Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 22a
I dette særtillæg til BEN 22 byder vi på en replik fra Ole Bjørn Petersen vedrørende anmeldelsen af bogen Jesus - profet, frelser eller rebel? i BEN 22.
God fornøjelse!
---------------------------------------------------------------------------------------
Replik til Mogens
Müller:
Da jeg så, at Mogens Müller havde anmeldt min bog, var min
første tanke: herligt. Jeg respekterer Mogens Müller som en lærd mand og havde
derfor også set frem til en rimelig anmeldelse. Og med rimelig mener jeg ikke,
Mogens Müller skal være flink eller positiv, for anmelderen er grundlæggende
imod projektet, men rimelig set i forhold til, hvad forfatteren gerne vil med
sin bog.
Og hvad er det så jeg gerne vil: Forsøge at rekonstruere den
historiske Jesus på baggrund af den seneste forskning på en tilgængelig og
perspektivrig måde. Lykkes det? Det burde være anmelderens udgangspunkt. Er
bogen til at læse for gymnasielever og lærerstuderende? Er den perspektivrig?
Og er den et forsøg på at bringe jagten på den historiske Jesus ind i undervisningen
som et supplement til den mere traditionelle dialektiske teologisk-historiske
tilgang, der præger undervisningen. Ja, har andre anmeldere skrevet.
Jeg vil ikke gøre krav på at have fået en åbenbaring og set
lyset, men gerne give eleverne en mulighed for at komme bagom teksterne, så de
bliver bedre tekstlæsere. Hvad er det for forskellige roller, Jesus indgår i?
Profet, messias, rebel, skriftlærd, eksorcist? Og hvordan hænger disse roller
sammen? Er der en udvikling? Hvilke forventninger ligger bag disse roller? Hvad
er det for diskussioner Jesus har med farisæerne? Og hvad er baggrunden for
deres uenighed. Hvad er det for et samfund Jesus lever i og hvorledes afspejles
samfundet og samfundsproblemerne sig i de roller, Jesus indtager og den måde
evangelisterne skriver på? Og så videre.
Alt det ved Mogens Müller selvfølgelig alt om, men det gør
eleverne ikke.
Og hvordan skal man så formidle ofte svære problemstillinger
for læsere på ungdomsuddannelser?
Ja, man skal under ingen omstændigheder gøre som
universitetslærere, der i deres opfattelse af videnskabelighed (og den er jo
institutionaliseret som et kodex) gerne har rigtig mange sider
litteraturhenvisninger, så alle kan se, at alt er læst, gerne har i hundredvis
af noter og i teksten gerne henviser til et utal af forfattere – og helst på
hver side. Jeg har valgt denne name-dropping fra, fordi de erfaringsmæssigt
forstyrrer eleverne, valgt noterne fra fordi ingen læser dem og kun henvist til
den litteratur, der er på dansk og som elever har en mulighed for at bruge i
deres større projekter. Det er ikke videnskabeligt korrekt. Nej, men det er
heller ikke en videnskabelig bog. Det er en bog, der forsøger at give en
sammenhængende fremstilling samtidig med at den slår ned på en række
kerneproblemer, hvor såvel sammenhæng som problemer gerne skulle kunne bruges
konstruktivt i en undervisningssituation.
Så spørgsmålet er for en anmelder: Lykkes det?
Det svarer Mogens Müller ikke på – i stedet kritiseres at visse forskere ikke er nævnt og at deres synspunkter ikke er refereret og at andre forståelser ikke kommer til orde. Det kunne de godt have været, men jeg har bevidst valgt ikke at mudre billedet. Og nu er dele af bogen – som anmelderen også nævner – skrevet sammen med Per Bilde, så selvfølgelig er det i høj grad også Per Bildes forskning, der ligger til grund for bogen. Det er den forskning jeg har villet formidle – ud over at mange andre forskere også er brugt - fordi jeg mener, det er utrolig relevant, at den side af den nytestamentlige læsning også kommer ud i klasserne. Set ud fra en videnskabelig betragtning et forkert valg. Ja, for ”videnskaben” kræver at alle synspunkter og nuancer vendes og drejes, men ud fra en pædagogisk betragtning et godt valg – hvis jeg selv skal sige det ud fra de tilkendegivelser jeg har fået fra læsere.
Det svarer Mogens Müller ikke på – i stedet kritiseres at visse forskere ikke er nævnt og at deres synspunkter ikke er refereret og at andre forståelser ikke kommer til orde. Det kunne de godt have været, men jeg har bevidst valgt ikke at mudre billedet. Og nu er dele af bogen – som anmelderen også nævner – skrevet sammen med Per Bilde, så selvfølgelig er det i høj grad også Per Bildes forskning, der ligger til grund for bogen. Det er den forskning jeg har villet formidle – ud over at mange andre forskere også er brugt - fordi jeg mener, det er utrolig relevant, at den side af den nytestamentlige læsning også kommer ud i klasserne. Set ud fra en videnskabelig betragtning et forkert valg. Ja, for ”videnskaben” kræver at alle synspunkter og nuancer vendes og drejes, men ud fra en pædagogisk betragtning et godt valg – hvis jeg selv skal sige det ud fra de tilkendegivelser jeg har fået fra læsere.
Det kan vi så være enige eller uenige i – men vi skal videre
i anmeldelsen.
Mogens Müller skriver bl.a. at min gennemgang af de fire
evangelister er overfladisk. Ja, selvfølgelig, hvordan kan det være anderledes
– det er en undervisningsbog, hvor man som forfatter må foretage valg og
fravalg, så bogen ikke bliver for voldsom og dermed også for dyr i forhold til,
hvad skolerne har råd til. Og set i forhold til modtagergrupperne, så modsvarer
et par sider om hver evangelist efter min mening også behovet.
Mogens Müller skriver, at der i bogen ikke er en kontinuitet
mellem Jesus og Jesus-bevægelsen på den ene side og Paulus og evangelisterne på
den anden side - det mener jeg ikke holder. Ikke når det gælder evangelisterne.
Det mener jeg faktisk, der er gjort en del ud af. Men måske ikke som Mogens
Müller gerne vil have det. Det er en anden sag. Angående Paulus, så er
behandlingen af Paulus i bogen minimal. Ikke fordi Paulus er uvæsentlig, men
fordi Paulus stort set ikke forholder sig til den historiske Jesus.
Desuden skriver Müller at min fremstilling af Jesus ensidigt
udmøntes i billedet af en politisk rebel. Det må vist være en svipser. Set i
forhold til de mange andre roller Jesus indtager i bogen, fylder ”rebellen”
ikke meget eller rettere, den fylder det den skal. Men ensidigt?
Jeg havde gerne set, at anmelderen havde forholdt sig til
bogens hovedsigte og undersøgt om det nu også var lykkedes – for det kan man jo
godt, selv om man grundlæggende er uenig i hvorvidt man kan rekonstruere den
historiske Jesus – men i stedet finder Mogens Müller luppen frem med henblik på
det faktuelle. Og her må jeg lige indskyde, at jeg heller ikke mener, der skal
være faktuelle fejl. Og der er nogle stykker – og det ærgrer mig. Men er det så
mange igen, at det er værd at bruge så mange linjer på det?
Angående kritikken af min tekstboks om Septuaginta, så må
jeg ærligt indrømme, det har jeg ikke forsket i, men brugt de oplysninger, der
står i Kirke og Kristendom, redigeret
af Carsten Bach-Nielsen og Jan Lindhardt – og der står der 70 lærde og
refereres til Aristea’s Brev. Jeg har så desværre skrevet 72 dage – det er 70
dage. Desuden anfører Müller, at jeg har
skrevet, at et skrift kun kunne blive kanonisk, hvis det var skrevet af en
apostel. Ja, det blev der lagt vægt på¨, men jeg skriver også, at der blev lagt
vægt på, hvor accepteret og udbredt skriftet var.
At den historiske fremstilling skulle være ”ubegribelig”
begriber jeg ikke – Müller anfører som grund, at jeg skriver, at ”kejserne i år
40 fvt udnævner Herodes til konge, og helt rigtigt, det er forkert, det var
Antonius og Octavian eller måske snarere senatet. Desuden skriver jeg ikke, at
Herodes var af idumæisk afstamning, til gengæld nævner jeg mange andre grunde
til at han ikke kom så godt ud af det med mange jøder. Og så skriver jeg., at
der i Judæa ikke var en stærk konge som Antipas til at overtage tronen. Og
straks falder hammeren: man må spørge, hvor sønnen Arkelaos er blevet af? Ja,
godt spørgsmål – og det er besvaret på den foregående side, hvor jeg skriver,
at han blev afsat efter ti år på grund af modstand mod hans styre. Er det så
ikke rimeligt at skrive, som jeg gør: at der manglede en stærk konge til at
overtage tronen? Når ham der overtog tronen blev afsat? Men i et forsøg på at
gøre det ”ubegribelige” begribeligt har jeg læst det historiske kapitel et par
gange – og jeg begriber fortsat ikke Mogens Müllers ”ubegribelighed”.
Desuden mener anmelderen, at jeg går et langt skridt videre
end almindeligt, når jeg kalder Maria for ”Kristus’ himmelske brud” – jeg ved
ikke, hvad Müller opfatter som almindeligt, men i så fald er vi mange, der går
længere end ”almindeligt” – eksempelvis Hans Jørgen Frederiksen i Den katolske kirke i kunstens spejl.
Der kunne nævnes andre eksempler på, at Mogens Müller i sin
kritik af mine fakta ligger på grænsen til det anstændige, når han forsøger at
gøre det til et spørgsmål om bogen overhovedet er egnet til undervisningsbrug.
Ja, måske betyder fakta ikke så meget mere i dag, resignerer Mogens Müller og
henviser til en meget positiv anmeldelse. Men der er ingen grund til
resignation. Selvfølgelig skal fakta være i orden – men måske den positive
anmelder ikke har ladet de faktuelle fejl kaste sine skygger over hele bogen,
som Mogens Müller.
Men selvfølgelig kan jeg ikke skrive mig ud af de reelle faktuelle
fejl som Mogens Müller berettiget nævner: Elmelunde Kirke ligger ikke ved
Roskilde og modellen af Templet står i dag står et andet sted end den stod, da
det billede, jeg har brugt, blev taget. Ligeledes kan Mogens Müller have ret i,
at min tolkning af et enkelt billede kan være en smagssag, men Müllers tolkning
af et andet billede, hvor han ikke er enig i min billedtekst, vil jeg nu også
beskrive som en ”smagssag”. Og så burde jeg have nævnt den nye oversættelse af
”rør mig ikke”. Men igen, hvor meget ville det have ændret på grundtekstens
beskrivelse af forholdet mellem Jesus og Marie Magdalene – og dermed på min
pointe? Men det er klart, ser man petitesser – som jeg opfatter det – under en
lup, så bliver de store. Det havde været mere spændende, at nogle af de mange
linjer var gået til helt at tilbagevise, at man overhovedet kan tolke forholdet
mellem Jesus og Marie Magdalene på den måde. Som jeg skriver andet steds, så er
det historiske materiale taknemmeligt at arbejde med, hvis det er tilstrækkeligt
tyndt – og det gælder også dette forhold – hvor jeg behørigt tager forbehold og
netop anfører, at nogle forskere gerne vil se forholdet som mere end
venskabeligt. Og endelig har Mogens Müller ret i, at pantokrator i Hagia
Sofia-kirken er i en niche på balkonen (irriterende fejl og jeg har endda selv
været der) og sikkert også i at mosaikken er fra 1100-tallet og ikke som
skrevet fra 800-tallet, som kunsthistorikeren Hugh Honour skriver i Kunstens verdenshistorie.
Med venlig hilsen
Ole Bjørn