Kære Læser.
Velkommen til Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev (BEN) nr. 3. BEN udkommer 4 gange om året og indeholder korte artikler, bogomtaler, præsentation af arrangementer - og frem for alt omtale af nyheder inden for bibelforskningen.
Det er gratis at abonnere på Nyhedsbrevet, og du er velkommen til at sende det videre til bekendte, som du tror vil være interesserede.
Indhold i BEN 3
Artikler:
Händels Messias: Den kristne grundfortælling som sangtekst. Af Flemming A.J. Nielsen
Farvel til J – og de andre? (Samt en kort introduktion til hvem J var for dem der ikke nåede at lære ham at kende). Af Allan Rosengren
Kalender
Om Bibliana
Den kristne grundfortælling som sangtekst
af Flemming A.J. Nielsen
I hele den kristne verden er der gammel tradition for at sætte lyd på Bibelen. Et af historiens mest succesfulde forsøg blev gjort af Georg Friedrich Händel (1685–1759) i det Herrens år 1741 da han i løbet af mindre end en måned satte musik til en samling bibeltekster og kaldte resultatet Messias. Værket blev uropført i Dublin året efter, og allerede dengang kunne en biskop, Edward Synge, udtrykke sin uforbeholdne begejstring. Den kunstfærdigt udarbejdede musik måtte behage alle, både lærde og ikke-lærde, mente han. Biskoppen havde endda noteret sig at der blandt publikum havde befundet sig mange lystige, unge mennesker, tilmed af begge køn, som ikke desto mindre opførte sig sømmeligt og alvorligt under indtryk af evangeliets klare tale og Händels mesterlige musik.
Efter uropførelsen af Messias havde komponisten endnu 17 år at leve i, og alene i denne periode blev det til hele 36 opførelser. Et kvart årtusind senere har værket for længst gået sin sejrsgang over hele den vestlige verden, og det opføres i dag så hyppigt som nogen sinde, især ved juletid, og for fulde huse, skønt den samlede spilletid nærmer sig de tre timer.
Messias’ popularitet hænger sikkert sammen med flere faktorer. Først og fremmest er sammensmeltningen af musik og tekst så vellykket at resultatet indbyder til både intellektuel og følelsesmæssig fordybelse. Dertil kommer at musikken er fleksibel. Allerede på Händels egen tid blev værket opført i forskellige versioner, tilpasset vekslende fysiske rammer. Der findes derfor også en række forskellige udgaver af Messias, og det er ikke let at udnævne en af dem til at være mere autentisk end de andre. Også i nutiden giver det derfor god mening når Messias opføres af såvel mindre amatørensembler som store, professionelle orkestre og kor. Korsatserne er både iørefaldende og yderst sangbare. Mange korsangere har derfor oplevet hvordan musikken nærmest strømmer af sig selv når først dirigenten hæver taktstokken, orkesteret spiller, og man får lukket munden op. Er man blandt publikum, rives man med og fascineres af det storladne bibelske drama der skildrer Kristus’ sejr over døden.
Messias er et oratorium hvormed menes et musikdramatisk værk til koncertbrug (og altså ikke beregnet på at blive opført scenisk), bygget på bibelske tekster. Bibelteksterne til Messias er sammenstillet af en af Händels beundrere, Charles Jennens (1700‑1773) der også skrev tekster, librettoer, til andre af Händels oratorier. Der er tale om en kreativt sammenstillet mosaik af uddrag fra den vigtigste bibeloversættelse i Englands kirkeliv, King James-Bibelen fra 1611. Uddragene er dog ikke altid overtaget ordret, Jennens har bearbejdet dem lidt og har også i flere tilfælde været inspireret af den version nogle af teksterne har i den anglikanske kirkes officielle liturgiske bog, The Book of Common Prayer fra 1662.
Tilsammen udgør Jennens’ tekstklip en frelseshistorie der skildrer Jesus’ komme og sejr over døden til frelse for menneskene. Langt det meste er profetier og andre tekster fra Det Gamle Testamente der, i overensstemmelse med den kirkelige tradition, læses som forudsigelser af begivenheder omtalt i Det Nye Testamente og bruges til lovprisning. Librettoen rummer langt færre nytestamentlige tekster.
Første del skildrer, i form af gammeltestamentlige profetier, forventningen om en frelser i det gamle Israel. Disse profetier besvares af den nytestamentlige beretning om Jesus’ fødsel, lovprisningen heraf, samt forkyndelsen af at hermed er menneskets byrde blevet til at bære.
Anden del indledes med en nytestamentlig fortolkning af hele Jesus-beretningen, hvorefter Jesus’ lidelseshistorie og opstandelse fra de døde ikke fortælles direkte, men gengives indirekte gennem tekster fra Det Gamle og Det Nye Testamente. Herefter skildres Guds Ords vej ud i verden, modstanden og Guds sejr over modstanderne ligeledes gennem både gammel- og nytestamentlige tekster. Anden del slutter med det berømte Halleluja-kor til triumferende sejrstekster fra Johannes Åbenbaring, Bibelens sidste bog.
I tredje del introduceres det eskatologiske perspektiv, dvs. teksterne kredser om hvad der skal ske efter Guds dom eller efter døden. Nu er det de personligt udformede Paulus-tekster der dominerer, langt de fleste hentet fra Første Korintherbrev kap. 15. Det handler i høj grad om det enkelte menneske, dets død og forkyndelsen af evigt liv. Dommedag forkyndes og skildres som den endegyldige sejr over døden, og inden det afsluttende kor, baseret på tekst fra Johannes Åbenbaring efterfulgt af et langstrakt Amen, giver et klip fra Paulus’ Brev til Romerne et jublende udtryk for den vished om sejren der ligger i at det er Kristus der går i forbøn for mennesket. Der fokuseres på at det er Messias som har gennemført den afsluttende frelsesbegivenhed af kosmiske dimensioner. Værket afsluttes med en lovprisning af ”lammet” der blev slagtet, og som har forløst ”os”; med denne formulering skabes en tydelig forbindelse bagud til lidelsesfortællingen i den foregående del af librettoen.
Jennens ville med sit tekstudvalg føre bevis for hele Bibelens sandhed ved at påpege i hvilken grad begivenhederne i Det Nye Testamente allerede var foregrebet i Det Gamle Testamente. I den forstand er Jennens’ libretto tæt knyttet til samtidens teologiske diskussioner i lyset af den fremvoksende bibelkritik. Kristendommen skulle reduceres til almindelige, fornuftige og moralske principper. Begrebet ”bibelsk sandhed” lod sig ikke opretholde, Det Nye og Det Gamle Testamente var i realiteten uforenelige. Herimod argumenterede en række teologer og andre skribenter for overensstemmelse mellem Bibelens to hoveddele og for den kristne åbenbaring. Man anerkendte også betydningen af at formidle de religiøse sandheder på en måde der kunne bevæge eller røre mennesker. Til formålet sammensatte man tekstudvalg der skulle overbevise om kristendommens sandhed. Jennens’ tekstmosaik indgik dermed i samtidens religiøse debat, og det var også ham selv der opfordrede Händel til at bruge tekstsamlingen som libretto til et nyt oratorium.
Det var i overenstemmelse med urgammel kristen tradition at Jennens udnyttede bibelteksternes potentiale til en overbevisende, følelsesmættet fremførelse af den kristne frelseslære. Det var udelukkende Det Gamle Testamente der udgjorde de første kristnes bibel. Derfor rummer det senere tilkomne Nye Testamente utallige henvisninger til Det Gamle Testamente. En række af de mest centrale gammeltestamentlige profetier som refereres i Det Nye Testamente, danner da også grundstammen i Jennens’ tekstsammenstilling. I mange tilfælde drejer det sig tillige om tekster der har en meget lang liturgisk tradition bag sig og dermed fra gammel tid har været benyttet i den kristne gudstjeneste.
Om alt dette, og meget mere, kan man læse i Nils Holger Petersens letlæste og informative koncertguide Händel: Messias udsendt 2004 af Det Danske Bibelselskab i serien Bibel & Musik. En lille mangel ved denne udmærkede lille bog er dog at den mangler en ordentlig dansk oversættelse af Jennens’ libretto; i stedet har forfatteren valgt at citere den engelske originaltekst sammen med den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992. Det vil dog næppe afholde nogen fra at få glæde af forfatterens mange kyndige iagttagelser.
Farvel til J – og de andre?
(samt en kort introduktion til hvem J var for dem der ikke nåede at lære ham at kende)
Af Allan Rosengren
Det hænder fra tid til anden, at der indtræffer et såkaldt paradigmeskifte inden for en videnskab. Paradigme er græsk og kan oversættes med mønster eller eksempel; i videnskabsteori betegner ordet det ’mønster’ forskere ser i et givet fagområde, den overordnede teori, der anvendes på et materiale, den ’skabelon’, som stoffet skæres til efter, eller hvordan man nu vil udtrykke det. Fra tid til anden skiftes paradigmet ud.
Det herskende paradigme kommer til udtryk i lærebøger, leksika m.v. Forskere, som ikke føler sig helt godt tilpas med paradigmet, fremkommer med kritik og alternative modeller på i artikler og på konferencer. Efterhånden udgives bøger med det nye syn på sagen, på universiteterne ansættes folk som forfægter det nye paradigme, de sørger for, at ph.d.-studerende skriver inden for den nye model. De nyeste lærebøger vil indeholde det nye paradigme (samt en redegørelse for, hvorfor det gamle var utilstrækkeligt), og efterhånden skal opslagsværkerne også revideres, hvorved det, der var en ny ’konkurrerende’ model bliver til det herskende paradigme. Hele denne proces – og også de psykologiske faktorer, der gør sig gældende i den forbindelse (for ’ny viden’ opstår sjældent af ’rent’ faglige grunde) – kan man læse ganske underholdende og indsigtsfuldt om i Thomas Kuhns bog Videnskabens revolutioner.
Et sådant paradigmeskifte er måske ved at bryde frem i den gammeltestamentlige videnskab. Om der er tale om mord eller stille afsked er nok en smagssag. Men Bibliana vil i hvert faldt følge sagen og berette om den. For det er både en gammel og højt respekteret herre, der er tale om, nemlig: J.
Og hvem er så J?
Det hører med til det gammeltestamentlige lærebogsstof, at de fem Mosebøger er sammenredigeret af en række kilder. Der findes en række gentagelser og modsigelser i teksterne (fx er der to skabelsesberetninger, 1 Mos 1,1-2,4a og 1 Mos 2,4b-3.24), og Gud betegnes grundlæggende på to forskellige måder, i dansk oversættelse bliver det til: Gud og Herren. Alt dette kan man forklare gennem en antagelse af, at bag den nu kendte tekst fandtes en række tekster (uden gentagelser og modsigelser), som er redigeret sammen i den nuværende tekst. Denne teori kaldes kildesondringshypotesen. De fire hovedkilder er:
J – Jahvisten, som kaldes sådan, fordi han bruger gudsnavnet Jahve (i dansk oversættelse: Herren)
E – Elohisten, som kaldes sådan, fordi han bruger gudsnavnet Elohim (Gud)
D – Deuteronomisten, som kaldes sådan, fordi han særlig er repræsenteret i Deuteronomium (også kaldet 5. Mosebog), og
P – Præsteskriftet, som kaldes sådan, fordi denne tekst især omfatter love om gudstjenesten, templets indretning, renhed og urenhed m.m. som måtte have jødiske præsters interesse. I P bruges både gudsnavnet Jahve og gudsnavnet Elohim.
Der er betragtelig uenighed om kildeskrifternes alder og forholdet mellem dem. Og for at forbinde det hele er der talrige komplicerede teorier om redaktorer, som har sammenarbejdet stoffet med indføjelse af forbindende passager.
Hvor er han nu?
Elohisten er for længst forladt i den forstand, at han ikke spiller nogen rolle i diskussionerne; det er heller ikke særlig store tekstmængder, der er blevet tillagt denne ’forfatter’. Deuteronomisten møder vi stort set først i 5. Mosebog. Og Jahvisten står efterhånden også for skud. Ved Society of Biblical Literatures konference i Edinburgh i juli 2006 opsummerede professor Rolf Rendtorff fra Heidelberg de sidste 30 års forskning på området. Jahvisten blev tidligere regnet for en teolog fra 900-tallet f.Kr. (von Rad), nu anses han for at være en historiker fra 500-tallet (van Seters) eller en redaktor, altså ikke en egentlig forfatter, fra 500-tallet (Levin). Noget af en deroute. Tilbage står P. Vi har altså en kildesondringshypotese med ét kildeskrift (P), som Rendtorff morsomt og spydigt udtrykker det. Og så er der en lang række teorier om ’redaktorer’.
Og hypoteserne om ’redaktorer’ som ansvarlige for den bibelske teksts endelige udseende har (måske) fået dødsstødet med John van Seters nye bog, The Edited Bible. The Curious History of the ”Editor” in Biblical Criticism (2006). Tanken om ‘redaktører’, som ‘udgiver’ et værk og indsætter ikke-autentiske passager, som giver udtryk for deres særlige teologi, er uholdbar: Dels er der tale om en anakronisme (tekster i antikken blev ikke ’udgivet’ på samme måde som i dag), dels er der tale om en højst ukontrollabel idé om redaktoren som pålidelig og upålidelig på samme tid: Pålidelig, fordi han kopierer eksisterende tekster minutiøst, så vi i dag kan skelne de tidligere kilder fra hinanden; upålidelig, fordi han redigerer og ændrer teksten i overensstemmelse med sit eget ideologiske ærinde.
’Redaktorer’ er, siger van Seters, en moderne opfindelse, der er gjort for at løse et litterært problem. Men det er J, E, D og P også! Fordi ’vi’ ikke kan leve med gentagelser og modsigelser, kort sagt: rod, i en tekst, opfinder ’vi’ konsistente forfattere, sådan som vi kan lide dem. J har ofte været forskernes kæledægge, P har man tillagt en stor del af det, man ikke kunne lide. von Rad gjorde til J til teolog – og J kunne derfor gerne være noget af det ældste i Mosebøgerne (alder giver jo autoritet); van Seters vil gerne have, at J er historiker, derfor må han være lidt yngre. Der er bare det (litterære) problem, at Mosebøgerne ikke (som Herodots værk) indeholder bemærkninger i retning af: ”Denne historie har jeg hørt fra dem og dem, andre mener sådan og sådan, men jeg mener, at det forholder sig således...”.
Er dette kildesondringshypotesens død? I så fald er vi vidne til et langstrakt kvælningsforsøg, for de første samlede forsøg på at komme hypotesen til livs var i 1970’erne. Som professor David Clines fra Sheffield svarede Rendtorff i Edinburgh, vil der temmelig sikkert i fremtiden være et mindretal af gammeltestamentlige forskere, som beskæftiger sig med disse problemer, mens andre (flertallet?) vil finde andre paradigmer, som fungerer uafhængigt af teorier om Mosebøgernes tilblivelse. Kildesondringshypotesen dør ikke, men bliver marginaliseret.
Her kan du læse mere:
Kalender
Foråret byder på mange arrangementer for Bibel- og oldtidsinteresserede. Se:
http://www.teol.ku.dk/ og klik på arrangementer
Også Folkeuniversitetet har programmer, hvor der er meget godt for Bibel- og oldtidsentusiaster. Folkeuniversitet har afdelinger i København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde. Se:
Om Bibliana.
Læs om Samaritaneren og Judas!
Bibliana er et populærvidenskabeligt tidsskrift om Bibelens verden, skrevet af fagfolk med sans for formidling.
To numre skal omtales her: Det netop udkomne om Lignelsen om den barmhjertige samaritaner og det kommende om Judas-evangeliet:
Biblianas efterårsnummer 2006 er et temanummer om en af de mest elskede og almindeligt kendte tekster i Det Nye Testamente, nemlig lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37). Velegnet til undervisning, studiegrupper m.v. Klassesæt kan bestilles hos Forlaget Anis, tlf: 33 24 92 50
’Den barmhjertige samaritaner’ præsenteres i en helt ny oversættelse fra Det Danske Bibelselskabs arbejde med at oversætte Det Nye Testamente til Nudansk. Denne oversættelse skal udkomme i foråret 2007, men vi har været heldig at få lov til at kigge med over skuldrene hos oversætterne!
Ingrid Hjelm fortæller om samaritanernes historie, om skiftende opfattelser af dem i forskningen, om deres tempel og om modsætninger og fjendtligheder mellem samaritanerne og jøderne.
Christina Petterson skriver om samaritanernes rolle i Lukasevangeliet, hvorfra hun kort bevæger sig ud i nogle af de andre evangelier. Hvilken rolle spiller samaritanerne i evangelierne, hvad bruges de til og lykkes det?
Ole Davidsen analyserer og fortolker lignelsen, og stiller bl.a. spørgsmålet om det er en lignelse. Til slut inddrager han den danske filosof K.E. Løgstrup.
René Kieffer skriver om udlægningen af lignelsen i oldkirken.
Lone Fatum diskuterer den politiske brug af lignelsen i den aktuelle kontekst. For selv om stort set alle er enige om, at meningen med teksten er klar, udlægges lignelsen på vidt forskellig måde - og ofte på baggrund af en let gennemskuelig politisk dagsorden.
Endelig stiller Geert Hallbäck spørgsmålet, i hvilken forstand ’lignelsen om den barmhjertige samaritaner’ overhovedet er en lignelse. For hvad er i grunden en lignelse? Også dét gives der et bud på i Biblianas efterårsnummer!
I næste nummer:
Redaktionen er stolt over i forårsnummeret 2007 at kunne bringe en oversættelse af hele Judasevangeliet, udfærdiget af to unge teologer med speciale i koptisk, Tilde Bak og Katrine Brix specielt til Bibliana.
Desuden har fire forskere påtaget sig at skrive om sammenhængen mellem det ”nye” evangelium, de fire gamle der står i Det Nye Testamente – og alle de andre skrifter der kendes om Jesus:
Geert Hallbäck: ”Kanondannelse og kætteri”.
Jesper Tang Nielsen: ”Jesus’ lidelseshistorie på godt og ondt”.
Mogens Müller: ”Jesus-billedets vilde vækst”.
Lone Fatum: ”Jesus og den gnostiske Maria”.
Interessen for Det Gamle Testamente bliver dog heller ikke forsømt. To yngre talenter tager sig af den side af sagen:
Anne Gudme fortæller om det at aflægge løfter i Det Gamle Testamente.
Sigurd Baark skriver om Hellig Krig mellem Gud og mennesket.
Endelig præsenterer Carsten Bach-Nielsen sit fund af ”Et mystifistisk bibeltitelblad” på Det Teologiske Fakultets bibliotek i Århus.
Læs mere om Bibliana, hent tidligere numre gratis i PDF-format m.v. på:
Interesserede kan gratis abonnere på Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev ved at sende en mail til: BEN@teol.ku.dk og skrive "tilmeld" i emnefeltet. Nyhedsbrevet kan afmeldes ved at skrive "afmeld" i emnefeltet.
Dette nummer af BEN er redigeret af Allan Rosengren. Kommentarer kan sendes til ar@teol.ku.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar