere bibelpersoner, en liste over ordsprog, der har lejret sig i kulturen, og en hitliste med bibelcitater. Der er et udmærket afsnit om, hvordan man prædiker, samt to holdte prædikener. Det giver et fint indblik i kirkeåret og prædikenforberedelse for mennesker, der intet kendskab har til branchen. Et sidste afsnit appellerer til handling: Borg har med afsæt i klosterets tidebønner lavet fire ugeandagter under forskellige temaer, der ved daglig brug skal give et øjebliks indre ro.

Engageret og overfladisk

Lad det være sagt med det samme: Annika Borg er en dybt engageret skribent med et levende sprog og et godt drive. Dette er dog samtidig en hæmsko. Mange passager fremstår ”snakkende” og overfladiske, og adskillige af hendes tekstanalyser kommer aldrig i dybden. Generelt er bogen sat sammen af små, korte afsnit, der sikkert fungerer godt i et klumme- eller blogformat, men som virker akavet, når de samles i kapitler, f.eks. det rodede afsnit ”På opdagelse i bøgernes Bog”. Måske passer en sådan fremstilling godt til det segment af kvinder, der er vant til at læse livsstilsmagasiner – hvis en sådan målgruppe vel og mærke eksisterer, når det gælder den bibelske litteratur?

                      Borg leverer et nyttigt indblik i en kritisk og akademisk beskæftigelse med Bibelen, men hendes egen fremstilling består til tider af uheldige forsimplinger og dissiderede fejl. Hendes ambition om at mægle til mennesker, som afviser Bibelen som støvet og kvindefjendsk, er fin, men hun er i en konstant risiko for at kamme over i politisk korrekthed. Hun er ikke en frelst feminist, for der er en tydelig selvkritik, men kritikken af det bibelske kvindesyn som et, ”man får hovedpine af”, er trættende i længden. Hun kunne i hvert fald godt have overvejet forholdet mellem tidshistorie og teologi i de bibelske skrifter mere nøje.  

---------------------------------------------------------------------------------------
Med venlig hilsen fra BENs redaktionsgruppe - lagt på nettet af Kasper Dalgaard