Kære Læser.
Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev (BEN) nr. 1. BEN vil udkomme 4 gange om året og indeholde korte artikler, bogomtaler, præsentation af arrangementer - og frem for alt omtale nyheder inden for bibelforskningen.
Det er gratis at abonnere på Nyhedsbrevet, og du er velkommen til at sende det videre til bekendte, som du tror vil være interesserede.
Dette nyhedsbrev er koncentreret om to emner, som haft stor offentlig interesse i foråret: Offentliggørelsen af Judasevangeliet og lanceringen af filmen Da Vinci Mysteriet. De har det tilfælles, at de fremstilles og opfattes som 'bomber' under Bibel, kirke og kristendom. Og som sådan er de interessante fænomener. Her har vi samlet et par links og kommentarer:
Judasevangeliet kendes fra ét manuskript, som blev præsenteret for offentligheden umiddelbart før påske i år. Vi ved fra Irenæus, at Judasevangeliet har eksisteret omkring år 180 e.Kr. Det overleverede manuskript er skrevet på koptisk omkring år 300 e.Kr. Det blev fundet i 1970'erne og er derefter blevet solgt, købt og gemt væk, men befinder sig nu i Basel, Schweiz.
Læs mere om fundet, arbejdet med konserveringen m.m. på:
Og frem for alt: Læs en oversættelse af Judasevangeliet (på engelsk) på:
Mediefuroren forholder man sig bedst til ved at se nøgternt på skriftets indhold. Det gør Jesper Tang Nielsen i følgende artikel:
Adjunkt, ph.d. Jesper Tang Nielsen
Københavns Universitet
TV-selskabet National Geographic har med udgivelsen af Judasevangeliet vakt megen velorganiseret furore. Medieteknisk har offentliggørelsen været en pragtpræstation. På det rette tidspunkt i ugen op til påske, hvor opmærksomheden i forvejen er rettet mod Jesu død og opstandelse, har man lanceret skriftet som en bombe under vores opfattelse af, hvad der ’i virkeligheden’ skete. Sensationen skyldes, at skriftet angiveligt fortæller en helt anden historie om Jesu tilfangetagelse. Først og fremmest er Judas’ rolle en helt anden end almindeligvis antaget. Han forrådte ikke Jesus. Han hjalp ham derimod. Judas er altså ikke en skurk, lyder det, men en helt. Kirken har gjort Judas uret gennem skildringen af ham i de officielt anerkendte evangelier. ’I virkeligheden’ var han Jesu nærmeste betroede.
Lad det være sagt med det samme: Det er en fejlagtig konklusion! Det vil jeg i det følgende vise ved at præsentere dele af skriftets indhold. Enhver vil så kunne se, hvorfor de sensationslystne forskere og journalister tager fejl.
Judasevangeliet er et lille skrift, hvis omfang i oversættelse svarer til fem – seks sider. Det er overleveret på det ægyptiske sprog koptisk, men bygger sikkert på en græsk original. Ved hjælp af forskellige metoder har man dateret den koptiske tekst til omkring år 300, men den græske grundtekst er naturligvis ældre. Omkring år 180 omtales et Judasevangelium som skulle være i brug blandt en særlig gruppe kristne, som kaldtes gnostikere og var meget ildeset blandt de toneangivende biskopper. Det er muligvis det skrift, som nu er blevet fundet. I hvert fald stemmer både navnet og indholdet.
Judasevangeliet er gnostisk, fordi det opstiller en skarp modsætning mellem den fysiske og den guddommelige verden. Judasevangeliets Jesus foragter den jordiske, kødelige tilværelse, og anser alene den guddommelige ånd for at være værdifuld. Han griner derfor, da disciplene beder bordbøn og takker Gud for maden. Den sande Gud har ikke skabt den fysiske føde, kan Jesus fortælle dem. I overensstemmelse med den opfattelse af det kropslige, er det naturligt, at Jesus roser Judas. Han er den eneste, der har forstået, at Jesus må udfris fra sit fysiske legeme for at blive forenet med sin guddommelige fader.
Handlingen i Judasevangeliet begynder tre dage før påske og består hovedsagelig i samtaler mellem Jesus og disciplene. Det slutter lidt abrupt med, at Judas overgiver Jesus til de jødiske præster, som tager ham til fange.
Det mest bemærkelsesværdige i skriftet er den modsætning, der er mellem Judas og de andre disciple. De elleve forstår ingen ting og udsættes for hård kritik, mens Judas fremhæves. Nedgørelsen af de elleve sker fx, da de har et syn af tolv præster, som står foran et alter og ofrer deres børn og koner. De spørger Jesus om mening med dette syn, og Jesus svarer, at de har set sig selv! Sådan vil de være, når de påstår at være præster i Jesu navn.
Naturligvis er det udtryk for en kraftig polemik mod den etablerede institutionelle kirke, hvis biskopper påberåber sig autoritet fra de første apostle. De repræsenterer ifølge Judasevangeliet ikke den sande kristendom. De har slet ikke forstået, hvad Jesus mente. Tværtimod er de præster for ondskaben.
Når forfatteren til Judasevangeliet har fundet en så kraftig polemik nødvendig, er det selvfølgelig, fordi han selv mener at kende sandheden om Jesus. Men den sandhed bliver ifølge ham ikke anerkendt i den officielle kirke. Måske bliver den ligefrem forfulgt, og derfor vender Judasevangeliet sig så stærkt imod de apostle, som kirken bygger på.
I kampen mod den institutionelle kristendom er det oplagt at identificere sig med den figur, som er allermest ugleset i kirken, nemlig Judas. Det gør Judasevangeliet. Judas har som den eneste erkendt, hvem Jesus er, og hvorfra han kommer. Derfor betror Jesus sig til ham og indvier ham i en række hemmeligheder om menneskets skabelse og frelse. Netop sådanne mytologiske spekulationer, som var en del af den gnostiske lære.
Judas har også en vision. Han ser, at han bliver forfulgt og stenet af tolv. Jesus udlægger synet for ham og forklarer, at det er de andre disciple, der skal vende sig mod ham. Judas vil nemlig blive erstattet af en anden, således at apostlene bliver en gruppe på tolv, mens Judas bliver den trettende discipel. Atter er modsætningsforholdet mellem Judas og traditionen fra de tolv andre indlysende. Kirken forfølger Judas, men han besidder den sande indsigt. Jesus siger derfor til ham, at han vil sørge meget og blive forbandet af de andre, men vil se gudsriget.
For vurderingen af Judasevangeliets bidrag til, hvordan Judas ’i virkeligheden’ var, er den frontale modsætning mellem ham og de andre disciple vigtig. For det er åbenlyst, at Judasevangeliets opfattelse af Judas forudsætter, at han i den institutionelle kirke fremstilles som en skurk. Havde det ikke været tilfældet, ville han slet ikke være interessant for et skrift, der vender sig mod den kirkelige tradition. Alene af den grund kan Judas bruges som identifikationsfigur for en religiøs retning, der opfatter sig selv i modsætning til den etablerede kristendom.
Konklusionen er klar: Judasevangeliet repræsenterer ikke en ældre tradition om Judas, end de kanoniske evangelier. Tværtimod lever Judasevangeliet af den traditionelle fremstilling af Judas, for den er den nødvendige forudsætning for, at Judas kan bruges til at kritisere kirken.
Judasevangeliet giver ikke indsigt i, hvordan Judas ’i virkeligheden’ var. Men det gør de kanoniske skrifter heller ikke! For ligesom Judasevangeliet konstruerer sine personer, så de kan udtrykke et bestemt teologisk budskab, således gør de evangelier, der kom med i Bibelen. Hverken Judasevangeliet eller de kanoniske evangelier vil skrive historie. De vil alle sammen fremstille en bestemt tro og give udtryk for en særlig forståelse af Jesus. Målet er ikke at gengive historiske begivenheder, men at fremsætte en teologisk anskuelse.
Det ses tydeligt i forbindelse med Judas-figuren. I apostlen Paulus’ breve, som er de ældste kristne tekster, findes han slet ikke. Paulus ved, at Jesus blev korsfæstet, men han forbinder det ikke med et forræderi. Han kender tilsyneladende ikke forræderen Judas. Tværtimod fortolker han korsfæstelsen som udtryk for Guds vilje. For Paulus var det Guds plan, at Jesus blev korsfæstet. Selvfølgelig blev han ikke mod sin vilje forrådt.
Det samme mener Markusevangeliet, som er den ældste tekst, hvori Judas optræder. Heri er det også Guds bestemmelse, at Jesus skal lide og dø på korset. Men fordi Markusevangeliet er en fortælling, må der optræde en person, der sørger for, at Jesus bliver overgivet til korsfæstelse. Den opgave tager Judas sig af. Han skildres ikke som specielt ond i dette evangelium. Derimod er han en figur, der varetager en vanskelig, men nødvendig opgave.
Først i de senere evangelier (Matthæus, Lukas og Johannes) bliver Judas tillagt decideret usympatiske træk. Men det sker, fordi de skriver videre på Markusevangeliets litterære figur. Når Judas i Matthæusevangeliet fremstilles som grisk og i Johannesevangeliet som en tyv, så fortæller forfatterne videre på Markus’ skildring af Judas. Eftersom han allerede er konstrueret som den person, der forråder Jesus, fremstilles han også som ond. Det forholder sig ikke omvendt, som om han forrådte Jesus, fordi han var ond.
Resultatet bliver, at alle evangelier – kanoniske som apokryfe – bruger Judas i en teologiske sags tjeneste. Ingen af dem giver adgang til, hvordan han ’i virkeligheden’ var. Måske skulle man acceptere det og koncentrere sig om det virkelig interessante, nemlig skrifternes teologi.
Dan Browns bog og filmen, der er lavet over den, er der næppe grund til at introducere nærmere her. Derimod er der grund til at gøre opmærksom på en lille prisbillig bog, Fakta, fiktion og frelse, hvor Da Vinci Mysteriet diskuteres grundigt.
Fakta, fiktion og frelse sælges hos Bethesdas Boghandel og Arnold Busck for kr. 50,-
Vi bringer indledningen fra bogen:
Fakta, fiktion og frelse
Teologer diskuterer
DA VINCI MYSTERIET
Indledning
Ph.D.-stipendiat, Cand.theol. Gitte Buch-Hansen
I postmoderne kulturteori taler man om, at et fænomen opnår kanonisk status gennem at blive citeret. Set i dette perspektiv er teologers tavshed, når det gælder Dan Browns bestseller Da Vinci Mysteriet, forståelig. Den katolske kirkes reaktion på bogen har ganske vist foranlediget, at medierne med vanlig sans for en god historie for længst har kanoniseret værket: Selv DR 2 har helliget bogen flere temaaftener. Resultatet er, at Da Vinci Mysteriet i flere år har ligget på boghandlernes top-ti, og at bogen har sprængt sit format af billig paperback og materialiseret sig i hardcover reality: Nu vil bornholmerne have deres rundkirker ind under Tempelridderordenen. Er Da Vinci Mysteriet som litterært værk ikke værd at forholde sig til, så forekommer fænomenet i sig selv at være interessant.
Blandt akademikere er det en hævdvundet dyd ikke at lade sig diktere af udefrakommende dagsordener – og slet ikke hvis de er pop-populære. Men selv om vi ikke skulle bifalde præmisserne, er vi vel som vidensarbejdere forpligtet på at stille vore tanker til rådighed, når der er bud efter dem. Det var denne ’pligt’, som et par eksegeter med tilknytning til Center for Studiet af Bibelens Brug ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, gjorde til en udfordring.
Nu kan man ganske vist ikke karakterisere Da Vinci Mysteriet som en tekst, der gør brug af bibelen. Tværtimod indgår det i bogens (skjulte) agenda, at den vil sætte en stopper for al videre bibelbrug. Den bibelske kanon er i følge Da Vinci Mysteriet udtryk for kirkens forfalskning af historien om Jesus. Gennem afsløring af konspirationen hævder bogen at afdække den sande fortælling om Jesus, nemlig at Jesus dannede par med Maria Magdalena, og at de som ledere af en frugtbarhedskult gennem deres lære og især ritualer bevarede og viderebragte urgammel visdom. Efter korsfæstelsen flygtede Maria til Frankrig, hvor hun fødte deres fælles barn. Den sande sagrada familia er altså ikke at finde i de katolske julekrybber, men i den merovingiske kongeslægt. Den hellige gral, san greal, repræsenterer ikke Jesus’ blod i kirkens nadver, men er som sang real et symbol på den slægt, der er udgået af Marias skød. Iflg. Da Vinci Mysteriet er denne sandhed blevet bevaret af Tempelridderordenen og dens efterfølgere i logen Priory of Sion, hvis fremtrædende medlemmer blandt kunstnere og videnskabsfolk gennem tiden har indkodet sandheden i deres arbejder. Gennem en tour de force af et døgns opklaringsarbejde, der bringer hovedpersonerne til flere europæiske hovedsteder, af- og omkodes vore kulturelle ikoner. Da Vinci Mysteriet bliver således i sin egen selvforståelse et apokryft skrift, der træder i stedet for det evangelium, der ikke blev skrevet om Jesus – og især Maria Magdalena.
På den allerførste side i Da Vinci Mysteriet i en slags prolog til selve romanen fremsættes en række påstande om bogens forhold til historiske facts: Oplysningerne om organisationerne Priory of Sion og Opus Dei samt beskrivelserne af kunstværker, ritualer, dokumenter etc. hævdes at være nøjagtige – dvs. at svare til virkeligheden. Spørgsmålene i den offentlige debat har da også primært drejet sig om bogens sandhedsværdi. Problemet for kritikerne har været, at bogen med sin konspirationsteori allerede har foregrebet det negative svar.
I stedet for at blive fanget af Dan Browns spil, tog Centeret initiativ til en anden ’leg’: Når nu bogen gør fordring på at være et teologisk dokument, kan den så stå for de kritiske analyser, som vi praktiserer på det teologiske fakultets forskellige etager? De nystartede russere blev i september 2005 inviteret til at overvære en match på fire runder: Da Vinci Mysteriet mod fakultetets afdelinger. Arrangementets mål var først og fremmest overfor de nye studerende at demonstrere universitetsteologien på arbejde. Vi ville vise, hvordan vi spørger og tænker, når vi analyserer teologiske fænomener – og materialet blev, ikke helt tilfældigt, Da Vinci Mysteriet. Fredag eftermiddag d. 23. september arbejdede vi os for fyldt auditorium i god teologisk orden op gennem husets etager.
Nærværende bog er et resultat af dette arrangement. Heri er optrykt let bearbejdede udgaver af de indlæg, som de forskellige afdelinger bidrog med.
Centerleder for Danmarks Grundforskningsfonds Center for Studiet af Kulturarven fra Middelalderens Ritualer og lektor ved Afdeling for Kirkehistorie Nils Holger Petersen lagde ud med en diskussion af netop ”Fakta og fiktion i litteratur og historieskrivning.” Nils Holger Petersen præsenterede den amerikanske historiker og historiefilosof Hayden Whites refleksioner over, hvad der egentligt konstituerer et historisk faktum. White når frem til en vigtig skelnen mellem dét, at noget er faktuelt til stede og så, at det udgør et ’faktum’ i en historisk fremstilling. Den historiske fremstilling er altid en fortælling om fortiden. Det historiske ’faktum’ er i sin mindste enhed, historemet, netop en historie, en anekdote. Der er altså intet historisk tegn, der unddrager sig tydningen. Eftersom enhver tydning har et mål, rummer den også et subjektivt element.
Reaktionen på Whites påpegning af det subjektive element i historieskrivningen har typisk været, at historien som akademisk fagdisciplin blev nulstillet. Dersom der ikke fandtes objektive kriterier for god historieskrivning, var alle fortællinger i princippet lige gyldige – og derfor ligegyldige. Men denne indvending accepterer Nils Holger Petersen ikke. For det første er der stadig noget, der hedder ansvarlig omgang med historiske tekster og objekter. Det er f.eks. ikke god historieskrivning at undgå historiske data, blot fordi de ikke passer ind i den fortælling om fortiden, man ønsker, nutiden skal lære af. Overhovedet er god historieskrivning bevidst om forholdet mellem tegn og tydning og lægger sine præmisser frem. For det andet gælder der en række genre-kriterier, der tjener til at adskille den historiske roman fra den faghistoriske fremstilling. Romanen kan ganske vist som en vigtig del af sine stilistiske virkemidler lege med forholdet mellem fiktion og historie. Den kan påberåbe sig at være sand, eller den kan benægte, at enhver lighed med historiske personer skulle være tilsigtet. Den faghistoriske fremstilling, derimod, opstiller i omhyggelige noter og bilag verificerbare kriterier for sine påstande. Alt dette ved den professionelle læser, og han kan på postmoderne vis nyde at blive udfordret i sine genreforventninger. Skulle han overhovedet give sig i kast med Da Vinci Mysteriet, vil han læse bogen som en (lufthavns)krimi. Problemerne er – Nils Holger Petersen refererer til Umberto Eco – opstået, fordi Da Vinci Mysteriet med sit særlige blend af genrer har nået en udbredelse, hvor læsere, som ikke er trænet i sikker omgang med genrerne, helt tydeligt har vanskeligt ved at vurdere det materiale, de har haft mellem hænderne. At bogens omgang med historiske facts er sjusket, gør den kun til en dårlig bog, men at den målrettet selekterer og fordrejer historisk facts, det bliver pludselig et andet – og etisk problem.
Undervisningsassistent ved Afdeling for Bibelsk Eksegese, sognepræst Anne Vig Skoven, tog over og introducerede ”Jagten på den historiske Jesus og Maria Magdalena.” Anne Vig Skoven indledte med en redegørelse for de faser, som jagten på den historiske Jesus har gennemgået, og demonstrerede, hvorledes forskellige tiders spørgehorisont og metoder har resulteret i radikalt forskellige forestillinger om den historiske Jesus.
Set i dette perspektiv befinder Dan Browns læsning af Mariaevangeliet sig metodologisk set i det 19. århundrede, idet han læser de bibelske og apokryfe evangelier som kilder til Jesus’ liv i Palæstina. Det 20. århundredes indsigt, at evangelierne – kanoniske såvel som apokryfe – først og fremmest er kilder til fortolkningen af Kristus-begivenheden i de menigheder, hvor skrifterne blev til, ligger udenfor Dan Browns horisont.
Eftersom det er usikkert, i hvilket omfang evangelierne kan benyttes til rekonstruktion af den historiske Jesus, kan en sådan kun kontrolleres af sandsynlighedskriteriet. Men selv indenfor dette er der mange muligheder: en kynisk filosof, en bondeoprører, en fejlslagen apokalyptisk profet. Projektet er i sit udgangspunkt uden falsifikationskriterier – og mulighederne derfor legio.
Problemerne bliver ikke mindre, når jagten på den historiske Maria Magdalena sættes ind. Her er kildematerialet endnu mere sparsomt; selv når man tæller de apokryfe evangelier, hvor Maria er bemærkelsesværdigt hyppigt repræsenteret, med. Den feministiske forskning har leveret flere hypoteser. De mest beherskede har foreslået, at Maria Magdalena var en af Jesus’ disciple, og at hun fungerede som apostel på linje med de mandlige. De mere fantasifulde har set Maria Magdalena som den egentlige leder af Gudsrige-bevægelsen (også på Jesus’ tid!).
Man kan sige, at der er en snert af fundamentalisme over denne form for forskning, idet den på den ene side tilskriver den historiske oprindelse ultimativ autoritet, mens den på den anden side forankrer sine egne værdier i den påståede historiske virkelighed. Under den progressive fernis af et opgør med den katolske kirkes syn på køn og krop er Dan Browns bog hermeneutisk set udtryk for en sådan fundamentalistisk tankegang.
Afdeling for Bibelsk Eksegese bidrog med endnu et indlæg: ”Allegori i Det Nye Testamente og Da Vinci Mysteriet.” Ph.D.-stipendiat Gitte Buch-Hansen forsøgte med udgangspunkt i New Historicisms tegnteori og D. Dawsons Allegory as Cultural Revision at læse Johannesevangeliet gennem Da Vinci Mysteriets optik. Det kom der en ægte evangelisk thriller ud af. På samme måde som Da Vinci Mysteriets hovedaktører under deres do-it-the-American-way rundrejse mellem Europas hovedsteder får omkodet de kulturelle nøglesymboler, således omkoder også Johannesevangeliets Jesus gennem sin vandring i Palæstina den jødiske kult. Successivt tømmes festerne – Sukkoth, Hanukkah, Pasha – for deres oprindelige indhold for i stedet at blive tegn, der vidner om og fejrer Guds handlen i Kristus. I begge tilfælde udnyttes, at tegnets indhold afhænger af den fortælling, det indskrives i. Er de fortællinger, der giver tegnene mening tilstrækkelig stærke, behøver tegnene end ikke at være til stede for at aktivere betydningen. Således finder Da Vinci Mysteriets mange koder deres endelige løsning i et fravær – nemlig æblet på Newtons grav. På tilsvarende vis fiktionaliseres i Johannesevangeliet det jødiske tempels historiske fald, og templets fravær bliver i de nytestamentlige skrifter et tegn for afslutningen af jødedommens gudsforhold. Der er tale om en fiktionalisering, som har haft fatale konsekvenser gennem Europas og kristendommens historie.
Indlægget sluttede med nogle overvejelser over den interesse for hemmeligheder, skjulte krypter, overmalede billeder, som Da Vinci Mysteriets popularitet er udtryk for. Måske ligger forklaringen i, at vi som kulturelle væsner har brug for fordoblingen, dersom vi skal kunne tænke verden anderledes end den fremtræder for os – dvs. for at kunne have visioner, håb, udøve kritik etc. Har det moderne menneske mistet himlen at tænke med, må det søge sine dobbeltheder andetsteds, f.eks. i historien og kunsten.
Ph.D.-stipendiat ved Afdeling for Systematisk Teologi, Johanne Stubbe Teglbjærg, sluttede af med en systematisk-teologisk refleksion over Dan Browns kristologi. Johanne Stubbe Tæglbjerg tog i sin analyse af Da Vinci Mysteriet udgangspunkt i det forhold, at bogens plot undervejs tager en utilsigtet drejning: Hvor det i starten handler om at afsløre gralens sande identitet, er dette efter teselskabet hos gralforskeren Teabing, hvor denne beretter om kirkemødet i Nikæa, ikke længere noget mål. Er der en sammenhæng mellem udviklingen i plottet og Teabings udlægningen af kirkemødet? Ja! Og det er denne kobling, der i sidste instans gør Browns projekt teologisk. Var hemmeligheden om gralen blevet afsløret, og var kirkemødet alene blevet fremstillet som en strategisk alliance mellem kejser og kirken om magten, havde der ikke været mere at sige om den sag – teologisk set. Men nu hævder Teabing – alias Brown – at kirkemødet med sin guddommeliggørelse af Jesus majoriserer kirkens og imperiets ideologi igennem på bekostning af den sande og oprindelige kristne tro på, at Jesus var et særligt efterfølgelsesværdigt menneske (oven i købet af Davids kongeslægt). For det første er der tale om en falsk udlægning af historiske facts: De ældste kilder til kristendommens historie vidner om troen på Guds tilstedeværelse i mennesket Jesus. For det andet afsløres her, at Dan Brown opererer med et gudsbillede, hvor Gud er for ophøjet til at kunne forene sig med det menneskelige, hvilket indirekte vidner om Browns menneskesyn. Det er slet ikke så positivt, som det giver sig ud for at være. I to-naturlæren, som er en systematisk-teologisk refleksion over de tidligste kristnes erfaring af frelsen gennem Jesus’ død og opstandelse, accepteres og frelses det hele menneske uden særlige fortrin, fordi Kristus er menneske, og frelsen er fuld og gyldig, fordi Kristus er Gud. Hvor Jesus gjorde frelsen uafhængig af slægt- og etniske tilhørsforhold i kraft af genfødslens karakter (san greal), opretter Brown et frelseshierarki betinget af forholdet til blodets bånd (sang real): Øverst i hierarkiet står de, der bærer det kongelige blod (Sophie), dernæst de der har adgang til hemmeligheden og vogter over denne (Priory of Sion), lavest – men dog stadig i hierarkiet – de der gennem Dan Browns bog kender til hemmeligheden. Bogen postulerer at være et frigørende projekt, men afslører sig i mødet med teologiens dogmer at være udtryk for klanens apotheose – i hvad man måske kunne betegne teologisk royalisme.
Som et gennemgående tema i rus-arrangementets forelæsninger blev betydningen af fortolkningsrummet understreget – i omgangen med de historiske tegn og i læsningen af de bibelske og apokryfe tekster. På Kulturnatten d. 11. oktober blev arrangementet gentaget i en ’light’ udgave. Også her kom den efterfølgende diskussion til at handle om hvad fundamentalisme er, og hvordan vi garderer os mod den. Foranlediget af tilhørernes kommentarer og spørgsmål stod vi pludselig med spændingen mellem eksegeternes historiske rekonstruktion af Jesus som seksuel asket og den moderne systematikers ønske om, at to-naturens menneskeside også gerne må implicere seksualiteten. Spændingen mellem det historiske og det teologiske projekt kunne alene finde et svar: Som teologiske historikere er vi forpligtet på at tyde tegnene i deres rette kontekst, uanset om vi bryder os om det, der kommer ud af det eller ej. Som protestantiske teologer er vi derimod forpligtet på den universelle og uforbeholdne frelse! Diskussionen kom bag på oplægsholderne, men vi (gen-)opdagede, hvordan selve husets struktur og dialogen mellem etagerne i sig selv kan være et værn mod fundamentalisme. Den teologiske diskussion for åbent tæppe mellem eksegeter og systematikere gav klart stof til eftertanke – ikke blot for publikum.
Hvis denne bog kan bidrage til tilsvarende diskussioner, er formålet med dens udgivelse opfyldt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar