Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 17

I dette nyhedsbrev anmeldes Kåre Bluitgens Koranen Gendigtet, Kåre Bluitgens Koranen kommenteret samt Philip Pullmans Det gode menneske Jesus og skurken Kristus.

 

Kåre Bluitgen:

Koranen Gendigtet

Lindhardt og Ringhof 2009

Hardback 800 sider, kr. 399,95.

Af Nadia Jeldtoft

En besnærende og meget personlig tekst er, hvad Kåre Bluitgens gendigtning af Koranen er blevet til. I gennem hele teksten fortæller, beordrer og vejleder Gud i førsteperson menneskene i hans vilje og vej. Gendigtningen er ikke en oversættelse af Koranen, men et forsøg på at uddybe, og dermed også fortolke og strukturere, de oprindelige 114 suraer (kapitler), som i den arabiske Koran ikke er samlet kronologisk, men med de længste suraer først og de korte til sidst. Bluitgen har brugt forskellige engelske Koranoversættelser til gendigtningen, men han har også været inde og ”pille” ved det sproglige for at gøre det mere forståeligt og læservenligt.

Bluitgen forklarer i forordet, at hans gendigtning af Koranen er opstået ud fra et ønske om at forstå Koranens knap 1400 år gamle tekst på en måde, der kontekstualiserer budskabet, og gør det muligt at forstå for ”den forudsætningsløse læser” (p.10). Han har derfor valgt at opstille Koranen i en form for kronologi, der afspejler tekstens egne narrativer. Det vil sige at Bluitgen gendigter med en kronologi, der følger tidslinien i Muhammads liv.  Dette gør han med brug af hadith og sira-litteraturen, dvs. kilder fra muslimske historikere, der dokumenterer Muhammads livsforløb og andre centrale begivenheder og personer. På den måde forholder Bluitgens gendigtning sig til de to mest centrale figurer i islam: Gud (i form af åbenbaring) og hans sendebud Muhammad. Guds tale gøres nutidig og nærværende i jeg-formen, mens selve kronologien er fastsat efter den, som modtog Gud budskab, altså Muhammad.

Koranen Gendigtet fortæller den kendte historie om Muhammad som Guds sendebud og Profet: fra hans første åbenbaring og tid som profet over de magtkampe, der udspiller sig på den arabiske halvø omkring hans nye lederskab. Den dækker flugten fra Mekka til Medina, krige, og fortæller om hans liv, venner, fjender og ægteskaber. Samtidig fortæller Koranen Gendigtet læseren om nogle centrale koraniske og islamiske doktriner, som f.eks. troen på den ene Gud, hans almagt, profethistorier fra Det Gamle- og til dels Det Nye Testamente, om verdens beskaffelse, himmel og helvede. Ligeledes rummer den også de få, men centrale bud og regler for, hvordan mennesket skal leve efter Guds lov og vej: spiseregler, regler for samliv, ægteskab og skilsmisse, arv, og samkvem mellem kønnene.

Koranen Gendigtet er 800 sider lang.Til sammenligning er den seneste danske oversættelse af Ellen Wulff (2006, Forlaget Vandkunsten) cirka halvt så lang. Koranen Gendigtet inkorporerer nemlig fortolkninger af de vigtigste og mest anerkendte kilder fra muslimske historikere, bl.a. al-Bukhari og Muslim, som uddybende og fortolkende materiale inde i teksten. Bluitgen bruger hadith og sira til at understøtte og uddybe Koranens egen tekst. Dette forårsager for eksempel, at suraen al-Nisa, (”Kvinderne”) i Bluitgens udlægning fylder otteogtyve store sider, mens den i Wulffs oversættelse fylder nitten små sider. Koranen Gendigtet er også udstyret med underoverskifter inde i de enkelte suraer, der fortæller, hvad afsnittet handler om, og som på denne måde leder læserens forståelse af teksten. De sidste knap halvtreds sider rummer redskaber til læsningen: en tidslinje over Muhammads liv, en oversigt over rækkefølgen af vers i Gendigtningen og ”den arabiske Koran”, et navneregister og lejlighedsvise forklaringer til de mange personer og steder, der bliver nævnt i Koranen Gendigtet. Endelig indeholder værket også nyttige forslag til videre læsning af både muslimske og ikke-muslimske historikere og andre, der har beskæftiget sig videnskabeligt med Koranen, islam og muslimer.

Bluitgen anvender det litterære virkemiddel at udtrykke Guds tale i førsteperson. En konsekvens af dette er, at Koranens budskab bliver nærværende for læseren da den sproglige tilgange er direkte og personlig. Samtidig ryddes der på sin vis op i Koranens polyfoni af mangeartede stemmer fra bl.a. profeter, dæmoner og engle, da Gud henvender sig personligt, som en direkte indgriber i menneskets tilværelse. Sådan udleves doktrinen om Kalam Allah (Guds tale) som på den måde bliver gjort central og nærværende i Bluitgens gendigtning. Denne doktrin går netop ud på, at Gud træder ind i verden og dermed menneskets tilværelse i tale i form af åbenbaringer. På denne måde balancerer Koranen Gendigtet meget fint ved på den ene side at forholde sig til nogle centrale islamiske dogmer som Kalam Allah, og på den anden side ønsket om at producere en mere læsevenlig tekst for de forudsætningsløse læsere.

Men netop ønsket om at skabe en tekst for den forudsætningsløse læser er også en af bogens svagheder. Et værk på 800 sider med inddragelse af kildemateriale kan ikke ligefrem betragtes som en tekst, hvem som helst blot kan gå til en eftermiddag i hængekøjen. Den store mængde bonus-info, som er indlejret i teksten, gør undertiden forståelsen mere vanskelig, end hvis teksten stod alene. I både den islamiske tradition og i den vestlige koranforskning findes mange hjælpeværker (i den islamiske tradition: tafsir), der uddyber og fortolker, hvad det er, der bliver sagt i Koranen. Disse tekster kan i mange tilfælde være nyttige at have ved hånden ved siden af teksten, snarere end indlejret i den. Valget om at indsætte underoverskrifter vidner desuden om, at forfatteren ønsker at lede læsningen i et bestemt retning, selvom dette ikke udtrykkes i forordet. Om man vil det eller ej, gør overskrifterne det tydeligt, hvad det er forfatteren mener, er det (mest) væsentlige, og det er ofte Muhammad som stridsmand og Islams påbud og forbud, som udgør indholdet i mange af disse underoverskrifter.  Af og til afslører kronologien også sig selv som meget fortolket, da de begivenheder, der bliver fremhævet i bl.a. i tidslinjen over Muhammads liv, mangler kildehenvisninger.  Her, og i valget om at indsætte underoverskrifter, bliver Bluitgens rolle som religionskritiker eksplicit, da det er nogle særligt blodige episoder, som fremhæves på en arbitrær måde. Ønsket om at opstille en kronologi indskriver sig både i en lang islamisk tradition og hos ikke-muslimske koranfortolkere, og der er som sådan ikke noget nyt eller mistænkeligt i det. Det kan dog kritiseres, at Bluitgen fikserer Muhammad som den afgørende faktor for kronologien, fordi der findes mange andre centrale narrativer og figurer, som også er betydningsfulde for Koranen På den anden side ville man ikke have fået samme historie ud af gendigtningen, hvis man havde valgt at fokusere kronologien omkring andre figurer. Af og til afslører kronologien sig selv som meget fortolket, da de begivenheder, der bliver fremhævet bl.a. i tidslinjen over Muhammads liv, mangler kildehenvisninger. Her bliver Bluitgen som religionskritiker eksplicit, da det er nogle særligt blodige episoder, som fremhæves på en arbitrær måde. Men måske er det, man faktisk bemærker, at Bluitgen ikke er historiker, men skønlitterær forfatter, som naturligvis bruger de narrative greb, der fungerer i et litterært univers. Det efterlader dog et helhedsindtryk af værket, hvor det litterære og den gode fortælling har forrang frem for den historiske læsning.

Alt i alt er Koranen Gendigtet et relevant værk ikke mindst fordi Koranens budskab særligt i denne tid må siges at være en politisk tekst, der, som alle tekster, kalder på fortolkning. Bluitgen forsøger at kontekstualisere Koranen i tekstens egen samtid, for derved at gøre teksten relevant for vores samtids læsere. På et niveau lykkes det at skabe en nærværende og personlig tekst, som formidler Guds tale til mennesket. På den anden side kan det utrolig voluminøse værk også virke både intimiderende og malplaceret, fordi det rummer så meget meta-tekst, der kan være med til at forstyrre læsningen og forståelsen. Koranen Gendigtetfungerer bedst i kraft af de litterære og narrative greb i fremhævelsen af den personlige Gud, og mindre på et historisk-kristisk niveau. 

 Kåre Bluitgen:

Koranen kommenteret

København: Forlaget Tøkk, 2009
905 sider, kr. 299,95

Af John Møller Larsen 
Kåre Bluitgens store projekt om islams centrale omdrejningspunkter (Koranen og Muhammed) har nu kastet fire udgivelser af sig: ud over nærværende bog hans parallelle udgivelse Koranen gendigtet (799 s.), som jeg endnu har til gode, Koranen og profeten Muhammeds liv (2006, 269 s.) og den lille børnebog Muhammed: Profeten fra ørkenen. Men er Bluitgens kommenterede oversættelse overhovedet nødvendig, når der på dansk i forvejen foreligger fire oversættelser af Koranen, to af dem dog i form af tekstudvalg? Mit svar er ja. I sit forord fremhæver Bluitgen vanskelighederne ved at læse en bog, der fremstår “som en mosaik af gentagelser, modsigelser, udeladelser, dunkelheder og pludselige emneskift” og desuden følger “en tilsyneladende fuldstændig tilfældig kronologi” (s. 7). I forhold til disse problemer sætter Bluitgen ind med to hjælpemidler: en løbende kommentar i fodnoter og en omorganisering af suraernes rækkefølge. Men lad os i første omgang se på selve oversættelsen.

Oversættelse
Bluitgen er ikke uddannet arabist, og han har i udgangspunktet arbejdet på grundlag af først og fremmest engelske oversættelser. Alligevel forklarer han, at “Nærværende oversættelse er forsøgt holdt tæt på den arabiske kilde” (s. 11), og visse noter (fx s. 38, note 21) kunne også tyde på, at han må have have lært sig i hvert fald noget arabisk. Da dette spørgsmål dog forbliver uafklaret, kan man være usikker på, hvilke nærmere kriterier der er anvendt til at vælge mellem de ofte temmelig divergerende oversættelsesmuligheder. I litteraturlisten nævnes Rudi Parets tyske oversættelse, der med sin store filologiske præcision ville være et godt grundlag, men det fremgår ikke, hvor stor en rolle den har spillet. Uanset hvordan det nu forholder sig, er resultatet blevet en velfungerende tekst og Bluitgens erklærede ønske om at “fremlægge teksten på et forståeligt nutidsdansk” (s. 12) er klart opfyldt. Lidt overraskende har Bluitgen ganske vist ved siden af (relativt) nyere oversættelser som A.J. Arberrys The Koran Interpreted (1955) valgt også at støtte sig på betydeligt ældre versioner som Sale (1734) og Rodwell (1861), men det er mit indtryk, at disse hovedsageligt har tjent som sproglig inspiration, og de har ikke tynget teksten med en urimeligt arkaiserende stil. Et enkelt eksempel: Sura 74:23 (2:23, s. 36) lyder hos Bluitgen “så vendte han ryggen til svulmende af hovmod” og hos Rodwell “Then turned his back and swelled with disdain”. I overensstemmelse med de fleste oversættere vælger Bluitgen “hovmod” frem for “disdain” (“foragt”), men nuancen “svulmende i hovmod” frem for blot (som fx i Ellen Wulffs oversættelse Koranen fra 2006) “i hovmod” synes at skyldes Rodwell. Der er altså mere tale om en stilistisk end en indholdsmæssig forskel.

En anke på det formelle plan er, at Bluitgen har valgt at følge verstællingen fra Gustav Flügels arabiske tekstudgave (3. udg. 1858). Dette var almindelig vestlig praksis før fremkomsten af den ægyptiske standardudgave fra 1923 (og bruges iøvrigt også i A.S. Madsens oversættelse Koranen fra 1967), og det gør ingen reel forskel ved en almindelig gennemlæsning, men det besværliggør sammenligning med fx Wulffs oversættelse og brug af nyere baggrundslitteratur. (En nyttig konversionstabel findes i W.M. Watt og R. Bell, Introduction to the Qur’an, Edinburgh: Edingburgh University Press, 1970, s. 202-203. Bogen er tilgængelig på books.google.com, hvor tabellen kan findes ved at søge på ”verse-numbers”.)

Kronologi

Koranen antages at være blevet ‘åbenbaret’ for Muhammed i perioden fra 610 til hans død i 632. Imidlertid er de 114 suraer (‘kapitler’), hvori åbenbaringerne blev samlet, i den arabiske grundtekst hverken inddelt efter åbenbaringstidspunkt eller indhold, men efter aftagende længde – de længste først, de korteste sidst. (Der er dog undtagelser fra denne generelle regel, særlig markant den korte sura 1.) Muslimer læser derfor Koranen med beretningerne om Muhammeds liv, den såkaldte sira-litteratur, som forståelsesramme, og Bluitgen opfordrer da også til, at den nytilkomne først læser hans Koranen og profetens Muhammeds liv som en indføring.

Der er ingen stor tradition for at opstille koranoversættelser kronologisk, og det eneste hidtidige eksempel på dansk er Frants Buhls Quranen: Et Udvalg i kronologisk Rækkefølge (1921). Bluitgens kronologi bygger på muslimske lærde og vestlige forskeres forsøg på datering, men det endelige valg synes at følge Bluitgens eget skøn og adskiller sig fra de i dag vel to mest udbredte kronologier, nemlig den, der findes i den ægyptiske standardudgave af koranteksten, og den tyske orientalist Theodor Nöldekes kronologi. Bluitgens omkalfatring begrænser sig dog til suraernes rækkefølge, mens rækkefølgen af de vers, suraerne består af, er ladt urørt (men omtales i noterne).

Kommentar
Nu indebærer en forståelse af Koranen naturligvis mere end blot en kronologi, og når sira-teksterne indlejrer dele af Koranen i et narrativ, angiver de dermed samtidig en kontekst for åbenbaringerne. Læst for sig selv uden ‘hjælpetekster’ er Koranen kun vanskeligt om overhovedet forståelig, i hvert fald hvad angår detaljerne, og den vestlige forskning har da også generelt baseret sig på disse tekster, omend den naturligvis har haft en mere skeptisk tilgang til dele af materialet. Enkelte vestlige forskere er gået mere radikalt til værks og har forsøgt at forstå Koranen uden om denne ramme, men her er der stadig tale om et forskningsfelt i sin vorden. (Se fx Patricia Crones artikel “What do we actually know about Mohammed?”, tilgængelig på: http://www.opendemocracy.net/faith-europe_islam/mohammed_3866.jsp)

Ved siden af siraen udviklede der sig en omfattende og bredere eksegetisk litteratur (tafsir), og hertil kom profetens sædvane (sunna), der var overleveret i form af ‘traditioner’ (hadith) og efterhånden blev samlet i bindstærke værker. Dette samlede og enorme korpus af religiøs litteratur er grundlaget for arbejdet med koranteksten, og i den vestlige forskning suppleres det af studiet af kulturer, religioner og sprog på Den Arabiske Halvø og i de tilgrænsende områder i tiden omkring Koranens og islams fremkomst. Det gør samlet set en kommentar til Koranen til en temmelig krævende opgave!

Blandt de tidligere danske oversættelser har Madsens version og Finn O. Hvidberg-Hansens tematisk opdelte Koranen i udvalg (1997) noteapparater, mens Wulffs oversættelse er ukommenteret. Før Bluitgen var Madsens version dermed den eneste fuldstændige danske oversættelse med noter, men hans konfessionelle tilgang (han var konverteret til ahmadiyya-islam) skinner tydeligt igennem og gør noterne uegnede som en neutral indføring. Bluitgens kommentarer er derfor særdeles velkomne. Et af de problemer, han må have stået over for, er imidlertid, at den muslimske eksegese i form af tafsir kun i begrænset omfang foreligger i oversættelse, og han har derfor et langt stykke af vejen måttet forlade sig på sekundærlitteratur. Men litteraturlisten spænder vidt og viser, at han ud over forskellige detailstudier har anvendt store standardværker som Encyclopaedia of Islam og Encyclopaedia of the Qur’ān. Det vil være svært at forlange mere til et formidlingsprojekt som dette. Det er selvsagt umuligt tilnærmelsesvis at angive den fulde spændvidde i muslimsk og vestlig fortolkning, men Bluitgen er omhyggelig med ofte at angive, at der ikke er enighed om et givet spørgsmål.

Noterne dækker bredt – nogle angiver fx kort, hvem der sandsynligvis er den talende, eller hvem der tales til eller om (forhold, der ofte kan forvirre i Koranen). Andre er hele små introduktioner til forskellige emner, fx om Paradis (s. 39, note 24) eller islams fem søjler (s. 45, note 21). For at få det fulde udbytte af noterne er læseren nødt til at have Koranen og profetens Muhammeds liv ved hånden, da der ofte henvises hertil, men som sagt er et vist kendskab til Muhammeds liv under alle omstændigheder en forudsætning, og Bluitgen kan hermed spare plads i noterne. Det er ganske fornuftigt. Til gengæld kunne han til tider have økonomiseret lidt mere med pladsen ved hjælp af flere interne referencer noterne imellem.

For de fleste alment interesserede læsere vil det kræve en særdeles stålsat indsats at komme hele vejen igennem Koranen, men nu er der ikke længere nogen undskyldning. Bluitgen siger beskedent, at hans udgave ikke gør “krav på at være religiøst eller videnskabeligt korrekt” (s. 29). Hvordan man end vil vurdere det, er der efter min mening tale om en formidlingsmæssig kraftpræstation.

Philip Pullman:
Det gode menneske Jesus
og skurken Kristus

København, Tiderne Skifter 2010

260 sider, 249 kr.

Af Geert Hallbäck

Philip Pullmann er ikke hvem som helst. Han er forfatter til den kendte fantasy-serie om det gyldne kompas, hvis første bind også er filmatiseret. Serien rummer en slet skjult kritik af kristendommen – eller måske skal vi sige: kritik af Kirken. Lad os holde fast i det, for samme dobbelthed gør sig gældende i Pullmans nyeste værk. Når man giver sig til at skrive en Jesus-roman, kan man vel ikke være helt negativ over for det kristne budskab. Men Kirken, den kan Pullman ikke fordrage.

                 En Jesus-roman af Pullman går ikke ubemærket hen. Den danske oversættelse er kommet hurtigt efter den engelske original, der også er fra 2010. Og den kom straks på forsiden af Politikens bog-sektion og gav anledning til et langt interview med Pullman i Deadline 2. sektion på DR2. Desværre var interviewet betydelig mere interessant end bogen. Den er en tynd kop te. Hvis evangelisternes ophavsret nogen siden er blevet krænket, må det være her. Jeg vil skønne, at ca. 60 % af teksten er direkte afskrevet fra evangelierne. Nogle steder får den et Pullman’sk twist, men mange steder er det en ren og skær gentagelse af den nytestamentlige tekst. Og når bogen giver sig ud for at være 260 sider lang, er det ikke helt sandt. For efter hvert kapitel – og de er mange og for det meste ganske korte – er der gerne en blank side. Bogen er derfor hurtigt læst. Det kan jo være en kvalitet i sig selv. Men den er også hurtigt læst, fordi der ikke er så meget at tænke over undervejs.                

Pointen fremgår jo tydeligt af titlen. Skellet mellem mennesket Jesus og troen på ham som Kristus har ligget til grund for den historiske Jesus-forskning siden 1800-tallet. Det er der altså ikke noget nyt i. Det særlige fif ved Pullmans bog er, at han narrativiserer skellet og gør det til to personer, to brødre. Maria fødte ikke kun ét barn den nat i stalden, men to. Den ene var Jesus, som var stærk og levedygtig, et rigtigt mandfolk, der var nærværende og karismatisk i alt, hvad han gjorde. Den anden var et lille skravl, der altid kom til at stå i skyggen af sin bror. Ham kaldte Maria for Kristus, fordi det var ham, vismændene fandt i Marias favn og tilbad som Messias - Jesus lå henne i krybben. Kristus beundrede, ja elskede sin bror, mens Jesus ikke havde meget til overs for sin mislykkede bror.

                 Da Jesus bliver grebet af Johannes Døberens forkyndelse, begynder han selv at prædike om Guds riges snarlige komme. Og folk strømmer til, tiltrukket af hans nærvær og integritet. Kristus tror også på Guds rige, men mener, at alle mennesker skal have mulighed for at komme med. Derfor tænker han sig, at der nok går lidt længere tid, end Jesus lægger op til, og foreslår en verdensomspændende organisation, der skal forberede Gudsrigets komme, en Kirke. Jesus kunne også godt gøre lidt mere ud af miraklerne, for sådan nogle gør indtryk på folk. Jesus afviser ham med dyb foragt. Til gengæld bliver han opfordret til i hemmelighed at følge Jesus, nedskrive hans ord og gerninger – og gerne pynte lidt på dem af hensyn til læserne. Den, der opfordrer ham, er en fremmed, der pludselig dukker op; Kristus opfatter ham som en engel, men vi andre er ikke i tvivl om, at det er Satan. Han forklarer, at der er forskel på historien, der foregår på tidens relative vilkår, og sandheden, der tilhører evigheden. Kristus’ opgave er at få sandheden frem i den historie, Jesus gennemlever.

                 Så er scenen sat til Pullmans reviderede genfortælling af evangelierne. Der er tale om en ’harmoni’, der henter episoder fra alle fire evangelier. Nogle af Jesu radikale og samfundskritiske ord er så velkendte, at Kristus ikke kan forvanske dem i sin propaganda. De bliver derfor gengivet fuldstændig ordret fra Bibelteksten. Andre episoder bliver bragt i overensstemmelse med fornuften og den sunde moral. Et eksempel på Pullmans typisk rationalistiske kritik er bespisningsunderet. Selvfølgelig mætter Jesus ikke forsamlingen med fem brød, men han opfordrede folk til at dele den mad, de hver især har taget med. Den forklaring er hørt før. Den er udtryk for, at man på den ene side afviser det mirakuløse i begivenheden, men ikke vil afskrive begivenhedens historicitet. Noget må have fundet sted. Den tanke, at den religiøse fantasi selv har fremkaldt episoden, ligger helt uden for rationalisten Pullmans horisont.

                 Et andet karakteristisk eksempel på Pullmans korrektion af Kristus’/Nye Testamentes fremstilling er fortællingen om Martha og Maria. Da Martha bebrejder Maria hendes manglende hjælp, og Maria afviser hende til fordel for Jesu ord, griber Jesus ind: ”Maria, du kan høre mine ord igen, for der er andre til stede her, de vil huske dem. Men når brødet er brændt på, er der ingen, der kan spise det. Gå ud og hjælp din søster” (s. 137-138). Da Kristus hører om det svar, tænker han, at her er et af de steder, hvor sandheden kan blive bedre end historien. Hvor skurkagtigt det end er, må jeg give Kristus ret. Pullmans sympatiske og politisk korrekte omskrivning – som interessant nok er helt i overensstemmelse med datidens patriarkalske rollefordeling – tager enhver spænding ud af fortællingen. Den bliver entydig. Den ville ingen huske bagefter, fordi den var så indlysende. Men den historie, vi finder i Lukasevangeliet, er spændstig og tvetydig, for selv om Martha naturligvis har ret på sine præmisser, har Maria også ret på sine. Der er ingen nem løsning; fortællingen konfronterer to holdninger, der taget hver for sig synes indlysende rigtige, men som i konfrontationen udelukker hinanden. Og Jesus tager parti for den mest provokerende holdning, ikke for den mest sympatiske. Det er en historie, vi kan huske. Pullmans omskrivning gør fortællingen sympatisk – og forglemmelig.

                 Sådan er det hele vejen igennem. Pullman får gjort evangeliet sympatisk og ufarligt. Hvis vi til sidst skal afslutte Jesus/Kristus-plottet, viser det sig, at Kristus er den, der forråder Jesus, og at det også er Kristus, der viser sig for disciplene efter Jesu død, så de tror, han er opstået. De var jo tvillinger og lignede derfor hinanden. På det tidspunkt har Kristus gennemskuet den fremmedes rænkespil, men selv i sin bitterhed spiller han spillet til ende, for han tror stadig mere på Kirken end på Guds rige.

                  Inden vi når så vidt er der imidlertid en afgørende scene, der vender op og ned på Jesus-figuren. Hele vejen gennem bogen er Pullman den alvidende fortæller i forhold til Kristus, men ikke i forhold til Jesus, som vi alene hører om på anden hånd. Men i Getsemane ved Pullman pludselig helt uformidlet, hvad Jesus siger i sin bøn. Det viser sig, at han aldrig har været i kontakt med Gud; alle hans henvendelser er mødt med Guds tavshed, så han nu må konkludere, at Gud lige så godt kan være ikke-eksisterende. Derfor tror han heller ikke længere på det Guds rige, som han har forkyndt. Ikke nok med det; han ønsker slet ikke et Guds rige, for den eksisterende, sanselige verden er det dejligste sted, man kan forestille sig. Og Kirken, som Kristus foreslog, må han stadig afvise, for den vil udvikle sig til en djævelsk organisme, der ophøjer nogen og holder alle andre i åndeligt slaveri og materiel fattigdom.

                 Vupti, bliver Jesus ikke alene ateist, men en 20. århundredes vitalist. Indtil da har Jesus-figuren været konsistent nok, både på fortællingens litterære præmisser og på den historiske muligheds præmisser. Men her viser det sig med al ønskelig tydelighed, at den ’historiske Jesus’, hvad enten han er en litterær fiktion eller en historisk konstruktion, altid ender med at blive et spejlbillede af forfatterens idealer. Jesus var den mand, der virkeliggjorde Pullmans idealer. Det bliver næsten så tydeligt, at det virker ufrivillig komisk.

På bagsiden af omslaget står der: ”Dette er en historie”. Det er måske det mest tvetydige udsagn i hele bogen. Umiddelbart betyder det selvfølgelig, at vi ikke skal tage historien for mere end den er: en fiktiv leg med figurerne Jesus og Kristus. Pullman ved jo godt, at der ikke var to brødre. Men han tydeliggør skellet mellem mennesket Jesus og troens Kristus gennem de to narrative figurer. Men så har vi jo i samtalerne mellem Kristus og den fremmede/Satan fået at vide, at historien tilhører tiden, sandheden evigheden. Det er naturligvis en løgn. Den tidløse sandhed er et bedrag, der skal uskadeliggøre den sandhed, der tilhører tiden. Så er det altså historien, der er den rigtige sandhed. Men hvad er det så for en historie ”dette er”? Er Pullmans bog sandheden i tiden?

                 Jeg tror, han ville ønske den var. For alt det i kristendommen, der bekræfter troen på mennesket, bidrager til accepten og kærligheden mennesker imellem, fastholder os på livet her og nu, det sanselige liv i verden, alt det tror Pulmann også på. Men han ser det forvansket og omvendt til det sataniske, så snart Kirken får magt. Men han er jo ikke dum. Han er godt klar over, at når vi i dag overhovedet har en erindring om det gode i kristendommen, skyldes det, at det er blevet bevaret af den kirke, der samtidig har forvansket det. Det er et dilemma, man ikke kommer ud over ved at skrive en Jesus-roman, der vender op og ned på Kirkens evangelier. Det er et dilemma, der er indbygget i kristendommens særlige oprindelse og historie. Hvis ikke det havde været der, ville Pullman slet ikke have vidst, at der var en Jesus, han kunne skrive en roman om.