Anmeldelse: Niels Peter Lemche: Det Gamle Testamente mellem teologi og historie. Den historisk-kritiske bibelforsknings storhed og fald
Af Laura Feldt
Anmeldelse: Jean Butler og Thomas Hoffmann (red.): Gads leksikon om islam
Af Allan Rosengren
Anmeldelse af:
Niels Peter Lemche
Det Gamle Testamente mellem teologi og historie
Den historisk-kritiske bibelforsknings storhed og fald
Forlaget Anis, 2008
407 sider, 389,- kr.
Af Laura Feldt
Niels Peter Lemches værk Det Gamle Testamente mellem teologi og historie på 407 sider giver et grundigt indblik i udviklingen inden for den historisk-kritiske udforskning af Det Gamle Testamente fra dens opkomst, over dens storhedstid og til dens fald i den klassiske udformning. Bogen vidner om forfatterens store viden om og erfaring med arbejdet med historisk-kritiske tilgange til Det Gamle Testamente. Særligt bliver man som læser klogere på den indsats som forfatteren i samarbejde med en række danske og internationale forskere har ydet og man får en unik og up-to-date statusrapport over det historisk-kritiske arbejde med Det Gamle Testamente. Ydermere udstikker bogen mulige, fremtidige veje for denne type forskning.
I sidste nummer af BEN anmeldtes ”fjerde del” af nærværende værk (Lemches Gammeltestamentlig og bibelsk teologi), hvilket var en mere alment tilgængelig fremstilling af forfatterens teologiske ståsted i forelæsningsform. I det værk, som her anmeldes, får vi en fremstilling, der snarere er rettet mod studerende på universiteter og andre læreanstalter. Bogen består af tre hoveddele, et indledende afsnit og et appendiks. Det indledende afsnit giver en introduktion til Det Gamle Testamente og dets bøger, mens det fyldige appendiks på 78 sider giver en historisk fremstilling af Palæstinas historie uden Det Gamle Testamente, hvor der særligt bruges megen plads på bronzealderen.
Bogens første hoveddel beskæftiger sig med fremkomsten af den historisk-kritiske tilgang til studiet af Det Gamle Testamente, som dominerede det 20. århundrede, og redegør for hovedsynspunkter inden for denne. Her gør forfatteren meget ud af at beskrive udviklingen inden for denne type eksegese og sætte den ind i en større historisk og videnskabsteoretisk sammenhæng. Afsnittet præsenterer desuden de klassiske historisk-kritiske tekstlæsningsmetoder fra litterærkritik, formhistorie, traditionshistorie til redaktionshistorie, og beskriver den klassiske, historisk-kritiske forsknings ambitioner og resultater uden at kaste vrag på de bedste sider af denne forskning.
Bogens anden del beskriver, hvordan den klassiske, historisk-kritiske udforskning af Det Gamle Testamente kom i krise og hvorfor. Afsnittet argumenterer for, at det var de logiske problemer, som den tidligere historisk-kritiske eksegese overså, og de fejlslutninger, den begik, særligt mangelen på overordnede metodiske refleksioner i relation til ”det gamle Israels” historie, der førte til dens fald. Igen lægges vægt på at sætte udviklingen inden for denne tilgang til Det Gamle Testamente ind i en større åndshistorisk sammenhæng, samt på at forholde den tidligere forsknings resultater til Københavnerskolens påvisning af umuligheden af at rekonstruere Israels historie i oldtiden på baggrund af de tilgængelige kilder.
Tredje del af bogen forsøger at vise, at det stadig er muligt at arbejde historisk-kritisk med de gammeltestamentlige tekster uden at blive fanget i tidligere tiders fejlslutninger. Et fortsat historisk-kritisk arbejde med Det Gamle Testamente anbefales altså, men vel at mærke ét, der er opmærksom på tidligere tiders fejlslutninger og forsøger at undgå dem. Forfatterens interesse er tydeligvis, på trods af kritikken af den tidligere historisk-kritiske eksegese, grundlæggende historisk, og ambitionen er at producere viden om de mennesker, der skrev Det Gamle Testamente, hvem de var og hvor og hvornår de hørte hjemme (s.207). Lemche argumenterer for, at Københavnerskolens sendateringer af Det Gamle Testamentes skrifter kan give et nyt syn på Det Gamle Testamente – ikke som udtryk for ”Det gamle Israels” religion eller historie, men som en jødisk samling af autoritative skrifter.
Der fremlægges også et udkast til, hvordan viden om de mennesker, der skrev og redigerede de gammeltestamentlige skrifter, kan produceres. Det sker gennem en redegørelse for den røde tråd i den gammeltestamentlige historiefortælling og en skildring af hvem læserne af denne fortælling burde være ifølge fortællingen selv. Det hævdes, at denne fremgangsmåde kan bidrage til en identifikation af forfatterne (s.224-225). På samme måde gennemgås andre gammeltestamentlige bøger, både profetbøgerne, med særlig vægtlægning på de største af dem, og den tekstgruppe, der er kendt som Skrifterne, dvs. Krønikebøgerne, Ezra- og Nehemias’ Bog, Esters bog, Salmerne, Højsangen og visdomslitteraturen fra Job, over Ordsprogene til Prædikeren. Der peges på tilstedeværelsen af en mangfoldighed af meninger i den gammeltestamentlige tekstsamling, men på trods heraf fastholdes grundsynet, også nævnt i sidste udgave af BEN, at Det Gamle Testamente er samlet af en samling stærkt religiøse jøder med en skrap og ekskluderende gruppebevidsthed.
Denne anmelder finder det mindre oplagt at bogen - som det foreslås i forordet – skulle kunne fungere som introduktion til faget Det Gamle Testamente som helhed. Det skyldes den historisk-kritiske interesse, der dominerer bogen, og som levner lille plads til andre tilgange til Det Gamle Testamente og de sider af den gammeltestamentlige sag, som de ville kunne belyse – fx religionsfænomenologi, ritualteori, fortælleteori, metaforteori med mere. Der kan dog ikke herske tvivl om, at bogen giver en omfattende, vidende, og detaljeret fremstilling af den klassiske historisk-kritiske forskningstradition samt af Københavnerskolens synspunkter, og at synspunktet, der fremlægges, giver plads til og anerkender værdien af andre tilgange til Det Gamle Testamente.
Anmeldelse af:
Jean Butler og Thomas Hoffmann (red.)
Gads leksikon om islam
310 sider, 299,- kr. – indbundet og illustreret
Gads Forlag 2008
Af Allan Rosengren
Islam er en sammensat størrelse. Ud over at være en religion er det et historisk, kulturelt, socialt og politisk fænomen – og det tages der højde for i Gads leksikon om islam. Det betyder, at de videnskaber, der tages i brug for at beskrive og analysere islam, ud over religionsvidenskab og islamvidenskab indbefatter sprogstudier, historie, sociologi, antropologi m.m. I praksis viser det sig fx ved, at der ud over den ’traditionelle’ eller forventelige artikel om ’Koranen’, som indeholder en definition, noget om form og indhold, kronologi, temaer, fortolkningshistorie, forfatter og litterære kilder, findes bl.a. en spændende artikel om ’Koranens sprog og retorik’. Her får læseren – på en måde som er forståelig for ikke-arabiskkyndige – indblik i Koranens sprog, stilleje, grammatik, sproglige mønstre m.m., og man får et levende indtryk af tekstens retorik, tone og sproglige finesser. I den sammenhæng introduceres de nye litteraturvidenskabelige læsninger, bl.a. en ’poetologisk læsning af Koranen’ (s. 159, 1. spalte).
Der nås altså ganske meget på de godt 300 sider. Ud over at være et Koranleksikon med artikler om koranske personer og temaer, er der artikler, som dækker Islams historie, moderne muslimske teologer, politikere (fx Kemal Atatürk) og orientalister (fx Frantz Buhl og Johannes Pedersen). Også Osama bin Laden og Muhammedtegningerne har deres artikler. Særligt værdifulde er de store artikler om ’Islam i Afrika syd for Sahara’, ’Islam i Asien’ og ’Islam i Europa’.
Der lægges generelt vægt på at formidle det, man kunne kalde ’konsensus-viden’, altså den grundsubstans af viden, som et bredt felt af forskere er enige om. Men der er også blevet plads til videnskabelig ’spræl’, fx i form af Christoph Luxenbergs tese, at ’Koranens sprog oprindeligt var et særegent hybridsprog af især syrisk-aramæisk … og arabisk’, og at dens indhold ’især baserede sig på kristne lektionarier fra syriske kirkesamfund’ (s. 169). Det giver anledning til en nytolkning af fx paradisjomfruerne (s. 224) ved siden af en mere traditionel forståelse. Men overalt gøres opmærksom på denne teses status som tese i forskningsverdenen, ligesom man får at vide, at Christoph Luxenberg er et pseudonym. Spændende og sobert.
Der er næppe noget at udsætte på denne førsteudgave – det skulle da lige være, at Muhammed transskriberes Muḥammad med prik under h. Det virker lidt for pertentligt. Skal Jesus så også skrives som en transskription af det aramæiske (eller hebraiske) navn, skal Paulus skrives i sin græske form, Paulos, og skal Italiens hovedstad kaldes Roma og ikke Rom? Nej, selvfølgelig ikke. Der er en lang række fremmede person- og stednavne, som har udmærkede former på dansk. Karakteristisk nok går det da også galt i artiklen ’Muhammed-tegningerne’, hvor opslagsordet i løbet af artiklen forvandles til ’Muḥammad-tegningerne’. I artiklen ’Moses’ finder vi efter opslagsordet den arabiske form af navnet i transskription, (Mūsā), overalt ellers i formen ’Moses’. Noget tilsvarende burde man have gjort ved ’Muhammed’. Nydannelsen ’koranisk’ som adjektiv (fx ’den koraniske eskatologi’) virker også overdrevet højtideligt i forhold til et mere ligefremt ’koransk’ – synes jeg, men det kan jo være min sprogfornemmelse, der svigter. Det er nok den engelske form ’Qur’anic’, der har smittet af.
Jeg har endnu et par ønsker til andenudgaven. Først og fremmest en kommenteret bibliografi med henvisninger til relevant litteratur for den interesserede danske læser. Og så en artikel om ’profetisme’: Hvad er religionsfænomenologisk karakteristisk for profetisk virksomhed, hvilke elementer heraf aktiveres i muslimsk sammenhæng, hvad er forholdet mellem den før-islamiske profetiske praksis og Muhammeds, og hvordan har reaktionerne været på profetisk virksomhed (fx visse sufiers) efter Muhammed?
Og måske også en artikel om ’profetens skæg’! Hvor stammer det udtryk fra?
Alt dette er dog småting, i forhold til at det er lykkedes redaktørerne at skabe et helstøbt, omfattende og grundigt leksikon, som varmt kan anbefales. Gode opslagsbøger kan man ikke få for mange af. Og ved siden af det uundværlige Gads Bibelleksikon kan man nu placere Gads leksikon om islam.
BEN redigeres af Anne Katrine de Hemmer Gudme og Allan Rosengren
Ingen kommentarer:
Send en kommentar