Kære Læser.
Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev (BEN) nr. 6. BEN udkommer 3-4 gange om året og indeholder korte artikler, bogomtaler, præsentation af arrangementer – og frem for alt omtale af nyheder inden for bibelforskningen. Det er gratis at abonnere på Nyhedsbrevet, og du er velkommen til at sende det videre til bekendte, som du tror vil være interesserede.
**************
Nyhed: Den 16. november udkom en ny oversættelse af Det Nye Testamente, med en ny titel: Den Nye Aftale. Vi bringer byens bedste anmeldelse og går bag om tilblivelsen af oversættelsen:
Boganmeldelse: Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk. Af prof. Mogens Müller
Dokumentation – kun i Bibliana! Læs *alt* om principperne og overvejelserne bag Den Nye Aftale
**************
Boganmeldelse: Søren Holst: Kommentar til Første Mosebog. Af Allan Rosengren
Om Bibliana
Boganmeldelse
Den Nye Aftale
Det Nye Testamente på nudansk
Bibelselskabets Forlag 2007
524 sider. Pris kr. 169
Af Mogens Müller
Når det gælder formidlingen af Bibelens tekst, har der længe været tradition for flere og meget forskellige niveauer. Form og indhold har udmærket kunne adskilles. Første trin var her oversættelsen. Bibelens indhold var ikke uløseligt forbundet med teksternes originalsprog, og med Reformationen forstærkedes den proces, der allerede var i gang med at udbrede den på folkesprogene. Og så tidligt som fra 1607 kom Danmark med udsendelsen af Hans Poulsen Resens meget ordrette bibeloversættelse til at leve med to forskellige bibler, da kongebiblerne (Christian den III’s, Fredrik den II’s og Christian den IV’s), der især byggede på Luthers Bibel, levede videre i kraft af, at deres tekst var mere forståelig (se herom Bodil Ejrnæs, Skriftsynet igennem den danske bibels historie (1995)).
Med pietismens vægtlægning på den enkeltes bibellæsning, begyndte imidlertid den bibelspredning blandt almindelige mennesker, der i 1800-tallet blev sat i system af bibelselskaberne. Og i Oplysningstiden fremkom der ved siden af de officielle bibeludgaver, der på det tidspunkt bestod af stadige revisioner af den resenske, som i 1647 udkom i en revideret udgave besørget af Hans Svane, et par privatoversættelser af Det Nye Testamente. Den ene var Christian Bastholms fra 1780, den anden Ove Høegh Guldbergs fra 1794. Begge var kommenterede og henvendte sig til det oplyste publikum. Men det var ikke de eneste privatoversættelser, der forsøgte at formidle bibelteksten til læsere, der kunne have den ene eller den anden vanskelighed med den autoriserede oversættelse. Omkring 1900 vandt Thomas Skat Rørdams oversættelse af Det Nye Testamente (1887-1892 med flere senere udgaver) stor udbredelse. Det samme gjaldt i høj grad Paul og Anna Sophie Seidelins Det NYE Testamente, som Bibelselskabet udsendte i 1974, og som vist blev trykt i hen imod 200.000 eksemplarer. Også katolikken Peter Schindlers oversættelse fra 1953 fandt mange læsere. Det var altså absolut fornemmelse for den sproglige indpaknings betydning, og alternative oversættelser blev ikke så meget oplevet som erstatninger som supplement.
Ved siden af denne formidling gennem forskellige oversættelser optræder bibelhistorierne som forkortede og redigerede genfortællinger af Bibelen eller dele deraf. Herhjemme er klassikeren Bibelske Historier fortalt for Børn af Morten Pontoppidan (1851-1931). Den udkom første gang i tre dele i 1909 og i samlet udgave i 1913 og har oplevet adskillige optryk og nyudgaver helt frem til slutningen af 1900-tallet. I dag er der jo en sand vrimmel på dette marked, vel også hjulpet godt på vej af, at man mange steder uddeler en sådan ”børnebibel” ved dåb. Men der var et tomrum mellem ”børnebibelen” og den egentlige oversættelse, hvad enten det var den autoriserede eller de forskellige private, der fortrinsvis henvendte sig til et læsevant og måske endda fortroligt publikum.
Som en udløber af den såkaldte ”Living Bible”-bevægelse udsendte Forlaget Scandinavia derfor i 1985 Ny Testamente – på hverdagsdansk, som allerede året efter kunne komme i en revideret udgave. Nu gjaldt det slet ikke mere genkendeligheden af den oprindelige græske ordlyd, men forståeligheden. Var der allerede forklarende omskrivninger i Seidelinernes oversættelse, blev der gjort kæmpeskridt videre i den retning i denne oversættelse, der i øvrigt var anonym, ligesom forholdet til grundteksten var uoplyst. I 1992 blev den afløst af en ”helbibel”, Bibelen på hverdagsdansk, og den er netop udkommet i en ny udgave her i efteråret. Hovedkraften bag er Iver Larsen, der præsenterer den som en dynamisk oversættelse, hvis mål er at finde balancepunktet mellem tekstens oprindelige sprog og målgruppens.
Denne grundholdning, at målgruppens sprog i vid udstrækning skal respekteres i gengivelsen, er også grundlæggende i Den Nye Aftale, som også lige er udkommet, og hvor det er Bibelselskabet, der står som udgiver. Nu er målgruppe og målgruppe jo ikke nødvendigvis det samme, og hvor Bibelen på hverdagsdansk med sin evangelikale baggrund måske nok især henvender sig til mennesker, der ikke er helt fremmede over for en kristen jargon, dér forsøger Den Nye Aftale at gøre Det Nye Testamentes tekst forståelig også for den kirkeligt forudsætningsløse. Det fremgår allerede af den titel, som man har valgt. For ’testamente’ forstås jo i daglig tale ikke umiddelbart i betydningen pagt eller aftale, som jo tydeliggør, at der er tale om to parter. En læsning af Den Nye Aftale viser da også, at de fleste særlige nytestamentlige-bibelske ord og begreber er luget ud og erstattet med ord fra hverdagssproget: Salig bliver til heldig, retfærdighed til det, Gud vil have, og begreber som nåde og barmhjertighed optræder også alene i omskrivninger. Det at gengivelsen skal være ’meningsbaseret’ ytrer sig desuden i omskrivninger af ikke længere begribelige udsagn. Hvor det således i Matthæusevangeliet 18,17 siges om den, der ikke vil rette sig efter menighedens tilrettevisning, at han [synderen] i den forurettedes øjne skal være som en hedning og en tolder, dér hedder det i Den Nye Aftale, at han skal ”betragte ham som om han ikke længere hører til hos jer.”
Midt i alt det mundrette og dagligdags kommer imidlertid navnestoffet til at fremstå som ekstra fremmed. For da det er en oversættelse og ikke bibelhistorie, skal alle navne med, og Den Nye Aftale begynder derfor ligeså kikset som ethvert andet Ny Testamente med Jesu slægtstavle med dens 42 navne. Ligesom opregningen af land- og områdenavne i pinseberetningen (ApG 2) og af de tolv stammer i Johannes’ Åbenbaring kap. 7 trofast er bibeholdt. Forståelsen lettes dog undertiden for læseren ved præciseringer. Er der tale om Herodes Antipas, tilføjes Antipas, selv om der i teksten alene står Herodes, som jo rigtignok kan forveksles med hans far, Herodes den Store, og i Matthæusevangeliets beretning om Peters bekendelse, hvor Jesus egentlig kalder ham Simon, Jonas’ søn, bliver det til Peter, Jonas’ søn.
Når det gælder gengivelsen af evangelierne, skal man være forholdsvis fortrolig med teksten for at opdage forskellene. Selv om de i høj grad er der. Men den er alligevel mere iørefaldende i brevlitteraturen, hvor den sproglige sværhedsgrad jo også på forhånd er større, og hvor evangeliernes fortællestil ikke er der til at hjælpe hen over besværlighederne. Det kom klart frem i epistelteksten til 1. søndag i advent, hvor biskopperne havde givet lov til at bruge Den Nye Aftale, og hvor menigheden under oplæsningen af Romerbrevet 13,11-14, i stedet for opfordringen: ”Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse …” måtte lægge øre til det mere pågående: ”Lad os leve et ordentligt liv der kan tåle at se dagens lys, og ikke et vildt natteliv med druk og seksuelle udskejelser, med skænderier og jalousi.”
Det er målgruppens sprog, der her er valgt – og dermed respekteret. Alligevel vil jeg ikke betegne det som mindste fællesnævner. For der er fastholdt et vist niveau. Sproget bliver ikke fladt, og i det, jeg har læst, må jeg sige, at jeg er imponeret over, hvor konstant det valgte stilleje er holdt. Sproget falder gennemgående let, og forståeligheden er stor. Men – og det skal ikke skjules – det sker på bekostning af grundtekstens nuancer. For jo mere ligeud og forståelig en oversættelse skal være, jo mere entydig, desto mere blændes der ned for grundtekstens betydningspotentiale. Oversættelsen bliver ikke alene den fortolkning, som al oversættelse er, fordi sprog grundlæggende er forskellige. Men denne oversættelse køber også uundgåeligt megen af sin forståelighed for den høje pris, der hedder fravalg af betydningsmuligheder. Og det er et tab. Men det er i denne sammenhæng et bevidst kalkuleret tab.
Med i kalkulen er det nemlig, at denne oversættelse hverken kan eller skal træde i stedet for den autoriserede oversættelse. Men på skalaen, hvis ene endepunkt er den oversættelse, der prioriterer ordrethed over forståelighed, og hvis andet endepunkt er genfortællingen, hvor meningen helt og holdent er iklædt modtagergruppens sprog og begrebsverden, ligger Den Nye Aftale stadig inden for grænsen af en egentlig oversættelse. Grunden til, at den alligevel ikke kan afløse den autoriserede oversættelse, er, at den – for nu at anvende en metafor fra fotoverdenen – arbejder med en alt for lille opløselighed. Det øger ganske vist genkendeligheden af motiverne, hvor den autoriserede oversættelses langt større opløselighed i højere grad lader teksten synke ned i den fremmede og fjerne verden, den stammer fra. Desuden er den også i større overensstemmelse med liturgiens og salmernes sprog, som nærmest bliver gjort hjemløst af Den Nye Aftale.
At det er en oversættelse til almindelig læsebrug, fremgår også af de ændringer, der er foretaget af evangeliernes, Apostlenes Gerningers og Johannes’ Åbenbarings gængse titler. For i Den Nye Aftale benævnes de henholdsvis Matthæus’, Markus’, Lukas’ og Johannes’ fortælling om Jesus, Grundlæggelsen af de første menigheder og Afsløringen. For at hjælpe læseren er der til hvert skrift en indledning, der ikke alene giver et kort rids af dets indhold, men desuden indplacerer det kronologisk og tager stilling til, om det nu også er skrevet af den, som det tillægges. Dog er svarene på disse indledningsspørgsmål – naturligt nok – moderat konservative: Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger anbringes i slutningen af 1. århundrede, 2 Thessalonikerbrev tilskrives Paulus selv, mens Efeserbrevet og Kolossenserbrevet tillægges Paulus-disciple, ligesom Pastoralbrevene (Timotheusbrevene og Titusbrevet) selvfølgelig gør det.
Målgruppen er endelig også tilgodeset i de ”ordforklaringer”, der er tildelt 18 sider, men som i højere grad end i de autoriserede bibeludgaver gælder navne på historiske personer samt byer og lande. Endelig er Den Nye Aftale forsynet med et Efterord, der redegør for de principper, der er lagt til grund, og en fortegnelse over, hvem der har været med, og hvoraf det fremgår, at Geert Hallbäck har været den eksegetiske samvittighed.
Der er selvfølgelig en lang række af steder, hvor andre fortolkere ville have valgt en anden gengivelse eller fortolkning end den her foreliggende. Således kan i hvert fald jeg godt undre mig over gengivelsen af evangeliernes ”Menneskesønnen”. Betydningen er jo stærkt omstridt, og fortolkningerne strækker sig lige fra en messiansk titel til det personlige stedord: ’jeg’. Selv om man enkelte steder har valgt at gengive det med ”jeg” (fx Matt 8,20), er den gennemgående oversættelse ”jeg, Menneskesønnen”, og faktisk er der også eksempler på, at oversætterne har skabt nye menneskesøn-ord, som det er tilfældet i Johannesevangeliet 13,32. Hvordan opfattes ”jeg, Menneskesønnen” hos målgruppen? Mon ikke som en understregning af, at den talende er et menneske? Men så er vi langt inde i fortolkningen – og i fortolkningshistorien!
Jeg er heller ikke tilfreds med fortolkningen af de steder, der er afgørende for rekonstruktionen af, hvor mange gange Paulus har besøgt Korinth. For her har man i 2 Korintherbrev 12,14 og 13,1 lagt sig fast på en – efter min mening forkert – oversættelse, der utvetydigt forudsætter hele tre besøg, hvor Paulus sandsynligvis i virkeligheden skriver, at denne tredje gang kommer han – i modsætning til to andre gange, hvor han har stillet et besøg i udsigt, men ikke er kommet. Men mange gange kan Den Nye Aftales gengivelse virke som en forfriskende øjenåbner.
Den høje grad af gennemarbejdethed viser sig også i, at der praktisk taget ingen trykfejl er. Jeg har dog fundet undtagelsen, der bekræfter denne regel, når der pludselig optræder en and i 1 Korintherbrev 10,29. Endda en and med samvittighed! Sidst men ikke mindst skal det noteres, at udgaven er særdeles læservenlig, med teksten trykt som i en almindelig bog. Kapitel- og versinddelinger er bibeholdt, men i et svagt grønt tryk, der får de ellers forstyrrende verstal til næsten at forsvinde, så man kun ser dem, hvis man vil.
Dokumentation
i Bibliana 2007:2
– et temanummer om bibeloversættelse:
*Alt* om principperne og overvejelserne bag Den Nye Aftale
Det Nye Testamente er netop udkommet i en ny oversættelse fra Det Danske Bibelselskab, Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk. Oversættelsen har som mål at gengive den græske tekst på et forståeligt og letflydende dansk. Bibliana sætter fokus på den danske oversættelsestradition og stiller skarpt på de problemer en ny oversættelse rejser, ikke mindst når der er tale om en bibeltekst. I Bibliana 2007:2 kommer redaktører og oversættere bag Den Nye Aftale til orde.
En række teologer der enten selv har arbejdet med oversættelsen eller har forsket i bibelens oversættelse gennem tiderne, vil bidrage.
Bodil Ejrnæs
skriver om de danske bibeloversættelser her i 400 året for Resens første danske bibeloversættelse fra grundsproget 1607-2007.
Tine Lindhardt
skriver om Det Danske Bibelselskabs motivation for at udgive endnu en oversættelse.
Geert Hallbäck
spørger hvorfor vi overhovedet skal oversætte bibelen, og giver eksempler på de problemer man løber ind i når en gammel tekst som Det Nye Testamente skal oversættes til et målsprogsorienteret nudansk.
Gertrud Yde Iversen
fortæller om hvordan arbejdet med oversættelsen var tilrettelagt og tager læseren igennem forskellige oversættelsesstadier af Fadervor, altså også dem, der endte med at blive forkastet.
Rasmus Nøjgaard
fremlægger principperne for den nye oversættelse og indvier læseren i overvejelser over 'I begyndelsen...', 'Menneskesønnen', 'farver' - og selve titlen: Den Nye Aftale.
Malene Bjerre
fokuserer på sprogets flertydighed og forandringer. Da Seidelins oversættelse kom på gaden, hed det sig at Det Nye Testamente var blevet let at læse - det var en helt ny læseoplevelse. Men i dag er Seidelins oversættelse næsten ligesom at se de gamle ’Far Til Fire’.
Raymond Jensen
stiller skarpt på de poetiske træk i nyere danske bibeloversættelser. Ved at se nærmere på de samme forsøg, bliver det tydeligt at der kan være meget at vinde, men også tilsvarende at tabe. Oversættelse er en vanskelig kunst.
Bibliana 2007:2 er redigeret af Gertrud Yde Iversen og Rasmus Nøjgaard.
Her kan du læse endnu mere:
Og her kan du købe Bibliana:
Boganmeldelse
Søren Holst:
Kommentar til Første Mosebog
Kontekst-serien
Bibelselskabets Forlag 2007
152 sider. Pris kr. 199
Af Allan Rosengren
I 2004 udkom første bind i Det Danske Bibelselskabs Kontekst-serie, Else K. Holts Kommentar til Salmernes Bog. Andet bind i serien, Søren Holsts Kommentar til Første Mosebog, er netop udkommet, og det er der grund til at glæde sig over. Men først et par ord om Kontekst-serien.
Kommentaren er en genre for sig. Det kan man læse mere om i Geert Hallbäcks anmeldelse af Helge Kjær Nielsens Kommentar til Johannesevangeliet i BEN nr. 5, som er tilgængelig på www.bibliana.net. Hallbäck gør opmærksom på, at der findes to typer af videnskabelige kommentarer. ’Den ene er skrevet af den meget selvstændige forsker, der benytter kommentaren til at fremføre sin særlige forståelse af det pågældende skrift. … Den anden kommentartype er akkumulerende, dvs. den samler alle synspunkter, argumenter og fortolkninger af de problemer, der gennem fortolkningshistorien er blevet identificeret i det pågældende skrift.’
Men i den aktuelle kultur er det ikke kun de videnskabelige kommentarer, der trives. En tredje kommentartype er den populærvidenskabelige kommentartype, der først og fremmest er karakteriseret ved et overskueligt omfang, men i øvrigt kan falde meget forskelligt ud. En fjerde type er den kristne, opbyggelige og forkyndende gennemgang af en bibeltekst; den findes også i kommentarens form, og undertiden låner den træk fra den populærvidenskabelige kommentartype.
Kontekst-serien tilhører den populærvidenskabelige kommentartype. Den er nok tænkt som en afløser for Bibelselskabets Kommentarserie (som bl.a. omfatter Eduard Nielsens Første Mosebog fortolket), men også som en fornyelse af kommentargenren. Ved sin stil og tilrettelæggelse er Kontekst-serien ikke mindre end en nyskabelse.
Hvad er det så, der adskiller denne kommentarserie fra andre populærvidenskabelige kommentarer? Ja, det gør både form og indhold. Indholdet er ikke en vers-for-vers- eller salme-for-salme-gennemgang, som man ellers ofte møder. Og ud over den videnskabelige gennemgang får læseren også et indblik i teksternes virkningshistorie. Og så er der formen, hvor der er gjort et stort arbejde for at lette formidlingen, både sprogligt og med de forskellige elementer, som bryder det, der ellers ville blive en ensformig tekst: Rundt omkring findes ’tekst-bokse’, hvor begreber og temaer uddybes (ligesom i Bibliana), hvert kapitel afsluttes med en boks i en anden farve, hvor læseren guides til anden lettilgængelig litteratur (Biblianas ’Her kan du læse mere’ er blevet til ’Hvor kan jeg læse mere?’), og kommentaren er forsynet med kunstneriske illustrationer. Overskrifter og bibelcitater skrives med andre farver, dog uden at det virker kunstlet eller overlæsset. Udstyret er ganske indbydende – og det hjælper jo læsningen på vej. Alt dette er inspireret af bl.a. Bibliana, som Søren Holst også anerkender i forordet (s. 6). Bibliana er hermed etableret som brand, som koncept, som stil, som formidlingsprojekt – også i sammenhænge uden for tidsskriftet. Og Holt og Holst har på den baggrund revitaliseret den populærvidenskabelige kommentartype.
Hvad får man, hvis man køber bogen?
Den ramme, som Kontekst-serien giver, udnytter Søren Holst på bedste vis. Med sin fornøjelige fortællestil og evne til at sætte kendte (og mindre kendte) forhold i nyt lys med en overraskende sammenligning eller et finurligt ordspil leder Søren Holst tilsyneladende ubesværet læseren gennem Første Mosebog. Tilsyneladende ubesværet, for det er klart, at der ligger megen tung læsning, lærdom og alvorlige overvejelser bag.
Søren Holst læser Første Mosebog som bog, som man læser en roman fra ende til anden. Er det nu noget nyt eller noget særligt? Ja, det er det! En af de mest dominerende retninger i bibelforskningen i 1800- og 1900-tallet har været litterærkritikken, ifølge hvilken fx Mosebøgerne er sammensplejset af et antal kilder. Det ulykkelige har været, at denne – i sig selv ikke urimelige – antagelse har været forudsætningen for (næsten) alt andet videnskabeligt arbejde med teksten. Søren Holst redegør for litterærkritikken i en tekst-boks og præsenterer samtidig en alternativ læsning, ’hvor ting af en og samme fortæller bliver sagt på flere forskellige måder – det som man i gammeltestamentlig poesi kalder »parallelisme«’ (s. 39). Denne synsvinkel er en integreret del af Søren Holsts fortolkning, fx i gennemgangen af kapitel 17 og 18: ’… også her skal den tilsyneladende gentagelse sætte fokus på noget nyt’ (s. 68). Denne parallelistiske læsning af Første Mosebogs prosatekst er meget vellykket. Men læseren må selv dømme: The proof of the pudding is in the eating. Personligt synes jeg, den er gefundenes Fressen!
Som Søren Holst læser Første Mosebog som bog, kan også hans kommentar med fornøjelse og udbytte læses som bog. En række ting bidrager hertil: Sproget er billedrigt og anskueligt, overskrifterne er rammende, fx ’Adam alene i verden’, ’Kvinden klones’ og ’Showdown i Sodoma’. Det misforståelige udtryk ’syndfloden’ gengives i 1992-oversættelsen med ’vandfloden’ – et udtryk, der aldrig rigtig er slået igennem. Søren Holst vælger her helt enkelt og rigtigt: ’Den store oversvømmelse’. Også andre steder kommenteres 1992-oversættelsen, så læseren bliver klogere på den hebraiske tekst, uden at det på nogen måde bliver svært tilgængeligt.
Der redegøres for forskellen på den historiske og litteraturhistoriske tilgang. Søren Holst bekender sig til sidstnævnte uden at være uvidende om problemstillingerne i den første. Der redegøres for historisk og arkæologisk materiale, hvor det bidrager til den litterære læsning, fx Babylons tempelpyramider (s. 43), husguder (s. 96) og Amarna-brevene (s. 103). Og læseren præsenteres for religionsvidenskabelige termer, såsom trickster, overgangsriter, skabelsesberetninger og verdensaksen, begreber som forklares letfatteligt og i øvrigt kun bruges, fordi det letter forståelsen. Tag fx slangen i 1 Mos 3:
Slangens adfærd er, ud fra Det Gamle Testamente selv, i bund og grund uforklarlig. Og det er nok netop forklaringen! Slangen optræder som det, man i religionshistorien kalder en »trickster«, dvs. en slags halvguddommelig drillepind, der laver rav i den gode orden, som guden eller guderne har skabt, uden at han selv får andet ud af det end selve drilleriet. Det bedst kendte eksempel i vores egen kultur er den nordiske mytologis Loke. (S. 23).
Sidste kapitel i kommentaren hedder ’Inspiration fra Første Mosebog’, hvor fire litterære klassikere, der er inspireret af fortællingerne i Første Mosebog, præsenteres og kommenteres: John Milton, Det tabte Paradis, John Steinbeck, Øst for Paradis, Søren Kierkegaard, Frygt og Bæven, og Thomas Mann, Josef og hans Brødre. Også her mærker man Søren Holsts belæsthed og personlige tilegnelse af stoffet. Man er som læser i gode hænder.
Dertil er kommentaren illustreret af billedkunstner og grafiker Inger Winther – illustrationer, som understreger alvoren i fortællingerne.
Hvad får man ikke, hvis man køber bogen?
Det er klart, at på 152 sider kan man ikke sige alt, hvad der er at sige om Første Mosebog. Der må en udvælgelse til.
Noget af det, læseren må undvære, er den minutiøse redegørelse for, hvilke vers der formodes at tilhøre hvilket kildeskrift samt præsentationen af Jahvistens teologi i modsætning til Præsteskriftets teologi osv. Alt dette er ikke et savn, i hvert fald ikke hos nærværende anmelder. Og vi kan konkludere, at Søren Holsts kommentar i hvert fald ikke er den akkumulerende type, den hvor alle forskningens synspunkter forsøges gengivet. Og det er godt det samme.
Men er Søren Holst så den ’meget selvstændige forsker, der benytter kommentaren til at fremføre sin særlige forståelse af det pågældende skrift’? Ja og nej. Langt det meste af det, der skrives i kommentaren, er noget, som alle landets bibelforskere og –undervisere vil kunne skrive under på. Det er udtryk for konsensus, så vidt det er muligt at operere med det begreb. Men der er, vil jeg hævde, et vist perspektiv på teksten, som er Søren Holsts eget bidrag til forskningen. Det er inspireret af Hans Jørgen Lundager Jensen, som Søren Holst gerne vedkender sig (s. 146), men alligevel i Søren Holsts selvstændige udformning: Først og sidst i kommentaren (og et par gange undervejs) handler Første Mosebog i Søren Holsts fortolkning om ’gudstjeneste’ – og også en hel masse andet, selvfølgelig, men dog alligevel med gudstjenesten som det centrale.
’Gudstjeneste’ er det afsluttende perspektiv på gennemgangen af 1 Mos 1 (s. 12-13). Og med god ret. På den syvende dag skaber Gud sabbatten. ’Dermed er der taget et lille, men betydningsfuldt forskud på en lang proces, som kulminerer med indførelsen af hele den israelitiske gudstjeneste i slutningen af Anden til Tredje Mosebog.’ (S. 13).
Og det sidste kapitel af gennemgangen af Første Mosebog (kapitel 7 med overskriften ’Guds bolig hos menneskene’) er også viet dette tema. Søren Holst stiller det gode spørgsmål: ’Hvor slutter den historie, der starter med »I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden«?’. Han spørger ’fortællingen selv til råds’, og hæfter sig ved, at Abraham siden udvælgelsen i kapitel 12 har været på vej frem mod noget bestemt.
Og fortællinger har deres spilleregler. En kriminalroman skal slutte med, at morderen bliver afsløret. Og det kan ikke nytte noget at skrive et eventyr, hvor den yngste af de tre brødre pludselig blæser på prinsessen og det halve kongerige og slår sig ned som ugift skomager i Nørre Snede. På samme måde med Første Mosebog: Den har lige fra begyndelsen – eller i hvert fald fra og med Abraham – været på vej hen mod tre ting: Abrahams efterkommere skal blive et stort folk, de skal bo i et bestemt land, som Gud vil give dem, og de skal have en særlig forbindelse til Gud. (S. 122 – et godt eksempel i øvrigt på den veloplagte stil).
Jagten på Første Mosebogs slutning ender med et afsnit om ’Guds hus’. De afsluttende ord er:
Så hvis vi spørger efter en slutning, kan svaret være, at i hvert fald en meget vigtig del af handlingen i Første Mosebog slutter, da helligdommen er bygget i 2 Mos 33-39, indviet i kapitel 40 og taget i brug i 3 Mos 9. Dermed er et af de vigtigste elementer i gudsforholdet i Det Gamle Testamente endegyldigt etableret. Guds bolig er nu hos menneskene. Og når vi når frem til Josvabogen, bor menneskene (israelitterne) også i Guds land.
Jamen, var det ikke to forskellige forslag til en slutning? Nemlig:
1) Etableringen af Guds bolig blandt mennesker (i 3 Mos 9 – eller man kunne måske godt strække det til 4 Mos 9, så vi får alle bestemmelserne om lysestagen og den aronitiske velsignelse med)
og
2) israelitternes erobring af det lovede land (i Josvabogen)?
Eller var det et højdepunkt (helligdommens etablering) og en slutning (erobringen af landet)? Det er i hvert fald klart, hvad Søren Holst helst vil tale om, nemlig gudstjeneste. Og her savner jeg ét kritisk aspekt, man kunne kalde det ’det politiske’ eller ’det retoriske’ aspekt. Det kunne fx formuleres i spørgsmålet: Hvorfor holder man gudstjeneste? Det kan der sikkert gives 117 forskellige svar på, men et af svarene har med identitetsdannelse og gruppemarkører at gøre. Man etablerer et gudsforhold for at skabe en fælles identitet i en gruppe og for at markere sig som gruppe i modsætning til andre grupper. En sådan gruppeideologi bruges til realisering af et projekt: Det kan være understøttelsen af et værdisæt, magtstrukturer, en bestemt socialmoral osv. indadtil, og det kan være forholdet til andre grupper udadtil, i Første Mosebogs tilfælde helt konkret: erobringen af et land. Søren Holst er faktisk klar over det: ’At tage landet i besiddelse og at holde gudstjeneste er åbenbart to sider af samme sag’ (s. 51 – kommentar til 1 Mos 12,4-9) – men det tema kunne sagtens have været udfoldet meget mere. Man kunne med udgangspunkt i Søren Holsts spørgsmål og analyse konkludere, at den historie, der tager sin begyndelse i Første Mosebog, slutter i Josvabogen med erobringskrig, plyndring og etnisk udrensning. Et særligt festligt højdepunkt undervejs hertil er etableringen af det fællesskab og den ideologiske overbygning, der skal sikre projektets gennemførelse. Se, det ville jo straks have gjort Første Mosebog langt mindre ’spiselig’ for de fleste læsere. Men der ville også dermed have været fokus på, hvad gudsforhold, gudstjeneste og religion bruges til i Det Gamle Testamente, frem for blot det, at gudsforhold og gudstjeneste er vigtigt i Første Mosebog.
Konklusion: Køb bogen!
Ovenstående kritik må ikke skygge for det faktum, at Kommentar til Første Mosebog er et eminent stykke formidlingsarbejde. Men selv den bedste fortolker er nødt til at fortolke ud fra et perspektiv, der umuligt kan få alt med. Fortolkningsinteresser er altid på spil, når der fortolkes. Det kan ikke være anderledes.
Søren Holsts kommentar til Første Mosebog vidner om en stor kærlighed til teksten og til bibelvidenskaben. Den kunne være skrevet anderledes, men næppe bedre.
Om Bibliana
Bibliana er Danmarks eneste populærvidenskabelige tidsskrift om Bibelen, skrevet af fagfolk med sans for formidling. Bibliana udgives på Forlaget Anis.
Redaktionen består af:
Lars Bruun, Pernille Carstens, Gertrud Yde Iversen, Sandra Kastfelt (billedredaktør), Flemming Nielsen, Jesper Tang Nielsen, Rasmus Nøjgaard og Allan Rosengren (ansv.)
Læs mere på www.bibliana.net
Læs gamle numre i PDF-format på www.anis.dk/tidsskrifter/bibliana/res_bibli_01.asp
Interesserede kan gratis abonnere på Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Dette nummer af BEN er redigeret af Allan Rosengren. Kommentarer kan sendes til ar@teol.ku.dk
© forfatterne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar