Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 25

---------------------------------------------------------------------------------------  

Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, der udkommer 3-4 gange om året og primært indeholder  anmeldelser af nyudgivelser på dansk indenfor bibelforskning og religionsvidenskab.
Interesserede kan gratis abonnere på BEN ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk 

og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Læs alle tidligere numre af BEN i menuen til højre.

 

---------------------------------------------------------------------------------------

 

I dette nummer af Nyhedsbrevet byder vi på anmeldelser af

Svend Bjerg og Søren Holst, Den Gyldne Harpe: Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer

 

og 

 

Henrik Nymann Eriksen, Hvem skabte Bibelen? Da kirken fik sin kanon

---------------------------------------------------------------------------------------

 

Anmeldelse af Svend Bjerg og Søren Holst, Den Gyldne Harpe: Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer, 288 sider, 279 kr., København: Alfa 2011

Af Else K. Holt

Der er bøger, som man ville have ønsket, man selv havde været med til at skrive. Ikke fordi, man kunne skrive den bedre selv. Nej, man ville ønske, man havde været med, fordi det er en god og nyttig bog. En af den slags bøger er Svend Bjerg og Søren Holsts parallellæsninger af Grundtvigs ”gammeltestamentlige” salmer.

Bogen består af en kort indledning om poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer (s. 7-15) og en næsten lige så kort efterskrift om gammeltestamentlig og grundtvigsk teologi (s. 271-282). Ind imellem får vi så solide og veloplagte læsninger af tolv ”gammeltestamentlige” Grundtvig-salmer fra Den Danske Salmebog (DDS, en enkelt fra DDS 1953). Alle er de aftrykt, dels i deres gammeltestamentlige udgave, dels i Grundtvigs. Rækkefølgen, og mere vigtigt, udgaven af Grundtvigsalmerne, følger DDS. Hermed viser forfatterne, at de tager deres eget oplæg alvorligt, at lave en brugsbog om ”menighedens brugsbog”, Salmebogen, som ”i praksis [giver] menigheden adgang til Grundtvigs poetologiske univers ” (s. 15). Det vil en og anden Grundtvigforsker nok rynke på næsen ad; men fra den læge læsers synsvinkel – og denne bog er velgørende rettet netop til den læge læser – gør det bogen langt mere interessant, end hvis man havde insisteret på en historicerende tilgang.

Poetisk teologi, dengang og nu

Forfatterne vil slå et slag for den poetiske teologi, som de mener, er en mangelvare i Danmark (med Erik A. Nielsen som en undtagelse). Det kan man selvfølgelig i al stilfærdighed undre sig over, når man kender fx Kirsten Nielsens omfattende forfatter- og foredragsvirksomhed. Men man kan også bare glæde sig over, at denne bog er blevet til i et samarbejde mellem to teologer med forskelligt speciale, hvilket sjældent sker, fordi universitetsteologien oftere kræver faglig dybde end faglig bredde og samarbejde. At det sidste ikke udelukker det første, er denne bog også et glimrende eksempel på.

Hvad er da en poetisk teologi? Kort fortalt, er det ”en teologi, som springer ud af sproget. Det er summarisk sagt en teologi, hvori billedet styrer begrebet” (s. 13), dvs. en teologi, der ikke indkredser og entydiggør de teologiske overvejelser, men derimod lukker op for billedsprogets mangfoldighed og sansethed. Med sin insisteren på den teologiske vægt i Grundtvigs salmer skriver Svend Bjerg sig, efter min mening, ind i en lang tradition hos salmebrugere, præster og kirkegængere, selv om han ikke finder forståelse for denne bogstaveligt praktisk-teologiske aktivitet i forskerverdenen (jf. diskussionen s. 12). Men han gør det unægtelig på en mere bevidst og kvalificeret måde end de fleste af søndagenes brugere.

Salmer til glæde for nutidige mennesker

I efterskriften slår de to forfattere et slag for netop den praktiske anvendelse af Davids og Grundtvigs salmer. Både Bibelens og Salmebogens tekster tilbyder ikke alene teologisk oplysning, men også ord til brug for den, der gerne vil tale med (og om) Gud.  Salmernes ”ejendommelige blanding af åbenbaring og særdeles jævne menneskeord” udgør ”et sprog, man kan tage på” (s. 280-281), så man bliver noget andet og måske mere end det fortrykte hverdagsmenneske, der skal ud at lede efter sprog for det, der er større end sproget. I salmerne, de gammeltestamentlige og Grundtvigs, finder man ord for klage både til og over Gud. Men endnu vigtigere: ”Selv om lidelsen er en realitet, så er den hverken det første eller det sidste, der er at sige. … Gud som redder livet, giver kraft til livet og lader livet vokse, er den grundlæggende pointe hos Grundtvig som i Det Gamle Testamente” (s. 283).

Fortolkere på slap line

Sjældent har man set så oplagte fortolkninger af gammeltestamentlige tekster, som når de skrives af Søren Holst, fx i hans lille kommentar til 1. Mosebog (Bibelselskabet 2007).  Hans evne til at formidle grundlæggende indsigt i teksterne og overraskende iagttagelser, præsenteret i et billeddannende sprog, der tør gribe fat i nutidens virkelighed uden at blive friskfyragtigt, er ganske enkelt formidabel. Også i denne bog lykkes det ham på én gang at fortolke teksterne og videreformidle de overordnede teologiske problemkomplekser, som afspejles i dem. Det Gamle Testamentes (poetiske) teologier bliver åbnet for mange andre end eksegeterne og vises frem i deres aktualitet, også for en nutidig kristendom.

Svend Bjergs Grundtviganalyser har en lidt anden karakter, men er også øjenåbnende. Stilen er mere konfrontatorisk (og akademisk) end hos Holst; men sagen er velargumenteret. Bjergs analytiske greb er at afdække, hvad han kalder en cirkulær form i Grundtvigsalmerne. Det er en form, hvor salmens vers udgår fra et midterpunkt, enten et vers eller et tomt rum mellem vers. Et eksempel er Højhedens Gud, som kom herned, hvor centrum er i v. 3, ”Hør du os, Guds enbårne Søn, //  al jordens håb.” V. 2 og 4 korresponderer i form af en kontrast og et overbud, mens v. 1 og 5 svarer nøje til hinanden i en såkaldt konvolutstruktur, der lukker sig om salmen. Håbet i Jesus, Guds søn står i centrum for liv og lære (se s. 138-140). Denne cirkulære form efterviser Bjerg i alle salmerne, nogle steder mere overbevisende end andre – det kræver altid stor forsigtighed at argumentere for, at der er helt klare saglige eller sproglige paralleller i en tekst. Men den analytiske stringens er med til at gøre Bjergs læsninger læselige, også for læsere, der ikke er uddannet i litteraturkritik.

Køb den, læs den

Skulle jeg rejse en indvending, så er det de mange litteraturhenvisninger i brødteksten, som forstyrrer læsningen. Man har tydeligvis, for læsbarhedens skyld, villet undgå alt for mange fodnoter, samtidig med, at man har villet øve ret og skel for den akademiske akribi. Men det er og forbliver forstyrrende, og flere fodnoter ville have været at foretrække.

Efter min opfattelse ville det også have styrket bogen, hvis den i mindre grad havde argumenteret fortløbende og i højere grad havde taget højde for, at mange vil bruge den som opslagsbog, når man har brug for at få noget at vide om en bestemt salme, gammeltestamentlig eller af Grundtvig.

Men dette er kun småindvendinger, og alt i alt kan jeg kun anbefale denne fine og veloplagte bog; den er helt oplagt til fx studiekredse. Den gyldne harpe er resultatet af et undervisningsforløb på Københavns Universitet. Det ville jeg gerne have været med på.

---------------------------------------------------------------------------------------

Henrik Nymann Eriksen: Hvem skabte Bibelen? Da kirken fik sin kanon, Hillerød: LogosMedia 2011. 157 s. Indbundet. Kr. 199,95.

Af Frederik Poulsen

Henrik Nymann Eriksen (HNE), der til daglig er forstander på Luthers Missionsforenings Højskole i Hillerød, har udsendt en kortfattet, velskrevet og bredt anlagt introduktion til tilblivelsen af den bibelske kanon. Der er dog nogle væsentlige indvendinger, som jeg tager op i det følgende. 

                      Bogen er overskueligt bygget op. Første hovedafsnit, ”Hvordan kan 66 bøger blive til én hellig bog?”, beskriver kortfattet Biblens mangfoldige bøger og definerer begrebet ”kanon” som både en liste af skrifter og en normsættende regel. Det pointeres, at Biblens tilblivelseshistorie ikke i første omgang har med nedskrivning af litteratur at gøre, men med begivenheder i historien, hvor Gud har givet sig til kende. Det er disse faktiske begivenheder, som de bibelske skrifter troværdigt bevidner. Endeligt præsenteres to ekstremer i tilgangen til kanonhistorie: Dels et sekulært syn, der anser Bibelen og dens autoritet som kulturskabt, dels et troens syn, der forudsætter, at Gud virkeligt har talt til mennesker, og at hans åbenbaring giver skrifterne autoritet. HNE bekender sig til det sidste af de to.

Kanondannelsen af Bibelens to testamenter

Andet hovedafsnit, ”Gammel Testamentes kanon”, introducerer de forskellige udgaver af GT samt de øvrige grupper af antikke skrifter (apokryfer, pseudepigrafer og dødehavsruller). Så følger en fremstilling af den gammeltestamentlige kanonhistorie, først på baggrund af GT’s eget vidnesbyrd (ifølge HNE Guds egen tale, der siden nedskrives af mennesker under inspiration) og dernæst på baggrund af eksterne vidnesbyrd, særligt Siraks Bog, Josefus og NT. HNE afviser udtrykkeligt, at den gammeltestamentlige kanon først blev lukket ved en ”synode” i Jamnia i slutningen af 1. årh. e.Kr., og at der parallelt eksisterede en bredere kanon i Alexandria. I stedet konkluderer han, at den gammeltestamentlige kanon på Jesu tid var en afgrænset og veldefineret størrelse både med hensyn til omfang og kanonisk status.

                      Tredje hovedafsnit, ”Ny Testamentes kanon”, antager, at Guds åbenbaring, der har taget sin begyndelse i Israels historie, når sit højdepunkt i Jesus Kristus. Herom vidner NT, først mundtligt, siden nedskrevet. Ifølge HNE var apostlenes autoritet fra Jesus det altafgørende. Blandt de nytestamentlige kanonkriterier fremhæver han det apostolske princip, nemlig at skrifterne skal kunne føres tilbage til apostlene eller kredsen om dem. På baggrund af disse kriterier gives en righoldig præsentation af de omdiskuterede skrifter, som kom med (Hebræerbrevet, flere af de katolske breve samt Johannes’ Åbenbaring) og dem, som ikke kom med (f.eks. Første Klemensbrev og Hermas’ ”Hyrden”). HNE slutter med Luthers forhold til kanon, som leder op til bogens endelige konklusion: Vi står i dag samme sted som teologerne i Oldkirken, idet vi må vurdere, om hvert enkelt af NT’s omdiskuterede skrifter går tilbage til apostlene, da kun det berettiger til en plads i kanon.

Veldisponeret kildemateriale og blik for teologiske faktorer

Det er fint med en sådan introduktion på dansk. HNE baserer sig især på udenlandske, fortrinsvist ældre sekundærfremstillinger (R. Beckwith, B. Metzger, H. von Campenhausen, F.F. Bruces, O. Skarsaune), men giver god plads til behandling af de (få) primære kilder, vi har. Disse behandles i korte, veldisponerede afsnit. Gennemgangen af kirkefædrenes vidnesbyrd om det fremvoksende NT fylder næsten halvdelen af bogen og er sammen med Appendix 5, der rummer oversættelser af de vigtigste oldkirkelige tekster til NT’s kanonhistorie, særdeles værdifuldt.

                      Dertil er det forfriskende, at HNE har blik for det teologiske element i kanondannelsen. Ofte beskrives tilblivelsen af de bibelske skrifter ud fra rene litterærhistoriske, sociologiske og kulturelle faktorer, hvor man helt glemmer, at disse skrifter – selv i løbet af deres tilblivelse – tjener som helligskrifter. HNE’s teologiske interesse er prisværdig, men det er også her, at indvendingerne begynder at melde sig. Kan man beskrive kanondannelsen teologisk uden at forfalde til bibelfundamentalisme?

Fire indvendinger

For det første tillader HNE’s bibelsyn nemlig ikke den mindste smule tvivl om de bibelske teksters historiske og teologiske sandhed. Tilsyneladende forudsætter han, at de 66 bøger i vores Bibel i dag er de ”rigtige”, hvilket skaber en spøjs vægtning mellem kanoniske og apokryfe skrifter. Det er intet problem, at Baruks Bog og Barnabas’ Brev er fra en anden tid og af en anden forfatter, end skrifterne selv hævder, mens det er magtpålæggende, at Danielsbogen går tilbage til den historiske Daniel i 6. årh. f.Kr. (og ikke i midten af det 2. årh. f. Kr.), og at Judas’ Brev er skrevet af Jakobs og selveste Jesus’ egen bror. Dette syn gør det i gennemgangen af GT’s eget vidnesbyrd uklart, om der refereres til GT’s egen selvforståelse som religiøst skrift eller til nøgternt kildemateriale i en historisk pålidelig rekonstruktion.

                      For det andet er HNE’s konklusion om en velafgrænset GT-kanon på Jesu tid nok for skråsikker. Det er bestemt en mulighed, men HNE skylder læserne at understrege, at det første sikre skriftlige vidnesbyrd om en afgrænset kanon stammer fra ca. 100 e.Kr. Omfang og form af kanon inden da kan kun bero på indirekte bevisførelse. Bag HNE’s klare postulat ligger sikkert en opfattelse af, at vi skal bruge den Bibel, som Jesus brugte, dvs. præcis de 39 bøger i den hebraiske bibel, som er grundtekst i vores Bibel i dag.     

                      For det tredje er HNE’s beskæftigelse med det bredere omfang af skrifter i den græske og latinske version af GT for fattig. Kun seksten linjer på side 44 behandler dette spørgsmål ved at henvise til, at flere skrifter blev betragtet som autoritative af jævne ulærde kirkefolk end af de lærde og strengere kirkefolk. Billedet er helt sikkert mere komplekst. Når man tænker på, at den græske og latinske version i over 1000 år de facto udgjorde kristenhedens første testamente og stadig gør det i de ortodokse og romersk-katolske menigheder, og at kombinationen af et hebraisk GT og et græsk NT først opstod i 1500-tallet (!), så er behandlingen utilstrækkelig.

                      For det fjerde er påstanden om, at vi i forhold til kanon står samme sted som i Oldkirken, problematisk. Gør vi det? Er kanon endnu principielt åbent, eller er det nærmere et vilkår, vi har arvet fra de oldkirkelige og reformatoriske teologer, hvis argumentation vi efter Oplysningstiden ikke længere kan gentage? Hvis det f.eks. viser sig, at det anonyme Lukasevangelium faktisk er fra 120 e.Kr. og derved langt fra apostelkredsen, er HNE så klar til at tage konsekvensen? Det tyder det ikke på, når han opfordrer Luther til at udvide sit apostelbegreb for at kunne rumme de omdiskuterede skrifter. Endelig efterlader den afsluttende bemærkning om, at Guds forsyn og Helligåndens inspiration har sikret, at GT og NT fik præcist det omfang, som udgør vores Bibel i dag, ikke meget håb om, at en sådan kritisk prøvelse reelt vil finde sted. Tværtimod vil HNE fastholde cirkelslutningen, at fordi skrifterne optræder i kanon, er de skrevet af de anførte apostle og deres medarbejdere, og fordi de er skrevet af apostlene og deres medarbejdere, hører de stadig hjemme i kanon! 

Fin, men stærkt ideologisk introduktion

Til trods for kvaliteterne ved denne lettilgængelige introduktion så skal man være varsom med at tage alle HNE’s konklusioner for gode varer. Præsentationen af kildematerialet udover Bibelen selv er fin, mens de overordnede linjer helt åbenlyst er spundet ind i HNE’s klare antagelse af de 66 bibelbøgers historiske og teologiske ufejlbarlighed. En større nuance og selvkritik havde været ønskelig.

                      P.S. Det er dissideret uheldigt, når to af bagsidens tre anbefalere, Peter Olsen og Carsten Vang, i forordet takkes ”for en række meget værdifulde kommentarer til manuskriptet”.

Tænk, at de anbefaler en bog, hvis udseende de selv har haft indflydelse på!

 

---------------------------------------------------------------------------------------
Med venlig hilsen fra BENs redaktionsgruppe - lagt på nettet af Kasper Dalgaard