Anmeldelse: Svend Bjerg og Marie K. Monrad (red.): Jesus som bogorm.
Jesusfiguren i nyere skandinavisk litteratur
Af Mogens Müller
Anmeldelse: Niels Hyldahl: Paulus. Brudstykker af en biografi
Af Geert Hallbäck
Anmeldelse:
Svend Bjerg og Marie K. Monrad (red.)
Jesus som bogorm
Jesusfiguren i nyere skandinavisk litteratur
Forlaget ALFA 2009
148 sider – kr. 218 (indb.)
Af Mogens Müller
Jesus som bogorm er en perlerække af spændende introduktioner til at se en række forfatterskaber i et ganske bestemt perspektiv. Og det uanset hvad man vil lægge i titlen. For bogorme er dyr, der angriber bøgers papirmasse ved at æde sig igennem siderne og efterlade sig huller i teksten. De eksisterer vist i dag knap nok mere. Men det er desuden blevet en betegnelse for mennesker, der ikke kan holde sig fra bøger – en af udbyderne til de hollandske bogudsalg i Helligåndshuset i København annoncerer således med opfordringen til sådanne bogorme om at komme ud af hullerne. Og Grundtvig kunne ifølge Nationalencyklopædien hævde, at ”hælvten Skjald og hælvten Bog-Orm maa i det Hele udgjøre en Skribent.” Metaforikken er således uklar, og det gælder også titlen på denne bog. Men ifølge udgivernes forord handler bidragene i denne bog om virkningen af Jesu nærvær i skønlitteraturen. Og det er til gengæld præcist nok.
I ni bidrag tages således vidt forskellige forfatterskaber op med henblik på dette spørgsmål. I bogens sidste bidrag refererer Kirsten Nielsen til de former for samspil mellem kristendom og litteratur, som Svend Bjerg opregner i Graham Greene-bogen Litteratur og teologi. Transfigurationer (1988, s. 59), og hvor yderpunkterne er, at kristendommen afviser litteraturen, og at litteraturen afløser kristendommen. Svend Bjergs interesse her er imidlertid samspilskategorien, hvor transfigurationerne ”stadig udtrykker et ægte samspil mellem kristendom og litteratur, men det finder sted i litteraturen og på dens betingelser. Transfigurationerne står ikke for en skjult prædikekunst.” Det er i denne samspilskategori eller intertekstualitet, Jesus som bogorm opererer.
Lidt overraskende begyndes der med krimigenren. Her tager Pernille og Eyolf Østrem under overskriften ”Det perfekte offer” fat på ”Jesusfiguren i Stieg Larssons trilogi om Lisbeth Salander” (2005-2007). Den har vist de fleste læst, så i den henseende er valget nærliggende, og de, der ikke har det, får et formodentlig udmærket indblik. Vejledende mottoer fra Bibel og bekendelse hjælper læseren godt på vej, selv om det gælder, at ”forsøger man sig udi læsning af bøgerne gennem ’Jesus-briller’ så tykke som colabunde, så finder man også nærmest et overflødighedshorn af allusioner til den bibelske fortælling.” Der ydes her god hjælp til at kigge på trilogien gennem sådanne ’Jesus-briller’.
Camilla Petersen følger op med ”en diskussion af Jesus-transfigurationer i moderne, skandinavisk kriminallitteratur” under overskriften ”Når kærlighed og magt kolliderer”. Det sker især gennem en analyse af magt og afmagt i Åsa Larssons Solstorm (2003), hvis handling udspiller sig i et frikirkesamfund i Kiruna. Et citat fra bogen angiver den stemning, der også fremgår af det relativt udførlige referat: ”Svage mennesker tiltrækkes ofte af kirken. Og det samme gælder mennesker, der gerne vil have magt over svage mennesker” (s. 274). Kriminalromanen bevæger sig her uden for det klassiske sort-hvide billede, idet ”kristendommens motiver om synd, næstekærlighed og tilgivelse summer både på overfladen og høres som resonans langt ind i plot, personer og problemstillinger.”
Anders Thyrring Andersens bidrag, ”En anden hånd”, vil afdække den kristne synsvinkel i Peter Seebergs Hyrder (1970). Det sker i et opgør med den gængse tolkning, der ikke levner rum for et kristent indhold i denne roman. Som det fremgår, kan det kun tilskrives en usædvanlig tonedøvhed. Der er tale om en spændende analyse, som giver mod til igen at gribe fat i Seebergs forfatterskab. En appetitvækker er også Hans Henningsens ”Kan mennesker tilgive, når kun Gud er god”, der tager fat på ”efterfølgelse og tilgivelse i Ida Jessens Det første jeg tænker på (2006). Her er en af hovedpersonerne en kvindelig præst, der forløfter sig på fordringen i forbindelse med en tragisk ulykke, hvor hendes barn omkommer. Men som hun opfatter kristendommen, kan hverken hun selv eller omgivelserne leve op til den.
Det er jo oplagt, at Lars Husums Mit venskab med Jesus Kristus (2008) er med, også at den er faldet i hænderne på en oplagt Hans Hauge. Det sker under overskriften ”Nobody is perfect – but Jesus”, og karakteristisk begynder Hauge med et typisk citat af tidehvervs-teologen Johannes Horstmann. I Husums roman er der ikke tale om en transfiguration, men om et forsøg på at sætte den ”rigtige” Jesus Kristus ind i en meget nutidig situation, nemlig at han dukker op hos en ung mand, der er gået aldeles i hundene. Hauge bestemmer det som et stykke fantasy-litteratur, men desuden som Heimat-litteratur, fordi den skriver sig ind i den efterhånden anseelige række af romaner, hvis handlinger udspiller sig i landets udkantsområder, i dette tilfælde Tarm. Det at Jesus Kristus optræder i bogen, har ifølge Hauge været stærkt medvirkende til den megen omtale. Også selv om forfatterens indsigt i religionen er begrænset og typisk nok lader kristendommen være repræsenteret af Indre Mission og Jehovas Vidner.
Selvfølgelig optræder Jan Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland (1993-1999) i denne sammenhæng. Under overskriften ”Jan, Jonas og Jesus” viser Gudmund Rask Pedersen, hvor gennemtrukket disse bøger er af intertekstuelle henvisninger til Bibelens verden, lige fra navnet Jonas og videre ud. Ikke så underligt, når forfatteren er teolog af uddannelse. I forlængelse af udsagnet ”at blive den man er, ved at blive til mere end man tror, man er!” inddrager Gudmund Rask Pedersen læseren i transfigurationen, når han skriver, at man efter endt læsning kan gå ud af et romanværk som dette som et andet menneske og i udvidet grad sig selv.
”For Jesu Kristi barmhjertigheds skyld” er overskriften over Doris Ottesens behandling af inkarnationen i Kerstin Ekmans forfatterskab. Ordene er hentet fra Røverne i Skuleskoven og angiver motivet for børnehovedpersonen til at handle uselvisk. Doris Ottesen viser, hvorledes Kerstin Ekman også i andre af sine romaner har fat i den dybe middelalderlige folkefromhed og dens Maria-tro. For det er menneskeligheden, der betyder noget for de små. Gud kommer i dette univers alene til syne i Jesus Kristus – ellers forsvinder Gud i naturen. Da Kerstin Ekman i et interview i anledning af hendes hidtil nyeste bog, Skrabelodder (2004), blev spurgt, hvad hun mente meningen med tilværelsen er, var hendes enkle svar: ”Det er, at vi skal vise barmhjertighed, for det er det, vi kan.” Også i denne roman er hovedpersonen en kvindelig præst, og i en bestemt sammenhæng definerer hun det at være kristen som det at leve et kristent liv.
Næstsidste bidrag er af Anna Smedberg Bondesson og gælder ”Jesus som kvinde i Anna Rydstedts digtning”. Det sker under den lidt gådefulde overskrift ”Fra bandlyst præstinde til Kore som Kristus”. Jeg kendte ikke denne svenske digter, der er født i 1928, ville have været præst, døde i 1994, og som udtalte, at Kierkegaards ”Subjektiviteten er Sandheden” og Grundtvigs udtryk ”Det levende Ord” var et vejvisende fyrtårn i hendes indre. I noget af sin digtning lader hun Kore, den græske gudinde, Demeters, datter, som var dømt til at tilbringe halvdelen af året hos Hades i underverdenen, og hvis genkomst på jorden markerede forårets komme, fremstå som en kvindelig pendant til Kristus-figuren, et spejlbillede af ham på den anden side af dødens grænse, der angiver evighedsperspektivet.
Bogen slutter smukt med Kirsten Nielsens analyse af ”Jesus-skikkelsen i Simon Grotrians Jordens salt og verdens lys” under overskriften ”Jesus lå på æg af lutter kærlighed”. Med denne digt- eller rettere salmesamling fra 2006 indledte Simon Grotrian sit efterhånden omfattende salmeforfatterskab, hvor Kirsten Nielsen, hellere end om transfigurationer, vil tale om ”bibelske intertekster”. Simon Grotrian går således ind i en frugtbar og original genskrivning af Bibel og tradition, og Kirsten Nielsen ”genbruger” her nogle udsagn fra Lotte Thyrring Andersens bog om en anden nyere salmedigter, Jørgen Gustava Brandt, nemlig at det drejer sig om en ”forskelsbaseret fusion med traditionen” og om ”genvindelse af det tabte i det nærværende”. Det er en fornem indføring i dette særprægede og indtryksfulde salmeforfatterskab.
Anmeldelse:
Niels Hyldahl:
Paulus
Brudstykker af en biografi
København ANIS 2009
160 sider. 189,- kr.
Af Geert Hallbäck
Undertegnede er citeret med navns nævnelse på tredje linje i forordet. Hyldahl og jeg har været kolleger i mange år, og jeg har åbenbart engang udtrykt min skepsis over for hans plan om at skrive en Paulus-biografi. Det har han taget ad notam og nøjes med at kalde sin bog brudstykker af en biografi. Det er alt, hvad jeg har bidraget med til denne bog, så jeg mener godt, at jeg kan tillade mig at anmelde den.
Først og fremmest er bogen nu noget andet end selv brudstykker af en Paulus-biografi. Det er en formidlende anlagt sammenskrivning af alt det, Hyldahl har fundet ud af om Paulus og hans breve og hans samtid gennem sin mangeårige forskerkarriere. Niels Hyldahl var professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet gennem tre årtier, og hans videnskabelige produktion er omfattende. Mest har det dog været Paulus, der udfordrede ham. Det er i sig selv både glædeligt og imponerende, at bogen er nået frem til udgivelse, da forfatteren har været ramt af sygdom de sidste par år.
At kalde bogen brudstykker af en biografi, er dog ikke helt ved siden af, da det ikke mindst er rekonstruktionen af Paulus’ liv, der optager Hyldahl - så godt det nu kan lade sig gøre kildematerialet taget i betragtning. Hyldahl tilhører den forskningsretning, man kalder ’den nye Paulus-kronologi’ (ikke at forveksle med ’den nye Paulus-forståelse’, som Hyldahl har sine forbehold overfor, herom senere).
Vi kender Paulus dels fra hans breve, dels fra skriftet Apostlenes Gerninger. Her får man en sammenhængende fortælling om Paulus’ liv som missionær og om den langvarige retssag mod Paulus, der ender med at bringe ham til Rom som fange. Derfor har mange fortolkere placeret brevene i forhold til det livsforløb, der berettes om i Apostlenes Gerninger. Men det er helt forkert, mener tilhængerne af ’den nye kronologi’. Apostlenes Gerninger er et meget senere skrift med en helt anden dagsorden end Paulus’ selv; det kan ikke bruges som kilde til en rekonstruktion af Paulus’ liv. Kun hans egne breve er kilder til hans liv; her er oplysningerne til gengæld sparsomme og spredt ud over mange forskellige afsnit i brevene. Det er et stort og måske umuligt puslespil at samle brikkerne og får dem til at danne et sammenhængende mønster.
Det lykkes imidlertid for Hyldahl ved at studere de rejser, der omtales i brevene, ikke alene Paulus’ egne rejser og rejseplaner, men også medarbejdernes rejser og rejseplaner. Ikke alene kan han på det grundlag fastlægge en relativ kronologi, dvs. kronologien mellem brevene; han hævder også at kunne fastlægge en absolut kronologi, dvs. sætte årstal – ja måned på de enkelte breve og begivenhederne i Paulus’ liv. Det kan lade sig gøre, fordi han går ud fra, at den pengeindsamling til de kristne i Jerusalem, der omtales i de fleste af Paulus’ breve, skulle kompensere for en truende hungersnød i Judæa på grund af det såkaldte sabbatår. Hver syvende år blev markerne ikke dyrket, og der blev derfor mangel på mad. Året 54-55 var et sabbatår, og det var ved forårstide 55, Paulus’ kom til Jerusalem med pengegaven. Derfra er det ’bare’ at regne baglæns.
To bemærkelsesværdige resultater kommer ud af puslespillet. For det første omtaler Paulus selv ikke tre missionsrejser, sådan som man plejer at gøre det ud fra Apostlenes Gerninger. I den nye kronologi regner man derfor kun med to rejser: Grundlæggelsesrejsen, hvor Paulus grundlagde sine hedningekristne menigheder i Lilleasien, Makedonien og Grækenland, og kollektrejsen, hvor Paulus vendte tilbage til sine menigheder for at indsamle pengegaven, ’kollekten’, til Jerusalem. Og det såkaldte apostelmøde i Jerusalem, hvor det blev vedtaget, at de hedningekristne ikke skulle omskæres og overholde Moseloven, dvs. de skulle ikke blive jøder for at kunne være kristne, lå efter grundlæggelsesrejsen, ikke før, hvor mødet er placeret i Apostlenes Gerninger. Paulus gennemførte altså hele sin store missionsindsats uden på forhånd at have sikret sig opbakning fra menigheden i Jerusalem eller fra de andre apostle. For det andet viser det sig, at alle Paulus’ breve er skrevet inden for et enkelt år – bortset fra de to breve til Thessalonika, der stammer fra grundlæggelsesrejsen. Alle de andre ægte Paulus-breve er skrevet hen imod slutningen af kollektrejsen. Den store forskel, der er mellem brevene, afspejler altså ikke en udvikling i Paulus’ teologiske tænkning, som man tidligere gjorde meget ud af; forskellene afspejler forskellige situationer i modtagemenighederne og Paulus’ forskellige strategier i den forbindelse.
Man skal holde hovedet koldt og tungen lige i munden for at følge Hyldahls minutiøse kronologiske ræsonnementer. Jeg har sat mig ind i det tidligere ved at læse Hyldahls bog Die paulinische Chronologie fra 1986. Hvis jeg ikke havde den baggrund, er jeg ikke sikker på, at jeg havde forstået det hele i den nye bog, hvor argumenterne gengives i forkortet form. Den forudsætningsløse læser risikerer at stå af her, kan man frygte. For når kronologien er lagt fast, er det både nemt og behageligt og oplysende at læse de følgende kapitler. Her er Hyldahl virkelig en stor popularisator og forskningsformidler. Vi læser om de små selvbiografiske afsnit, der er spredt ud over flere af brevene, om hans (mulige!) fængselsophold i Efesos, om den store konflikt med omskærelsesforkynderne i Galatien, om Paulus’ besværlige og personligt smertefulde forhold til den korinthiske menighed og om indsamlingen til Jerusalem. Ud over selve emnerne får man også en masse andre ting at vide. Måske øser Hyldahl til tider lidt for meget af sin store viden, så selve sagen truer med at blive overskygget.
Trods den meget omhyggelige argumentation kan man heller ikke komme uden om, at Hyldahl også må ty til rene gætterier. At Paulus sad fængslet i Efesos, er der mange før Hyldahl, der har ment. Men det er ikke omtalt et eneste sted, så det er jo gætteri, selv om der findes ret overbevisende indicier, og jeg mener også selv, det er den bedste forklaring på de såkaldte fangenskabsbreve. Men for Hyldahl antager det hurtigt karakter af en fastslået kendsgerning. Og når Hyldahl hævder, at Paulus efter frigivelsen fra sit fangenskab var på vej til Galatien, men blev syg i Kolossæ, dér skrev Galaterbrevet og selv måtte blive i Kolossæ, mens resten af rejseselskabet drog videre til Galatien med brevet, - ja, så er jeg altså ved at mene, at fantasien løber af med forskeren, for det er alt sammen noget, Hyldahl tænker sig til, det er ikke med et ord bevidnet hverken i et brev eller i Apostlenes Gerninger. Hyldahl udfylder selv hullerne, der hvor oplysningerne mangler; det er i orden, det gør vi alle sammen, når vi vil rekonstruere et hændelsesforløb. Men en større ydmyghed, når der er tale om gætteri, ville have klædt bogen.
Når Paulus kan skrive så forskelligt til forskellige menigheder, uden at der er tid til en udvikling i hans tænkning, må man spørge, om han overhovedet har en sammenhængende teologi. Det mener Hyldahl, og han mener det er den teologi, der kommer til udtryk i opgøret med de såkaldte judaister, dvs. jødekristne, der vil have de hedningekristne til at gå over til jødedommen. Den sammenfattes jo gerne i tanken om retfærdiggørelse af tro i modsætning til Lov-gerninger. Det er gennem troen på Kristus, man bliver frelst; Moseloven fører ikke til frelse, hverken for jøder eller hedninger. Der er tale om et opgør med jødedommen, en omvendelse til en ny tro, som skete, da Kristus åbenbarede sig for Paulus, skønt han forfulgte de kristne som ivrig jøde.
Med det synspunkt engagerer Hyldahl sig også i et opgør med ’den nye Paulus-forståelse’, i hvert fald som den kommer til udtryk i E. P. Sanders skelsættende bog fra 1977: Paul and Palestinian Judaism. Her hævder Sanders, at den antikke jødedom ikke var en gerningsreligion, som man fra kristen side gerne har fremstillet den, men baseret på det, Sanders kalder pagtsnomisme. Gud indgik helt vilkårligt, uden forudgående fortjeneste, en pagt med det jødiske folk – af ren nåde. Derefter gav han folket Loven, så det kunne overholde sin del af pagten. Man kan altså ikke handle sig ind i pagten, men nok handle sig ud af den. Man frelses af nåde, men fortabes ved handling. Paulus billede af jødedommen er derfor misvisende.
Nu er den nye Paulus-forståelse ikke kun Sanders. Sanders mener faktisk, at Paulus’ religion adskiller sig væsentligt fra den palæstinensisk-jødiske, mens andre snarere ser en stor lighed. I hvert fald er det et af den nye forståelses hovedpointer, at Paulus’ Kristus-tro forblev inden for jødedommen. Det er blevet alment accepteret i forskningen: Kristendommen var en jødedom. Men hvis det var rigtigt, ville der være to veje til frelsen, påstår Hyldahl: en for hedninger gennem tro på Kristus og en for jøder gennem overholdelse af Moseloven. Jeg er ikke rigtig klar over, om Hyldahl faktisk mener, at det er den nye Paulus-forståelses opfattelse, eller han drager en utilsigtet konsekvens af forståelsen. Under alle omstændigheder er det forkert – begge dele.
Når den nye Paulus-forståelse hævder, at Paulus forblev jøde, medfører det ikke en accept af Moselovens gyldighed efter Kristus. Paulus’ jødedom var messiansk, og Jesus var den lovede Messias. Herefter er der kun én vej til frelsen: gennem Kristus. Men det betød for Paulus, at denne vej nu også lå åben for hedninger, som ellers havde været lukket ude af Moseloven. Derfor var det forkert stadig at gøre Loven gældende, nu efter at Kristus var kommet. Men frelsen var stadig ’jødisk’, om man så må sige, også for de hedningekristne. Og de problemstillinger, Paulus tumlede med, var af jødisk-teologisk art. Sådan tror jeg, man kan fremstille grundopfattelsen i den nye Paulus-forståelse, og den inkluderer ikke to frelsesveje, kun én - gennem Kristus, naturligvis.
Noget andet er, at Paulus hermed i praksis havde taget et afgørende skridt væk fra jødedommen, som den nye Paulus-forståelse gør sig blind for. Men måske var Paulus også selv blind for det. Her skal man nok skelne mellem Paulus’ selvforståelse, som den nye Paulus-forståelse har bedre greb om, og Paulus’ faktiske ageren, som var mere ’hedensk’, end den nye forståelse vil indrømme. Sådan en diskussion, går Hyldahl slet ikke ind på. Hans argumentationsfacon er mere kategorisk. Enten er noget rigtigt, og det kan godtgøres ud fra kilderne med sikkerhed, eller det er forkert. På den måde står Hyldahl stærkere, når det drejer sig om rekonstruktionen af den paulinske kronologi, end når det drejer sig om diskussionen af den paulinske teologi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar