Kære Læser.
Velkommen til en masse dejlig læsestof. Denne gang er BEN næsten et temanummer; i hvert fald optræder Abraham i de tre første artikler.
Men vi vil også gerne opfordre læserne til at skrive til redaktionen. Biblianas redaktion gennemfører nu en stor læsertilfredshedsundersøgelse (vind et års abonnement!), og vi lancerer en brevkasse. Se nærmere nedenfor.
God læselyst!
Med venlig hilsen
Redaktionen
Boganmeldelse: Ellen Wulff: Koranen i ny dansk oversættelse. Af Dorthe Maria Kodal
Boganmeldelse: Lars K. Bruun m.fl.: Abrahams spor. Af Allan Rosengren
Artikel: Abraham, julegaver og Utopia. Af Allan Rosengren
*****************
Stor læsertilfredshedsundersøgelse
Deltag i konkurrencen om et års abonnement på Bibliana (værdi kr. 180,-) ved at give din mening til kende!
Nyt fra redaktionen: Biblianas Brevkasse og nye medlemmer i redaktionen
I næste nummer: Religion og politik i Det Nye Testamente
Om Bibliana
Boganmeldelse:
Ellen Wulff:
Koranen i ny dansk oversættelse
København: Forlaget Vandkunsten 2006
542 sider. 399,- kr.
Af Dorthe Maria Kodal
Ellen Wulff har oversat Koranen til et enkelt, smukt, forståeligt nutidsdansk, som på paradoksal vis er en fin gengivelse af den årtusind gamle arabiske tekst.
Om Koranens alder
Præcis hvor gammel Koranen er, ved vi ikke med sikkerhed. Ifølge muslimske beretninger blev Koranen stykkevist åbenbaret til Muhammed i en periode fra hans 40. år til hans død i 632. I den periode blev nogle af disse brudstykker skrevet ned på materiale, man havde for hånden, palmeblade og dyreknogler, eller ridset ind i sten. Mange åbenbaringer blev dog kun bevaret i erindringen hos de mænd og kvinder, som havde hørt Muhammed fremsige dem. Efter Muhammeds død blev de nedskrevne og erindrede åbenbaringer samlet i en kodeks og overgivet til hans enke Íafsa. Der var dog også andre koraner i omløb, der visse steder afveg fra den version, vi kender i dag, som vi kalder den ´Uthmānske Koran, opkaldt efter den tredje kalif ´Uthmān (644-656), som tog initiativ til en endelig kanonisering og beordrede afvigende versioner brændt. Kulstof 14 analyser af de ældste bevarede koraner har dog indtil videre ikke med sikkerhed kunnet bekræfte tidsangivelsen i de muslimske beretninger.
Bortset fra enkelte indskrifter og dokumenter er intet skriftligt materiale bevaret fra islams formative periode, som med sikkerhed kan dateres tidligere end slutningen af 700-tallet. På dette tidspunkt transformerede den arabiske kultur sig fra mundtlig til litterær kultur.
Dette forhold har givet anledning til en anden teori, som anser det for usandsynligt, at en religion med jødisk-kristent tankestof opstår ud af det blå i et ørkenområde, fjernt fra de kulturområder, hvor de øvrige monoteistiske religiøse strømninger er opstået. Mange af de tanker og ideer, der kommer til udtryk i Koranen ligner tanker hos andre monoteistiske sekter i det syrisk-irakiske område. Ifølge denne teori opstod religionen netop her, men behovet hos tilhængere af den ny religion var at skille sig ud fra de mange sekter, den lignede så meget og vise, at netop denne religion var den rette. Dette førte til tanken om, at religionen opstod mirakuløst blandt hedninger i et ørkenområde ved at en fattig, forældreløs analfabet pludselig blev indgivet åbenbaringer, han ikke på nogen måde havde kunnet kopiere fra hverken jøder eller kristne. Tilhængere af denne teori, som første gang blev fremsat af John Wansbrough i 1978, kaldes revisionister. De mener ikke, at man kan fastslå et præcist årstal for Koranens endelige kanonisering, men at den må ligge omkring 150 år senere, end de muslimske kilder angiver, og falder sammen med kulturens udvikling til litterær kultur. Dette betyder dog ikke, at selve Koranens indhold og dele af den ikke nødvendigvis er ældre, måske endda ældre end den muslimske tradition hævder.
Mundtlighed og skriftlighed
Koranen befinder sig et sted mellem skriftlighed og mundtlighed. Dens sprog er arkaisk, poetisk og melodiøst og beregnet på mundtlig fremførelse. Dette karaktertræk er svært at bevare i en oversættelse til nutidsdansk. Alligevel er visse af dens mundtlige træk forsøgt bevaret i Ellen Wulffs oversættelse. For eksempel de retoriske spørgsmål og gentagelser i sūra 78:
1. Hvad spørger de hinanden om?
2. Om det vældige budskab,
3. hvorom de er uenige.
4. Nej, de skal få at se!
5. Og endnu en gang: Nej, de skal få at se!
Det pointeres både i Koranen selv og i historien om Muhammeds kaldelse til profet, at Koranen er et skrift, men samtidig er den stykkevise auditive åbenbaringer til Muhammed. En af de tidligste åbenbaringer til Muhammed var sūra 96, vers 1-5, som Ellen Wulff oversætter:
1. Læs op i din Herres navn, Han, som skabte,
2. som skabte mennesket af levret blod!
3. Læs op! Din Herre, den mest gavmilde, er den,
4. der lærte med pennen,
5. der lærte mennesket, hvad det ikke vidste
I denne oversættelse pointeres den skriftlige karakter af Koranen, men faktisk kan man i stedet for ”læs op” vælge at oversætte ”fremsig” og således pointere Koranens mundtlige og auditive karakter.
Hvis opfordringen til Muhammed var, at han skulle læse op, kunne han naturligvis ikke være analfabet. Ifølge muslimsk tradition var det englen Gabriel, der kom til ham, og bad ham om at læse noget op fra et stykke silkebrokade. Muhammed sagde til ham, at han ikke kunne læse. Flere gange pressede Gabriel stoffet ned over ansigtet på Muhammed, så han var ved at blive kvalt. Til slut indvilligede han i at læse og på mirakuløs vis kunne han pludselig læse skriften på Gabriels silkebrokade. Vestlig historisk-kritisk forskning har påpeget, at denne tradition meget vel kan være en senere tilføjelse til en tidligere tradition, hvor silkebrokadestoffet med skriftstykket ikke optræder. En sådan tilføjelse kan være kommet til for at bibringe det mirakuløse indtryk, at Koranen blev åbenbaret til en analfabet, som af den grund ikke kunne have læst andre helligskrifter og derfor måtte være en ægte profet.
Selv om mundtligheden altså var et vigtigt oprindeligt træk ved Koranen, blev skriftligheden i århundrederne efter Muhammeds død prioriteret højere hos de sunni-muslimske lærde. Værk på værk opstod om betydningen af Koranens ord, baggrunden for Koranens åbenbaringer, og hvorledes den hellige lov skulle udledes af Koranen og andre kilder. For menigmand og for mystikerne har ordenes melodi og kunstneriske udtryk dog altid haft stor betydning for deres forståelse af Koranen, ligesom mange har fortolket den metaforisk. Det er vigtigt at have dette in mente, når man læser Koranen som rettesnor for muslimer.
Koranen er et værk omtrent på størrelse med Det Nye Testamente, inddelt i 114 kapitler (arabisk: sūra). Hver sūra har et arabisk navn og er opdelt i vers (arabisk: āya). Sūraerne er af redaktørerne arrangeret efter længde, så de længste kommer først og de korteste sidst. Dette gælder dog ikke for første sūra, hvis arabiske titel står i epexegetisk genitiv til ordet sūra og af Ellen Wulff fint oversættes med ”Åbningen”. Den kan i indhold sammenlignes med fadervor og er en essentiel del af bønnen, da den skal reciteres flere gange i løbet af bønsritualet:
1. I den nådige og barmhjertige Guds navn.
2. Lovet være Gud, alverdens Herre,
3. Den Nådige og Den Barmhjertige,
4. Herskeren på dommens dag!
5. Dig tjener vi, og Dig beder vi om hjælp.
6. Led os ad den rette vej!
7. Vejen, der følges af dem, som du viser nåde;
8. ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne.
Koranen er for muslimer i princippet uoversættelig, da den er Guds ord og vejledning til mennesket, åbenbaret på arabisk, som der står i kapitlet om Yūsuf, sūra 12 vers 2: ”Vi har sendt den ned som en arabisk koran, måske kommer I til fornuft!”
Oversættelser af Koranen
I mange år undgik man i muslimske lande at oversætte Koranen, men i dag bliver Koranen også der læst på mange sprog. For at understrege den arabiske teksts autoritet er oversættelsen opstillet synoptisk, så den arabiske tekst er sidestillet, og den oversatte tekst er ofte fuld af parenteser og forklarende fodnoter, der i sit udgangspunkt er opstået af en ærbødighed overfor originalen, men som i høj grad fungerer som fortolkning af teksten. Flere oversættelser har opnået en vis autorisation ved at være godkendt af King Fahd Complex for the Printing of the Holy Qur'an i Medina, der har eksisteret siden 1984.
Koranen blev i Europa første gang oversat til latin i 1143 af Robert af Ketton. Denne oversættelse forblev i mange århundreder den toneangivende, om end den mere var et referat end en oversættelse, og den blev i Theodor Buchmanns version genudgivet af Luther i 1543.
I de efterfølgende århundreder blev Koranen oversat til fransk, engelsk og tysk af arabiskkyndige orientalister, og fælles for dem var udviklingen hen imod en mere og mere videnskabelig tilgang til Koranen.
Den første danske delvise koranoversættelse var Frants Buhls bidrag til Verdensreligionernes Hovedværker Koranen: Et Udvalg i kronologisk Rækkefølge fra 1921. I 1967 kom så ´Abd as-Salām Madsens fuldstændige oversættelse. I 1997 udkom Finn O. Hvidberg-Hansens tematisk opdelte oversættelse af dele af Koranen Koranen i udvalg, der senere blev udgivet som bogklubudgaver i 2004 med titlen Koranen: udvalgte tekster og i 2006 med titlen Hvad siger Koranen? Udvalgte tekster om Allah, drab, engle, Koranen, profeter, vantro, ægteskab o.a.
Da ´Abd as-Salām Madsens oversættelse hidtil har været den eneste fuldstændige danske koranoversættelse, er Ellen Wulffs oversættelse blevet imødeset med stor forventning. Oversættelsen opfylder først og fremmest et behov for en videnskabeligt baseret oversættelse af hele Koranen. A.S. Madsens oversættelse og fodnoter bærer nemlig præg af, at han tilhører Ahmadiyya-bevægelsen, en muslimsk bevægelse, der ikke anerkendes af sunni og shia muslimer og bl.a. ikke har tilladelse til at drage på pilgrimsfærd til Mekka.
En oversættelse er en overvejelse over forskellige grammatiske muligheder i teksten. Her bringes et par eksempler på, hvordan Madsen og Wulff vælger at oversætte de samme vers. Verstællingen er forskellig. Hvor Ellen Wulff følger verstællingen i den ægyptiske standardudgave, følger A.S. Madsen Ahmadiyya bevægelsens verstælling.
A.S. Madsen oversætter sūra 12:25 om Yūsuf:
Og hun havde visselig tænkt på ham (for at forføre ham), og han havde tænkt angående hende, (at han ville modstå hende). Havde han ikke set et tydeligt tegn fra sin Herre, (havde han ikke kunnet vise sådan beslutsomhed). Således (skete det) for at vi kunne afvende det onde og de skændige ting fra ham; thi han var en af Vore udvalgte tjenere.
Ellen Wulff oversætter sūra 12:24:
Hun begærede ham, og han ville have begæret hende, hvis han ikke havde set sin Herres advarende tegn. For vi ville afvende det onde og skamløse fra ham. Han var en af Vore tjenere, ren af hjertet.
Her ser vi en tilbageholdenhed fra Madsens side overfor at tillægge Yūsuf kødelige motiver. Der er ingen grund i den arabiske tekst til at oversætte eller tolke verbet ”begære” anderledes for kvinden end for Yūsuf.
A.S. Madsen oversætter sūra 12:26:
De løb begge mod døren, og hun sønderrev hans skjorte i ryggen, og de mødte hendes herre i døren. Hun sagde: Hvad anden straf er der for den, som har ondt i sinde mod dit hus (nemlig: din hustru), end at han skal fængsles eller (lide) en streng straf?
Ellen Wulff oversætter sūra 12:25:
Begge løb de hen mod døren for at komme først, og hun flængede ryggen på hans skjorte. Ved døren mødte de hendes herre. Hun sagde: ”Gengældelsen for den, der ønsker at volde dine husfæller fortræd, kan kun være fængsling eller en pinefuld straf.”
Ellen Wulff bruger i sidste sætning reglen, at en negation (ikke, arabisk: mā) sammen med partiklen illā, (anden end) kan ophæve hinanden og samlet oversættes ”kun”. Madsen har opfattet ordet mā som interrogativt pronomen (spørgende stedord) og oversætter derfor sætningen spørgende.
A.S. Madsen oversætter sūra 2: 136:
Men de siger: Bliv jøder eller kristne, så vil I være retledede. Sig: Nej, (følg) Abraham den oprigtiges religion, thi han hørte ikke til afgudsdyrkerne.
Ellen Wulff oversætter sūra 2: 135:
De siger: ”Bliv jøder eller kristne! Så vil I være retledte.” Sig: ”Nej, Abrahams trosbekendelse! En gudssøgende. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Guds side.”
Denne passage har voldt problemer for koranfortolkere og oversættere gennem tiden. Passagen er vanskelig, fordi det ord, der henholdsvis oversættes med den oprigtige eller gudssøgende er ordet hanīf, allerede i Koranen et fremmedord. Ordet forekommer kun ganske få gange i Koranen og ofte i forbindelse med Abraham og i disse tilfælde i akkusativ. Man har dels forstået ordet som ækvivalent til muslim, fordi hanīf i sūra 3:67 optræder sidestillet med ordet muslim: Abraham var hverken jøde eller kristen, men tværtimod en hanīf, en muslim, han var ikke en af de, som giver Allah fæller.
Dels har man søgt ordets betydning i den førislamiske poesi og i de muslimske beretninger om folk, der allerede før Muhammed var monoteister, men hverken jøder eller kristne.
Et andet problem i denne passage er ordets grammatiske stilling. Ordet hanīf står i akkusativ, og derfor kan ordet ikke være tilnavn til Abraham, der står i genitiv. Akkusativen er dog svær at forklare.
Ellen Wulff har gjort et neutralt valg ved at stille ordet alene og oversætter det ”gudssøger” i tråd med arabiske leksikografer.
Madsens oversættelse af hanīf fungerer hverken grammatisk eller etymologisk.
Alligevel kan et forsvar for hans opfattelse af ordet som tilnavn til Abraham findes hos Christoph Luxenberg, der som Madsen ser ordet som tilnavn til Abraham, blot i dets syriske form. På syrisk betyder hanpā hedning, og ifølge Luxenberg fik Abraham i syrisk-aramæisk dette tilnavn, fordi han allerede som hedning regnedes til de rettroende (Rom.4:9-12). Dette tilnavn blev som låneord indlemmet i det arabiske sprog med den ene ændring, at det syriske p blev til arabisk f. Det lange a i udlyd blev skrevet med alif, men senere opfattedes dette alif som den arabiske akkusativs grafiske alif.
Ellen Wulff har bevidst fravalgt noteapparatet og parenteser i teksten, fordi som hun skriver i forordet (s.10-11): ”En sådan oversættelse ville … virke abrupt og fremmed. Denne oversættelse lader teksten tale for sig selv og har givet afkald på tyngende parenteser og noter.” Hun efterlyser dog, at oversættelsen med tiden følges op med en kommentar, og dette vil helt klart være ønskværdigt for at nuancere den oversættelse, hun har valgt. Selvom Wulff har gjort ret i at udelade noteapparat og parenteser, kunne man dog som mindstemål have ønsket, at hun i forordet havde pointeret, at hendes oversættelse kun er en blandt flere mulige, især da hun med sin læsevenlige oversættelse når ud til en bred læserskare.
I stedet for parenteser i teksten har hun for at lette læsningen visse steder indført ord, der ikke er en del af den arabiske tekst, uden at markere dette.
Fx oversætter hun sūra Yūsuf vers 21: ”Den, der købte ham, og han var fra Ægypten, sagde til sin hustru” hvor originalteksten har: Den, der købte ham fra Ægypten, sagde til sin hustru. Tilføjelsen er sandsynligvis foretaget for at undgå dobbelttydigheder og generer ikke en ikke-troende læser, men netop denne ”uærbødige” omgang med den arabiske tekst gør desværre nok, at den ikke vil vinde gehør hos muslimske læsere.
Ellen Wulff har gjort et stort og kyndigt stykke arbejde og med sin fine fornemmelse for det danske såvel som for det arabiske sprog skabt en smuk og enkel oversættelse af den arabiske koran.
Boganmeldelse:
Lars K. Bruun, Finn Damgaard,
Thomas Hoffmann, Søren Holst og Jesper Skau:
Abrahams spor
Abrahamfiguren i religion, filosofi og kunst
København: Forlaget Alfa 2007
136 sider. 248,- kr.
Af Allan Rosengren
De tre monoteistiske skriftreligioner, jødedom, kristendom og islam, påberåber sig alle Abraham som en helt central figur i deres historie og selvforståelse. Men de har selvsagt ikke det samme at sige om Abraham. Abraham tolkes vidt forskelligt – og er derfor et samlende og adskillende udgangspunkt.
Abraham er før Israel, før Kristus og før Muhammed. Ved at gøre krav på Abraham som en proto-jøde, en proto-kristen eller en proto-muslim demonstrerer man sin egen traditions urgamle og autentiske forståelse af forholdet til Gud. Bl.a. derfor er han interessant, og man får et grundlæggende indblik i, hvad der samler og skiller de tre religioner ved at undersøge deres Abrahamfortolkninger.
Det er imidlertid ikke kun i religionernes verden, at Abraham dukker op, men også i kunst og filosofi.
Fra 2003-2007 har Københavns Universitet haft et tværfagligt satsningsområde med navnet Religion i det 21. århundrede. Et af projekterne var et netværk af yngre forskere, som arbejdede med temaet Abrahams spor. Ideen var at lade forskere fra forskellige fag belyse forskellige sider af Abrahamfortolkningerne. Arbejdet resulterede bl.a. i en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet i 2005; disse forelæsninger ligger sammen med netværkets øvrige arbejde til grund for bogen Abrahams spor. De fem forfattere dækker områderne: Abraham i Det Gamle Testamente og i jødedom, i Det Nye Testamente og i kristendom, i islam, i litteratur og billedkunst og i religionsfilosofien.
Søren Holst skriver om Abraham i Det Gamle Testamente og i jødedommen under overskriften ’Folkenes og troens stamfader’. Holst introducerer grundigt til Abrahamfortællingen i Første Mosebog og sætter begreber som velsignelse, pagt og stamfader på plads. Dernæst redegør han for den tidligste fortolkningshistorie, som findes i jødiske og kristne genfortællinger, det vi kalder bibelske genskrivninger. Og det gør han på en knippelgod måde. Som Holst skriver:
Når man tolker en tekst, er der altid nogle spørgsmål, man ønsker svar på. Ofte vil arbejdet med at forstå teksten ligefrem være forårsaget netop af, at der er ét eller andet i teksten, der ”nager” fortolkeren, og som har brug for at blive forklaret. (Abrahams spor, side 22)
Det er simpelt hen kernen i al fortolkning, vi her får i kort form. Denne indsigt bruger Holst til at præsentere Abrahamfortolkningerne i Første og Anden Makkabæerbog, i Dødehavsskriftet Genesisapokryffen, i Jubilæerbogen, i Midrash (Genesis Rabbah) og i Talmud (Sanhedrin). Hvad er det for spørgsmål, der har optaget disse forfattere, hvad er det, der har ”naget” dem – og dermed fået dem til at fremstille Abraham fra andre vinkler?
Fordelen ved Holsts fremstilling er, at den er spændende og at tidlige jødiske og kristne fortolkningsinteresser kommer til at fremstå knivskarpt; ulempen ved denne fremstillingsform er, at de spørgsmål, man får stillet til teksten, er antikkens religiøse forfatteres spørgsmål. Det kunne jo godt være, at nutidens bibelfortolker havde kritiske spørgsmål af en anden karakter til teksten. Spørgehorisonten bliver for snæver.
Dette ændrer dog ikke ved, at det er brandgodt, det Holst får med. Holst skriver kyndigt, anskueligt og med mange gode detaljer. Det er altid fornøjeligt og lærerigt at læse, hvad han har at skrive.
Finn Damgaard skriver i kapitlet ’Abraham mellem forbillede og forargelse’ om Abrahamfiguren i Det Nye Testamente og i senere kristendom. Kapitlet har to dele med de koncise overskrifter ’Kampen om Abraham’ og ’Kampen med Abraham’.
Da de nytestamentlige skrifter blev til, udkæmpedes kampen om Abraham. Over for jødedommen gjaldt det først og fremmest om at sikre sig, at Abraham blev et argument for den nye forståelse af jødedommen, den forståelse som med tiden blev kaldt kristendom. Men nok så interessant er det, at der i de nytestamentlige skrifter anvendes forskellige strategier til at fortolke Abraham. I de tidligste skrifter, Paulus’ breve, bruges Abraham til at ’inkludere de hedningekristne i Guds løfter til jøderne’. I lidt senere kristne skrifter bruges Abrahamfiguren ’til at ekskludere jøderne fra Guds løfter, som nu forstås som værende rettet til de kristne.’ (Abrahams spor, side 37).
Det er en ganske spændende udvikling, og Finn Damgaard fører læseren sikkert gennem Galaterbrevet, Romerbrevet, Johannesevangeliet, Lukasskrifterne (dvs. Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger) og endnu et par tidlige kristne skrifter: Barnabasbrevet og Justin Martyrs Dialog med jøden Tryphon. Første del, ’Kampen om Abraham’ ender med Lukasskrifterne, hvor splittelsen mellem jødedom og kristendom er en realitet. Derfor behøver man ikke længere at kæmpe om Abraham, og i Lukasskrifterne finder vi en mere afslappet holdning til jødedommen.
Da nu denne polemiske brug af Abraham er et overstået kapitel, kan kampen med Abraham tage sin begyndelse. Og den udspandt sig især som en kamp om at forstå fortællingen om Abrahams næsten-ofring af Isak (1 Mos 22,1-19). Denne tekst er som ganske knap i sin fremstilling. Vi hører intet om, hvad Abraham eller Isak tænker og føler. I den forstand er der nogle huller i teksten, som fortolkerne fylder ud.
Velstruktureret og anskueligt gennemgår Finn Damgaard Origines, Pseudo-Jubilæerbogen og Chrysostomos. Herefter springer vi op til Luther og til slut Kierkegaard.
Thomas Hoffmann skriver om den islamiske Abraham under overskriften ’Abraham var hverken jøde eller kristen’. Abraham hedder Ibrahim på arabisk. Men er den bibelske Abraham og den koranske Ibrahim den samme? Dette tilsyneladende enkle spørgsmål giver Hoffmann anledning til at skrive en instruktiv indføring i religionshistorien og de abrahamiske religioner, som ud over jødedom, kristendom og islam omfatter Bahâ’î-religionen, drusisk religion og samaritansk religion., ligesom han introducerer til den spændende og brogede religiøse kontekst på den arabiske halvø på Muhammeds tid (600-tallet e.Kr.).
Koranen er ikke struktureret narrativt som store dele af Det Gamle Testamente. Det frembyder særlige problemer for den, der vil sige noget om Abraham i Koranen. Hoffmann løser dog problemet pædagogisk ved – med de nødvendige forbehold – at opstille et emnekatalog med henvisninger til de vigtigste Abrahampassager i Koranen og ved at analysere indholdet og relatere det til de tidligere Abrahamfortolkninger.
For at sige det enkelt, er det ikke sådan, at Muhammed har læst Første Mosebog og så omformet Abrahamfiguren, sådan som han kunne bruge den. Næ, der er talrige inspirationskilder til den koranske Abraham: Josefus, Filon, Jubilæerbogen, Abrahams Testamente, Talmud og Midrash – samt formentlig fortællinger, der er gået tabt. Og så er der den arabiske præ-islamiske kultur, som også danner ’klangbund’ for den koranske Abraham. Alle disse tråde redegør Hoffmann for, samtidig med at han fastholder og analyserer mange eksempler på det indlysende, at Koranen giver ’en alternativ og ofte polemisk version af det bibelske materiale.’ (Abrahams spor, side 72).
Hoffmann formidler sit stof indsigtsfuldt og har en veludviklet evne til at lege med ordene på en fornøjelig og oplysende måde.
Jesper Skau skriver om ’Abrahamskikkelsen i nyere litteratur og billedkunst’. Her præsenteres et overflødighedshorn med Kierkegaard og Blicher; Leonard Cohen og Bob Dylan; nyere forfattere som Kåre Bluitgen, Bo Reinholdt og Sven Delblanc; og billedkunstnerne Peter Brandes og Arne Haugen Sørensen. I litteraturen og i billedkunsten genfortælles og genopføres Abrahams afværgede ofring af Isak, huller fyldes ud, spørgsmål stilles, nye vinkler afprøves, roller ændres, og velkendte motiver sættes ind i nye sammenhænge. I en del af værkerne er Gud som aktør væk eller erstattet af fx staten, hvilket giver anledning til at udforske de etiske og følelsesmæssige aspekter på ny. Skau har en god balance mellem præsentation eller genfortælling af værkerne på den ene side og hans analyse og fortolkning på den anden. En fin indføring i et stort emne.
Lars K. Bruun diskuterer religionsfilosofiske perspektiver under overskriften ’Abraham som grænse og spor’. Men ordet ’grænse’ hentydes til, om Abraham som den ’troens ridder’, der er parat til at ofre sin eneste søn, i Kierkegaards fortolkning er et udtryk for grænsen for, hvad vi kan acceptere etisk. Med ordet ’spor’ tænkes på den måde Derrida bruger ’det abrahamiske’ i sit opgør med den vestlige filosofiske traditions tendens til at tænke i totalitære kategorier. I den sammenhæng kan man betragte Abraham som en eksplosiv figur, som efterlader sig en række forskellige spor. Bruun formår at indføre i moderne klassisk-filosofiske problemstillinger og relatere dem til hinanden, så de hver især fremstår i et loyalt referat. En ikke ringe kunst!
Alt i alt er Abrahams spor en meget vellykket bog. Den er veldisponeret, og forfatterne formidler et kompliceret emne på en så letforståelig måde, som det er muligt. Man mærker endvidere, at forfatterne har haft et godt og givende samarbejde om projektet. I efterskriftet med den finurlig overskrift ’Sporlige eftertanker’ går forfatterne nærmest amok i deres filosofisk-poetiske leg med ordene. Men bare rolig, det er samtidig meget anskueligt og til at forstå og en god opsummering af bogens og projektets vinkler og grundlæggende problemer.
Savn
Og så lige tre ting jeg savner, men som altså ikke skader det generelle indtryk af bogen:
1) Ordformer som ’koranisk’ (side 59 og 74) og ’syriakisk’ (side 72) er formentlig påvirket af engelsk ’Qur’anic’ og ’Syriac’; på dansk er ’koransk’ og ’syrisk’ udmærket fyldestgørende, ligesom ’Josephus’ og ’Philo’ (side 69) sædvanligvis gengives ’Josefus’ og ’Filon’ på dansk. Men det er småting, og en ekstra korrekturlæsning fra forlagets side burde have kunnet fange den slags. Ligesom forlaget burde have ladet udarbejde et skriftstedsregister. Ud over det nyttige i at kunne slå op, ville et sådant register give en oversigt over, hvor utroligt mange og forskellige tekster Abraham indgår i, og som altså er behandlet i Abrahams spor.
2) Fælles for langt de fleste religiøse tolkninger er, at Abraham er en helt. Det nødvendiggør en fortolkningsstrategi, der renser Abraham (og i øvrigt også Gud), fx ved at postulere at Abraham må have troet opstandelsen, må have troet, at han fik sin søn igen. Uanset hvor spændende disse fortolkninger er (og det er de), har de også noget antikveret over sig. De repræsenterer ikke en reel fortolkningsmulighed for den moderne læser, fordi:
• De læser for meget ind i teksten. Troen på opstandelsen ligger uden for den gammeltestamentlige teksts horisont – når et barn dør, mister man det. Job er ganske vist så heldig at få syv sønner og tre døtre igen, men det er jo altså også nogle nye børn (Job 42)
• de er motiveret af en apologetisk fortolkningsstrategi, dvs. de ønsker at ’rense’ eller forsvare Abraham og Gud, idet de forsøger at fastholde Abraham som en troens helt
• og de kommer – muligvis uafvidende og utilsigtet – til at blåstemple den lydigheds- og autoritetsideologi, der også ligger i teksten.
En yderliggående konsekvens af Abraham-som-helt-fortolkningen er den ’teo-terroristiske’ brug – for at bruge et af Hoffmanns rammende udtryk. En af terroristerne bag angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, Muhammed Atta, skriver i sit ’testamente’, at hans forældre skal være som Ibrahim, der villigt ofrede sin søn. I en vis forstand en konsekvent tolkning af Abrahamfortællingen: Hvad Gud kræver, dét skal man gøre. Det er bare ærgerligt, at i virkelighedens verden var der ikke nogen Gud, der greb ind i sidste øjeblik.
Heroverfor (og det kunne godt have været udmalet mere i bogen) er Peter Brandes’ fortolkning af Abraham-Isak-motivet et reelt alternativ til Abraham-som-troshelt-fortolkningerne. Brandes gør bi-personen (Isak) til hovedperson og afskriver samtidig tekstens og traditionens hovedperson (Abraham) som forbillede. Abraham repræsenterer dén religiøse fanatisme, som er overflødiggjort i kristendommen, hvor Gud har krævet det nødvendige offer af sig selv. Brandes opnår således at fastholde det man kunne kalde en umiddelbar og naturlig reaktion på fortællingen (’Noget mere sindssygt kan man ikke forestille sig’ – Peter Brandes i dokumentarfilmen Regnbuelyset), samtidig med at han giver den teologisk betydning. I koret i Vejleå Kirke hænger Isaks blodige, nedadbøjede, Auschwitz-pigtråd-beklædte hoved i venstre side i koret over for det ophøjede, hvide, sejrende Kristus-hoved i højre side. De to hører sammen typologisk, men er også hinandens modsætninger.
Abraham er imidlertid ikke tabt i Brandes’ fortolkning (at Abraham skulle være tabt er en væsentlig bekymring hos Kierkegaard og Derrida). Abraham er tilgivet – og det er Auschwitz også.
3) Hoffmann skriver til slut i sit kapitel:
I lyset eller rettere skyggerne af sådanne teo-terroristiske virkningshistorier [her refereres til en jødisk bosætters masakre i moskeen i Hebron i 1994 og på angrebet den 11. september 2001 – AR] bør troende mennesker med moderne etiske fordringer om tolerance og sameksistens så at sige gribe i egen Abrahams-barm. Abraham som Troens fader forbliver en naiv og eskapistisk forestilling, hvis ikke denne suppleres med den mere virulente Abraham som Mistroens og konflikternes fader. [’Virulent’ betyder ’giftig’ eller ’smittefarlig’ – AR] (Abrahams spor, side 76)
Disse to aspekter af Abrahamfiguren, Troens og Mistroens fader, dækker forfatterne generelt godt. Denne dobbelthed i Abrahamfiguren møder vi imidlertid allerede i Første Mosebogs Abraham – og det mangler i første kapitel i Abrahams spor, hvor vi ’kun’ møder Abraham som ’Folkenes og troens stamfader’. Det er ikke først i den senere fortolkningshistorie, at Abraham som Mistroens stamfader dukker op. Det vil imidlertid føre for vidt at redegøre for det her, så det har jeg samlet i en artikel, som følger efter denne anmeldelse.
Disse savn ændrer dog ikke ved det overordnede, at Abrahams spor er velskrevet og indholdsrig. Bogen er velegnet til såvel studiekredse som til egen læsning.
Her kan du se mere:
DVD: Regnbuelyset – Vejleå Kirkes udsmykning. Kulturfabrikanterne: 2007. Kan købes i Vejleå Kirke eller ved henvendelse til informationsmedarbejder Espen Andersen, tlf. 43 54 73 08, lok. 12 eller e-mail: ea@ishoejkirker.dk. Pris: 50,- kr.
Abraham, julegaver og Utopia
Guds løfte om velsignelse til Abraham – gælder det alle eller kun de udvalgte?
Af Allan Rosengren
Jahve sagde til Abram:
’Forlad dit land og din slægt og din fars hus
og drag til det land, som jeg vil vise dig.
Jeg vil gøre dig til et stort folk
og jeg vil velsigne dig
og jeg vil gøre dig navn stort,
og du skal være en velsignelse.
Jeg vil velsigne dem, der priser dig,
og den, der ringeagter dig, vil jeg forbande.
I dig skal alle jordens klaner velsigne sig [eller: velsignes].’ (1 Mos 12,1-3)
Denne tekst forbinder to store fortællinger, nemlig urhistorien (1 Mos 1-11) og patriarkfortællingerne (1 Mos 12-50).
Urhistorien befatter sig grundlæggende med verdens og menneskets skabelse, folkeslagenes og sprogenes opståen osv.; der fortælles om menneskelivets grundvilkår i mytens form. For så vidt gælder urhistorien alle, og man kan sige, at den er inklusiv.
I patriarkfortællingerne berettes der om folket Israels stamfædre, Abraham, Isak og Jakob, og historien leder frem mod opholdet i Ægypten og den udvandring herfra, hvorved folket ifølge den bibelske fortælling bliver til. For så vidt gælder patriarkfortællingerne én gruppe, og man kan sige, at den er eksklusiv.
Jeg vil gerne understrege udtrykkene ’for så vidt’. Urhistorien indeholder jo også det eksklusive perspektiv, fx tanker om rene og urene dyr, og Urhistorien danner jo – sådan som den er os overleveret – baggrund for fortællingen om folket. Og patriarkfortællingerne omhandler jo ikke kun Israels tilblivelse, men også en mængde andre folkeslags. Men grundlæggende er denne skelnen dog velbegrundet.
Kommentar til oversættelsen
I 1992-oversættelsen lyder stedet:
[v 1] Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. [v 2] Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
[v 3] Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
I dig skal alle jordens slægter velsignes.«
Det hebraiske ord, berak, som sædvanligvis oversættes med ’velsigne’, optræder fem gange i denne korte tekst, og en sådan gentagelse vil jeg normalt betragte som væsentlig at få med i en oversættelse. Jeg har imidlertid valgt at fokusere på et andet aspekt, nemlig det at berak implicerer et hierarki, og det er ikke ligegyldigt, hvor i hierarkiet man befinder sig. Man kan ’velsigne’ (lad os nu bare for øjeblikket holde fast ved den oversættelse) opad eller nedad i hierarkiet, men indholdet af velsignelsen er ikke det samme. Når Gud velsigner (og det må i det gammeltestamentlige univers jo siges at være nedad i systemet), skænker han velstand, helse, rigdom, og først og fremmest frugtbarhed. Når mennesker ’velsigner’ Gud, skænker de ikke velstand og slet frugtbarhed til guden, men de priser eller ’lover’ (lidt gammeldags udtrykt) Gud, og skænker hermed loyalitet, kunne man sige, men heller ikke ret meget mere (fx Sl 103,1: ’Min sjæl, pris Herren’ eller 1 Mos 9,26: ’Lovet være Herren’). Når Jakob på sine gamle dage stedes for Farao og ’velsigner’ ham, skal der næppe lægges meget mere i det, end at han hilser ham på en efter omstændighederne passende måde. Sådan oversættes det også i 1992-oversættelsen: ’Jakob hilste Farao’ (1 Mos 47,7). Derfor kan berak oversættes inden for et betydningsfelt, der går fra ’velsigne’ over ’prise’ til ’hilse’. Dette hierarkiserende indhold har jeg forsøgt at gengive i min oversættelse: ’Jeg vil velsigne dem, der priser dig.’ Det samme gælder – med modsat fortegn – forbandelsen: Der er forskel i indhold og effekt på, om Gud forbander nogen, og om nogen (inferiør) person forsøger at forbande Guds udvalgte; det har jeg også søgt at gengive i oversættelsen.
’Jeg vil velsigne dem, der priser dig’ står som modsætning til det følgende: ’den, der ringeagter dig, vil jeg forbande.’ De parallelle led er således tæt forbundet sprogligt og stilistisk, hvilket understreger indholdet: Guds forhold til menneskene er bestemt af deres forhold til Abram, som senere får navneforandring til Abraham (1 Mos 17,5). Velsignelsens centrum er Abraham – også i den forstand, at velsignelsen først og fremmest gælder Abraham og hans afkom. Udstrækningen af velsignelsen til andre folk understreger Abrahams ’velsignethed’. At være velsignet er nemlig en egenskab, som bl.a. giver sig udtryk i forholdet til andre. Man kan ikke være velsignet, uden at nogen opdager det; tværtimod, velsignelse (rigdom, frugtbarhed) giver status, og status skal anerkendes. Derfor skal der være nogen i dette scenario, som ’priser’ Abraham.
Den sidste sætning, ’I dig skal alle jordens klaner velsigne sig’, kan også oversættes: ’I dig skal alle jordens klaner velsignes.’ Det hebraiske ord kan her have begge betydninger (passiv og refleksiv). Forståelsen ’velsigne sig’ støttes af parallelstederne 1 Mos 22,18 og 26,4 hvor formen er mere entydig refleksiv. ’Velsigne sig’ betyder ’velsigne sig med en andens navn’ dvs. ikke kunne ønske sig nogen bedre skæbne end den pågældendes. Og i den forstand skulle Abraham ’blive en velsignelse’, altså indgå i en velsignelsesformular.
Nu kommer jeg til ordet ’klan’. Hvad er der i vejen med ordet ’slægter’ vil nogen sikkert spørge. Der er det i vejen, at ’slægt’ på nudansk har en udpræget historisk betydning. ’Slægtsforskning’ er forskning i hedengangne menneskers familierelationer, og helst så langt tilbage, at det er svært at finde ud af. Lejlighedsvis kan ’slægt’ henføre til fremtiden: ’Slægt skal følge slægters gang’ eller i det (lidt højtravende) udtryk ’de kommende slægter’. Men forholdsvis sjældent bruges ordet ’slægt’ om en gruppe af nulevende personer – i modsætning til ordet ’familie’. På Center for Barndoms- og familieforskning forskes i nulevende menneskers forhold i det moderne samfund. Altså: Slægtsforskning og familieforskning er to helt forskellige ting. Mens ordet ’familie’ på dansk er orienteret mod samtiden, er ’slægt’ historisk orienteret. Sådan er den moderne sprogbrug.
1992-oversættelsens: ’I dig skal alle jordens slægter velsignes’ åbner for, eller indbyder måske ligefrem til, et endnu mere universalistisk perspektiv, end det, der ligger i den hebraiske tekst. Den hebraiske tekst betyder nemlig noget i retning af: På et givent tidspunkt i fremtiden vil alle jordens ’grupper’ af mennesker velsignes - og ikke ’alle mennesker, som har levet fra tidernes morgen eller engang kommer til at leve, skal velsignes i dig’. ’Klan’ er et godt ord i denne sammenhæng af to grunde, 1) fordi det indikerer samtidighed, i modsætning til ’slægten’, og 2) fordi det henviser til en samfundsstruktur, som ikke er vores. Og dermed fastholdes teksten i dens fremmedhed. Og det er da også et mål for en oversættelse: at præsentere det fremmede som det fremmede.
Kan man blæse og have mel i munden?
Om indholdet af 1 Mos 12,1-3 må man sige, at det er spændingsfyldt:
Jeg vil velsigne dem, der priser dig,
og den, der ringeagter dig, vil jeg forbande.
og:
I dig skal alle jordens klaner velsigne sig [eller: velsignes].’
hænger simpelt hen ikke ordentligt sammen. Enten skal alle velsignes, eller også er der nogen, der skal velsignes og nogen, der skal forbandes. Det er altså to meget forskellige perspektiver, der her holdes sammen. Den slags modsigelser plejer bibelforskerne at løse ved at hævde, at teksten er sammenredigeret af flere forskellige kilder med hver sin teologi. Men det er der mig bekendt ingen, der har foreslået vedrørende denne tekst. Måske fordi teksten, hvad stilen eller formen angår, hænger godt sammen. Men hvordan skal vi forstå indholdet? Gælder velsignelsen alle eller kun de udvalgte?
Velsignelse og udveksling af julegaver
Velsignelse er ikke blot et spørgsmål om at overføre noget (kraft, frugtbarhed, rigdom osv.), men handler også om at etablere relationer mellem personer. På den måde minder velsignelse meget om udvekslingen af gaver.
Den moderne klassiker om gaveudveksling er den franske sociolog og antroplog Marcel Mauss’ ’Essay om Gaven’ fra 1924. Han beskriver meget detaljeret gavefesten, potlatch, hos en nordvestamerikansk indianerstamme. Gennem gaveudveksling konkurrerer personer eller grupper om at demonstrere rigdom, alliancer etableres, og det sociale hierarki fastholdes eller ændres. At nægte at modtage en gave svarer til at erklære krig. På den ene side er der en forpligtelse til at give og modtage gaver, der i størrelse og værdi svarer til modtager og givers sociale positioner (hverken for meget eller for lidt!) – på den anden side hersker en ideologi om, at det hele foregår i frihed og af ren og skær generøsitet!
Det lyder måske meget fjernt og mærkeligt, men det er det ikke, og man behøver ikke tage til den anden side af jorden til fjerne, ’primitive’ folkeslag for at forstå det. Tænk i stedet på vores juleaften og de uskrevne regler, der er knyttet til gaveudveksling dér.
Ideologien omkring julegaver er selvfølgelig, at det alt sammen sker i frihed og af generøsitet. Man bliver altid glædeligt overrasket over at modtage en gave (’Næ, er der også en gave til mig; det skulle I da ikke have gjort, det er virkelig alt for meget’), og der er ingen, der kunne forpligte nogen på at give gaver (’Jeg vil gerne inviterer dig til juleaften, men kun hvis du har gaver med’ – det må man ikke sige, men det ligger uudtalt i en invitation i forbindelse med julen).
Men i virkeligheden er udvekslingen af julegaver et særdeles aftalt spil. Hvem der giver til hvem er nøje aftalt (’Er vi på gave med din søster og hendes kæreste?’), beløb fastsættes og ofte gives specifikke gaveønsker til bestemte personer. Som en ekstra sikkerhed kan julegaver ofte byttes! Og der er uskrevne regler for værdien af gaven i forhold til hvem der udveksles gaver med: Et voksent søskendepar (med ægtefæller) skal helst udveksle gave af nogenlunde lige stor værdi, eller de giver gaver af nogenlunde lige stor værdi til hinandens børn. Pinligt er det, hvis kun det ene par giver, og der ikke gives til gengæld. Og sjovt nok er det lige pinligt for begge parter. Der er også noget galt i familierelationerne, hvis det ene par giver meget mere end det andet par. Man kan evt. rette op på det næste år, men godt er det ikke.
Derimod er det helt i orden, at bedsteforældre giver store gaver til børnebørnene og måske kun får en tegning (eller et knus!) til gengæld. Men forestil jer, at børnebørnene havde brugt deres sidste sparepenge på at købe en dyr ting til bedsteforældrene, og disse kun gav et knus (eller en tegning!) til gengæld. Det ville ikke være godt, og det er ikke sikkert, at bedsteforældrene blev inviteret til næste jul.
Som hos de nordamerikanske indianere er der i Danmark reelt en forpligtelse til at modtage og give gaver, der i størrelse og værdi svarer til modtager og givers sociale og familiemæssige positioner. Og ligesom hos indianerne er det at nægte at modtage en gave potentielt det samme som en krigserklæring. Forestil jeg et brudepar, som nægter at tage imod gaver fra hans (eller hendes) forældre! Familiekrigen er reelt allerede brudt ud og har sikkert raset et stykke tid, men det er nægtelsen af at modtage gaven, der er den symbolske krigserklæring.
Hvis man oversætter ’velsigne’ i Det Gamle Testamente med ’give gaver’ og medtænker de relationer, der etableres, eller det hierarki, der opretholdes, gennem udveksling af gaver, giver det hele meget god mening. Så forstår man også, hvordan ét og samme hebraiske ord kan oversættes ’velsigne’, ’hilse’ og ’prise’ alt efter de sociale relationer. Det er nemlig ligesom med udvekslingen af julegaver: De voksne søskende, som er på samme niveau i hierarkiet, ’hilser’ hinanden gennem lige værdifulde gaver. Bedsteforældrene ’velsigner’ børnene ved at give forskud på arv og børnebørnene ved at skænke dem værdifulde gaver, mens børnebørnene ’velsigner’ bedsteforældrene på et mere symbolsk plan, man kunne sige, at børnebørnene ’priser’ bedsteforældrene med et knus eller en tegning.
Derfor oversætter jeg ovenfor: ’Jeg vil velsigne dem, der priser dig’ og ikke ’jeg vil velsigne dem, der velsigner dig’. Det hierarkiske må med i oversættelsen.
Abraham i Utopia
Thomas More har i sin Utopia (1516) beskrevet et ideal-samfund, som nok kan betegnes som et velsignelsens samfund. Heller ikke her er velsignelsen for alle. Jo, den er for alle på øen Utopia, og velsignelsen ’skvulper’ da også her over på nabofolkene, men øens indbyggere, utopierne, er også involverede i en lang række krige, naturligvis kun retfærdige krige. Utopierne kommer økonomisk godt ud af deres krige og opnår i kraft af dem en super-magts-status i forhold til andre stater. Til deres krige benytter de først og fremmest lejetropper hovedsagelig hvervede blandt zapoleterne. Om dette folk fortælles:
Dette folk bor 500 mil i østlig retning for utopierne, et råt, barbarisk og vildt folkefærd. De holder fortrinsvis til i de vildsomme skove og bjergegne hvor de er vokset op. Det er en kraftig race, hårdfør overfor hede, kulde og strabadser, men ukendt med civiliseret levevis; agerbrug har de ikke og deres klædedragt og boliger er yderst tarvelige. Kun nogen kvægavl lægger de vægt på, i øvrigt lever de for en stor del af jagt og røveri. Men mest af alt er de som skabt for krig, og de lader ingen lejlighed til kamp gå sig forbi, tværtimod, det er deres største lyst. I store flokke går de fra land til land og tager krigstjeneste for en ringe betaling hos hvilken som helst hverver. Man kunne sige at de opretholder livet ved at sælge det, og prisen er døden. (Utopia, 2. bog, Om krigsvæsenet – fra Otto Foss’ oversættelse)
Det kan næppe overraske, at ’alt hvad de tjener ved at sætte liv og velfærd på spil, det bruger de i sus og dus på nogle få dage’. Hvad skal man nu i en idealstat stille op med et sådant folk? Ja, de viser sig jo at være ganske nyttige til krigstjeneste; derved sparer man sine egne indbyggere, får soldater, som er ’som skabt for krig’, og en tredje fordel er, at man måske får reduceret et afskyeligt folk:
Om der falder få eller mange af dem er utopierne ganske ligeglade med, da de mener at indlægge sig størst fortjeneste af menneskeheden hvis de kan befri jorden for et afskyeligt folk der ikke er at regne for andet end bundfald og bærme. (Utopia, 2. bog, Om krigsvæsenet – fra Otto Foss’ oversættelse)
Nu kan man selvfølgelig forklare et sådant menneskesyn i en fortælling historisk. Humanismen var i sin vorden i 1500-tallet, og vi kan ikke bebrejde Thomas More, at han ikke havde samme humanistiske udsyn som vi. Men kan kunne også hævde, at More peger på et uomgængeligt forhold i menneskelivet: Skabelsen af et godt samfund lokalt vil næsten uvægerligt bygge på udnyttelsen af andre. Også velfærds- og overflodssamfundet Danmark er afhængigt af udnyttelsen af arbejdskraft i andre lande, selv om det slet ikke var hensigten.
Vi kan i hvert fald konstatere, at den velsignelses-økonomi, der udfolder sig i Første Mosebog, ikke er ulig de relationer, man finder mellem staten Utopia og dens naboer. Plejer man gode relationer med Abrahams efterkommere/Utopia, får man også del i velsignelsen. Og gør man det ikke, ja, så får man efter fortjeneste. ’Zapoleter’ betyder i øvrigt, ’de, der sælger (deres) liv’. De får en skæbne i overensstemmelse med deres natur. Og de, der ringeagter Abraham, fortjener også selv at blive forbandet. De får en skæbne i overensstemmelse med deres handlinger. Når man læser det, virker det umiddelbart så logisk og rimeligt, at man ikke rigtig kan indvende noget imod det.
Staten Utopia er den instans, der bevirker, at folkeslagene organiseres i et statisk hierarki med Utopia som det selvfølgelige centrum. Abraham er den instans eller det princip, efter hvilket folkeslagene på et eller andet tidspunkt i fremtiden skal organiseres hierarkisk med Israel på den naturlige førsteplads.
Gælder velsignelsen de få eller de udvalgte?
Det kan nok være, at en og anden læser synes, at min fortolkning ovenfor er lige lovlig uvenlig over for teksten. Det er jo dog trods alt – som Søren Holst gør opmærksom på – en tekst, der fortæller nogle andre ting om folkeslagene, end det man ’lige ville forvente ud fra resten af Det Gamle Testamente’.
Her er der fokus på noget andet: Ikke modsætningen mellem det udvalgte folk og alle de andre, men sammenhængen mellem dem. Oldtidens skrivere, der fortalte historien, har tilsyneladende ment, at Israels sammenhæng med de andre etniske grupper må sættes på plads, før vi kan begynde at tale om modsætningerne. (Søren Holst, Abrahams Spor, side 13)
Det er ganske rigtigt, men der mangler en vigtig pointe. Alle folkeslag i Nærorienten (ja, i hele verden) har, da Første Mosebog blev skrevet, haft deres egne guder, og alle folkeslag har ment, at den velsignelse, de fik, når fx høsten var god, kom fra deres egne guder. At hævde, at der er ét folks gud, hvis velsignelse på et tidspunkt når alle folkeslag og dermed så at sige fejer de andre guders velsignelse af bordet, er en provokation af rang. Det er simpelt hen religiøs imperialisme!
Og det er ikke første gang i Første Mosebog, at vi møder en sådan religiøs imperialisme. I kapitel 1 fortælles det, hvordan Gud skabte solen, månen og stjernerne – og oven i købet med en særdeles praktisk grund i tankerne: De skal være lamper på firmamentet og bruges til at holde styr på kalenderen, så man kan fejre de religiøse højtider på de rigtige dage. Igen en provokation af rang i en verden, hvor Solen og Månen dyrkes som guder.
Nu er der den formildende omstændighed, at teksten er skrevet på hebraisk. De første mange år har jøderne kunnet godte sig over teksten helt for sig selv, eller de har kunnet finde trøst i den i trængselstider, men med tiden er teksten blevet oversat til det dengang mere alment forståelige græsk. Jødernes monoteisme blev en torn i øjet på magthaverne. Ud fra den antikke verdens religiøse og politiske tankegang (de to ting hørte nemlig sammen) er der ikke noget at sige til, at romerne forfulgte jøderne og senere de kristne. Monoteismen var simpelt hen en alvorlig og provokerende udfordring, man ikke kunne sidde overhørig. Og med tiden viste den sig jo også at være dødsensfarlig for den antikke verdens religioner og (til dels) kultur.
Alt dette er noget, vi skal huske, når vi læser de – i vore øjne – højst inklusive og universalistiske passager i Første Mosebog. De er først og fremmest et udtryk for, at vores gud er bedre end de andres. Og det har forfatterne udmærket været klar over.
I beskrivelsen af sammenhængen mellem folkeslagene ligger altså et hierarki og dermed slumrende modsætninger. Den fortsatte fortælling i Første Mosebog skærper det eksklusive: Det er ikke al Abrahams afkom, der skal blive lige velsignet. Velsignelsens centrum ligger først hos Abraham, senere hos Isak (1 Mos 26,4) og senere hos dennes søn Jakob (1 Mos 28,14). I den videre historie er det Jakobs sønner, israelitterne, der først og fremmest er velsignelsens mål. Og det er der ikke noget odiøst eller mærkeligt i. Det Nationale Epos, som man kalder fortællingen fra Første Mosebog til og med Anden Kongebog, er blevet skabt som en bestemt gruppes eller folks fortælling om, hvordan folket og den verden, som folket lever i, er blevet til og hvilke vilkår, det lever under. Og selvfølgelig indtager dette folk en særstilling blandt folkeslagene – også i utopien.
Og leder vi efter utopier i andre skrifter i Det Gamle Testamente, finder vi en spænding i teksterne, som svarer til den, vi mødte i 1 Mos 12,1-3: På den ene side drømmes der om en velsignelsesrig tilstand, som skal omfatte alle mennesker, på den anden side er det klart, at en sådan tilstand først kan tilvejebringes efter en voldsom udrensning. I slutningen af Salmernes Bog lovsynger ’alle, der ånder’ Jahve i hans tempel i Jerusalem (Sl 150), men det er altså også først efter at de fromme har fuldbyrdet Guds dom ved at hævne sig på folkeslagene og lægge de oprørske konger i lænker (Sl 149,6-9). Også Esajas’ Bog slutter med en vision, som gælder alle mennesker – bortset fra dem, som ikke vil anerkende Jahve (More ville måske have kaldt dem zapoleter):
For ligesom den nye himmel
og den nye jord, som jeg skaber,
skal bestå for mit ansigt, siger Herren,
sådan skal jeres slægt og jeres navn bestå.
Hver måned på nymånedagen
og hver uge på sabbatten
skal alle mennesker komme
for at tilbede mig, siger Herren.
Og de skal gå ud og se
på ligene af dem, der brød med mig.
For deres maddiker dør ikke,
og deres ild slukkes ikke.
De skal være til afsky for alle mennesker. (Es 66,22-24 – mine kursiveringer)
Alle mennesker – altså undtagen dem, der gik til grunde på vej til utopiens realisering.
Velsignelse for alle eller de udvalgte? Ja, hvis man betragter ’i dig skal alle jordens slægter velsignes’ som højdepunktet i rækken af løfter (Abrahams Spor, side 14), så omfatter velsignelsen selvfølgelig alle. Men set i sammenhæng med blot de foregående linier, må man sige, at det ikke er det, teksten handler om. 1 Mos 12,1-3 er en eksklusiv utopi, som medtænker de øvrige folkeslag i et hierarki, og som borttænker dem, der ringeagter Abraham. Uudtalt, men derfor ikke mindre raffineret, overflødiggøres de øvrige guder.
Det kan være, at nogle læsere sidder tilbage med spørgsmål som: ’Har det enkelte menneske et frit valg i forhold til at prise eller ringeagte Abraham og dermed få del i Guds velsignelse?’ og ’Véd Gud på forhånd, hvem der vil prise og hvem der vil ringeagte Abraham og dermed få del i Guds velsignelse?’ (forudbestemmelse). Hertil må man svare, at de spørgsmål ligger uden for denne teksts perspektiv. Det er en senere tids spørgsmål og problemer, som en senere tid også har givet forskellige svar på. Måske skulle nogen skrive en bog om Velsignelsens og Frelsens Spor. Der er i hvert fald stof nok!
Hvorfor er det her vigtigt?
Når man læser Abrahams Spor, kan man godt undre sig over, at Abrahamfiguren i tidlig kristen fortolkning bruges til både at inkludere og ekskludere ikke-kristne. Læs bare følgende:
Hvor Paulus bruger Abrahamfiguren til at inkludere hedningene i den etnicitet, jøderne ellers havde monopol på, bruger forfatteren til Johannesevangeliet over en generation senere Abrahamfiguren til at angribe og ekskludere de jøder, der var modstandere af den johannæiske menighed. (Finn Damgaard, Abraham mellem forbillede og forargelse i Abrahams Spor, side 45)
Er det ikke bare helt ude i skoven, når Johannesevangeliet bruger Abrahamfiguren til at ekskludere nogen? Fortællingen om Abraham i Første Mosebog, den som alle senere genfortællinger og fortolkninger i en eller anden forstand er afhængig af, er jo i høj grad inkluderende. I Første Mosebog lægges vægt på sammenhængen mellem folkeslagene (Abrahams Spor side 13), på velsignelsen, der ’skvulper over’ til de øvrige folkeslag (side 18). ’Den bibelske tradition’ lægger ’på ingen måde lægger fingrene imellem, når det gælder om at slå fast, at Abraham ikke blot er folkets, men i høj grad folkenes stamfader’ (side 21). Her synes jeg, at den første artikel i Abrahams Spor mangler at redegøre for det ekskluderende i Første Mosebogs Abrahamfigur. Jo, det nævnes undervejs, at fortællingen ’ligesom snubler over sin egen logik’ (side 15), men denne spænding i teksten, denne logiske selvmodsigelse, fastholdes ikke i fortolkningen. Denne mangel har jeg søgt at råde bod på i nærværende artikel. Jeg har, som Thomas Hoffmann udtrykker det, suppleret ’med den mere virulente Abraham som Mistroens og konflikternes fader’ (Abrahams Spor, side 76 – ’virulent’ betyder ’smittefarlig’ eller ’giftig’).
Og så en mere almen betragtning over Abraham og moderne bibelvidenskab: Det er tankevækkende, at på dansk er ’patriarkalsk’ med god ret et minus-ord, men ’patriark’ er det ikke i bibelvidenskabelige sammenhænge. Og dog er det andet afledt af det første.
Historien om Abraham er bl.a. historien om, hvordan en mand bliver magtfuld, hvilket sker i samspil og modspil med Gud og mennesker. Velsignelse i Det Gamle Testamente er ikke bare en guddommelig kraft, som udøses over et bestemt folk og derigennem strømmer ud til alle mennesker. Velsignelse handler om at etablere relationer gennem udveksling af forskellige goder. Gennem relationer, kontrakter, sammenstød og alliancer med Gud, familie, venner og fjender etableres Abraham som patriark, og samtidig etableres eller stadfæstes den patriarkalske ideologi. Denne ideologi handler ikke bare om, hvordan mænd undertrykker kvinder, men også om hvordan nogle mænd undertrykker andre mænd, hvordan magtrelationer er og hvordan autoritet udøves. Ganske eksemplarisk benytter Abraham sig af de midler, der står til rådighed for ham (fx konen i 1 Mos 12,10-20 og sønnen i 1 Mos 22,1-19), på sin vej mod rigdom og magt. Det er en vigtig opgave for bibelvidenskaben at fremanalysere teksternes værdisystemer, og hvor det forsømmes, videreføres teksternes ideologi i fortolkningen, fx når der lægges vægt på teksterne ’brugbare’ teologiske indhold, idet man mener, at det teologiske er noget, der kan udsondres fra det tekstens øvrige samfundsmæssige ideologi.
Derfor er det vigtigt, at der er nogen, der får sagt det ubehagelige, der er at sige om de bibelske tekster. For at få belyst teksterne så godt som muligt, er det nødvendigt, at vi på de teologiske fakulteter både har nogen, der kan fremdrage det smukke, det poetiske, det kirkeligt brugbare i teksterne og nogen, der ideologi-kritisk kan sætte fokus på det krasse, det kedelige, det undertrykkende i teksterne. Begge slags bibelfortolkere er nødvendige, da det er de færreste, der mestrer begge perspektiver i deres arbejde. Der er dog desværre en tendens til (eller i hvert fald en risiko for) at de negativt-kritiske gammeltestamentlere bliver færre og færre.
Det er derfor en af de vigtigste udfordringer ved de kommende års ansættelsespolitik på de teologiske fakulteter, hvad faget Gammel Testamente angår, at sikre balancen mellem de bibelforskere, der stryger teksten med hårene, og dem, der dykker ned i pelsen for at finde lusene.
Denne artikel er en stærkt revideret udgave af foredrag holdt 2. marts 2006 på et møde arrangeret af netværket Abrahams Spor under Københavns Universitets satsningsområde Religion i det 21. århundrede.
Stor læsertilfredshedsundersøgelse
I Biblianas redaktion arbejder vi hele tiden på at gøre Bibliana endnu bedre, og derfor vil vi bede vore læsere om at svare på nogle spørgsmål om deres oplevelse af Bibliana. Undersøgelsen er åben for alle læsere af Bibliana, både abonnenter og dem, der læser det hos frisøren!
Blandt de indsendte besvarelser trækker vi lod om et gratis årsabonnement. Det er muligt at indsende besvarelser indtil den 31. maj 2008.
Kopiér nedenstående spørgsmål, indsæt i en mail, skriv dine svar og evt. kommentarer og returnér mailen til ben@teol.ku.dk. Er er problemer, så skriv til ben@teol.ku.dk og få tilsendt spørgeskemaet - eller få det på papir ved at skrive til:
Allan Rosengren
Københavns Universitet
Afdeling for Bibelsk Eksegese
Købmagergade 44-46, 2. sal
1150 København K
På forhånd mange tak for hjælpen!
Med venlig hilsen
Redaktionen
1. Hvad synes du om Bibliana?
Hvis du har lyst til at knytte en ekstra kommentar til din besvarelse, så er du velkommen til at tilføje den på linierne under hvert spørgsmål.
A. Indhold. Hvor tilfreds er du med indholdet af artiklerne i Bibliana?
Meget tilfreds, tilfreds, hverken tilfreds eller utilfreds, utilfreds eller meget utilfreds
Svar:
Uddybende kommentar:
B. Niveau. Hvordan er formidlingsniveauet i Bibliana?
For svært, passende, for let
Svar:
Uddybende kommentar:
C. Layout. Hvor tilfreds er du med Biblianas layout, format og øvrige udstyr?
Meget tilfreds, tilfreds, hverken tilfreds eller utilfreds, utilfreds eller meget utilfreds
Svar:
Uddybende kommentar:
D. Billeder. Hvor tilfreds er du med Biblianas billeddel?
Meget tilfreds, tilfreds, hverken tilfreds eller utilfreds, utilfreds eller meget utilfreds
Svar:
Uddybende kommentar:
E. Hjemmeside og Nyhedsbrev. Hvor tilfreds er du med Biblianas hjemmeside og nyhedsbrev? Se www.bibliana.net
Meget tilfreds, tilfreds, hverken tilfreds eller utilfreds, utilfreds eller meget utilfreds
Svar:
Uddybende kommentar:
F. Pris. Hvordan er prisen for Bibliana i forhold til det du får?
Urimelig høj, passende, uhørt lav
Svar:
Uddybende kommentar:
Har du forslag til hvordan vi kan gøre Bibliana endnu bedre?
Skriv venligst forslag her:
2. Hvem er du? (Frivilligt)
Vi vil gerne vide hvem vore læsere er, for at vi bedre kan målrette artikler og temanumre.
Det er naturligvis frivilligt, om du ønsker at give os personlige oplysninger, og hvis du ikke vil, så spring bare dette over. Personlige oplysninger behandles naturligvis fortroligt.
Køn:
Fødselsår:
Uddannelse:
Beskæftigelse:
Postnummer:
Udfyld venligst svarsedlen med navn og adresse, så deltager du i lodtrækningen om et gratis årsabonnement på Bibliana:
Navn:
Gade / Vej:
Etage og Hus nr.
Postnummer:
Biblianas Brevkasse
Biblianas Brevkasse er en ny service for alle bibelinteresserede.
Spørg om alt vedrørende Bibelen – og redaktionen vil gøre, hvad den kan, for at levere et fyldestgørende svar. Se www.bibliana.net.
Nye medlemmer af redaktionen
Biblianas redaktion har fået tre nye medlemmer:
Leise Christensen (GT)
Finn Damgaard (NT)
Anne Katrine de Hemmer Gudme (GT)
Læs mere om dem på http://tidsskriftetbibliana.blogspot.com/.
Religion og politik i Det Nye Testamente
I de næste numre stiller vi skarpt på Bibelens brug af religiøs retorik. I forårsnummeret særligt om Det Nye Testamente, og i efteråret om Det Gamle Testamente. I næste nummer vil Biblianas læsere få mere at vide om følgende emner:
• religiøs retorik i den moderne politiske diskurs
• magtstrategier i Det Nye Testamente. Artiklen vil samtidig være en præsentation af nyere, såkaldt postkoloniale læsninger
• religion og politik hos Paulus, samt en kort præsentation af indflydelsesrige bibelforskere, fx Dale Martin og andre nybrud i bibelfortolkningen
• en ny læsning af Luthers syn på religion og politik ud fra Luthers brug af de bibelske tekster
• en fortælling om forskellen mellem at være bibelfortolker i Århus og læse Bibelen under et ophold i Palæstina
• om fjendekærlighed som et religionspædagogisk projekt med udgangspunkt i Bjergprædikenen
Om Bibliana
Bibliana er Danmarks eneste populærvidenskabelige tidsskrift om Bibelen, skrevet af fagfolk med sans for formidling. Bibliana udgives på Forlaget Anis.
Redaktionen består af:
Pernille Carstens, Leise Christensen, Finn Damgaard, Anne Katrine de Hemmer Gudme, Gertrud Yde Iversen, Sandra Kastfelt (billedredaktør), Flemming Nielsen, Jesper Tang Nielsen, Rasmus Nøjgaard og Allan Rosengren (ansv.)
Læs mere på http://tidsskriftetbibliana.blogspot.com/
Læs gamle numre i PDF-format på www.anis.dk/tidsskrifter/bibliana/res_bibli_01.asp
Interesserede kan gratis abonnere på Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Dette nummer af BEN er redigeret af Anne Katrine de Hemmer Gudme og Allan Rosengren. Kommentarer kan sendes til ar@teol.ku.dk
© forfatterne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar