Tillæg til BEN 22

Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 22a

Kære læsere,
I dette særtillæg til BEN 22 byder vi på en replik fra Ole Bjørn Petersen vedrørende anmeldelsen af bogen Jesus - profet, frelser eller rebel? i BEN 22.
God fornøjelse!

---------------------------------------------------------------------------------------  

Replik til Mogens Müller:

Da jeg så, at Mogens Müller havde anmeldt min bog, var min første tanke: herligt. Jeg respekterer Mogens Müller som en lærd mand og havde derfor også set frem til en rimelig anmeldelse. Og med rimelig mener jeg ikke, Mogens Müller skal være flink eller positiv, for anmelderen er grundlæggende imod projektet, men rimelig set i forhold til, hvad forfatteren gerne vil med sin bog.

Og hvad er det så jeg gerne vil: Forsøge at rekonstruere den historiske Jesus på baggrund af den seneste forskning på en tilgængelig og perspektivrig måde. Lykkes det? Det burde være anmelderens udgangspunkt. Er bogen til at læse for gymnasielever og lærerstuderende? Er den perspektivrig? Og er den et forsøg på at bringe jagten på den historiske Jesus ind i undervisningen som et supplement til den mere traditionelle dialektiske teologisk-historiske tilgang, der præger undervisningen. Ja, har andre anmeldere skrevet.

Jeg vil ikke gøre krav på at have fået en åbenbaring og set lyset, men gerne give eleverne en mulighed for at komme bagom teksterne, så de bliver bedre tekstlæsere. Hvad er det for forskellige roller, Jesus indgår i? Profet, messias, rebel, skriftlærd, eksorcist? Og hvordan hænger disse roller sammen? Er der en udvikling? Hvilke forventninger ligger bag disse roller? Hvad er det for diskussioner Jesus har med farisæerne? Og hvad er baggrunden for deres uenighed. Hvad er det for et samfund Jesus lever i og hvorledes afspejles samfundet og samfundsproblemerne sig i de roller, Jesus indtager og den måde evangelisterne skriver på? Og så videre.

Alt det ved Mogens Müller selvfølgelig alt om, men det gør eleverne ikke.

Og hvordan skal man så formidle ofte svære problemstillinger for læsere på ungdomsuddannelser?

Ja, man skal under ingen omstændigheder gøre som universitetslærere, der i deres opfattelse af videnskabelighed (og den er jo institutionaliseret som et kodex) gerne har rigtig mange sider litteraturhenvisninger, så alle kan se, at alt er læst, gerne har i hundredvis af noter og i teksten gerne henviser til et utal af forfattere – og helst på hver side. Jeg har valgt denne name-dropping fra, fordi de erfaringsmæssigt forstyrrer eleverne, valgt noterne fra fordi ingen læser dem og kun henvist til den litteratur, der er på dansk og som elever har en mulighed for at bruge i deres større projekter. Det er ikke videnskabeligt korrekt. Nej, men det er heller ikke en videnskabelig bog. Det er en bog, der forsøger at give en sammenhængende fremstilling samtidig med at den slår ned på en række kerneproblemer, hvor såvel sammenhæng som problemer gerne skulle kunne bruges konstruktivt i en undervisningssituation.

Så spørgsmålet er for en anmelder: Lykkes det?
Det svarer Mogens Müller ikke på – i stedet kritiseres at visse forskere ikke er nævnt og at deres synspunkter ikke er refereret og at andre forståelser ikke kommer til orde. Det kunne de godt have været, men jeg har bevidst valgt ikke at mudre billedet. Og nu er dele af bogen – som anmelderen også nævner – skrevet sammen med Per Bilde, så selvfølgelig er det i høj grad også Per Bildes forskning, der ligger til grund for bogen. Det er den forskning jeg har villet formidle – ud over at mange andre forskere også er brugt - fordi jeg mener, det er utrolig relevant, at den side af den nytestamentlige læsning også kommer ud i klasserne. Set ud fra en videnskabelig betragtning et forkert valg. Ja, for ”videnskaben” kræver at alle synspunkter og nuancer vendes og drejes, men ud fra en pædagogisk betragtning et godt valg – hvis jeg selv skal sige det ud fra de tilkendegivelser jeg har fået fra læsere.

Det kan vi så være enige eller uenige i – men vi skal videre i anmeldelsen.

Mogens Müller skriver bl.a. at min gennemgang af de fire evangelister er overfladisk. Ja, selvfølgelig, hvordan kan det være anderledes – det er en undervisningsbog, hvor man som forfatter må foretage valg og fravalg, så bogen ikke bliver for voldsom og dermed også for dyr i forhold til, hvad skolerne har råd til. Og set i forhold til modtagergrupperne, så modsvarer et par sider om hver evangelist efter min mening også behovet. 

Mogens Müller skriver, at der i bogen ikke er en kontinuitet mellem Jesus og Jesus-bevægelsen på den ene side og Paulus og evangelisterne på den anden side - det mener jeg ikke holder. Ikke når det gælder evangelisterne. Det mener jeg faktisk, der er gjort en del ud af. Men måske ikke som Mogens Müller gerne vil have det. Det er en anden sag. Angående Paulus, så er behandlingen af Paulus i bogen minimal. Ikke fordi Paulus er uvæsentlig, men fordi Paulus stort set ikke forholder sig til den historiske Jesus.

Desuden skriver Müller at min fremstilling af Jesus ensidigt udmøntes i billedet af en politisk rebel. Det må vist være en svipser. Set i forhold til de mange andre roller Jesus indtager i bogen, fylder ”rebellen” ikke meget eller rettere, den fylder det den skal. Men ensidigt? 

Jeg havde gerne set, at anmelderen havde forholdt sig til bogens hovedsigte og undersøgt om det nu også var lykkedes – for det kan man jo godt, selv om man grundlæggende er uenig i hvorvidt man kan rekonstruere den historiske Jesus – men i stedet finder Mogens Müller luppen frem med henblik på det faktuelle. Og her må jeg lige indskyde, at jeg heller ikke mener, der skal være faktuelle fejl. Og der er nogle stykker – og det ærgrer mig. Men er det så mange igen, at det er værd at bruge så mange linjer på det?

Angående kritikken af min tekstboks om Septuaginta, så må jeg ærligt indrømme, det har jeg ikke forsket i, men brugt de oplysninger, der står i Kirke og Kristendom, redigeret af Carsten Bach-Nielsen og Jan Lindhardt – og der står der 70 lærde og refereres til Aristea’s Brev. Jeg har så desværre skrevet 72 dage – det er 70 dage.  Desuden anfører Müller, at jeg har skrevet, at et skrift kun kunne blive kanonisk, hvis det var skrevet af en apostel. Ja, det blev der lagt vægt på¨, men jeg skriver også, at der blev lagt vægt på, hvor accepteret og udbredt skriftet var.

At den historiske fremstilling skulle være ”ubegribelig” begriber jeg ikke – Müller anfører som grund, at jeg skriver, at ”kejserne i år 40 fvt udnævner Herodes til konge, og helt rigtigt, det er forkert, det var Antonius og Octavian eller måske snarere senatet. Desuden skriver jeg ikke, at Herodes var af idumæisk afstamning, til gengæld nævner jeg mange andre grunde til at han ikke kom så godt ud af det med mange jøder. Og så skriver jeg., at der i Judæa ikke var en stærk konge som Antipas til at overtage tronen. Og straks falder hammeren: man må spørge, hvor sønnen Arkelaos er blevet af? Ja, godt spørgsmål – og det er besvaret på den foregående side, hvor jeg skriver, at han blev afsat efter ti år på grund af modstand mod hans styre. Er det så ikke rimeligt at skrive, som jeg gør: at der manglede en stærk konge til at overtage tronen? Når ham der overtog tronen blev afsat? Men i et forsøg på at gøre det ”ubegribelige” begribeligt har jeg læst det historiske kapitel et par gange – og jeg begriber fortsat ikke Mogens Müllers ”ubegribelighed”.

Desuden mener anmelderen, at jeg går et langt skridt videre end almindeligt, når jeg kalder Maria for ”Kristus’ himmelske brud” – jeg ved ikke, hvad Müller opfatter som almindeligt, men i så fald er vi mange, der går længere end ”almindeligt” – eksempelvis Hans Jørgen Frederiksen i Den katolske kirke i kunstens spejl.

Der kunne nævnes andre eksempler på, at Mogens Müller i sin kritik af mine fakta ligger på grænsen til det anstændige, når han forsøger at gøre det til et spørgsmål om bogen overhovedet er egnet til undervisningsbrug. Ja, måske betyder fakta ikke så meget mere i dag, resignerer Mogens Müller og henviser til en meget positiv anmeldelse. Men der er ingen grund til resignation. Selvfølgelig skal fakta være i orden – men måske den positive anmelder ikke har ladet de faktuelle fejl kaste sine skygger over hele bogen, som Mogens Müller.

Men selvfølgelig kan jeg ikke skrive mig ud af de reelle faktuelle fejl som Mogens Müller berettiget nævner: Elmelunde Kirke ligger ikke ved Roskilde og modellen af Templet står i dag står et andet sted end den stod, da det billede, jeg har brugt, blev taget. Ligeledes kan Mogens Müller have ret i, at min tolkning af et enkelt billede kan være en smagssag, men Müllers tolkning af et andet billede, hvor han ikke er enig i min billedtekst, vil jeg nu også beskrive som en ”smagssag”. Og så burde jeg have nævnt den nye oversættelse af ”rør mig ikke”. Men igen, hvor meget ville det have ændret på grundtekstens beskrivelse af forholdet mellem Jesus og Marie Magdalene – og dermed på min pointe? Men det er klart, ser man petitesser – som jeg opfatter det – under en lup, så bliver de store. Det havde været mere spændende, at nogle af de mange linjer var gået til helt at tilbagevise, at man overhovedet kan tolke forholdet mellem Jesus og Marie Magdalene på den måde. Som jeg skriver andet steds, så er det historiske materiale taknemmeligt at arbejde med, hvis det er tilstrækkeligt tyndt – og det gælder også dette forhold – hvor jeg behørigt tager forbehold og netop anfører, at nogle forskere gerne vil se forholdet som mere end venskabeligt. Og endelig har Mogens Müller ret i, at pantokrator i Hagia Sofia-kirken er i en niche på balkonen (irriterende fejl og jeg har endda selv været der) og sikkert også i at mosaikken er fra 1100-tallet og ikke som skrevet fra 800-tallet, som kunsthistorikeren Hugh Honour skriver i Kunstens verdenshistorie.

Med venlig hilsen

Ole Bjørn