Kære Læser.
Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev (BEN) nr. 5. BEN udkommer 3-4 gange om året og indeholder korte artikler, bogomtaler, præsentation af arrangementer - og frem for alt omtale af nyheder inden for bibelforskningen.
Det er gratis at abonnere på Nyhedsbrevet, og du er velkommen til at sende det videre til bekendte, som du tror vil være interesserede.
Det Teologiske Fakultet i København har fået ny professor i Det Gamle Testamentes Eksegese med særligt henblik på studiet af Dødehavsskrifterne. Bibliana bringer her tiltrædelsesforelæsningen - og ønsker Jesper Høgenhaven til lykke med udnævnelsen.
”Den hemmelige bibel”. Af prof. Jesper Høgenhaven
Endvidere bringer vi:
Boganmeldelse: Helge Kjær Nielsen: Kommentar til Johannesevangeliet. Af lektor Geert Hallbäck
Bogomtale: Flemming A.J. Nielsen i samarbejde med Martin Ehrensvärd: Bibelsk Hebraisk Grammatik
Temaer: Judas og hans evangelium! og Den nye aftale - Ny oversættelse af Det Nye Testamente
Links til arrangementer
Om Bibliana
”Den hemmelige bibel”
Dødehavsrullerne som eksempel på gammeltestamentlig formidling
Professor Jesper Høgenhaven
Tiltrædelsesforelæsning, holdt på Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet,
den 7. september 2007
I Dan Browns bestseller-roman Da Vinci Mysteriet (Dan Brown, Da Vinci Mysteriet. Oversat af Susanne Torpe, Hr. Ferdinand, København 2004) er hovedpersonerne den amerikanske professor Robert Langdon, forsker i symboler, og den franske kriminalkommissær Sophie Neveu. For at nå frem til løsningen på romanens kriminalgåde skal de, skarpt forfulgt af skumle håndlangere for den katolske organisation Opus Dei og det franske politi, knække en stribe kodede meddelelser. En af koderne ser ud til at dreje sig om en ridder, der ligger begravet i London; og eftersøgningen fører Langdon og Sophie til det teologiske og religionsvidenskabelige fakultet på Kings College.
Det er ikke bibliotekets bestand af bøger, der er genstand for deres interesse, men derimod den imponerende elektroniske database, der beskrives således:
Gennem de seneste to årtier havde Kings College’s forskningsbibliotek anvendt optiske tegnlæsningsprogrammer tillige med lingvistisk oversættelsesudstyr under arbejdet med at digitalisere og katalogisere en enorm mængde tekster – religionsencyklopædier, religionsvidenskabelige biografier, hellige skrifter på mange forskellige sprog, alverdens historiebøger, breve fra Vatikanet, gejstliges dagbøger, i det hele tage alt, hvad der handlede om menneskets religiøsitet. Eftersom den enorme samling nu var formateret til bits og bytes i stedet for fysiske sider, var de mange data utvivlsomt langt mere tilgængelige.
Den stedlige bibliotekar, Pamela Gettum – kendetegnet ved et ”mildt og intelligent udtryk og en behagelig stemme” og ved ”et par tykke hornbriller hændende om halsen i en kæde” – er den, der besidder kompetencen til at betjene denne imponerende elektronik:
Det her er ikke nogen leg eller konkurrence, tænkte Gettum. Hun havde hørt rygter om Robert Langdons besøg i Rom sidste år. Amerikaneren havde haft adgang til et af de mest lukkede biblioteker i verden – Vatikanets hemmelige arkiv. Hun spekulerede på hvilke hemmeligheder Langdon kunne være stødt på der, og om hans desperate søgen efter en mystisk grav i London kunne tænkes at være knyttet til oplysninger han havde fået kendskab til i Vatikanet. Gettum havde været bibliotekar længe nok til at kende den mest almindelige grund til at folk kom til London for at lede efter riddere. Gralen.
På Langdons og Sophies instruktioner indtaster Pamela Gettum nu en række ord i databassens søgeprogram.
”Hvor lang tid vil det tage?” spurgte Sophie.
”Nogle få hundrede terabytes med adskillige krydsreferenceområder?” Gettums øjne strålede da hun trykkede på search knappen. ”Blot et lille kvarters tid.”
Langdon og Sophie sagde ikke noget, men Gettum havde en fornemmelse af, at det lød som en evighed for dem.
Det billede, romanen giver af en forskers arbejde, indeholder unægtelig flere bemærkelsesværdige træk. Vi kan for det første konstatere, at forskning er noget, der finder sted under indtryk af et ubarmhjertigt tidspres. Et kvarter lyder som en evighed, her er virkelig deadlines, der ikke lader sig afvise. Jeg gætter på, at billedet for mange universitetsansatte er umiddelbart genkedeligt.
Mindst lige så interessant er beskrivelsen her dog på et andet punkt. Forskningens mål er tydeligvis en afdækning af hemmeligheder. Og det, som skal afdækkes, har karakter af skjulte mønstre eller forhold imellem elementer, som hver for sig er kendte eller tilgængelige. Det egentlige arbejde overlades da også til søgeprogrammet; og det er ikke Langdon selv eller Sophie Neveu, men derimod Pamela Gettum, der lige ved, hvordan indtastningen af søgeord skal foretages.
Et tredje træk, som vi kan hæfte os ved, er den prestige eller kompetence, der tydeligvis er forbundet med forskerens arbejde og status. Det fremhæves i romanen udtrykkeligt, at Robert Langdon ikke er hvem som helst. Gettum genkender ham således med det samme han træder ind ad døren.
Umiddelbart kan det være lidt vanskeligt at se, hvad der i romanens handling begrunder denne status eller autoritet, da Langdon i hvert fald i denne scene ikke bestiller andet end at give nogle stikord – som han ikke selv er i stand til at få en meningsfuld sammenhæng ud af - videre til Gettum, som er den eneste i denne scene, der faktisk besidder en vis synlig kompetence; det er hende, der ved, hvordan programmet virker og kan taste oplysningerne ind i maskinen på den rigtige måde. Det skal dog ikke overses, at der kan være andre træk, der begrunder og understøtter Langdons autoritet. Langdon er skildret som en mand, der er nødt til – og fuldt ud i stand til – at træffe dristige og hurtige afgørelser under pres. Hvad skal der søges efter? Hvor bredt eller hvor smalt skal programmet lede? Hver afgørelse kan have skæbnesvangre konsekvenser for den videre handling. Der hører kort sagt et stort ansvar til at være forsker; og Langdon er så åbenbart mand for at tage ansvaret på sig.
Man kan vælge at trække på smilebåndet af – og samtidig blive en lille smule forstemt over - romanens forestilling om forskeren, hvis lidenskab er reduceret til at lede efter stikord i et elektronisk kartotek. Hele den fond af viden, der er nedfældet i tekstere selv er tilsyneladende forsvundet ganske ud af synsfeltet. Eller man kan vælge at glæde sig over den autoritet, der trods alt stadig følger med forskeren som type i romanen. Dødehavsrullerne figurerer kun i randen af handlingen; men de nævnes dog. Sammenhængen, hvori dette sker, er karakteristisk i sig selv. Skriftrullerne fra Qumran optræder nemlig i en opregning af vidnesbyrd om den autentiske udgave af kristendommens historie:
”Til alt held for os historikere”, sagde Teabing, ”overlevede nogle af de evangelier, som Konstantin forsøgte at tilintetgøre. Dødehavsrullerne blev fundet i 1950´rne, skjult i en hule i nærheden af Qumran i Sinai-ørkenen. Og selvfølgelig de koptiske skrifter der blev fundet i 1945 ved Naq Hammadi. Ud over at fortælle den sande historie om gralen fortæller disse dokumenter om Kristi gerninger i meget jordiske vendinger”.
En roman er fiktion og kan vel som sådan ikke være faktuelt upålidelig; og lad os bare med de sidste sætninger in mente konstatere, at det er en ganske nyttig arbejdsdeling. De ”Dødehavsruller”, der nævnes i romanen - og som hævdes at være fundet i Sinaj-ørkenen - kan jo vanskeligt have andet end navnet til fælles med de håndskrifter, der i virkelighedens verden har fået deres navn efter deres fundsted ved bredden af Det Døde Hav. Navnefællesskabet er til gengæld interessant; for man kan jo stille det nærliggende spørgsmål, hvordan i al verden en reference til Dødehavsrullerne – altså navnet – har fundet vej ind i en fiktiv sammenhæng, hvor de så tydeligt ikke har noget at gøre. En del af forklaringen skal givetvis søges i det kompleks af fortællinger, legender og associationer, som også knytter sig til denne reference. De umiddelbart følgende linier gengiver i hvert fald den velkendte fortælling om Vatikanet, der forsøgte at forhindre offentliggørelsen af de nævnte dokumenter.
Dødehavsrullerne er under alle omstændigheder – så meget kan vi uden videre tillade os at slå fast på baggrund af Dan Browns roman, der jo kan opvise imponerende salgstal verden over – et navn, der vækker genkendelse og fremkalder visse billeder eller forestillinger i hvert fald i en meget bred del af offentligheden. At referencen optræder i en sætning i denne sammenhæng – helt uanset sammenhængens besynderlige forhold til kronologi og geografi – bekræfter fornemmelsen af, at Dødehavsrullerne nyder en kolossal popularitet. Det vil ganske enkelt være vanskeligt at opdrive nogen, der ikke har hørt et eller andet om emnet.
Siden man gjorde de første fund af håndskrifter i hulerne ved Qumran nær vestbredden af Det Døde Hav – i slutningen af 1940rne og i begyndelsen af 1950rne – har Dødehavsrullerne været et begreb i offentligheden. Mediernes interesse for fundene, for håndskrifternes indhold, karakter og betydning og for arbejdet med fortolkningen af dem har i perioder været overvældende: En første bølge af interesse i pressen og i offentligheden var naturligt nok affødt af de første opdagelser og bekendtgørelsen heraf. Et andet moment, hvor Dødehavsrullerne for alvor har været i mediernes søgelys, er den offentlige strid om forskernes frie adgang til håndskrifterne og om fremgangsmåden og tidshorisonten for teksternes endelige offentliggørelse; her spillede navnlig de amerikanske medier en stor rolle i 1980rne og begyndelsen af 1990rne. Mindre omfattende og i reglen kortvarige bølger af medieinteresse for Dødehavsrullerne har været udløst af bestemte bogudgivelser eller TV-dokumentarer, der har taget emnet op fra forskellige vinkler.
Men ved siden af eller så at sige neden under denne sekvens af særlige momenter, hvor Dødehavsrullerne – og de mennesker, der har arbejdet med teksternes udgivelse og fortolkning – har kunnet glæde sig over eller har skullet leve med mediernes og offentlighedens interesse, har Dødehavsrullerne erhvervet en status i offentligheden, som ikke er til at komme uden om.
I den forstand må receptionen af Dødehavsrullerne i offentligheden siges at være et eksempel på et overordentlig vellykket stykke forskningsformidling. Her er et gammeltestamentligt fagområde, endda et fagområde, der i visse henseender må kaldes temmelig højt specialiseret – nået forbløffende langt ud i offentligheden og har fundet vej til medier og sammenhænge, der normalt ikke ligefrem er ivrige efter at beskæftige sig med bibelfagene.
Vi kan dog allerede ud fra den ene reference til navnet ”Dødehavsrullerne” i Browns bestseller fornemme, at populariteten ser ud til at have en pris, når det gælder præcision og indhold. Som vi så, var det egentlig kun navnet ”Dødehavsrullerne”, der i denne forbindelse kunne siges at afspejle en eller anden form for populær reception af arbejdet med de jødiske håndskrifter fra antikken, der i 1940rne og 1950rne blev fremdraget fra hulerne ved Qumran. Det er nogle helt andre ”Dødehavsruller”, der bliver skrevet ind i romanen, fiktionens eller populærkulturens ”Dødehavsruller”; og de har nogle helt andre egenskaber og karakteristika end de tekster, som forskningen beskæftiger sig med.
Vi kan ud fra det anførte citat også sagtens fornemme, i hvilken retning disse fiktive ”Dødehavsruller” peger. De repræsenterer, hvad man kort kunne kalde forestillingen om den ”hemmelige bibel”. Håndskrifterne står som en slags symbol, et tegn, der sammen med andre lignende tegn – i Browns tekst er det f.eks. de i denne sammenhæng lige så fiktive Nag Hammadi-tekster – viser hen til en ”alternativ”, ikke-autoriseret sandhed, en slags ”mod-tradition”, som hævdes at udfordre eller modsige veletablerede religiøse sandheder og veletablerede religiøse institutioner. Her som i mange andre sammenhænge, er det først og fremmest den romersk-katolske kirke og specielt Vatikanet, der er udset til at spille rollen som det skumle og bagstræveriske ”etsablishment”.
Det er ikke vanskeligt at se, at denne populære reception af Dødehavsrullerne som tegn, symbol eller ikon for den ”hemmelige”, alternative bibel – hvis autenticitet og autoritet altså lige præcis er uløseligt knyttet til dens alternative, ikke-autoriserede status - er uden nærmere forbindelse med forskernes Dødehavstekster, en samling af jødiske skrifter fra de sidste århundreder før vor tidsregnings begyndelse – velkendte gammeltestamentlige tekster for en stor dels vedkommende, fortællende tekster, hvoraf nogle bygger videre på den gammeltestamentlige tradition, leveregler og ordsprog, digte og hymner, værker, der tolker og udlægger den gammeltestamentlige overlevering på forskellig måde, tekster, hvis betydning for forståelsen af Det Gamle Testamente og den antikke jødedom vanskeligt kan overvurderes, og hvis betydning for forståelsen af den tidligste kristendom og dens forudsætninger bestemt heller ikke skal undervurderes. Men en ”hemmelig bibel” i populærkulturens forstand kan der på den anden side vanskeligt blive tale om.
Maxine L. Grossman har i en artikel fra 2005 (”Mystery or History: The Dead Sea Scrolls as Pop Phenomenon”, Dead Sea Discoveries 21 (2005), 68-86) forsøgt at analysere Dødehavsrullerne som ”pop-fænomen” eller som et element, der kommer til at indgå i populærkulturens sammenhæng på dennes betingelser. Grossman kommer til en række ganske tankevækkende resultater.
Ifølge Grossman er det væsentligt i denne forbindelse at gøre sig klart, at den populærkultur, der først og fremmest kommer til udtryk i moderne massemedier – radio, TV, internet, aviser og magasiner, musik og film men også i f.eks. mode – har sin egen karakteristiske diskurs, et eget sprog med egne regler og forudsætninger. Et af Grossmans sigende eksempler på den popularisering, Dødehavsrullerne – i hvert fald som reference, som et genkendeligt navn - er undergået, stammer fra en annonce for en engelsk oversættelse af det hinduistiske helligskrift Bhagavad Gita, hvori det hedder:
Tusinder af år ældre end Dødehavsrullerne, fremkommer Bhagavad-Gita As It Is (navnet på oversættelsen) med videnskabelige og letforståelige forklaringer.
Umiddelbart bygger denne sammenligning af Bhagavad Gita, der her fremhæves i kontrast til Dødehavsrullerne, på i hvert fald to klare forudsætninger: En fremstilling af et religiøst budskab har værdi i og med, at fremstillingen er klar, tilgængelig og let at forstå. Og derudover giver det budskabet værdi, at det er gammelt, hvorfor den hinduistiske teksts alder spilles ud som et væsentligt kriterium, der gør den til den troværdigere kilde. Det spiller i denne forbindelse en mindre rolle, at den angivne alder vil være vanskelig at anerkende for en historisk betragtning.
At den pågældende annonce har fundet anledning til at sammenligne Bhagavad Gita med lige netop Dødehavsrullerne, er imidlertid interessant. Hvorfor, spørger Grossman, sammenligne et skrift, der for tilbedere af guden Krishna besidder en indlysende og for længst etableret religiøs autoritet, med en samling tekster fra antikken, hvis autoritet ikke hævdes af nogen trosretning eller noget religiøst samfund. Tilsyneladende ville det være langt mere logisk at sammenligne det hinduistiske helligskrift med jødernes eller de kristnes hellige skrifter, Det Gamle eller Det Nye Testamente. Når denne sammenligning er undgået til fordel for den ved første øjekast mindre nærliggende sammenligning med Dødehavsrullerne, kan det, som Grossman er inde på, naturligvis tænkes at hænge sammen med et ønske om ikke unødigt at støde eller fornærme de faktisk eksisterende jødiske og kristne trossamfund, der sætter netop disse skrifter højt. At referere til Dødehavsrullerne som den i forhold til Bhagavad Gita inferiøre og yngre tekst kunne i dette perspektiv siges at være forholdsvis ufarligt.
Grossman har dog efter alt at dømme ret i, at der andet og mere på spil i denne reference end høflighed mod aktuelt eksisterende trosretninger og deres tilhængere. Den målgruppe, annoncen henvender sig til, kan i en vis forstand forudsættes at være mennesker, der leder efter nye religiøse indsigter. For denne gruppe af søgende er de overleverede autoritative skriftsamlinger, der er knyttet til synagoge og kirke – eksisterende veletablerede religiøse samfund – lige præcis ikke interessante. Tværtimod er det her forudsat, at religiøs eller åndelig indsigt skal findes i den ikke-etablerede, ikke-autoritative tekst. De bibelske tekster er velkendte og har henholdsvis jødedommens og kristendommens historiske tradition bag sig. Det gør dem i sig selv ikke-interessante i denne særlige sammenhæng. Her kommer Dødehavsrullerne til gengæld ind i billedet som en mulig kilde til indsigt og visdom, netop fordi disse tekster kan iscenesættes som ”alternative”, ikke-autoriserede og gennem en lang periode ”hemmelige” kilder.
Grossman argumenterer i den nævnte artikel for, at Dødehavsrullerne i populærkulturens ramme skal forstås som, hvad hun kalder et ”åbent tegn” (”open signifier”): Betegnelsen står for en kombination af noget genkendeligt og noget ukendt. Den basale ramme, som tegnet skal forstås indenfor, er velkendt, men tegnet selv har ikke noget specifikt indhold, eller dette indhold er ikke væsentligt for tegnets betydning. Hvad Dødehavsrullerne betyder som ”pop-fænomen”, hænger sammen med, at de opfattes som gamle, de har religiøs autoritet, og de er genstand for konflikt og strid. De indeholder eller repræsenterer en ”hemmelig” skjult visdom, som er relevant for nutiden, og som nogle er ude på at holde ”hemmelig” for andre.
Lawrence H. Shiffman har for nylig peget på den mediekampagne, der i 1980rne og begyndelsen af 1990rne ledte til almindelig og ubetinget adgang til Dødehavsrullerne i fotografisk udgave og til en omdannelse og udvidelse af kredsen af forskere med ansvar for teksterens udgivelse i Discoveries in the Judaean Desert-serien. Kampagnen er ifølge Schiffman et eksempel på konstruktivt samspil imellem den akademiske verden og medieverdenen (Lawrence H. Schiffman, ”Inverting Reality: The Dead Sea Scrolls in the Popular Media”, Dead Sea Discoveries 12 (2005), 24-37).
Den kreds af forskere, som i 1950rne havde fået betroet opgaven med at skaffe sig et overblik over de mange håndskriftfragmenter og få teksterne lagt til rette, så de kunne offentliggøres, havde gjort et fremragende arbejde frem til 1960, hvor det gigantiske puslespil i store træk var lagt færdigt. På det tidspunkt kunne en foreløbig udgave med fotografier og transskriptioner af teksterne have været lagt frem; og forskningen ville have haft et fremragende grundlag for det fortsatte arbejde, der i så fald kunne være forgået i form af en løbende åben samtale. Mere gammeldags opfattelser af, hvordan udgivelsesarbejdet burde foregå, dekreterede dog, at en egentlig offentliggørelse af tekstmaterialet – dvs. den del, der ikke for længst var offentliggjort, og det var ganske mange og betydningsfulde tekster – først skulle finde sted, når en veltilrettelagt og gennemkommenteret udgave af hver enkelt tekst kunne være færdig. Den vigtigste grund til, at dette arbejde i de følgende år kun skred langsomt frem, skal givetvis søges i den banale kendsgerning, at Rockefeller-fonden ikke længere finansierede arbejdet, som derfor måtte foregå mere eller mindre i de pågældende forskeres fritid.
Sidst i 1970rne og i endnu højere grad i 1980rne kom det til en række protester fra forskere, der befandt sig udenfor udgiverkredsen, og som af indlysende grunde ønskede mulighed for at arbejde med de endnu ikke offentliggjorte tekster. Hvad der begyndte som en intern strid i den akademiske verden, udviklede sig til en mediestrid, der udspilledes i offentligheden. En hovedrolle spillede i den forbindelse det populære amerikanske tidssskrift Biblical Archaeology Review og dets redaktør Hershel Shanks, der fra midten af 1980rne førte an i en kampagne, der havde til hensigt, som det blev udtrykt, at ”befri” Dødehavsrullerne. Kampagnen vandt betydelig genklang i medier som New York Times og Washington Post. Medierne kunne i denne forbindelse udrette, hvad enkelte forskeres protester ikke var i stand til; og Schiffman ser da også mediernes bidrag i denne sammenhæng som et grundlæggende positivt element. Eksemplet er vigtigt for så vidt, som det antyder, hvordan medierne med deres inddragelse af en bredere offentlighed end den, som forskerne på egen hånd er i stand til at nå, i hvert fald også kan opfattes som en positiv medspiller.
Samtidig er det formentlig vigtigt at gære sig klart, hvordan kontroverser, der bliver til offentlige kampagner, udspillet i medierne, nødvendigvis også herigennem ændrer karakter, bl.a. ved at blive tolket ind i populærkulturens diskurs, hvor spillereglerne adskiller sig væsentligt fra, hvad der tilfældet inden for den akademiske verdens eller forskningens egen diskurs. Ikke alene må der blive tale om en forenkling af komplicerede spørgsmål og en præsentation, der indskrænker sig til hovedlinier og overskrifter. Mediernes fremstillingsmåde synes i høj grad at kræve en rollefordeling, hvor helte står overfor skurke, og hvor moralske vurderinger og personlige motiver (reelle eller indbildte) hos de implicerede trækkes frem i billedet, medens de dele af kontroverserne, der udspringer af saglig uenighed, skubbes i baggrunden.
Et klassisk eksempel er John Allegros opgør med sine kolleger i kredsen af tekstudgivere. Allegro, der selv var en af de få, der faktisk fik sine tekster offentliggjort i løbet af forholdsvis få år – Discoveries in the Judaean Desert 5 udkom i 1968 – rettede i flere omgange en ganske heftig kritik mod sine kolleger og hævdede, at interessen for at bringe teksterne til offentlighedens kendskab måske i virkeligheden ikke var til stede hos nogle af disse forskere. Allegro inddrog også medierne i diskussionen, bl.a. i form af nogle berømte BBC-radioudsendelser i 1956. Her hævdede Allegro, at en bestemt Dødehavstekst – en kommentar til profeten Nahums bog – indeholdt en udtrykkelig henvisning til, at Dødehavssamfundets formodede leder, ”Retfærdighedens Lærer”, var blevet korsfæstet og forventedes at opstå fra de døde. Heri så Allegro naturligvis en klar parallel til de nytestamentlige evangeliers Jesus-billede; og det er ikke mærkeligt, at det var dette aspekt, der gav genlyd i medierne, ikke mindst fordi der heri syntes at ligge en bekræftelse af de tilbagevendende forestillinger om Dødehavsrullerne som en alternativ, ”hemmelig” bibel.
(Den pågældende tekst, der i Bodil Ejrnæs’ danske oversættelse lyder: ”Udlægningen af det gælder den vrede løve … dem, der søger det glatte; han hængte mænd levende…” (4QpNah fragment 3-4 i 6-7) sigter i øvrigt næppe til ”Retfærdighedens Lærer” overhovedet)
”Hemmeligheds”-aspektet blev naturligvis også inddraget, når Allegro samtidig kritiserede sine forskerkolleger for langsommelighed og manglende vilje til at lade teksterne komme til offentlighedens kendskab i deres helhed. Allegros udtalelser ledte til en samlet formel protest fra kollegerne i udgiverkredsen, anført af Roland de Vaux, den ansvarlige redaktør for Discoveries in the Judaean Desert-serien og den, der dengang ledede arbejdet med teksternes udgivelse. Opgøret betød en voldsom belastning af forholdet imellem Allegro og de øvrige forskere i kredsen og var givetvis medvirkende til, at samarbejdet nærmest blev ikke-eksisterende med alvorlige følger, bl.a. også for kvaliteten af Allegros egne tekstudgaver. Der er næppe tvivl om, at det bidrog kraftig til det belastede forhold, at kontroversen blev iscenesat som et opgør indenfor mediernes og dermed også til en vis grad populærkulturens diskurs. Indenfor den akademiske diskurs kunne der siges at være tale om en saglig uenighed om fortolkningen af nogle liner i en tekst; og her kunne f.eks. sproglige og historiske argumenter være en frugtbar måde at bevæge sig videre på. Men i mediernes diskurs blev denne uenighed til noget andet og mere: Den blev til en strid med religiøse motiver imellem dem, der ville skjule og hemmeligholde sandheden, holde den ”hemmelige bibel” hemmelig for offentligheden, og den, der ville have sandheden frem i lyset. I populærkulturens ramme får opgøret en overvejende etisk dimension og bliver omtolket til den klassiske strid imellem ”helte” og ”skurke”.
Grossman har peget på den forvandling af et udsagn, som sker, når det flyttes over fra en form for diskurs til en anden, eksempelvis fra den akademiske diskurs til populærkulturens diskurs (Grossman, ”Mystery or History”, s. 69-75). Et betegnende eksempel findes i det indledende kapitel til Michael Baigent og Richard Leighs berømte fremstilling Bedrageriet med Dødehavsrullerne (Bedrageriet med Dødehavsrullerne. Oversat af Leif Jørgensen, Bazar Forlag, København 2006). Her beretter forfatterne om deres indledende vanskeligheder med at få mening i efterretningerne om den historiske Jesus-bevægelse og om de jødiske grupperinger på Jesu tid:
Det var den slags selvmodsigelser og en sådan total forvirring, vi fandt. Men hvis vi blev perplekse, kunne det samme siges om de professionelle forskere, selv om disse var ”eksperter”, der var langt mere kyndige på området, end vi var. Efter at have banet sig vej gennem forvirringen, kom praktisk talt hver eneste pålidelig kommentator frem med et svar, der var i modstrid med kollegernes…
Jo mere vi konsulterede eksperterne, jo tydeligere blev det, at de i virkeligheden kun vidste en lille smule mere end alle andre. Det mest nedslående var, at vi ikke mødte en eneste teori eller forklaring, der på tilfredsstillende måde omfattede hele bevismaterialet, alle afvigelser, selvmodsigelser og uoverensstemmelser.
Som Grossman præcist påpeger, sker der her en glidning i ordenes betydning, en glidning, der har at gøre med, at udsagn transponeres fra en akademisk sammenhæng til populærkulturens sprog. I en akademisk diskurs er det en kendt sag, at forskere ikke giver sig ud for at ”vide” særlig meget om det ene eller det andet. Det kendetegner således ansvarlig forskning at analysere, tolke, evaluere, spekulere, men ikke at ”vide”. Samtidig forudsætter den akademiske diskurs naturligvis en mængde reel viden – i form af f.eks. kendskab til tekster, fortrolighed med sprog og skrift, øvelse i at stille de rette spørgsmål og lede efter mulige svar. Al denne faktiske viden lades imidlertid fuldstændig ude af syne, når den akademiske diskurs’ henvisning til, at man ikke ”ved” noget, bliver omtydet til et udsagn, der hører hjemme indenfor populærkulturens rammer. Resultatet af denne omtydning af et udsagn fra en sammenhæng til en anden bliver, at præcis de former for viden og kompetence, som betyder noget i en videnskabelig, akademisk kontekst, negligeres og forsvinder ud af billedet.
Der er, som Grossmann også gør opmærksom på, en endnu mere fundamental misopfattelse eller misvisende fremstilling af den akademiske diskurs og dens forudsætninger, på spil hos Baigent og Leigh. Den situation, der henvises til – hvor vi finder en lang række uenigheder imellem forskerne på et område, uenigheder, der rækker hele vejen fra forståelsen af enkelte data i den ene ende til opstillingen og afvejning af mere omfattende teorier og forklaringer i den anden – er udtryk for et grundlæggende sundt og helt igennem forventeligt fænomen. Den akademiske samtale er lige præcis kendetegnet ved at være løbende og uafsluttet. Når beskrivelsen løftes ud af denne sammenhæng og genskrives i populærkulturens diskurs, bliver den løbende uenighed imellem forskere af forskellig observans til noget ganske andet. Nu fremstår dette som en uholdbar og ”nedslående” situation, der demonstrerer de involverede forskeres status – ikke som virkelige eksperter men som ”eksperter”, der ikke kan påberåbe sig nogen berettiget autoritet på deres område. Den indbyrdes uenighed, der holder den akademiske samtale i gang, bliver i denne nye kontekst til et negativt træk, der diskvalificerer de pågældende forskere og lader dem fremtræde som uprofessionelle og inkompetente personer (”eksperter” i anførselstegn), der tydeligvis ikke lever op til de forventninger, man med føje må stille til dem. Til disse forventninger hører – sådan kunne man tilsyneladende med Grossman omskrive Baigents og Leighs uudtalte forudsætning - at de som virkelige eksperter (uden anførselstegn) måtte sidde inde med en solid og uigendrivelig viden om en række centrale punkter på området. At det virkelig var viden, der var tale om, ville bl.a. give sig udslag i, at eksperterne kunne blive enige; og endvidere måtte det forventes, at de kunne nå frem til en samlet altomfattende teori, der på tilfredsstillende måde kunne dække hele bevismaterialet ind og rydde selvmodsigelser og uoverensstemmelser af vejen en gang for alle.
Grossman anfører en række overbevisende eksempler på, at populariseringen af Dødehavsrullerne har taget form af omskrivninger eller omtolkninger af bestemte problemstillinger eller antagelser i forskningen eller i den akademiske diskurs om teksterne. Dødehavsrullerne optræder i populærkulturelle sammenhænge først og fremmest som kristendommens ”hemmelige bibel”. Dette gælder ikke mindst den betydning for kristendommen, som populærkulturens diskurs gerne tilskriver Dødehavsrullerne. I en vis grundlæggende forstand kan fundet af Dødehavsrullerne siges at bekræfte en række antagelser, som den akademiske forskning var nået frem til i løbet af de forudgående hundrede år: Den tidligste kristendom havde sine rødder i den antikke jødedom og byggede i høj grad på jødiske motiver. Jødedommen ved vor tidsregnings begyndelse indeholdt i den forstand kimen til såvel den senere kristendom som den senere rabbinske jødedom. Intet af dette var på nogen måde nyt eller overraskende; men når synspunkterne undergår en ”oversættelse” til populærkulturens diskurs, bliver der tale om sensationelle påstande, der ”underminerer” eller ligefrem ”truer” den kristne tros egenart eller enestående karakter.
Vi kommer næppe uden om den ganske banale konstatering, at Dødehavsrullerne har vist sig at være et overordentlig velegnet element i en række gode fortællinger. Rullerne er godt stof, fordi de indgår i en eller flere glimrende historier. Til den gode historie hører i denne forbindelse også, at historien i en eller anden forstand er i stand til at vække såvel genklang som en form for genkendelse af basale motiver.
En af de bedst kendte gode historier, hvori rullerne indgår, er naturligvis den gængse historie om fundet af de første skriftruller. Beduindrengen, der ledte efter sin ged og stødte på en hule fuld af krukker, som viste sig at indeholde et helt bibliotek fra oldtiden, er blevet fortalt og genfortalt i adskillige versioner, der ikke nødvendigvis har den helt store forbindelse med noget, der måske kan have fundet sted engang i 1947. Hvad der nøjagtig gik for sig ved bredden af Det Døde Hav i begyndelsen, har vi ingen muligheder for at afdække; her er begivenhederne for længst blevet overvejret af den gode fortælling med dens vægt på tilfældet eller skæbnen. Der er, som det er blevet påpeget, oplagte lighedspunkter imellem denne fortælling og historien om Aladdin. Og man kan finde en bibelsk parallel i fortællingen om Saul, der gik hjemmefra for at lede efter sin fars forsvundne æsler og vendte hjem som konge over Israel (1 Sam 9). Historien kan f.eks. fortælles så dramatisk som John Allegro gør det i sin populære bog Skriftrullerne fra Det Døde Hav: (John M. Allegro, Skriftrullerne fra Det Døde Hav, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vinters Forlag, København 1966):
Muhammad Abd-Dhib havde mistet en ged. Denne unge mand var medlem af den halvt nomadiske Ta’amireh-stamme, som gennemstrejfer ørkenen mellem Betlehem og Det Døde Hav … og hele denne sommerdag havde han været ude og vogtet de dyr, der var betroet i hans varetægt. Nu havde et af dem forvildet sig op mellem de stejle klipper ovenfor. Muhammad slæbte sig møjsommeligt op mellem kalkstensklipperne og kaldte på dyret, men det gik højere og højere op i sin søgen efter føde. Solen blev hedere, og til sidst kastede den unge mand sig ned i skyggen af et klippefremspring for at hvile sig et øjeblik. Han betragtede ligegyldigt de flimrende klipper, og pludselig standsede hans øjne ved et ganske mærkværdigt placeret hul i bjergets overflade, knap nok større end et menneskehoved … Tilsyneladende førte det ind til en hule, men sad for højt til at være en almindelig hulemunding, af hvilke der var hundreder rundt omkring. Muhammad tog en sten og kastede den gennem hullet, og han lyttede efter, da den ramte. Det, han hørte, fik ham hurtigt til at rejse sig. I stedet for det ventede bump mod en fast klippe, havde hans skarpe øren skelnet den metalliske lyd af lertøj. Han lyttede et øjeblik og prøvede så igen, og på ny kunne der ikke herske tvivl om, at hans sten var havnet mellem potteskår. En smule frygtsomt klatrede den unge beduin op til hullet og kikkede ind. Hans øjne havde knap nok vænnet sig til halvmørket, da han lod sig falde ned på jorden. Hvad han havde set i disse få øjeblikke fik ham til at snappe efter vejret af forbløffelse. På hulens gulv, som skrånede tilbage i en naturlig forkastning i klippen, var der adskillige store cylindriske genstande, der stod i rækker. Den unge mand klatrede atter op til hullet, og mens han holdt sig fast, til hans arme og fingre blev følelsesløse, så han nu, denne gang mere tydeligt, at det var store krukker med omfangsrige halse, med knuste stumper strøede hele vejen rundt omkring. Han ventede ikke længere, men lod sig falde ned på jorden og stak af som en hare, glemte sin ged og flokken i et vanvittigt ønske om at lægge så stor afstand som muligt mellem sig selv og denne djævlebesatte grotte. For hvem anden end en ørkenånd kunne bo et sådant sted med en indgang, der var for lille til et menneske?
På det mere overordnede plan indgår Dødehavsrullerne også i en fortælling, der spiller på en række kendte mønstre og motiver. Dødehavsrullerne repræsenterer jo helt konkret nogle forsvundne bøger, der atter bliver fundet. De har ligget glemte og ulæste hen – for så vidt været ”hemmelige” – igennem århundrederne, indtil de kommer frem i dagens lys igen. Historier om bøger, der har været skjult i en kortere eller længere periode for så at dukke op igen, er der naturligvis en lang række eksempler på, adskillige af dem varianter over den samme typiske grundhistorie. Fra den gammeltestamentlige overlevering kan man tænke på fortællingen om lovbogen, som præsten Hilkija finder, da kong Josias har givet ordre om at restaurere templet (2 Kong 22). Ezras Bog kan ligeledes fortælle om fundet af en bogrulle med oplysninger af afgørende betydning: Perserkongen Kyros´ befaling om, at templet i Jerusalem skal genopbygges, bliver under kong Dareios´ regering fundet i borgen Ekbatana i provinsen Medien, efter, at den tilsyneladende har ligget glemt og ulæst hen i hele den mellemliggende tid (Ezra 6,1-5).
I den senere europæiske kulturhistorie er motivet med de glemte eller ”hemmelige” bøger blevet kombineret med et andet motiv, nemlig forestillingen om, at bestemte personer, der af en eller anden grund har kendskab til hemmeligheden, er fast besluttet på at forhindre andre i at finde frem til den. Dette motivkompleks blev f.eks. på fremragende vis benyttet af Umberto Eco i hans roman Rosens Navn, hvor det som bekendt er en tekst af Aristoteles, bevaret i et eneste eksemplar i et klosterbibliotek, som striden står om. I disse sammenhænge drejer det sig naturligvis om, at de pågældende ”hemmelige” bøger indeholder en viden eller kundskab, som skønnes at være farlig eller fordærvelig, hvis den falder i de forkerte hænder.
Brenda Lesley Segal har i en højst underholdende artikel fra 2000 (”Holding Fiction’s Mirror to the Dead Sea Scrolls”, i: Lawrence H. Schiffman, Emanuel Tov, James C. VanderKam (eds.), The Dead Sea Scrolls Fifty Years After Their Discovery. Proceedings of the Jerusalem Congress, 20-25 July 1997, Israel Exploration Society/The Shrine of the Book, Jerusalem 2000, 906-912) påvist, hvordan en hel stribe af moderne romaner, der i en eller anden forstand inddrager håndskriftfundene fra den judæiske ørken i handlingen, er bygget op over det samme grundlæggende mønster. Dødehavsrullerne eller deres pendanter i den litterære fiktion er ældgamle tekster, der viser sig at indeholde afsløringer af en sandhed, som et nutidigt ”establishment” – gerne i form af Vatikanet eller den romersk-katolske kirke – for enhver pris ønsker at hemmeligholde. Her er Dødehavsrullerne altså virkelig den ”hemmelige bibel”; og i reglen er det kristendommen, der synes ”truet” af den alternative sandhed som findes skjult i rullerne, og som har været glemt eller undertrykt ned gennem århundrederne. Det er, som Segal med en vis malice påpeger, altid kristne forskere, eller i hvert fald forskere hjemmehørende i det kristne Vesten, der må træde til for at få teksterne tolket og sandheden bragt for en dag. Til gengæld er det ikke sjældent en kvindelig israelsk arkæolog, der er anbragt i heltinderollen; og her er der gerne både skønhed og handlekraft at finde. En af disse heltindeskikkelser – Sara Garner i Peter Hermons roman Earthly Remains (”Jordiske Rester”) - er f.eks. i stand til at åbne en kobberrulle fra antikken ved hjælp af en ledning fra antennen på hendes jeep; og hun kan selvfølgelig også tyde rullens skrift på stedet.
Fiktion af den type, som Segal anfører eksempler på, skal naturligvis bedømmes på sine egne præmisser, og det vil for størstedelen af de omtalte værker først og fremmest sige: på deres underholdningsværdi, som kan være betragtelig. Samtidig er eksistensen af denne type fiktion – og den kendsgerning, at Dødehavsrullerne findes så velegnet til at indgå heri – et vidnesbyrd om hvor veletableret Dødehavsrullernes status som pop-fænomen og repræsentant for forestillingen om den hemmelige bibel” er blevet.
I forhold til formidlingen af faglig viden om Dødehavsrullerne – og emner indenfor Det Gamle Testamente og bibelfagene i det hele taget – rummer denne status såvel vanskeligheder som udfordringer.
Emnet ”Dødehavsrullerne” vækker på forhånd bred og umiddelbar genklang. For så vidt er en række kanaler for formidling ud i en bredere offentlighed altså på forhånd åbne; interessen er til stede i medier og offentlighed. Rent faktisk har der da også i dansk sammenhæng fundet et meget betydeligt formidlingsarbejde sted på det område lige fra tiden efter de første fund. Ikke blot blev udenlandske populærværker som Allegros og Edmund Wilsons bøger oversat til dansk; men et stykke fornem formidling af stoffet så dagens lys i form af Eduard Nielsens bog Håndskriftfundene i Juda Ørken (Eduard Nielsen, Håndskriftfundene i Juda Ørken. Dødehavsteksterne, G.E.C. Gads Forlag, København 1956) fra 1956. Og i 1959 udkom en gennemarbejdet videnskabeligt funderet dansk udgave af de dengang tilgængelige tekster ved Eduard Nielsen og Benedikt Otzen (Eduard Nielsen og Benedikt Otzen, Dødehavsteksterne. Skrifter fra den jødiske menighed i Qumran i oversættelse og med noter, G.E,C. Gads Forlag, København 1959).
Den fornyede interesse for Dødehavsrullerne, som i nyere tid fulgte i kølvandet på kontroverserne i 1980rne og 1990rne blev afsæt for en ny indsats på formidlingsfronten. Et godt eksempel på en sådan formidlingsindsats er serien af offentlige forelæsninger om Dødehavsteksterne, som IBE stod for i 1994 (Mogens Müller (red.), Dødehavsrullerne, essæerne og Det nye Testamente: Qumransamfundets betydning for forståelsen af den antikke jødedom og den ældste kristendom, ANIS, Frederiksberg 1994); senere er en ny og mere omfattende oversættelse af udvalgte Dødehavstekster kommet i hele to udgaver (Bodil Ejrnæs, Niels Peter Lemche, Mogens Müller (red.), Dødehavsskrifterne og de antikke kilder om essæerne i ny oversættelse, ANIS, Frederiksberg 1998; Bodil Ejrnæs, Søren Holst og Mogens Müller, Dødehavsskrifterne og de antikke kilder om essæerne, 2., rev. Udgave, ANIS, København 2003).
Til udfordringerne ved formidling af et gammeltestamentligt stof ind i en sammenhæng, hvor bestemte mønstre, der hører hjemme i populærkulturens diskurs er så veletablerede, hører bevidstheden om vilkårene for at flytte udsagn fra en diskurs til en anden.
Eksempelvis er det i adskillige populære fremstillinger, der handler om Dødehavsrullerne, blevet slået fast, at et afgørende punkt, hvor fundet af håndskrifterne har gjort os klogere, drejer sig om overleveringen af den hebraiske bibeltekst. Her bekræfter håndskrifterne fra Det Døde Hav den kendte, overleverede tekst fra middelalderen og demonstrerer, at denne tekst er blevet omhyggeligt og pålideligt overleveret ned gennem generationerne.
Til gengæld kan man i andre formidlende sammenhænge finde det synspunkt understreget, at vi af Dødehavsrullerne kan lære, at der i antikken florerede en mængde forskellige udgaver af den hebraiske bibeltekst, og at teksten altså på ingen måde var fastlagt i enkeltheder endnu. Den senere kendte bibeltekst fra middelalderen repræsenterer blot en af disse antikke tekstformer og ikke nødvendigvis altid den bedste eller ældste eller for så vidt mest pålidelige tekst.
Det interessante er, at begge udsagn for så vidt har en vis gyldighed og berettigelse i hver sin sammenhæng. Her bliver det så formidlingens udfordring at fastholde disse sammenhænge på deres rette sted og undgå, at udsagn, der netop i en bestemt forbindelse er berettigede, omtydes til generaliserende udsagn, der i så fald hurtigt bliver misvisende.
Formidling af forskningsresultater og forskerarbejde er på mange måder og af mange grunde rykket højt op på universiteternes dagsorden i disse år. Det kan forventes, at universiteterne i stigende grad også i en bredere offentlighed vil blive krævet til regnskab for det arbejde, de udfører. Der kan siges mange forskellige ting om denne forventning; og det er klart, at man ikke skal møde den ukritisk. Set fra humanvidenskabernes synspunkt er der unægtelig store problemer forbundet med et billede af forskning, der i populærkulturens diskurs og til en vis grad også i den politiske diskurs ikke synes at levne megen plads eller berettigelse til et arbejde, der ikke drejer sig om nye opdagelser eller kan omsættes til patenter. Grundlæggende er den udfordring, der ligger i kravet om at gøre rede for sig, dog ikke nødvendigvis noget negativt. Tværtimid er det en udfordring, som universiteterne kan og bør tage positivt op gennem et sagligt formidlingsarbejde på mange planer.
Når det gælder formidling af et gammeltestamentligt stof, der har med Dødehavsrullerne at gøre, er der nok ingen grund til at være bange for de gode historier. De kan vildlede og forvirre; men de kan frem, for alt også være med til at generer interesse. Og til syvende og sidst finder formidling af den type, vi taler om, som regel sted ved mennesker, der finder det stof, de arbejder med, elementært spændende. Også af den grund kan formidling af forskerarbejde også ende med at blive gode historier.
Boganmeldelse:
Helge Kjær Nielsen:
Kommentar til Johannesevangeliet.
Dansk Kommentar til Det nye Testamente 4
Aarhus Universitetsforlag 2007
Pris: 398,- kr.
Af Geert Hallbäck
Kommentarer er en særlig genre, der lægger sig parasitisk til autoritative skrifter. Det pågældende skrift gennemgås sætning for sætning, uklarheder identificeres og forklares, og skriftet som helhed fortolkes, sådan som kommentar-forfatteren mener, det skal forstås. Det er kun særligt udvalgte skrifter, der gør sig fortjent til en kommentar; de skal have en alment anerkendt betydning, og omvendt tildeler kommentaren dem den særlige status, at de kan kommenteres. Kun helt specielle forfatterskaber som Shakespeares eller Ibsens bliver i dag kommenteret – og så selvfølgelig Bibelen.
Kommentarer er langt fra noget nyt fænomen. Blandt Dødehavsskrifterne, der antagelig stammer fra det 2. årh. f. Kr., findes en særlig kommentarlitteratur, der udlægger nogle af de skrifter, vi i dag kender fra det Gamle Testamente, som forudsigelser af begivenheder i den sekts historie, som Dødehavsskrifterne stammer fra. Og fra samtidens lærdomscenter i Alexandria kendes en omfattende kommentarlitteratur til Homers digte og de klassiske græske tragedieforfattere, som bl.a. forklarer alle de mytologiske hentydninger, som de pågældende skrifter kunne tage for givet, men som på dette tidspunkt var en specialviden for eksperter.
I vores aktuelle kultur er kommentarlitteraturen mest et fænomen, der hører til i det videnskabelige studium af Bibelen. De bibelske skrifter er ikke uden videre til at forstå; dels forudsætter de mange forhold i deres samtid, som ikke er almindelig kendte i dag, dels rummer de uklare, selvmodsigende eller mangetydige formuleringer, som man skal have hjælp til at gennemskue, hvis man vil være professionel bibeltolker, som præster og bibelforskere skal være det. Kommentarerne er et lærd, pædagogisk værktøj. Sådan har det været siden middelalderen, men indholdet og synet på de bibelske skrifter har naturligvis ændret sig fra dengang til i dag.
I Danmark har vi ofte været henvist til kommentarer skrevet på de store internationale sprog; tidligere var det ikke mindst den tyske bibelvidenskab, der dominerede kommentarlitteraturen, men nu om stunder er det i stigende grad engelsksprogede kommentarer. Der har på dansk været forskellige mere folkeligt formidlende kommentarserier fx i Bibelselskabets regi, og der har også været enkeltstående egentlig videnskabelige kommentarer. Men i disse år er der ved at udkomme en dansk videnskabelig kommentarserie, der efter planen skal omfatte alle de nytestamentlige skrifter. Seriens initiativtager og redaktør er Sigfred Pedersen, og bøgerne udgives af Aarhus Universitetsforlag. Hidtil er der dog kun kommet to kommentarer, nemlig Mogens Müllers kommentar til Matthæusevangeliet fra 2000, og den aktuelle kommentar til Johannesevangeliet skrevet af Helge Kjær Nielsen, der gennem mange år var lærer i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet, men som netop er gået på pension. (Når kommentaren er nr. 4 i serien, skyldes det, at to tidligere bind er udkommet, der handler om hhv. nytestamentlig tidshistorie og metode).
Man kan sige, at der findes to typer af kommentarer. Den ene er skrevet af den meget selvstændige forsker, der benytter kommentaren til at fremføre sin særlige forståelse af det pågældende skrift. Et eksempel på en sådan kommentar er Rudolf Bultmanns kommentar til Johannesevangeliet fra 1950, der kom til at danne skole inden for Johannes-forskningen. Den anden kommentartype er akkumulerende, dvs. den samler alle synspunkter, argumenter og fortolkninger af de problemer, der gennem fortolkningshistorien er blevet identificeret i det pågældende skrift. Et eksempel på en sådan kommentar er Rudolf Schnackenburgs Johannes-kommentar, der udkom 1965-85. Problemet med den første type er, at den hurtigt bliver overhalet af nye synspunkter. Således kan man sige, at i dag læses Bultmanns kommentar ikke så meget for at blive klog på Johannesevangeliet som for at blive klog på Bultmann. Problemet med den anden type er, at de svulmer op og bliver for store - således er Schnackenburgs kommentar på 4 store bind. Resultatet er, at ingen vil finde på at læse den, men i stedet bruger den som opslagsværk.
Helge Kjær Nielsens kommentar hører med sine 678 sider - hvoraf litteraturlisten optager 30 sider - til den akkumulerende type. Efter min mening er den oppe at røre ved loftet af smertegrænsen for, hvor stor en kommentar kan være, hvis man stadig skal have lyst til at læse den og ikke bare vil konsultere den vedr. dette eller hint detailproblem. Det er tydeligt, at kommentaren er summen af et langt akademisk livs arbejde med Johannesevangeliet, en slags status over Helge Kjær Nielsens forskning og undervisning. På den måde er det et imponerende værk; det får virkelig meget med, selv om der naturligvis også er foretaget en række afgrænsninger af, hvad der egner sig til en kommentar, der stadig skal kunne læses fra ende til anden. Og så er det endda kun en lille del af Johannes-fortolkningen, der akkumuleres i kommentaren, nemlig den kritisk-videnskabelige forskning fra (stort set) tiden efter 2. Verdenskrig. Men det er jo helt naturligt, at det er den aktuelle og lige-før-aktuelle forskning, der har sat dagsordenen for kommentarens diskussioner.
I Indledningen til kommentaren redegør Helge Kjær Nielsen for metodesituationen, hvor man kan skelne mellem diakrone og synkrone metoder. De diakrone metoder anskuer teksterne historisk (’gennem tid’, som diakron betyder), dvs. de rejser spørgsmål om den historiske troværdighed af det fortalte, om skriftlige kilder bag den foreliggende tekst, om den menighedssituation, skriftet forudsætter osv. De synkrone (’sam-tidige’) metoder ser på skriftets indre sammenhæng, dets fortællemæssige forløb, dets litterære komposition og dets forhold til den forudsatte læser – eller læser-rollen, som man vil tale om inden for disse metoder. Helge Kjær Nielsen gør gældende, at der ikke er en modsætning mellem de to grupper af metoder, men at de med fordel kan kombineres. Jeg er ikke sikker på, at det er så nemt, som Helge Kjær Nielsen forestiller sig.
Faktisk baserer metoderne sig på to meget forskellige opfattelser af, hvordan en tekst frembringer betydning. De diakrone metoder går ud fra, at tekstens betydning ligger i dens henvisninger til forhold uden for teksten; det drejer sig enten om det, teksterne handler om (’den historiske Jesus’ fx), eller om den situation, teksterne henvender sig til (en kristen menighed fx, der lige er blevet smidt ud af den jødiske synagoge – sådan forestiller mange moderne fortolkere sig Johannesevangeliets baggrund). Det er i virkeligheden disse forhold, der betyder noget; teksterne henter alene deres betydning fra disse forhold uden for teksten. De synkrone metoder derimod går ud fra, at det er teksternes interne opbygning og henvisningsforhold, der frembringer deres betydning, og at virkeligheden uden for teksten får sin betydning fra teksten, ikke omvendt. I praksis vil det da også altid vise sig, at en fortolker arbejder med udgangspunkt i den ene eller den anden metode. Og hvad Helge Kjær Nielsen end siger om åbenhed over for de forskellige metoder, er det i praksis tydeligt, at han arbejder inden for de diakrone, historiske metoder.
Hvad angår de klassiske ’indledningsspørgsmål’, dvs. hvem har skrevet skriftet, hvornår, hvor og til hvem, og hvad er skriftets karakter, afholder Helge Kjær Nielsen sig fra hasarderede teorier og holder sig til en forsigtig middelvej. Han gennemgår det komplicerede spørgsmål om Johannes-skrifternes forfatter, og slår fast, at vi ikke kan identificere ham, og at han i hvert fald ikke er et øjenvidne og derfor heller ikke kan være disciplen Johannes. I spørgsmålet om kilder, der tidligere har været et stort diskussionsemne i forskningen, når han frem til, at skriftets tilblivelseshistorie snarere har været præget af kontinuitet end af brud. Han ser altså ingen markante modsætninger mellem forskellige lag i teksten, som fx Bultmann og andre fortolkere har ment at kunne identificere. Hvad den johannæiske menighed angår, mener han nok, at der er sket et brud med synagogen, men at skriftet i øvrigt ikke afspejler et modsætningsforhold til verden, og derfor heller ikke forudsætter en sekt-præget menighed, der vender verden ryggen. Han bestemmer Johannesevangeliet som det yngste af de fire evangelier i Det Nye Testamente, skrevet omkring 100 e. Kr. Og han er nok mest tilbøjelig til at følge den kirkelige tradition og stedfæste det til Lilleasien. Selv om den religionshistoriske baggrund – en hellenistisk præget jødedom – i øvrigt er mere markant repræsenteret i Egypten. Der stod gnosticismen også stærkt nogle årtier senere, men Helge Kjær Nielsen vil ikke se nogen forbindelse mellem før-gnostiske tanker og evangeliet, som det ellers også har været en udbredt tendens i forskningen.
Der er overbevisende argumenter for alle disse standpunkter i kommentaren, og Helge Kjær Nielsen lader også loyalt de synspunkter komme frem, som han ender med at afvise. Men for mit temperament er der alligevel for meget middelvej over disse standpunkter, ligesom der er over hele kommentaren. Man får helt bestemt god og fornuftig besked om skriftets problemer og hovedsynspunkter i forskningen. Men man kan hver gang på forhånd næsten være sikker på, hvor forfatteren selv vil lande: på det mest forsigtige middelstandpunkt. En dristigere fortolkning i ny og næ ville have gjort kommentaren mindre forudsigelig og dermed mere spændende at læse.
Noget af det bedste i Indledningen er det afsnit, der kaldes ’Overordnede perspektiver’. Her gennemgår forfatteren evangeliets ’to historier, nemlig dels den nederlagshistorie, hvor Jesus’ liv ender på korset, dels den sejrshistorie, hvor døden samtidig er ’herliggørelsen’ og Jesus’ tilbagevenden til Faderen. Og han gennemgår de ’to tider’: det almindelige tidsmæssige forløb, hvor fortællingen strækker sig over ca. tre år, og så den særligt kvalificerede ’timen’, som er målet for Jesus’ virksomhed, og hvor én dag optager næsten en halvdel af evangeliet. Samtidig må man skelne mellem ’den fortalte tid’, dvs. Jesus-historiens tid, og ’fortælletiden’, dvs. tiden hvor den bliver fortalt til den johannæiske menighed, der kan se det hele i retrospektiv. Endelig gennemgår Helge Kjær Nielsen de ’to verdener’, Guds verden og menneskenes verden. Man har tit peget på den dualistiske struktur, der præger Johannesevangeliet. Men det fine ved Helge Kjær Nielsens redegørelser er efter min mening, at han viser, hvordan pointen i evangeliet er, at den ene historie, tid og verden overtager den anden, således at der snarere er tale om en omtydning end om et fast defineret modsætningsforhold.
Hvad selve fortolkningen angår, hvor teksten kommenteres vers for vers, er det naturligvis her, bogens tyngdepunkt ligger. Det er her man kan slå tilbage og se, hvad mener ’man’ om dette eller hint, når man selv arbejder med evangeliet. Det siger sig selv, at meget må man bare lade sig belære om, andre ting ville man måske have forstået anderledes. Sådan må det nødvendigvis være, når det drejer sig om fortolkning, som jo langt fra er nogen eksakt videnskab. Men et bestemt sted vil jeg alligevel fremdrage, fordi det altid har undret mig. Her opstår et mærkeligt sammenstød mellem en teologisk læsning og en - efter min mening - helt indlysende tekstforståelse. Det drejer sig om de to søstre, Martha og Maria, i fortællingen om Lazarus’ opvækkelse i kap. 11. Først går Martha Jesus i møde, og efter en kort samtale siger Jesus bl.a.: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig skal leve, om han end dør … Tror du det?” Og hun svarer: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden” (v. 25-27). Martha svarer altså ikke på det, Jesus spørger om; og da de senere kommer ud til graven, bliver det helt tydeligt, at hun ikke har forstået Jesus, for hun vil ikke have stenen rullet fra graven. ”Han stinker allerede”, som hun siger (v. 39). Efter Martha går Maria ud til Jesus; hun indlader sig ikke i nogen dogmatisk samtale med Jesus, men græder. Og mens Jesus har stået bomstille på samme sted efter mødet med Martha, spørger han nu, hvor de har lagt Lazarus, og skynder sig derhen (v. 33-34).
De ’teologiske’ fortolkere jubler over Marthas Kristus-bekendelse; men hun er jo alt andet end eksemplarisk, hun teologiserer sorgen væk. Maria derimod er fortællingens heltinde; det er hende, der får Jesus til at agere igen. Helge Kjær Nielsen læser efter min mening fortællingen helt forkert. Men det er han som sagt langt fra ene om. Men hvordan han kan skrive ”Den korte scene, hvori der fortælles om mødet mellem Jesus og Maria, bringer på sin vis ikke fortællingen meget længere” (s. 374), er mig helt ubegribelig. Det er jo lige præcis mødet med Martha, der sætter fortællingen i stå, mens det er mødet med Maria, der sætter den i gang igen.
Sådan kan man være uenig om så meget. Men summen af kommentar-læsningen er, at det er en bedrift at få så meget af forskningsdiskussionen med, samtidig med at det stadig er en kommentar, der kan læses. En omfattende Johannes-kommentar på dansk er i sig selv en begivenhed. Med Helge Kjær Nielsens kommentar i hånden kan man ikke fare helt vild i det evangelium, der ved første øjekast forekommer så indlysende, men som viser sig så svært at forstå, når man prøver at begribe detaljerne.
Bogomtale:
Flemming A.J. Nielsen i samarbejde med Martin Ehrensvärd:
Bibelsk Hebraisk Grammatik
- en indføring
256 sider - kr. 345,- Forlaget ANIS
Her er muligheden for at lære eller genopfriske Guds eget sprog! På forlaget ANIS er udkommet en Bibelsk Hebraisk Grammatik, som kan bruges af både begyndere og viderekomne. Den er både grammatik og lærebog. Grammatikdelen er systematisk , overskueligt anlagt og velegnet som opslagsværk. Lærebogsdelen forudsætter ingen hebraiskkundskaber og består af en samling øvelsestekster der i stigende sværhedsgrad beskriver alle almindelige fænomener i bibelsk hebraisk grammatik og introducerer det centrale ordforråd.
Om forfatterne: Cand.theol., ph.d. Flemming A.J. Nielsen har udgivet en bog og en række artikler om den hebraiske bibel. Han har undervist på Københavns Universitet i flere år, og bogen har sit udspring i hans hebraiskundervisning. Cand.mag., ph.d. Martin Ehrensvärd har skrevet bredt om sproglige emner i bibelsk hebraisk. Han har undervist i sproget på universiteter i Danmark og Israel siden 1990. han arbejder i dag primært med kommunikation.
Judas og hans evangelium!
Til ethvert velassorteret bibliotek hører gode, danske oversættelser af klassikere.
Her er muligheden for at erhverve én.
Redaktionen af Bibliana er stolt over at kunne bringe en oversættelse af hele Judasevangeliet, udfærdiget af to specialister i koptisk, Tilde Bak og Katrine Brix, i det nyeste nummer af Bibliana (2007:1).
Nummeret indeholder også artikler om sammenhængen mellem det ”nye” evangelium, de fire gamle der står i Det Nye Testamente – og alle de andre skrifter der kendes om Jesus.
Geert Hallbäck: ”Kanondannelse og kætteri”.
Jesper Tang Nielsen: ”Jesus’ lidelseshistorie på godt og ondt”.
Mogens Müller: ”Jesus-billedets vilde vækst”.
Lone Fatum: ”Jesus og den gnostiske Maria”.
Interessen for Det Gamle Testamente bliver dog heller ikke forsømt:
Anne Gudme fortæller om det at aflægge løfter i Det Gamle Testamente.
Endelig præsenterer Carsten Bach-Nielsen sit fund af ”Et mystifistisk bibeltitelblad” på Det Teologiske Fakultets bibliotek i Århus.
Ring eller skriv til Forlaget Anis og køb et enkeltnummer, et abonnement - eller få et tilbud på et klassesæt!
Forlaget Anis:
Tlf: 33 24 92 50
DEN NYE AFTALE
Det nye testamente på Nudansk
Det Nye Testamente udkommer i efteråret i en ny oversættelse fra Det Danske Bibelselskab, Den nye aftale. Oversættelsen har som mål at gengive den græske tekst på et forståeligt og letflydende dansk. Bibliana sætter fokus på den danske oversættelsestradition og stiller skarpt på de problemer en ny oversættelse rejser, ikke mindst når der er tale om en bibeltekst.
En række teologer der enten selv har arbejdet med oversættelsen eller har forsket i bibelens oversættelse gennem tiderne, vil bidrage.
Bodil Ejrnæs
skriver om de danske bibeloversættelser her i 400 året for Resens første danske bibeloversættelse fra grundsproget 1607-2007.
Gertrud Yde Iversen og Rasmus Nøjgaard
fremlægger principperne for den nye oversættelse, NT på nudansk 2007.
Tine Lindhardt
skriver om Det Danske Bibelselskabs motivation for at udgive endnu en oversættelse.
Geert Hallbäck
spørger hvorfor vi overhovedet skal oversætte bibelen, og giver eksempler på de problemer man løber ind i når en gammel tekst som Det Nye Testamente skal oversættes til et målsprogsorienteret nudansk.
Malene Bjerre
fokuserer på sprogets flertydighed og forandringer. Da Seidelins oversættelse kom på gaden, hed det sig at Det Nye Testamente var blevet let at læse - det var en helt ny læseoplevelse. Men i dag er Seidelins oversættelse næsten ligesom at se de gamle ’Far Til Fire’.
Raymond Jensen
stiller skarpt på de poetiske træk i nyere danske bibeloversættelser. Ved at se nærmere på de samme forsøg, bliver det tydeligt at der kan være meget at vinde, men også tilsvarende at tabe. Oversættelse er en vanskelig kunst.
Bibliana 2007:2 udkommer til november, og er redigeret af Gertrud Yde Iversen og Rasmus Nøjgaard.
Efteråret byder på mange arrangementer for Bibel- og oldtidsinteresserede. Se:
www.teol.ku.dk/ og klik på arrangementer
Se også, hvad der foregår på Center for Studiet af Bibelens Brug:
www.teol.ku.dk/csbb/
Også Folkeuniversitetet har programmer, hvor der er meget godt for Bibel- og oldtidsentusiaster. Folkeuniversitet har afdelinger i København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde. Se:
Om Bibliana
Bibliana er et populærvidenskabeligt tidsskrift om Bibelens verden, skrevet af fagfolk med sans for formidling.
Redaktionen består af:
Lars Bruun, Pernille Carstens, Gertrud Yde Iversen, Sandra Kastfelt (billedredaktør), Flemming Nielsen, Jesper Tang Nielsen, Rasmus Nøjgaard og Allan Rosengren (ansv.)
Læs mere om Bibliana, hent tidligere numre gratis i PDF-format m.v. på:
Interesserede kan gratis abonnere på Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Dette nummer af BEN er redigeret af Allan Rosengren. Kommentarer kan sendes til ar@teol.ku.dk
© forfatterne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar