Artikel: Sex eller incest mellem mænd?
Af Kjeld Renato Lings
Anmeldelse: Ida Auken m.fl. (red.): Jesus går til filmen – Jesusfiguren i moderne film.
Af Kasper Dalgaard
Anmeldelse: Anders Klostergaard Petersen, Jesper Hyldahl og Einar Thomassen (red.):
Mellem venner og fjender. En folkebog om Judasevangeliet, tidlig kristendom og gnosis
Af Tilde Bak Halvgaard
Anmeldelse: Sigfred Pedersen (red.): Skriftsyn og Metode (2. reviderede og udvidede udgave)
Af Geert Hallbäck
Biblianas Brevkasse
Om Bibliana
Sex eller incest mellem mænd?
En mulig ny tolkning af 3 Mos 18,22.
Af Kjeld Renato Lings, ph.d.
Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.
Dette korte vers fra Tredje Mosebog 18,22, her gengivet fra den autoriserede danske bibeloversættelse (DO92), er meget omtalt i nyere tid. Det dukker hyppigt op i forbindelse med den jævnligt opblussende, konfliktladede debat om Bibel og homoseksualitet. De allerfleste kommentatorer er overbevist om, at der er tale om et absolut forbud mod intime, erotiske forhold mellem to mandspersoner.
I faglitteraturen finder man en række forklaringer på, hvordan forbudet kan være opstået. Nogle mener, at mandlig sæd i oldtidens Israel var for kostbar af hensyn til forplantningen i et lille, trængt nomadesamfund, til at man kunne lade den gå til spilde. Andre kommentatorer lægger vægt på, at dele af Tredje Mosebog især handler om ikke at blande substanser, og at mandens sæd derfor kun må deponeres, hvor den hører hjemme—dvs. i hustruens skede.
Efter min mening er debatten ufuldstændig, fordi der mangler en vigtig brik i puslespillet. Denne brik er for mig at se en dybtgående sproglig-litterær analyse af vers 18,22. For det første er det danske ord ”mand” i DO92-udgaven en ufuldstændig gengivelse af det hebraiske ord ZĀKHĀR. Hvor det danske ”mand” må betegnes som en almindelig, dagligdags glose, er anvendelsesområdet for ZĀKHĀR på hebraisk mere begrænset. Grundbetydningen af ZĀKHĀR er ”hankønsvæsen”. Det er værd at notere sig, at ordet bruges om både dyr og mennesker.
Umiddelbart fristes man af DO92 til at tro, at 3 Mos 18,22 rummer det almindelige hebraiske ord for ”mand” eller ”ægtemand”, som er ’IŠ. Men ’IŠ er altså ikke inde i billedet. Det er ZĀKHĀR vi må forholde os til. På dansk er det sværere end på hebraisk at bruge betegnelsen ”hankønsvæsen” om et menneske. Derfor er der en vis logik i at bibeloversættere i nyere tid har valgt at gengive ZĀKHĀR med ”mand”.
Problemet er blot at flere sproglige nuancer samtidig går fløjten, hvilket har en vis betydning for forståelsen af forbudet i 3 Mos 18,22. Normalt kalder man ikke en dreng for en mand, før han bliver voksen. Til gengæld er han fra fødslen et hankønsvæsen. Med andre ord ligger der en pointe i, at ZĀKHĀR omfatter mandekønnet i alle aldersgrupper helt fra mindreårige drenge op til oldinge (jf. 1 Mos 17,10 + 12; 3 Mos 12,2). På den baggrund yder oversættelsen ”mand” ikke det hebraiske ZĀKHĀR fuld retfærdighed.
Et endnu større oversættelsesproblem ligger gemt i anden halvdel af samme sætning. Den umiddelbart tilforladelige danske formulering ”som man har samleje med en kvinde” svarer dårligt til den hebraiske tekst. Her finder man de to ord MIŠKEVĒ ’IŠŠÂ. En direkte oversættelse giver som resultat ”en kvindes liggelser” eller ”en kvindes lejer”. Man må undres over den lethed, hvormed DO92 som ved et trylleslag får dette meget sjældne, ejendommelige hebraiske udtryk til at lyde ligefremt og ukompliceret på moderne dansk.
Problemet er, at kombinationen MIŠKEVĒ ’IŠŠÂ kun findes i to tæt forbundne vers i Tredje Mosebog, nemlig 18,22 og 20,13. Med andre ord er der ikke noget sammenligningsgrundlag i andre skrifter i det gamle testamente. Dertil kommer den ikke uvæsentlige pointe, at de hebraiske ord for ”som” og ”hos”, som begge spiller en rolle i DO92-oversættelsen, er fraværende i anden halvdel af 3 Mos 18,22.
Hvad angår ordet ’IŠŠÂ, er det almindeligt forekommende i den hebraiske bibel i betydningen ”kvinde”, ”hustru” og ”hunkønsvæsen”. Til gengæld optræder MIŠKEVĒ kun tre gange i hele Bibelen, nemlig to gange her i Tredje Mosebog og én gang i Første Mosebog 49,4. I sidstnævnte tilfælde kommer ordet på banen i forbindelse med Rubens incest med Jakobs medhustru Bilha (jf. 1 Mos 35,22). På dette sted vælger de fleste bibeloversættere at ignorere flertalsformen MIŠKEVĒ og oversætter ordet, som om det var entalsformen MIŠKAV, jf. DO92: ”du besteg din fars leje”.
Traditionelt har bibeloversættere taget let på 3 Mos 18,22. I århundreder har det været god latin at tolke MIŠKEVĒ ’IŠŠÂ som et led i et utvetydigt forbud mod seksuelle forhold mellem mænd. På den måde er en usædvanlig, kompliceret tekst blevet reduceret til en enkel formel. Desværre er versets iboende problemer samtidig blevet ignoreret. Der foreligger ingen enkel metode til at omsætte den ejendommelige sætning “hos en person af hankøn må du ikke ligge en kvindes lejer (liggelser)” til godt, brugbart dansk. Den velkendte oversættelse “som man ligger hos en kvinde” når ikke til bunds i de dunkle tolkningsmuligheder, der gemmer sig i grundteksten.
Derfor er der grund til at søge en anden indfaldsvinkel til 3 Mos 18,22. F.eks. kan man vælge at anskue verset i lyset af hele kapitlets hovedtema, som er forbud mod illegitime seksuelle handlinger, der truer familiens renhed. I den forbindelse ligger vægten på incest, et emne der slås kraftigt an i 18,6 og fylder meget både i kap. 18 og 20. Det specifikke forbud i 3 Mos 18,22 gentages i udvidet form i 20,13. I sidstnævnte tilfælde står det i direkte forlængelse af to forbud mod incest med kvindelige familiemedlemmer.
Ud fra den betragtning kan betydningsindholdet af 3 Mos 18,22 tænkes at være noget i retning af følgende: “du må ikke begå incest med noget mandligt familiemedlem, lige så lidt som du må gøre det med noget kvindeligt familiemedlem”.
Læs mere om forfatteren på:
Boganmeldelse
Ida Auken og Bo Torp Pedersen (red):
Jesus går til filmen – Jesusfiguren i moderne film.
Forlaget Alfa.
140 sider. 238 kroner.
Af Kasper Dalgaard
Forlaget Alfa udgav i 2007 en antologi med titlen Jesus går til filmen – Jesusfiguren i moderne film, redigeret af Ida Auken og Bo Torp Pedersen.
Bogens i alt syv artikler sætter sig for at undersøge, hvorledes Jesusfiguren præsenteres i moderne film. Der er valgt et varieret udpluk af film – fra de store Hollywood succeser til de mere finkulturelle og skæve film i filmhistorien. Dét, der binder artiklerne sammen, er, at de med de udvalgte film forsøger at vise hvorledes instruktører og manuskriptforfattere har anvendt Jesusfiguren. Bogen indeholder således både film hvor Jesusfiguren er direkte fremstillet, men også film hvor figuren har gennemgået en såkaldt transfiguration og er omfortolket til et motiv eller et narrativt forløb.
Den første af de syv artikler er G. Hallbäcks bidrag om den canadiske film; Jesus fra Montreal. Dernæst behandler J. Nysten voldsæstetikken i Mel Gibsons The Passion of The Christ og det lancerings-cirkus der var i forbindelse med dens premiere. L. Sandbeck har skrevet en god artikel om humoren som undergravende og revolutionær faktor i Monty Pythons Life of Bryan, som en interessant parallel til Rosens navn, mens P. O. Brunstad gennemgår en række amerikanske film og fremviser deres mere eller mindre skjulte kristologier.
L. Rasmussen undersøger Jesusfiguren i amerikanske actionfilm, primært i Terminator- og Rambofilmserierne. Dernæst gennemgår P. Tudvad Lars von Triers fem hovedproduktioner og påviser, hvorledes Jesus' lidelseshistorie spiller en gennemgående central rolle i disse film. Artikelrækken afsluttes ved I. Auken og B. M. Sørensens indlæg om en transfigurativ tolkning af The Shawshank Redemption, den imponerende filmatisering af Stephen Kings bog.
Artiklernes gennemgang rundes på fornuftig vis af med en faktaliste med oplysninger om de behandlede film. Listen er i sagens natur meget kort, men giver dog et glimrende overblik over, hvor varieret et udvalg artiklernes forfatterne har behandlet.
Samlet fremstår alle bidragene som læseværdige artikler. Især Brunstad og Rasmussens artikler skinner med en særlig stærk filmprojektør på projektet, da de overbevisende åbner læserens øjne for Jesusfigurer og motiver der før læsningen ikke var tydelige; særligt Rasmussens artikel om den frelsende messias, der i de mange Rambo og Terminator-film må og skal genoprette troen på de amerikanske idealer, er fornøjelig læsning.
Bogen er indbydende opsat (og med et særligt vellykket omslag), og er både letlæst og informativ.
Alt i alt en glimrende bog der indbyder til læsning og som belønner læseren med intelligente forfatteres viden om filmbranchens forskelligartede anvendelse af Jesusfiguren gennem de seneste ca. 40 år.
Forlaget bag bogen oplyser, at næste generation i denne bogserie er på trapperne; titlen bliver "Rockprofeter – Jesusfiguren på plade" og vil, som det fremgår, omhandle en række kendte rockmusikeres teologi og kristologi, som den kommer til udtryk i deres musikalske universer. Bogen forventes at udkomme november 2008.
Anmeldelse af
Mellem venner og fjender
En folkebog om Judasevangeliet,
tidlig kristendom
og gnosis
Redigeret af Anders Klostergaard Petersen, Jesper Hyldahl og
Einar Thomassen
Forlaget Anis, København 2008
335 sider, 289 kr.
Af Tilde Bak Halvgaard
Da det koptiske Judasevangelium blev udgivet i påsken 2006 af The National Geographic Society, vakte det ikke alene stor mediebevågenhed, men interessen for den tidlige kristendom og fænomenet ”gnosticisme” blomstrede gevaldigt op. Det er jo både rart og godt, at man i den brede offentlighed diskuterer disse sager, men diskussionen tog en mærkværdig drejning, da man i dagspressen begyndte at spørge, om vi nu med Judasevangeliet endelig lå inde med den sande historie om Jesus og Judas.
Judas fremstod nemlig umiddelbart som en helt, der efter næsten 2000 år som historiens værste forræder nu endelig havde fået oprejsning. Det nye evangelium fortalte jo om, hvordan det i virkeligheden var Judas, der vidste besked om, hvem Jesus var, og hvorfra han var kommet. Måske skulle man inkludere den nye tekst i den kristne kanon? Det var guf for medierne, og det gjorde det kun bedre, at skriftet på bedste Indiana Jones-vis havde ligget gemt i en bankboks i 16 år, før det endelig blev solgt og udgivet.
Interessen for Judasevangeliet kom dog også til udtryk på andre niveauer. Teksten er således blevet diskuteret både på Folkeuniversitetet, ved sogneaftner, i bibelkredse, på højskoler og naturligvis på universitetet. Denne brede interesse for Judasevangeliet og dets tidlige kristendomshistoriske kontekst har nu fået forskere fra Århus Universitet til sammen med professor Einar Thomassen fra Bergens Universitet at udgive en bog om netop dette emne med bidragydere også fra Helsinki og Oslos Universiteter.
Mellem venner og fjender er en folkebog. Med det ønsker redaktørerne, at ”bruge den aktuelle interesse for Judasevangeliet som springbræt” til at give ”en større offentlighed mulighed for at få indblik i den tidlige kristendoms historie, herunder den del af kristendommen, der traditionelt placeres, hvis ikke uden for, så i hvert fald i kristendommens periferi” (s. 8). Det gør de ved at præsentere en række artikler, der fra forskellige vinkler forholder sig til et forskningsområde i rivende udvikling. Og de gør det på dansk, hvilket gør bogen til den første af slagsen, der på et nordisk sprog behandler ”gnosticismen” i forhold til den tidlige kristendom. Alene det forhold, at artiklerne er skrevet eller oversat til dansk og har et minimum af fodnoter, gør pludselig et ellers vanskeligt og til tider noget mudret materiale tilgængeligt for en langt bredere læserskare. Det er en rigtig god idé, fordi man gennem de sidste 12 år i forskningen har revurderet selve begrebet ”gnosticisme” i en sådan grad, at man mange steder slet ikke taler om ”gnosticisme” eller ”gnostiske” tekster, men blot om forskellige former for kristendom.
Som indgang til det hele serveres en dugfrisk oversættelse af Judasevangeliet til dansk, udarbejdet af René Falkenberg, der har mange års erfaring med koptisk-, gnosis- og kristendomsstudier. Der eksisterer dog allerede to andre oversættelser til dansk (den seneste i Bibliana 2007: 1), men der gøres opmærksom på, at denne nye oversættelse er blevet gennemgået af en større gruppe professionelle gnosis-forskere. Falkenberg har endvidere valgt at hjælpe læseren lidt på vej, ved at inddele teksten i afsnit, som gør det lettere at hitte rede i Judasevangeliets mange forskellige scener og temaer. De talrige huller i teksten er heldigvis markeret, så man som læser får indtryk af, hvor meget af teksten der i virkeligheden er beskadiget eller helt mangler.
Den tematiske inddeling af teksten hænger udmærket sammen med bogens sigte om at være en folkebog, men man kunne dog indvende, at det ikke passer så godt til, at man i indledningen (s. 10) lægger op til at udfordre læseren til at tænke selv og danne sig sin egen mening både om Judasevangeliet og om gnosticismeproblematikken generelt. Dette ændrer ikke på, at oversættelsen er blændende og yderst gennemarbejdet, og at den bliver den danske oversættelse, man kommer til at anvende fremover.
Bogens øvrige artikler kan læses hver for sig, da de med hver deres indgangsvinkel behandler den tidlige kristendoms historie. De lapper til tider over hinanden. Således får vi fx flere gange at vide, at Judasevangeliet henviser til Apostlenes Gerninger kap. 1, 15-26, hvor Judas’ plads i discipelkredsen bliver overtaget af Matthias. Endvidere står det også klart efter endt læsning, at kirkefaderen Irenæus nævner et Judasevangelium, men at det højst sandsynligt ikke har været det samme, som det vi i dag ligger inde med.
Artiklerne er placeret i en oplagt rækkefølge, så at der efter oversættelsen af Judasevangeliet på pædagogisk vis bliver sat spørgsmålstegn ved Judas som historisk person, samtidig med at Judasevangeliets historiske kontekst bliver gjort klar. I en overordnet analyse af selve teksten, får læseren et indblik i den nyeste forskning, da det bliver diskuteret, hvorvidt Judasevangeliets Judas fremstår som den helt, man i begyndelsen mente han var, eller om han nærmere er den værste af alle disciplene.
Gnosticismeforskningen kan i disse år være vanskelig at navigere i, men i flere artikler får læseren en kort og præcis introduktion til, hvor komplekst et fænomen ”gnosticisme” er, til dets forskningshistorie samt til diskussionen om, hvor i dette virvar, man kan placere Judasevangeliet. Ikke nok med det. På et sølvfad får læseren serveret, hvilke kilder og arbejdsredskaber der er gode at betjene sig af, hvis man ønsker at fordybe sig yderligere i studiet af ”gnosticismen”.
Bogen lever fuldt op til sin ambition om at være en folkebog, da forfatterne har gjort sig umage med at forklare fagbegreber og begrænse brugen af fodnoter. I det hele taget er Mellem venner og fjender fremragende for den mere seriøst interesserede læser, der ønsker en introduktion til forskningsområdet på dansk, og som ikke lader sig nøje med dagspressens overfladiske spekulationer.
Sigfred Pedersen (red.):
Skriftsyn og Metode
(2. reviderede og udvidede udgave)
Aarhus Universitetsforlag 2008.
Pris: 398,- kr.
Af Geert Hallbäck
I 1989 udkom 1. udgave af Skriftsyn og metode, der var den første samlede fremstilling på dansk af både de klassiske eksegetiske metoder og de nye metoder, der blev introduceret i løbet af 1970’erne og 80’erne. En række kapitler fra bogen blev hurtigt fast pensum inden for det nytestamentlige bifag hermeneutik også ved det teologiske studium i København. Men udviklingen inden for de eksegetiske metoder går hurtigt, og nye studieordninger stiller nye krav til pensum, så bogen gled efterhånden i baggrunden. Derfor er det et glædeligt initiativ, at bogen er genudgivet i en revideret og udvidet udgave, der bedre svarer til den aktuelle situation.
Bogens grundlæggende anlæg er det samme. En første afdeling handler om vigtige positioner inden for bibelfortolkningens historie, og en anden afdeling præsenterer de forskellige metoder, der anvendes i dagens bibelforskning. Alle artikler har fået et sprogligt eftersyn, de fleste er også revideret indholdsmæssigt, alle kapitler rummer fyldige up to date-litteraturlister, og endelig er der føjet flere nye kapitler til: Anders-Christian Lund Jacobsen har skrevet et kapitel om ’Skriftsyn og metode i oldkirken’, der afløser et tilsvarende kapitel af Henning Lehmann i 1. udgaven. Iben Damgaard har skrevet et nyt kapitel om ’Kierkegaard og Bibelen’. Helge Kjær Nielsen har sammenskrevet tre kapitler fra 1. udgaven, der handlede om de klassiske historisk-kritiske metoder. Nu kaldes de tilsammen ’Diakrone metoder’. Ole Davidsen har skrevet et kapitel om ’Semio-litterær læsning’, der supplerer Aage Pilgaards kapitel om ’Den strukturalistiske analyse’, der er bibeholdt fra 1. udgaven. Endelig har redaktøren selv skrevet to nye kapitler om henholdsvis ’Den retoriske analyse’ og ’Den epistolografiske analyse’. Til gengæld er Johannes Nissens sammenfattende hermeneutik-kapitel ’Tekst og kontekst’ fra 1. udgaven udgået. Det sidste synes jeg er en skam, for det var en god sammenfatning af de grundlæggende spørgsmål, enhver fortolkning står over for.
I det følgende vil jeg kommentere de nye artikler.
Jeg kan ikke helt gennemskue, hvorfor Henning Lehmanns kapitel er udskiftet med Lund Jacobsens. Men det nye kapitel er under alle omstændigheder en kompetent og interessant gennemgang af den oldkirkelige eksegese frem til og med Augustin. Selv om kapitlet skal give overblik, bliver der også plads til en række velvalgte detaljer. Et par steder ser det imidlertid ud til, at der er skåret i teksten i forhold til det, der lægges op til. Således stilles s. 71 en behandling af Johannes Chrysostomos i udsigt, som aldrig kommer. Og s. 74 lægges der op til en præsentation af Theodor af Mopsuestias gennemgang af Sl 118, som vi også bliver snydt for. Her er det kikset lidt i slutredaktionen.
Når der er et kapitel i bogen om ’Grundtvigs bibelsyn’, er det nærliggende at tilføje et om ’Kierkegaard og Bibelen’, som det sker her i 2. udgaven. Det er overladt til Iben Damgaard, der ikke blot er fortrolig med Kierkegaard, men også formår at formidle sin fortrolighed, så ikke-Kierkegaard-kendere kan følge med. Der er tale om en tæt tekstlæsning af tre Kierkegaard-tekster: Kjerlighedens Gjerninger, Til Selvprøvelse og Frygt og Bæven med det berømte og provokerende forsvar for Abrahams villighed til at ofre Isak. Man får et godt indblik i Kierkegaards intense refleksioner over bibelske passager. Men nogen ’metode’ anvender Kierkegaard ikke – med mindre vi anakronistisk vil kalde den fundamentalistisk. Derved bliver kapitlet mere interessant som Kierkegaard-læsning end som bidrag til en metode-bog.
Hvad der er vundet ved at slå de tre kapitler om Litterærkritik, Formhistorie og Redaktionshistorie sammen til et stort kapitel under overskriften ’Diakrone metoder’, er lige ved at gå tabt igen, idet kapitlet blot er tilsvarende meget længere end de andre. Der er endog yderligere blevet plads til nogle indledende generelle bemærkninger, en præsentation af ’den historiske Jesus’-forskning samt et selvstændigt afsnit om Traditionshistorie ved siden af de tre andre metoder. Helge Kjær Nielsens styrke er de velvalgte eksempler. Man bliver klog på metoderne ud fra eksemplerne. Til gengæld er han ikke så dybtgående i den teoretisk-systematiske del af præsentationerne, ligesom det skinner igennem, at Formhistorien ikke er Kjær Nielsens foretrukne metode.
Det bedste af de nye kapitler er Ole Davidsens bidrag om ’Semio-litterær læsning’. På forhånd kunne man undre sig over, at Aage Pilgaards kapitel om ’Strukturalistisk analyse’ fra 1. udgaven er bibeholdt, når Ole Davidsens nye kapitel bl.a. omhandler det samme. Men de to kapitler er meget forskellige i deres anlæg og supplerer hinanden fortræffeligt. Pilgaards er mere metode-historisk anlagt med en præsentation af analysens forudsætninger i strukturel lingvistik, Vladimir Propps eventyranalyser og A. J. Greimas’ narrative semiotik. Kapitlet er blevet styrket ved, at en analyse af Mark 2,1-12 er føjet til analysen af Joh 18,28-19,16 fra 1. udgaven.
Ole Davidsens kapitel er lagt mere systematisk an. Udgangspunktet er en grundlæggende præsentation af almen religionssemiotik. Semiotik er studiet af tegn og deres frembringelse af betydning. Herefter fokuseres der på de sproglige tegn i teksten, hvor semiotikken koncentrerer sig om en analyse af det fortalte (narrat’et, som Ole Davidsen kalder det). De franske fortælle-semiotikere Bremond og Greimas’ teorier og analysemodeller præsenteres. Den sidste del af kapitlet handler om Litterær fortælleteori. Ved et første blik i bogens indholdsfortegnelse mangler der tilsyneladende noget, hvis de aktuelle metoder skal præsenteres. Hvor er den narrative kritik og reader-response-analysen, kunne man spørge. Men de er her under betegnelsen Litterær fortælleteori. Her behandles skellet mellem den reelle forfatter og den implicitte forfatter, der er en instans i teksten, og mellem den reelle læser og den implicitte læser, og læserens bidrag til tekstens betydningsdannelse omtales. Det, der især udmærker Ole Davidsens kapitel, er den klarhed og stringens, der præger hele fremstillingen. Man kan ikke være i tvivl om, hvordan de forskellige begreber og analytiske greb forholder sig til hinanden, når man har læst kapitlet.
Sigfred Pedersen er en uhyre dygtig redaktør. Det har han vist i mange udgivelser, og det fejler heller ikke i denne udgivelse. Han kan animere forfatterne til at skrive overskueligt og forståeligt, relevant og levende. Og han står som garant for både sproglig og saglig omhyggelighed i detaljen. Men han kan desværre ikke redigere sig selv. Derfor er hans to nye bidrag bogens svageste og mest ejendommelige. Hans sætninger er knudrede og overlæssede med informationer. Og det sammen kan siges om indholdet i kapitlerne. Der er en tendens til, at han forlader hovedsporet og løber langt ud ad en tangent; det er svært at fastholde en sammenhængende problemstilling; og kapitlerne er præget af forfatterens meget idiosynkratiske fortolkninger af Det Nye Testamente.
Kapitlet om ’Den retoriske analyse’ er noget af det mærkeligste, jeg har læst i en lærebog. På den ene side bedyrer Sigfred Pedersen, at inddragelsen af retorik og epistolografi (dvs. brev-teori) er noget af det mest løfterige i dagens eksegese (s. 327). Samtidig indrømmer han, at han ikke er retoriker af fag (s. 349). Måske skulle han have fået en med forstand på antik retorik til at skrive kapitlet. Nu får vi en nødtørftig introduktion til nogle basale retoriske begreber, hvorefter Sigfred Pedersen på 4½ side gennemgår hele den nytestamentlige fortolkningshistorie under overskriften ’barbarisk eksegese’ – fordi den kristne eksegese ikke tager hensyn til skrifternes hellenistiske forudsætning. Hoveddelen af kapitlet er en stærkt komprimeret gennemgang af 1 Korintherbrev og Galaterbrevet, der fortolkes skabelsesteologisk. Sigfred Pedersen mener, at Paulus foretager en ’antropologisk interpretation’ af det, han kalder ”skabelsesbudet”, nemlig at mennesket skal herske over den øvrige skabning (1 Mos 1,26.28). Den antropologiske omtolkning hos Paulus lyder: ”Du skal elske din næste som dig selv” (3 Mos 19,17-18; Rom 13,9; Gal 5,14). Det plejer vi andre at kalde ’kærlighedsbudet’, men for Sigfred Pedersen er det altså et skabelsesbud! Hverken disse gennemgange eller ’den barbariske eksegese’ har noget med retorik at gøre. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad meningen er med det kapitel. Det kan i hvert fald ikke bruges som introduktion til den retoriske analyse.
Så er Sigfred Pedersen anderledes på hjemmebane i det næste kapitel om ’Den epistolografiske analyse’. Man får en fin og velafbalanceret indføring i antik brevskrivning og brev-teori i begyndelsen af kapitlet. Men så tager tekstgennemgangene igen magten fra forfatteren. Her er det 1. Thessalonikerbrev og Romerbrevet. Begge breve er velvalgte som yderpunkter inden for den paulinske epistolografi, men de brev-teoretiske pointer drukner fuldstændig i forfatterens lange og meget hjemmegjorte fortolkninger. I Romerbrevet opfatter han 1,13-17 og 15,14-33 som brevets korpus, mens de 14 mellemliggende kapitler (1,18-15,13) betragtes som en ekskurs. Det må vist være den længste ekskurs i verdenslitteraturen!
Kan vi så bruge bogen/kapitler fra bogen på ny i vores hermeneutik-pensum? Sådan som vi praktiserer undervisningen i København, består pensum af en blanding af ’primærtekster’, altså tekster af de pågældende metoders foregangsmænd, og lærebogsagtigt stof. Der er en vældig god pædagogisk effekt ved ’primærteksterne’, idet studenterne får en fornemmelse af, at her sker der noget, som ikke er sket før. Det stiller store krav til undervisningen, og vi kan ikke undvære lærebogsstof, der sætter de pågældende metoder ind i en større sammenhæng. Men jeg tror ikke, vi vil opgive ’primærteksterne’. Som lærebogsstof vil jeg mene, at kapitlet om de diakrone metoder, Aage Pilgaards og Ole Davidsens kapitler og Johannes Nissens lettere udvidede kapitel om ’Den sociale hermeneutik’ kan bruges. Det er en stor skam at retorik-kapitlet er uanvendeligt, for her mangler der velegnet lærebogsstof.
Imidlertid rummer bogen meget irrelevant stof i forhold til vores undervisningspraksis. De historiske kapitler er i sig selv spændende og velskrevne, men de falder ved siden af vores hermeneutik-pensum. Jeg vil derfor være betænkelig ved at anbefale studenterne at købe bogen, når så stor en del af den er ’overflødig’.
Disse betragtninger bedømmer bogen på dens anvendelighed i det teologiske studium. Men bogen kan jo også betragtes uafhængigt af studiet som en fortolkningshistorisk og metodediskuterende antologi. Som metodediskuterende bog er den metodiske del imidlertid for lærebogsagtig til for alvor at tiltrække sig interesse. Det gælder derimod ikke den historiske del af bogen. Hvis man er interesseret i fortolkningens historie, rummer bogen en række særdeles læseværdige bidrag. Men de to dele af bogen trækker i hver sin retning. Metodeafdelingen er mest interessant som lærebog, den historiske del mest interessant som antologi. Tilsammen kan de to dele let komme til at spænde ben for hinanden, for den ene dels publikum har ikke rigtig brug for bogens anden del.
Biblianas Brevkasse
Biblianas Brevkasse er en ny service for alle bibelinteresserede.
Spørg om alt vedrørende Bibelen – og redaktionen vil gøre, hvad den kan, for at levere et fyldestgørende svar. Se http://tidsskriftetbibliana.blogspot.com/.
Om Bibliana
Bibliana er Danmarks eneste populærvidenskabelige tidsskrift om Bibelen, skrevet af fagfolk med sans for formidling. Bibliana udgives på Forlaget Anis.
Redaktionen består af:
Pernille Carstens, Leise Christensen, Finn Damgaard, Anne Katrine de Hemmer Gudme, Gertrud Yde Iversen, Sandra Kastfelt (billedredaktør), Flemming Nielsen, Jesper Tang Nielsen, Rasmus Nøjgaard og Allan Rosengren (ansv.)
Læs mere på http://tidsskriftetbibliana.blogspot.com/
Læs gamle numre i PDF-format på www.anis.dk/tidsskrifter/bibliana/res_bibli_01.asp
Interesserede kan gratis abonnere på Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Dette nummer af BEN er redigeret af Anne Katrine de Hemmer Gudme og Allan Rosengren. Kommentarer kan sendes til ar@teol.ku.dk
© forfatterne og kunstnerne. Der er indhentet tilladelse fra ophavsrettighedsindehaverne til gengivelse af illustrationer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar