Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 24

---------------------------------------------------------------------------------------  

Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, der udkommer 3-4 gange om året og primært indeholder  anmeldelser af nyudgivelser på dansk indenfor bibelforskning og religionsvidenskab.
Interesserede kan gratis abonnere på BEN ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk 

og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Læs alle tidligere numre af BEN i menuen til højre.

---------------------------------------------------------------------------------------

I dette nummer af Nyhedsbrevet byder vi på anmeldelser af

Anne Ehlers, Påskens kraft: et inspirationskatalog

og

Lene Højholt, At blive menneske. Meditativ fordybelse i den bibelske urfortælling

---------------------------------------------------------------------------------------

 

Anne Ehlers, Påskens kraft: et inspirationskatalog, RPF - Religionspædagogisk Forlag, 2012, 56 sider, illustreret, 125 kr.

 Af Jette Bendixen Rønkilde

Anne Ehlers Påskens kraft skal inspirere til at lave en ”påskeoptakt” mellem Maria Bebudelsesdag og Palmesøndag ved enten at gøre som de har gjort i Langenæskirken i Århus eller ved lade sig inspirere og bruge inspirationskataloget frit til at udvikle lokale liturgier til brug for en påskeoptakt, der skal lede op til påskens store fortælling om Jesu død og opstandelse.  Udgangspunktet for Ehlers projekt er, at der i modsætning til adventstidens forberedelse til julen, der flere steder i landets sogne markeres med ”De ni læsninger”, der i en vekslen mellem læsning og musik fungerer som en optakt til julens højtid, ikke findes en lignende tradition i fastetiden inden påske. Som eksempel på noget, der minder om det, nævner Ehlers dog opførsler af både Matthæus- og Johannespassionen, men der savnes noget andet og mere. Derfor er Ehlers ærinde at præsentere et bud på en sådan tradition, der i ord, musik og kunst forholder sig til påskens temaer som et sidestykke til ”De ni læsninger”.

                      Ehlers håb med Påskens kraft er på den ene side, at den kan fungere som inspiration for menigheder til at udforme en tradition i fastetiden op til påsken, og på den anden side at den kan virke til personlig opbyggelse og refleksion som en art andagtsbog. Og måske fungerer bogen allerbedst som det sidste, som en bog til videre personlig fordybelse i påskens store fortælling, for som liturgiker sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at savne nogle velfunderede liturgiske overvejelser og handlingsanvisninger, da inspirationskataloget ved første øjekast primært består af en samling tekster ledsaget af smukke fotografier. Og en liturgi er mere end en samling tekster.

Liturgier

Inspirationskataloget præsenterer 4 konkrete liturgiforslag, der alle er  afprøvet i Langenæskirken. Forud for liturgierne gives der en kort redegørelse for tankerne bag hver af liturgierne, som er forsynet med overskrifterne Jesu korsvejsstationer, Menneske, kors og forsoning, Golgatha – Stabat Mater – Det nye liv og endelig Kraft.

                      Tilgangen til liturgierne, som Ehlers indledningsvis skitserer, er, at det er gennem elementerne ord, musik og kunst alle påskens temaer skal komme til udtryk. Disse tre elementer udgør selve fundamentet og strukturen for liturgierne, som bliver til i et samarbejde mellem præst, organist og kunstner og kan som sådan derfor også inddrage hænder fra menigheden, dermed bliver det både et folkeligt og et kirkeligt anliggende at holde påskeoptakt.

                      Intentionen med at ville introducere til en ny tradition med 4 liturgiforslag til en påskeoptakt er prisværdig, og jeg ønsker, at flere sogne vil forsøge sig med det som et fælles menighedsanliggende. Men jeg sidder tilbage med et ønske om en dybere refleksion over, hvad de nævnte elementer kan bidrage med i en given kontekst, ligesom jeg savner en dybere redegørelse for udvælgelsen indenfor de enkelte kategorier. Et inspirationskatalog må gerne rumme redegørelser for disse overvejelser, så liturgiernes ”hvordan” ledsages af et ”hvorfor”. Derudover finder jeg det en anelse bemærkelsesværdigt, at der ikke indgår elementer af bøn eller eftertanke.

Teologiske floskler

Katalogets styrke er klart de refleksioner, som kommer frem i den sidste liturgi Kraft på hæftets side 9. Her sætter Ehlers påskens tematik ind i en almenmenneskelig kontekst, hvor vi gennem dens fortællinger berører den menneskelige tilværelses mest fundamentale erfaringer; kærlighed, sorg, svigt, utilstrækkelighed, dødsangst, selvforagt, udstødelse, oplevelsen af at være elsket og at elske. Disse erfaringer sættes i perspektiv af, at i påsken møder vi samtidig den jublende forventning til Jesus som Messias palmesøndag, det intime bordfællesskab skærtorsdag og påskemorgens levende håb, der er stærkere end døden. Ehlers viser på eminent vis, hvordan påsken er en fortælling om nye relationer og håb på trods. Helt afgørende for disse nye relationer og håb, som alt centrerer sig om, er Jesus Kristus, og det er gennem ham, at alle påskens temaer udfoldes. Derfor kan Ehlers nærmest helt poetisk sige, at ”dermed spejler påsken ethvert vilkår for at være menneske, vel at mærke sådan at vores livsvilkår spændes ud i modsætninger… det drejer sig om endegyldige temaer: Liv og død, glæde og sorg, håb og mismod, trofasthed og forræderi, nærvær og fravær, fylde og tab, fællesskab og ensomhed, tryghed og angst, lys og mørke.” Men påsken fortæller os hele tiden, at ”Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden”. Det afsnit har fået en stor fed understegning i min læsning, for her ligger kimen gemt til mange gudstjenester, og det må være enhver gudstjenestes mål at møde menneskets grundvilkår og fundamentale erfaring og lade det genbeskrives i lyset af evangeliets fortælling om Kristus.

                      Desværre forbliver de gode refleksioner om påskens temaer ved teologiske floskler, pakket ind i et layout, der til tider vanskeliggør læsningen. I de konkrete liturgier, som Ehlers har samlet teksterne til, og som gengiver nogle af hendes egne refleksioner holdt i forbindelse med optakterne, vover hun desværre ikke at tage livtag med de temaer, som hun så præcist formulerer på side 9. Hun vover ikke at sætte livet på spil og komme med konkretioner på, hvordan og hvor i det menneskelige liv vi erfarer, at livet er større end døden. Det skal ikke kun fortælles, det skal også kunne mærkes, at det forholder sig sådan. I stedet indhylles refleksionerne i ord som fx kærlighed, kærlighedens kraft, barmhjertighed og nåde, vi går ikke fortabt. Alle gode ord og teologisk korrekte, men en legen med og fornyelse af sproget kunne være tiltrængt, så det bliver tydeligt og kvalificeres, hvad barmhjertighed og nåde er i påsken 2012.

                      Hæftets ærinde er al ære værd og det rummer elementer af stor styrke, som med rette bringes på banen, men de ovennævnte kritikpunkter gør, at jeg vil være varsom med at anbefale det som konkrete liturgier. Dertil er der for få overvejelser om, ”hvordan” hænger sammen med ”hvorfor” i liturgierne.

---------------------------------------------------------------------------------------

Lene Højholt, At blive menneske. Meditativ fordybelse i den bibelske urfortælling. Borgens Forlag 2011. 199 s. Pris: 250,- kr.

 Af Geert Hallbäck

Meditativ bibellæsning

For et års tid siden var jeg sammen med en gruppe præster. Talen faldt på meditativ bibellæsning, som jeg troede var noget, der hørte middelalderens klosterliv til, men det viste sig, at alle de tilstedeværende præster enten selv praktiserede det eller kendte nogen, som gjorde. Det er åbenbart en trend i Folkekirken; det foregår i særlige grupper, på bibelvandringer og retræter. Og det centrale navn i denne sammenhæng er Lene Højholt, der er sognepræst i Grenå, men derudover meget aktiv som forfatter, foredragsholder, leder af pilgrimsrejser m.m.

                      Lene Højholt har tidligere skrevet ’Vejen – meditativ fordybelse i Johannesevangeliet’ (Borgen 2006), hvor hendes meditative teknik forklares. Jeg har desværre ikke læst den bog, og det er en skam, for bogen om urfortællingen forudsætter denne meditative teknik uden at behøve forklare den. Som læser af den nye bog er jeg altså ikke indviet. På den anden side bør den nye bog jo kunne læses uden forkundskaber. Det kan den også. 

                      I indledningen får man straks at vide, at de bibelske tekster ”rummer en viden om det menneskelige sind, som næppe findes andre steder”. Derfor henvender bogen sig ”især til personer, der har brug for et bevidsthedslandkort, for at finde vejen ud af jeg’ets lukkede virkelighed og ind i sindets mere åbne landskab, hvor mødet med Gud kan finde sted.” (s. 9). Det er et sprog, der klart indikerer, at her er en universitetsteolog som mig på udebane. At de bibelske tekster – og ikke mindst urhistorien – rummer en viden om det menneskelige sind, kan jeg måske godt forstå. Men sådan en som mig ville så spørge, hvor den viden kommer fra. Kommer den fra en særlig veludviklet indsigt hos de mennesker, der har skrevet Bibelen? Eller skyldes den ekstraordinære viden Guds åbenbaring?  Den slags spørgsmål stiller Lene Højholt ikke, men jeg tror, hun ville svare, at den kommer fra Gud.

En psykologisk læsning af urhistorien

Urhistorien er betegnelsen for de første 11 kapitler i 1 Mosebog, som handler om verdens skabelse og menneskehedens tidligste historie. Her møder vi de grundlæggende skikkelser som Adam og Eva, Kain og Abel, Noa osv. Urhistorien slutter med fortællingen om Babelstårnet, hvor Gud giver menneskene forskellige sprog, så de ikke længere kan samarbejde om tårnbyggeriet. Herefter spaltes menneskeheden i de forskellige folk og deres selvstændige historier. Lene Højholt foretager, hvad man med et blik udefra ville kalde en psykologiserende læsning af disse kapitler. Det kalder hun det ikke selv, men hun inddrager både Freud og Jung med tilslutning og for den sags skyld også Kierkegaard. At de ikke lige mener det samme – og at Freud bestemt ikke ville tages til indtægt for en religiøs fortolkning af menneskelivet, bringer ikke Lene Højholt ud af kurs. Hendes bog er ganske upolemisk, og hun bruger, hvad der passer i hendes kram.

                      Nu kalder hun ikke selv sin læsning for psykologisk. I stedet tager hun udgangspunkt i den middelalderlige firdobbelte skriftfortolkning, der omfatter den bogstavelige, den allegoriske, den tropologiske og den anagogiske tydning af Bibelen. Lene Højholt vælger i sin bog entydigt en tropologisk tydning, der også somme tider kaldes den moralske læsning. Den læser de bibelske fortællinger med henblik på menneskelivet og dets moralske spørgsmål – eller altså, den læser psykologisk.

Urhistorien – en personlig udviklingshistorie

Når Højholt foretrækker at kalde sin læsning tropologisk, er det nok, fordi en psykologiserende læsning lyder reducerende i teologiske ører, men nok også, fordi hun gerne vil have Gud med som en aktiv størrelse i den formning af menneskelivet, som urhistorien lægger op til. I Højholts univers er Gud reel virkelighed, og menneskers forhold til Gud er helt afgørende for deres personlighedsudvikling. Det er nemlig det, urhistorien handler om, når man læser den tropologisk. Adam og Eva, Kain og Abel osv. skal ikke forstås som selvstændige figurer, men som dele af hvert menneskes personlighed. Figurerne repræsenterer forskellige grundlæggende erfaringer og følelsesreaktioner, som hvert menneske skal igennem. Urhistorien er en personlig udviklingshistorie, samtidig med, at hver af figurerne repræsenterer sider af mennesket, som vedbliver med at være der. Ikke mindst er det de negative erfaringer og følelser af skam og skyld, angst og misundelse, vrede og omvæltende kriser (vandfloden!), der fokuseres på, og som altså er nødvendige i et menneskes udvikling.

                      Lene Højholt mener især, at opdagelsen af, at disse negative følelser og erfaringer er almenmenneskelige, kan være en stor befrielse for mennesker, der tumler med disse følelser og tror, at de er ene om dem. Hvis der virkelig er mennesker, der tror, at skyld og skam osv. er noget, de er ene om, er det utvivlsomt en stor lettelse at finde ud af, at det ikke er tilfældet. Men hvis det er det, der skal være meningen med bibellæsningen, er Højholt i hvert fald ikke sluppet uden om reduktionen. Der er da også et langt mere specifikt teologisk projekt på spil. Højholt tager udgangspunkt i den første skabelsesfortællings tanke om menneskets gudbilledlighed. Mennesket rummer Guds billede. Det glider helt i baggrunden i forbindelse med syndefaldet, men Guds endelige mål med mennesket er, at det realiserer denne gudbilledlighed. Derfor nøjes hun ikke med at fortolke urhistorien. Hun fører perspektivet op til Kristus, der netop realiserer Guds billede i mennesket og gjorde det muligt for alle andre også at gøre det. Dermed er vejen tilbage til Paradiset åbnet, blot nu er det ikke en have, men den himmelske by Jerusalem. Det sidste er der så meget stof i, at det kunne fortjene en helt ny bog. Men det er logisk nok at føre perspektivet frem til den afsluttende frelse, som Højholt ser indskrevet allerede i skabelsen. Derimod kan det undre, at der efter urhistorien kommer et langt afsnit om Abraham som figur for det individuelle forhold til Gud. Selv om læsningen skal være tropologisk, må det undre, at hun kan inddrage Abraham uden overhovedet at komme ind på, at han i den gammeltestamentlige sammenhæng ikke er en individuel figur, men det jødiske folks repræsentant.

En øjenåbner

Hvis man har sporet en vis skepsis i det, jeg hidtil har skrevet, er det for så vidt uretfærdigt, for Højholt gør det i bogen, hun lægger op til, og hun gør det, så vidt jeg kan bedømme, godt. Den skeptiske tone skyldes, at jeg føler mig som udenforstående. Jeg er ikke en naturlig del af den læserskare, Højholt henvender sig til. Jeg har svært ved at frigøre mig fra, at jeg kender Bibelen på en anden måde. Det betyder på ingen måde, at Højholt lader hånt om eksegesen. Hun er tydeligvis en velorienteret bibellæser, der har gjort sit eksegetiske hjemmearbejde. Men hendes fokus ligger et andet sted. Det ligger i den personlige brug af Bibelen, dels i et personligt fromhedsprojekt, dels i en eksistentiel personlighedsafklaring. At denne måde at bruge Bibelen på for tiden har en stor udbredelse, er naturligvis stof til eftertanke for os, der arbejder professionelt med Bibelen. Det er et felt, som vi bør bestræbe os for at blive mere informerede om. Her kan Højholts bog tjene som en øjenåbner.

                      Jeg skal i øvrigt tilføje, at bogen ud over gennemgangen af de bibelske tekster også rummer en række billedanalyser, der supplerer den tekstlige udlægning (selv om billederne efter min vurdering oftere forstår urhistorien kosmologisk end tropologisk). Endelig afsluttes bogen med en række eksempler på teksternes brug i forbindelse med bibelvandringer, således at der er en helt konkret brugbarhed knyttet til bogen.

---------------------------------------------------------------------------------------
Med venlig hilsen fra BENs redaktionsgruppe - lagt på nettet af Kasper Dalgaard