Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev 15

Boganmeldelse: Hvad er sandhed - Nye læsninger af Johannesevangeliet. Redigeret af Gitte Buch-Hansen og Christina Petterson

Anmeldt af Anne Vig Skoven

Boganmeldelse: Jakob Wolf: Jobs tårer - om Gud og det onde

Anmeldt af Jacob P.B. Mortensen

Tegneserieanmeldelse: Verdens skabelse illustreret af R. Crumb

Anmeldt af Finn Damgaard

Boganmeldelse:

 Hvad er sandhed

Nye læsninger af Johannesevangeliet

Redigeret af Gitte Buch-Hansen og Christina Petterson

188 sider, 228 kr.

Frederiksberg: Alfa 2009

Anmeldt af Anne Vig Skoven

Efter i mange år at have været indhyllet i afmytologiseringens klare paradokser, er Johannesevangeliet blevet genstand for interesse fra den historisk-kritiske eksegeses side. Det har fået konsekvenser, og i antologien Hvad er sandhed kan man læse hvilke. Allerede bogens smukke forside, Maja Lisa Engelhardts Himmelfart, signalerer nye toner - ånd udelukker ikke længere krop.

Bag antologien står en gruppe yngre eksegeter fra Københavns og Aarhus Universitet, der alle (på nær en enkelt) er Johannes-specialister. Den tilbyder sine læsere et indblik i, hvad der foregår ikke bare i Johannesevangeliet, men også i den aktuelle eksegetiske praksis. Med denne dobbelte funktion er den meget velrettet mod sit intenderede publikum: teologistuderende, religionsstuderende, seminarister og præster.

Efter bogens udførlige og informative indledning kommer som den første af de 8 artikler Jesper Tang Nielsens (JTN) ”Korsmærkernes kognitive funktion”. Dette viser sig at være en velvalgt disponering, eftersom JTNs artikel spiller en væsentlig rolle for flere af forfatterne i bogen.

JTN giver først en indføring i narrativ semiotik a la Greimas, hvor relevante begreber og terminologi gennemgås. Derpå applicerer han den på Johannesevangeliets samlede fortælling.

JTN viser, hvordan Johannesevangeliet kan inddeles i de fire faser i Greimas’ analyse: manipulation, kompetence, performance og sanktion. I den første fase indgås en kontrakt mellem Gud og det guddommelige logos om den opgave, der findes udtrykt i Johs 3,16: at forbinde mennesker med evigt liv gennem tro. Semiotisk udtrykt er opgaven at foranstalte en konjunktion mellem mennesker og det objekt, der dels er kognitivt (tro) og dels værdimæssigt (evigt liv).

I kompetencefasen inkarneres det guddommelige logos, således at han bliver i stand til at udføre den pålagte opgave. Performancedelen består i at bringe mennesker til erkendelse af Jesus’ guddommelige identitet. Jesus optræder her i rollen som ”persuatør” (overtaler).

Opgaven vanskeliggøres imidlertid af, at Jesus optræder i en hemmelig modus – han fremtræder som et menneske, skønt hans sande væren er guddommelig – hvilket gør det svært for mennesker at erkende hans guddommelighed. Hvor de fire faser angår fortællingens konkrete begivenheder, fortællingens såkaldt pragmatiske dimension, så angår Jesus’ fremtræden og menneskers erkendelsesmæssige reaktion herpå en anden dimension, nemlig den kognitive.

Mennesker kan ikke komme til sikkerhed/tro om hans identitet, førend han er død og opstanden.

Pointen i artiklen er, at det er korsmærkerne, der fremkalder den eftertragtede erkendelse; eksemplarisk udtrykt i disciplen Thomas’ bekendelse: Min Herre og min Gud (20,20). Mærket er et ikke ukendt træk i fortællinger og tjener til identifikation (tænk fx på Odysseus modermærke).

Denne pointe udgør iflg. JTN et alternativ til den almindelige kirkelige dogmatiske tolkning af Jesus’ død og opstandelse, idet den johannæiske vægt ikke ligger på korsdøden som den væsentligste frelsesbegivenhed (korsteologi), men derimod på opstandelsen. Det er denne begivenhed (sanktionen), der sætter mennesket i stand til at forstå, at Jesus er Guds søn/Gud, hvilket lige netop er evangelistens eksplicitte hensigt (20,31).

Hvad JTN i sin analyse kommer frem til, er altså noget, der vel kan kaldes en subjektiv forsoningslære. Det gør læsningen yderligere interessant er, at JTN opererer med kendte kategorier i nye skikkelser. Eksempelvis udspilles spørgsmålet om realiseret og futurisk eskatologi i en semiotisk firkant, som indeholder modsætningsparrene Evigt liv vs Evig død og Provisorisk liv vs Provisorisk død.

Fra hele evangeliets store fortælling zoomes i Finn Damgaards (FD) bidrag ”Kampen om Moses. Moses som katalysator for konflikten i Johannesevangeliet” ind på en enkelt figur. FD, som er forfatterkollegiets eneste ikke-johannist, forsker i, hvordan religiøse grundfigurer anvendes til at konstruere kollektiv identitet. De har i hans perspektiv ikke bare en normativ, men også en formativ funktion.

Moses, som spillede en afgørende rolle i den antikke jødedom, må naturligvis finde sig en ny plads i den tidlige kristendom. Det er derfor ikke overraskende, at han kommer til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med iscenesættelsen af stridighederne mellem jøderne og Jesus i Johannesevangeliet. Her bliver han ifølge FD en nøglefigur i forsøget på at afklare Jesus-bevægelsens forhold til den jødiske tradition - indenfor det jødekristne miljø, som evangeliet ifølge FD blev til i. Johannesevangeliets brug af Moses kan derfor ses om en revision af det johannæiske samfunds erindring om Moses.

I en velstruktureret fremstilling gennemgår og analyserer FD de 7 passager i Johannesevangeliet, hvor Moses omtales. Han finder her en ”glidning”. Først indsættes Moses i det rette - underordnede - forhold til Jesus, og derpå anvendes han til iscenesættelse af en konflikt (kap. 9).

Moses fungerer her som katalysator i flere forskellige henseender – i forbindelse med evangeliets konflikt såvel som i afklaringen af evangeliets soteriologi (frelsesforståelse) og kristologi.

Det gør analysen yderligere interessant, at FD inddrager komparativt materiale fra den stort set samtidige jødiske filosof, Filon. Moses er hos Filon billedet på det perfekte menneske.

Man skulle tro, at evangeliet ville spille Moses og Jesus offensivt ud mod hinanden, men det er ikke det, der sker. I Johannesevangeliet tildeles Moses en overvejende positiv rolle, idet han dog konverteres fra at være eksemplet par excellence til at være en, der bærer vidnesbyrd om Kristus. I denne forskydning sker dannelsen af den nye sande jødiske identitet.

I Alexander Gusas (AG) bidrag, ”Tro uden overtro: Den religionskritiske impuls i Johannesevangeliet” indskrives evangeliet i den antikke filosofi. Med afsæt i Jesus’ samtale med den samaritanske kvinde i kap. 4, og i særdeleshed udsagnet om tilbedelsen i ånd og sandhed, fordi Gud er ånd (4,24), anskuer AG Johannesevangeliet som et udslag af den antikke religionskritik, som den artikuleredes blandt ikke bare antikkens filosoffer, men også i den jødiske tradition. AG anskuer altså Johannesevangeliet som et religionskritisk jødisk skrift, og den johannæiske menighed som billedet på ”den sande religion befriet fra overtro”.

I antikken måtte en legitim religion finde sin plads mellem yderpolerne ateisme og overtro. Kristendommen blev som bekendt udskældt for at være begge dele (indtil den selv fik lov at sætte dagsordenen og (re)definere, hvad ateisme og overtro var). Beskyldningen om ateisme vedrørte de kristnes (jødiske) forhold til den romerske kejser og deres modstand mod den dyrkelse af ham, som fandt sted i kejserkulten. Netop dette perspektiv er uhyre interessant, eftersom meget af kristendommens centrale vokabular er hentet fra den politiske sfære (fx evangelium, kyrios, Gudsriget). AG opridser i øvrigt meget relevant forskellen på den antikke og den moderne ateisme.

AG konkluderer, at Johannesevangeliet på sine antikke betingelser fremstiller en helt igennem rationel religion, og derved unddrager sig betegnelsen overtro.

AGs artikel udspringer af et større igangværende forskningsprojekt om antikkens religionskritik, og måske er det derfor, at man som læser får fornemmelsen af, at AG vil for meget på for lidt plads. De mange udførlige tekstreferencer, som burde have været anbragt i fodnoter, hæmmer endvidere læsningen. Ikke desto mindre er der meget godt at hente, hvis man interesserer sig for antikkens filosofiske religionsdiskurs. 

Kasper Bro Larsens (KBL) bidrag ”At sige ret farvel. Jesus’ afskedstale i genrehistorisk belysning (Joh 13-17)” er et eksempel på en genoptagelse af formkritikkens interesse for de litterære genrer. Denne har ifølge KBL ikke tidligere været praktiseret i forbindelse med Johannesevangeliet, der om noget evangelium har været betragtet som en genre sui generis, selv hos formkritikkens grand old man, Bultmann, som i sin Johanneskommentar forlod den formkritiske metode til fordel for den litterær/kildekritiske. Til forskel fra den klassiske formkritik, der endte med at atomisere evangelierne fuldstændigt, anskuer den nyere formkritik tekstens genrer som ”elementer i den overordnede teologisk-ideologiske og fortællemæssige sammenhæng”.

Johannesevangeliet er nemlig iflg. KBL en mosaik af forskellige genrer, der hver har deres særpræg. I nærværende artikel fokuserer han på kap. 13-17 og genren afskedstale, som er en identificerbar og afgrænset antik genre, kendt ikke bare fra Det gamle Testamente (Moses, David mfl) og anden jødisk litteratur, men også fra den græske verden (fx Sokrates’ afskedstale).

KBL opridser i tretten punkter afskedstalens genrekarakteristika og sammenligner disse med Johannesevangeliets kap. 13-17. Heraf fremgår ikke blot lighederne, men også de steder, hvor Johannes bryder med genren ved eksempelvis at overbetone et af punkterne. KBL peger især på, at det gentagne gange understreges, at Jesus’ død ikke er en endegyldig død, men en bortgang, der indvarsler at nyt nærvær.

Til sidst indsættes afskedstalen i dens aktuelle liturgiske kontekst – i kirkeåret mellem påske og pinse. Her skulle der nok være inspiration at hente for prædikanter. I det hele taget er det en velskrevet og let læselig artikel.

Gitte Buch-Hansen sætter fokus på ånden i ”Et stoisk blik på Johannesevangeliets åbenbaring. Himmelfarten i antikkens naturfilosofi”. Dette sker i et ambitiøst opgør med både Bultmanns læsning af Johannesevangeliet, der betonede inkarnationens betydning, og den korsteologiske, der investerer al betydning i Jesus’ død på korset. I lighed med JTN fokuserer GBH på opstandelsen og dermed på kap. 20, som i Bultmanns og andres optik blot var en symbolsk og i princippet overflødig fortælling om det at komme til tro. 

Ligesom FD inddrager hun den jødiske filosof Filon og hans filosofisk inspirerede eksegese af Moseloven, men hendes artikel handler først og fremmest om ånden, og det som en materialistisk størrelse, således som stoikerne tænkte den. Igennem artiklen introduceres læseren på udmærket vis til det stoiske verdensbillede, så det bliver forståeligt. GBH fokuserer især på fænomenerne undfangelse og himmelfart, som hermed fratages byrden af at være kristent særstof.

Resultatet bliver, at det, som i mere moderne øjne opfattes som et mysterium, kan siges at have været fuldt rationelt forklarligt på datidens betingelser. GBHs af-paradoksaliserende studie af opstandelsen i Johannesevangeliet bringer på ingen måde evangeliet nærmere til nutiden, men GBH løber gerne (sammen med Karl Barth) den risiko, i stedet for, som Bultmann, at afmytologisere den antikke verdens tanker. Bultmanns læsning af Johannesevangeliet er i det hele taget den væg, som flere af bogens artikler spiller op imod. GBH ender imidlertid, i lighed med KBL og CP, med nogle refleksioner over den placering, teksterne har i kirkeårets tekstrækker, som også kan være af interesse for en aktuel fortolkning af opstandelsen.

GBH’s andet bidrag til antologien, artiklen “”Who do you know in Heaven?” eller Saturday Night Fever i Johannesburg”, fungerer som en introduktion til det nyeste skud på stammen indenfor hermeneutiske metoder i bibelvidenskaben, den postkoloniale analyse. Samtidig med sin introduktion til de postkoloniale fædre, Edward Saïd og Homi Bhahba mfl,. kaster GBH et postkolonialt blik på dokumentarfilmen The Swenkas. Denne seværdige film af den danske instruktør Jesper Rønde handler om en gruppe migrantarbejdere i Johannesburg, og den bliver bestemt ikke mindre spændende gennem GBHs analyse. Det bliver desuden klart, hvordan den postkoloniale analyse kan gøres frugtbar i bibelforskningen. GBH bliver nemlig ikke stående i en reproducerende offerteologi, hvor ”det koloniale subjekt” er dømt til at kopiere kolonisatorens værdier (a la Saïd), men peger med Bhabha på mulighederne for ny hybrid identitetsdannelse i blandingskulturen; et perspektiv som også kan kaste lys over den tidlige kristendom. I GBHs læsning er Kristus den ultimative immigrant, som åbner det tredje rum hinsides de etablerede modsætninger. En absolut læseværdig artikel.

Christina Petterson (CP) beskæftiger sig i ”Den kirkelige Johannes” med Johannesevangeliet, som det er repræsenteret i de gudstjenestelige læsninger. Hendes anliggende er at påpege den fortolkningsmæssige kontrol, som både udvalget af Johannestekster og samspillet med de øvrige tekster udøver i det, som kan kaldes det femte evangelium, nemlig tekstrækkerne.

Det fremgår af hendes udmærkede oversigt, at Johannesevangeliet bidrager til tretten søndage i første tekstrække; rundt regnet halvdelen af, hvad Matthæus og Lukas fylder, men ca. dobbelt så meget som Markus. Johannes er stærkest repræsenteret i tiden mellem påske og pinse, og ringest i trinitatistiden. I anden tekstrække fylder Johannes til gengæld dobbelt så meget. Her har man genoptaget en del af de tekster, som ved reformationen og senere reformer røg ud af den første tekstrække sammen med de helligdage, de var knyttet til.

En af CPs pointer er, at den synoptiske teologiske fortolkning af Jesus’ død som syndoffer eller pagtsoffer helt overskygger Johannes’ mere kognitive forståelse (her refereres til JTN’s artikel).

Når Johannestekster som eksempelvis fodvaskningen placeres skærtorsdag, er den qua sin placering i kirkeåret kontrolleret af den synoptiske teologi (synds/pagtofferet), og får derfor ifølge CP ikke mulighed for at udfolde sit potentiale. Det samme gælder Johannesprologen, som med sin placering juledag kommer til at dale lige ned i krybben, på trods af dens egentlige transcendens af tid og sted.

Sammenlignet med den reformerte tradition, hvor der ifølge CP ikke er fastlagte læsninger, finder hun, at Folkekirkens tekstrækker udgør en teologisk spændetrøje, der især holder de johannæiske accenter ude. CP lider dog ikke af en blåøjet tro på ”åndens frie løb” i den reformerte kirke, men mener, at en reformert inspireret praksis kunne løse de problemer, hun ser i den nuværende tekstordning. Helt konkret, at inddragelsen af en større mangfoldighed af tekster kunne rokke ved tekstrækkernes teologiske entydighed.

Om den tredje tekstrække, som der for tiden arbejdes med i Løgumkloster, vil udvide det teologiske perspektiv, må tiden vise. CPs pointe med Johannesteksternes placering er efter min opfattelse rigtig, men på den anden side vil jeg som prædikant kæmpe længe og indædt for faste tekstrækker, og så til gengæld bruge min frihed til i prædikenen at inddrage andre tekster, hvor jeg finder det relevant.

Uanset om man er enig i CPs synspunkter vedr. frit tekstvalg eller ej (hvilket jeg altså ikke er), så er det en interessant og tankevækkende og ikke mindst veldisponeret artikel, som via sit fokus på Johannesevangeliets nutidige Sitz-im-Leben, tematiserer det femte evangelium, kirkeårets og tekstrækkernes teologi.

Hvis Johannesevangeliet blev et offer på gudstjenestens alter i CPs første artikel, så anskues det i CPs andet bidrag, ”Forargelsen og Johannesevangeliet” som bøddel i den politiske virkelighed. I artiklen ”Forargelsen og Johannesevangeliet” beskæftiger CP sig med evangeliets berygtede antijudaisme, problematiske kønspolitik og ”totaliserende åndelige dagsorden”, som er blevet brugt til at legitimere jødeforfølgelser, kønsdiskrimination og kolonisering. CP behandler her, hvad hun kalder Johannesevangeliets ”effekthistorie”, et perspektiv, som af forskellige årsager ikke er særlig fremtrædende i dansk eksegese, i modsætning til fx receptionshistorien, der imidlertid primært angår ”den aktive tilegnelse af Bibelens kulturelle og/eller religiøse indhold”. Effekthistorien derimod beskæftiger sig med teksternes politiske konsekvenser.

CP klandrer den danske eksegese for at være alt for lidt optaget af dette perspektiv og alt for forankret i det 1. århundredes problematikker. Hun søger i artiklen at vise, hvordan det effekthistoriske perspektiv kan blive teologisk relevant (”generere en teologisk betydningsfuld, provokerende og konstruktiv eksegese”). Hovedvægten i artiklen ligger dog på den negative side af effekthistorien.

CP svinger pisken over dansk selvfedme, provinsialisme og nationalromantik, samt den rodfæstede tro på, at det nok skal gå af sig selv alt sammen. Men samtidig får læseren en smagsprøve på postholocaust-eksegesen, den feministiske og den politiske eksegese, appliceret på danske forhold.  

For en stor del af artiklernes vedkommende er det klassiske teologiske emner, der tages op, men med nye metoder og med nye indsigter. Det gælder forholdet til den jødiske arv, forståelsen af åndens betydning og beskaffenhed, kristologien og soteriologien. Savner man inspiration til sine prædikener eller undervisning, så kan Hvad er sandhed vise sig at være vejen.

Alt i alt er Hvad er sandhed en læsning værd, hvis man interesserer sig for ikke bare Johannesevangeliet, men også moderne hermeneutik. Læseren bliver introduceret til en vifte af metoder. Det er en spændende, lærerig og generelt velskrevet antologi. En særlig styrke ved bogen er den umage, forfatterne gør sig for at forklare de metoder, de anvender.

Det er dog irriterende og misvisende, at man i indholdsfortegnelsen har undladt at sætte de enkelte forfatteres navne under artiklerne. Bogen er netop en antologi, eller en mosaik for at bruge KBL’s metafor, ikke en samlet enig fremstilling. Rent sprogligt er der også nogle skæverter i ny og næ, men problemerne er til at leve med.

Boganmeldelse:

Jakob Wolf:

Jobs tårer

om Gud og det onde

Forlaget Anis 2010

112 sider – 189 kr. (paperback)

Anmeldt af Jacob P.B. Mortensen

Jobs tårer er en kort men fremragende bog med to teologiske foki. For det første introducerer den læseren til et klassisk teologisk topos, theodicéen, der stiller spørgsmålet om, hvordan Gud kan være både god og almægtig, når det onde findes. For det andet giver den et sammenhængende bud fra forfatterens side på, hvordan man kommer overens med en eksistentiel erfaring af meningen med det onde. At de to holdes adskilt er en teologisk pointe, og det eksemplificerer samtidig en del af løsningen på theodicéspørgsmålet ifølge forfatteren. Derfor indledes bogen også med en kursorisk iagttagelse af, at forholdet mellem theodicéens landkort (teologi) og theodicéens terræn (de almenmenneskelige erfaringer) ikke altid synes at stemme overens (s. 7). Og denne adskillelse af liv og lære, teori og praksis, fungerer som bogens underlæggende struktur. I forhold til bogens titel, Jobs tårer, er der ikke meget at komme efter i eksegetisk henseende. Jobs bog – og det gamle testamente i det hele taget – fungerer gennem hele bogen som en indforstået referenceramme. Dette virker dog ikke fremmedgørende på læseren, og bogens tilsyneladende formål – indføring og forskningsformidling – står klart og tydeligt hele vejen igennem.

Bogen er opdelt i fem hovedkapitler med en bibliografi som det sidste. De to – i omfangsmæssig henseende – hovedkapitler omkranses af en kort indledning og afslutning. Efter indledningen kommer andet hovedkapitel, der bærer overskriften, ”At ville tage ansvaret fra Gud”. Kapitlet behandler forskellige teologihistoriske forsøg på at løse theodicéens gordiske knude. Tredje hovedkapitel bærer overskriften, ”At lade Gud beholde ansvaret”, og fremlægger forfatterens bud på, hvordan theodicéens spørgsmål og problem bør behandles.

       Theodicé er et kunstord opfundet af den tyske filosof, G.W. Leibniz (1646-1716). Det er sammensat af theos (gud) og dikê (retfærdighed) og er en retfærdiggørelse af eller et forsvar for Gud i forhold til den ondskab, vi som mennesker oplever i verden. Problemet er opbygget omkring tre forhold: 1) Gud er almægtig, 2) Gud er god, 3) det onde findes. Dermed fremstår paradokset, at hvis Gud er almægtig og god, hvorfor tillader han så ondskaben i verden. Når vi oplever det onde, betyder det så, at Gud ikke er almægtig, fordi han ikke kan fjerne det onde? Betyder det, at han ikke er god, fordi han tillader det onde eller måske oven i købet forårsager det? Eller betyder det, at det onde kun er tilsyneladende ondt og dermed ’i virkeligheden’ ikke findes? Theodicéen bliver et spørgsmål, problem eller paradoks, fordi alle tre udsagn skal være sande på en gang. Men ifølge forfatteren er det forkert at ville forsvare Gud. Vores opgave er i stedet at anklage Gud. Hvis vi forsøger at forsvare Gud, sætter vi os i hans sted. Og vi fratager ham samtidig muligheden for at forsvare sig selv.

       I forsøget på at anskueliggøre theodicéspørgsmålets labyrintiske argumentation opdeles teologihistoriens forskellige positioner i tre kategorier. Den ene er, at det onde ikke skyldes Gud, men mennesker eller en kosmisk modstander af Gud. Den anden er, at det onde er en nødvendig del af skabelsen. Og den tredje er, at det onde ikke er virkelig ondt. I præsentationen af de respektive kategorier introduceres læseren til et par af teologihistoriens store tænkere, men vægten er tydeligvis lagt på en indholdsmæssig fremstilling. Ud fra den enkelte kategoris argumenter vurderes så styrker og svagheder ud fra, hvor virkelighedsnære og tætte på den almenmenneskelige erfaring de er. Dette historiske afsnit følges op af en moderne opdatering inden for theodicétænkningen, hvor blandt andet Hans Jonas’ (1903-1993) og Eberhard Jüngels (f.1934) positioner diskuteres.

       I eksegetisk henseende er afsnittet, ”Theodicé og Jobs bog”, det mest spændende. Forfatteren præsenterer en samlet forståelse af Jobs bog som en kritik af theodicétænkningen, men der anvendes ingen former for eksegetisk sekundærlitteratur. Man må således antage, at forfatteren på egen hånd har fundet frem til forståelsen af værket. Ifølge forfatteren repræsenterer vennerne i Jobs bog forestillingen om, at morallovens retfærdighed er en gengældelsens re-agerende kausalitet, hvor det går den gode godt, men Job transcenderer netop denne forståelse i fastholdelsen af sin uskyld. Dermed bliver den overordnede teologiske funktion af Jobs bog et opgør med theodicétænkningen. Og det at Job anklager Gud er ikke et udtryk for manglende tillid til eller tro på Gud, da relationen mellem Gud og menneske netop fastholdes i en anklage. Gud må stå til ansvar for det onde, mennesket oplever. Dette er den teologiske pointe, forfatteren vil udlede af Jobs bog og tage med videre i sin argumentation. Det udtrykkes på side 41: ”Svaret til Job [fra Gud] er ikke et alment svar, en almen lære om det onde, men en eksistentiel hændelse, hvor Job røres af Guds ord og ånd på en sådan måde, at han får tillid til ham igen. På en måde er det op til læseren selv at finde ud af, hvad svaret er.” Med denne udlægning ligger forfatteren på linje med flere nyere læsninger af Jobs bog (fx Penchansky, The Betrayal of God, Westminster/John Knox Press, Louisville, Kentucky, 1990; Fokkelman, Major Poems of the Hebrew Bible Vol. 1, Van Gorcum, Assen, 1998; Mortensen, ”The Book of Job – The Cyclical Progression of the Aporia” i SJOT 23:1). Og med denne forståelse, der underkender formålet med Jobs bog som værende en theodicé, bliver Jobs tårer virkelige og ikke blot krokodilletårer.

       Bogens tredje hovedkapitel, ”At lade Gud beholde ansvaret”, består af en række interventioner i theodicétænkningen ud fra klassisk teologiske forestillinger. Kapitlet indledes med et afsnit om magt og afmagt, der følges op af et afsnit om magten som ansvarlig. Arven fra Løgstrup er tydelig, og det overordnede sigte synes at være skitseringen af et gudsbegreb ud fra almenmenneskelige – naturlige – erfaringer. Denne naturlige erfaring skal efterfølgende fortolkes religiøst, og på baggrund af den nationale og geografiske situation, forfatteren befinder sig inden for, bliver kristendommen den oplagte religion til at forstå magten ud fra. Afsnittet om ”Den kristne tro” fungerer således som koblingen mellem de almenmenneskelige, fænomenologiske erfaringer og en gedigen teologisk tænkning. Dette udtrykkes på side 64: ”Den kristne tro er ikke begrundet i vores erfaringer med verden, sådan som den almene religiøse fortolkning til dels er det. Den består i, at jeg er grebet af en vished, om at den er sand, måske endda på trods af al rimelighed.” Afsnittet følges op af diskussionen om forholdet mellem tro og bekendelse, tro og forståelse og Gud som skjult og åbenbaret.

       Hvis forfatteren havde valgt at slutte tredje hovedkapitel med afsnittet, ”Vrede mod Gud”, ville bogens overordnede emne om theodicétænkningen have stået tydeligere. Her fremføres nemlig den kritiske pointe over for al theodicétænkning. Ved at skelne mellem Gud som skjult og åbenbaret kan vi ”… forblive tro over for vores naturlige livserfaring. Vi kan ærligt vedkende os vores vrede mod Gud og vores angst, og det er vigtigt, hvis vi skal fastholde et ægte forhold til Gud og virkeligheden.” (s. 82) Årsagen til, at forfatteren fra begyndelsen af var skeptisk over for theodicétænkningen, var netop, at den ofte ikke stemte overens med vores reelle erfaringer af det onde, men forsøgte at bortforklare dem. Det gør man ikke ved at operere med en forestilling om den skjulte og åbenbarede Gud. Denne sondring kan rumme både den almægtige og gode Gud samtidig med, at ansvaret for ondskaben placeres et sted – nemlig hos (den skjulte) Gud. Hvor theodicéer ifølge forfatteren blander forestillinger om den skjulte og åbenbarede Gud – erfaringsudsagn vs. trosudsagn – og dermed begår en kategorifejl (jf. s. 108), kan man fastholde et ansvar for ondskaben i verden ved at operere med sondringen mellem skjult og åbenbaret. Ud over at fungere som det egentlige modsvar til theodicétænkningen har afsnittet yderligere den force, at det bliver vedkommende og tager sjælesørgeriske og psykologiske problemer op.

       Opsummerende kan det siges, at Jobs tårer er en flot komponeret bog. Den er indførende uden at være banal, og den er vedkommende uden at være påtrængende. Forfatterens holdning til theodicétænkning fremstår tydeligt, og der præsenteres et alternativ, der forsøger at komme hinsides et forsvar for Gud. Bogens tematiske og strukturelle komposition er elegant udspændt i forholdet mellem teori og praksis, teologi og almenmenneskelige erfaringer, og den skjulte over for den åbenbarede Gud.

 Anmeldelse af

Verdens skabelse

illustreret af R. Crumb

Med tekst fra den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992

Forord, fodnoter og efterskrift oversat af Søren Vinterberg

Forlaget Carlsen 2009

223 sider (sort/hvid), 300 kr.

Anmeldt af Finn Damgaard

Det vrimler med bibelske tegneserier i disse år. Herhjemme har Peter Madsen som bekendt tegnet to af slagsen i halvfemserne, Menneskesønnen (Bibelselskabets Forlag 1995) og Historien om Job (Bibelselskabets Forlag 1999), og senest er en række bibelske Manga-tegneserier, Manga Biblen (Kristeligt Dagblads Forlag 2008), Manga Messias (Bibelselskabets Forlag 2008) og Manga Metamorfose (Bibelselskabets Forlag 2009) oversat og udgivet på dansk (se anmeldelse i BEN 8, 10 og 13). Seneste skud på stammen er Robert Crumbs ambitiøse satsning: en illustreret udgave af hele 1. Mosebog. Målt ud fra de betingelser som Crumb selv stiller op i sit forord, løser han opgaven ud over al forventning. Verdens skabelse er et imponerende illustrationsværk, men - som et sådant - desværre også en kedelig tegneserie.

Crumb er lidt af en kult figur i tegneserieverden. Med sine perverse og depressive tegninger repræsenterede Crumb tidligere den undergrundstegneserie, der skulle smugles hjem fra biblioteket. Bedst kendt er han for sin anarkistiske og kontroversielle tegneseriefigur Fritz the Cat. At Crumb nu har taget favntag med 1. Mosebog - vel at bemærke uden at tage pis på bogen - ligner derfor umiddelbart et knæfald for den tidsånd, der ikke længere vil kalde en spade for en spade men i stedet taler om graphic novels. Men måske forholder det sig i virkeligheden omvendt? Allerede i starten af halvfemserne kunne man f.eks. falde over Crumbs ’graphic novel’ Kafka for beginners (1993) nede i Fantasks dunkle kælderlokale i Sankt Peders Stræde.

Som Crumb selv understreger i sit forord, er bogen en illustration af bibelteksten, dvs. omdrejningspunktet for eksperimentet er teksten til 1. Mosebog, som derfor også er gengivet i sin helhed. Den engelske version hedder da også slet og ret The book of Genesis illustrated by R. Crumb. At den danske udgave er kommet til at hedde Verdens skabelse illustreret af R. Crumb er derfor temmelig misvisende. Dermed refererer titlen ikke længere eksplicit til den bibelske skabelsesmyte, men kunne jo ret beset ligeså godt referere til en anden skabelsesmyte fra eksempelvis Upanishaderne eller Eddaerne. Når nu bogen er en illustrering af 1. Mosebog, og tilmed en særdeles tekstnær illustrering, er det vel ret oplagt hvis forlaget Carlsen havde givet læserne denne information allerede i titlen, sådan som originaludgaven gør det.

Det der i høj grad er så overraskende ved Crumbs værk er nemlig netop det forhold at han har forpligtet sig på at illustrere hele bibelteksten. Hele teksten til 1. Mosebog er med. Selv de lange og udmattende stamtavler, som de færreste vel kan bryste sig af at have læst, er gengivet ordret, og dette overraskende valg - at gengive teksten uændret i sin helhed - er på en gang bogens svaghed og styrke. Netop en detalje som stamtavler bliver i Crumbs pen faktisk overordentlig interessante. Mens personerne i Mosebøgernes endeløse opremsninger kun er intetsigende navne, får de her deres eget liv og personlighed, idet Crumb forsyner dem hver især med et lille ’pasfoto’ med en række utroligt udtryksfulde og individuelle ansigtstræk, der river dem ud af anonymiteten. Omvendt fraskriver Crumb sig - ved at påtage sig illustratorens lod - muligheden for at tilrettelægge bibelteksten, så den i højere grad får et drive, der understøtter tegneserien som medie. Nu er der heldigvis en del direkte tale i 1. Mosebog, som hjælper med til at tegneseriens komplementære relation mellem billede og tekst ikke helt forsvinder. Men ind imellem forbliver Crumbs illustrationer desværre netop kun illustrationer: udviklingen af fortællingen overlades alene til Bibelteksten. Billederne refererer blot til teksten og mister dermed den dynamik en tegneserietegner normalt kan benytte sig af ved hjælp af f.eks. forskellig klippehastighed eller kollision af modstridende billedelementer. Verdens skabelse bliver dermed temmelig tung at danse med i længden.

Crumb anfører i sit forord, at alle andre tegneserieudgaver af Bibelen hævder at støtte troen på, at Bibelen er ’Guds ord’ eller ’inspireret af Gud’ på trods af, at disse tegneseriebibler alle rummer passager med frit opfundet beretning og dialog. Crumb derimod, som ”ikke tror Bibelen er ’Guds ord’” men ”menneskers ord”, har ”efter […] bedste evne trofast gengivet hvert et ord af den oprindelige tekst”. Kun enkelte steder har han ”vovet” at foretage sin egen fortolkning, hvis han mente, at teksten kunne gøres tydeligere, men ”har afstået fra alt for ofte at give efter for den slags ’kreativitet’ og undertiden ladet den blive stående i sin indviklede uklarhed” (s. 5). Crumb kalder sit værk for en visuel, bogstavelig udlægning af Mosebøgerne, som han er gået til ”som en ren illustrationsopgave, uden nogen hensigt om at vække latter eller tilføje visuelle spøgefuldheder” (s. 6). I en dansk kontekst forekommer Crumbs apologetiske forord at skyde over målet. Men forordet er selvfølgelig også primært henvendt til et amerikansk publikum, hvor Bibelen som bekendt spiller en til tider noget anden rolle end herhjemme. Forsiden af den engelske udgave er ligefrem udstyret med formaningen ”Adult supervision recommended for minors” (jeg har ikke kunne blive enig med mig selv om det er en joke eller om Crumb faktisk mener det). Crumb forudser også, at hans ”bogstavelige udlægning af Mosebøgerne” nok vil krænke eller oprøre visse læsere, og her tænker han måske især på kristne grupperinger, der ironisk nok i deres egen selvforståelse bekender sig til en form for bogstavtro kristendom. Måske er det ligefrem et underliggende motiv for Crumb netop at illustrere en sådan tankegangs absurditet? Denne anmelder havde dog foretrukket, at Crumb selv var gået langt mindre bogstavtro til teksten og var trådt mere i karakter ikke bare som illustrator, men også som tegneseriefortæller. Crumb formår med Verdens skabelse måske nok engang at vække anstød. Det er dog næppe fundamentalistiske kristne læsere, Crumb støder fra sig, men hans egentlige publikum: tegneserielæserne.